PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
En synderlig lang rejse havde det ikke været. Mange timer var ikke gået, fra han havde taget den drastiske beslutning og til han var trådt over grænsen til Proelio. Mange år havde han stået i hans hjemlands bjergkæde og skuet langt ud over landskabet. På en klar dag havde man kunne se isen fra Frozticen i Proelio og andre dage Elasiums farver. Han var betaget af Guderne hjem - men aldrig før havde han været så langt inde i landet. Deres flok var nu itu, men førhen havde de vandret i udkanten af Proelios grænse og været veltilpasse uden at være påvirkede af Proelios meget foranderlige og hektiske liv. Nu var hans nysgerrighed dog for stor. Der måtte være en grund til flokken var splittet og ej kunne samles imod den dominerende flok i hans hjem... En mening.
Frollos hove mødte isen med et gys og han fornemmede lyset. Den storslåede sensation der omgav ham, som han betrådte den del af Proelio der havde tilhørt Laylis. Han nejede kort efter og underkastede sig gudinden med lukkede øjne - om hun så ham eller ej måtte han udvise en respekt.
Ikke langt bag ham var Aeical med al sandsynlighed. Frollo havde først tænkt at de to kunne overtage flokken... Men det ville aldrig efterlade dem et godt sted. De ville aldrig blive stærke nok til at slå den anden floks mange stærke hingste. Nej... Frollo havde fået andre idéer og kun ganske kort fortalt sin lillebroder at han fornemmede en forandring - de skulle rejse til Proelio og vokse sig stærke!
Denne store ændring i deres liv, denne uforudsigelige udvikling passede Aeical yderst godt. Han havde længtes efter at prøve noget nyt, at ændre tingenes status quo og få lov til at gøre noget mere, skabe balance i verden omkring ham. Og nu fik han chancen. Frollo havde knapt behøvet at sige noget før Aeical var med på hans ide, Proelio måtte være det perfekte sted at bo - guderne så uendeligt meget nærmere end ellers og med al det der skete her i landet måtte der være en masse muligheder for ham til at boltre sig.
Lige foran ham nejede hans storebror for Laylis men han selv stod lige på den anden side af grænsen. Det føltes som en stor ting at træde ind på isen og være i Proelio - og i Laylis' område, om hun var der eller ej. Efter endnu et øjebliks tøven tog han beslutsomt de manglende skridt til han stod med alle fire hove solidt plantet på isen. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene men blev ellers stående som han altid havde, i hans øjne skulle man henvende sig til guderne så tæt på den man altid var som muligt, alt andet ville være falsk - og han var aldrig falsk overfor guderne - og han ville ikke bukke eller skrabe for andre.
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Broderen trådte efter ham - efter lidt tid. Skulle han altid tænke sådan over alting? Der var en mening, man måtte stole på den og holde fast i det man vidste... Han sukkede og rejste sig efter et passende rum tid. Frollos øjne scannede landskabet med ærefrygt. Det var det perfekte univers til hende. Gudinden. Men for nylig var ordet strejfet ham at landsdelene nu alle var brudt op og intet system havde i form af love og øverste... Det var en fri verden igen. Et spændende tidspunkt at indvadere landet.
Han så tilbage på Aeical da broderen nu stod på isen. Ingen nejen. Ingen umage af den form Frollo mente var nødvendig. Den sorte Frollos øjne så irritabelt på sin broder - hvor var hans manere? Men de var alligevel aldrig helt enige. Turen herhen havde været tavs. Vandringen havde været alt og Frollos tanker fyldt med mod.
"Aeical vi er ankommet..." Frollos stemme emmede af magt og samtidig noget slesk. Hans ører lå halvt ned og hans smil vakte uro. "Vis lidt respekt min broder. Vi er trods alt i Laylis land. Hendes kaos rasere de der ikke støtter hendes sag." hans stemme var belærende og roligere nu. Han var selv mest tilhænger af Smeyé - men han var Laylis mage. Det var vigtigt at støtte dem begge.
Aeical blev stående som han var med lukkede øjne i flere sekunder efter Frollo havde talt, intet fik lov til at hive ham ud af hans kontakt med guderne - især ikke med Laylis! Langsomt åbnede han øjnene og sendte Frollo et overbærende blik "Du ved bedre end at forstyrre mig når jeg er i Kontakt, Frollo... Og ingen guder ønsker at se deres følgere krybe rundt som kaniner." Det blev sagt smilende og godmodigt, han var i alt for godt humør til at tage en rigtig diskussion og desuden forstod Frollo det jo aldrig.
Han rystede sig let og trådte et lille skridt frem. Hans øjne lyste næsten som han så sig omkring, her i det land der tilhørte den gud han selv følte sig nærmest ved, den han ville støtte til enhver tid. De andre guder fortjente respekt men i hans hoved var der ingen tvivl om hvem der var den vigtigste eller mægtigste. På en måde så han ud som om han håbede at hendes kaos ville komme og rasere dem begge i dette øjeblik - hvad kunne trods alt være mere mægtigt end at stå midt i hendes magt?
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
De var dybt uenige i hvorledes man ærbødigt kontaktede en gud og Frollos øjne brændte en smule irritablet over sin broders måde at udrette sine fejl på. Han lod det dog ligge. Der var et vigtigere foretagende forude. De var brødre. Med et blodsbånd fulgte pligt og en familie skulle holde sammen. Der var kun de to tilbage. De to alene måtte tage verden med storm nu og med tiden måske finde en værdig mage af rette støbning og tro, for at føre slægten videre. En ting der ikke tiltalte Frollo synderligt for han ville aldrig komme til at elske. En hoppe ville være en... partner. En stemme i hans liv, han ikke følte han havde brug for i sit ræs med livet. Men for at ære troen og tradition måtte han en skønne dag søge den perfekte ud og lade hende være æret i sit liv.
Frollo slog med halen og rankede sig let. "Du af alle ved at vores krops gestus og rigtige ord, kan vise meget mere end et sæt lukkede øjne og bedende tanker. Men nuvel, du har vist din respekt, det er fair min broder." hingsten rankede sig og knejsede i nakken for at skue ud over landskabet. Han vandrede nu af sted i den rige sol, og det kolde landskab. I østen var der skiftende vejr ... Her var stillestående vinter. Han så sig om - ønskende at undgå det farvestrålende, utilregnelige Elasium. Han var ikke klar til at se nærmere på Jaymelias skabninger.
Vejen frem var snehvid og en skov bredte sig - en granskov med frostfyldte glitrende grene. Han fornemmede det. Lyset og freden, men samtidig hvordan den ubarmhjertige verden kunne vælge frem med kaos. "Min tanke er at søge Natiaum. Se hvilke slags heste der vandre i disse områder - når vi er beredte drage til Proelios hjerte, for at mærke vore guder ganske tæt på thi vi må tage små skridt imod at vokse os større i dette land. Vi må have en respekt for vor guder og landets befolkning, før vi kan samle os." Frollos stemme var nu en smule mere broderlig - han var vant til at fremsige planer, men samtidig strides de indimellem om disse. Frollo vendte blikket imod sin broder. Han var sprunget på hans idé indtil videre. Men hvad mente Aeical nu?
Aeical ignorerede roligt Frollos kommentarer om deres måder at bede på og fokuserede i stedet på at se sig interesseret omkring. Han ville kende dette nye hjem som havde han boet her altid, især dette fantastiske område som han var sikker på han ville bruge meget tid i. Der var spor efter voldsomme bevægelser i jorden, mon noget normalt eller en del af den seneste tids store ændringer? De voldsomme udbrud og skift de havde set på afstand?
Langsomt trak han tankerne tilbage til sin bror da han begyndte at tale igen. Han havde ikke selv en klar plan og var forberedt på at lade sig føre afsted af verden, vinden eller hvad der nu ville give ham en retning. I dette tilfælde tilsyneladende hans bror. "Som sædvanlig træder du så forsigtigt at du knap når fremad! Vi.." Han stoppede let og rystede på hovedet, helt automatisk var han begyndt at tale imod igen på trods af at han bare ville lade sig føre denne gang? "Nuvel, lad os prøve på den måde, broder, før an." Han kunne ikke helt lade være med at smile en smule nedladende men det var på grænsen til venligt i forhold til hvordan han ofte så ud når han hørte sin brors planer.
Post by Nigrum Frollo on May 10, 2019 20:38:50 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Frollo kneb øjnene en anelse sammen da broderen ville tale ham imod. Se det var som regel der de endte, så hvorfor skulle deres nye eventyr være anderledes? Hingsten rankede sin krop og skuede ud over landet, da broderen pludselig tav om hans bedrifter og tilsyneladende for tålmodige fremgang... Tålmodighed var noget Frollo yndede for det betalte sig i den sidste ende. Han så nu nysgerrigt og interesseret på sin yngre broder da denne gav sig og igen ville følge Frollo. Var der en ændring i optræk imellem dem eller ville det passere for en stund? Thi det ville være meget lettere hvis de kunne tale enigt om tingene og elske hinaden som brødre i stedet for at strides. Han hadede nu ikke Aeical, men han var noget så vred på ham i tide og utide. Som familie nu kunne være det.
"Dejligt min broder, tålmodighed skal tjene dig godt." sagde han med et smil - venligt. Frollo rankede sig igen og med et sidste spændt blik ud over landskabet satte broderen nu i en rask trav på de lange sorte ben, der gik højt. Som en soldat der ærede sit land.
En lille trækning kunne ses i hans ansigt da han bror begyndte at tale om tålmodighed igen men han var fast besluttet på at lade 'skæbnen' vælge hans retning her den allerførste gang han betrådte Proelios jord så ham bed bare let tænderne sammen og nikkede stift. Ja ja, tålmodighed og så videre. Kunne de snart bare komme igang? Utålmodigt slog han med halen da han bror rankede sig endnu en gang. Hvis han rankede sig mere ville han snart ikke kunne bevæge sig!
Så snart de begyndte at bevæge sig svandt hans irritation, der var noget ved bevægelse, at se noget nyt der hjalp på hans humør og så var det altid sjovt at se den latterlige måde hans bror yndede at løbe rundt på. Selv var han lang i kroppen og anderledes løs i sine skridt - omend de var store - når han travede afsted, to forskellige retninger, endnu et tegn på hvor forskellige de var. Endnu et blik på sin brors høje skridt fik ham til at fnise, det så altså for dumt ud.
Post by Nigrum Frollo on May 22, 2019 20:43:48 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Frollos øjne var skarpe og hans sanser på sit yderste. Det var fremmed territorie omend han havde hørt alle sagnene fra Proelio. Han havde aldrig betrådt jorden, forstyrret landets beboere. I disse stunder var det umådeligt vigtigt at bygge sig langsomt op i landet. Lure beborene for dernæst at skabe et godt solidt netværk. Det ville med tiden bringe ham meget tættere på hans eget herredømme. Frollo så kort tilbage efter sin broder hvis sløsede gangart viste alt det Frollo ikke var... Han bed dog alting i sig nu.
De var taget på dette evnetyr sammen og selv Frollos belærende mund kunne tie i ny og næ. Selv da Aeical finste hævede Frollo blot et øjenbryn og så på ham med et arrogant smil. Måske synes han det var tåbeligt. Men denne fremtræden ville en dag bringe ham respekt. Hingstene havde nu retning imod Natiaum præcis som Frollo ønskede dette. Islandet omkring dem var smukt og vakte igen ærefrygt i Frollo. Han huskede at beundre alt hvad han så med sit respektfulde blik. Det tog timer at nå til skyggernes land... Men frem kom de og Frollos skridt blev langsommere som han stirrede på landsdelen der åbnede sig. Han var træt og brugt, men ikke nok til at hvile.
Kun modvilligt forlod Aeical det smukke islandskab for at bevæge sig ind i det noget anderledes område de nu var kommet til. Ganske kort sakkede han bagud for at stå et øjeblik og bare beundre området. Der var ingen tvivl i hans hjerte om at han ville vende tilbage, det var perfekt for ham, dette kolde, vilde og kaotiske sted, helt perfekt og det skulle blive hans. Efter at have indprintet sig stedet og dets lokation endnu en gang vendte han tilbage mod sin bror og fik hurtigt indhentet ham.
"Hvad skal vi så nu? Ifølge din store plan?" En ting var at lade sig lede af skæbnen, noget helt andet var næsten at stå stille igen. Det fik ham dog ikke til at ændre sin 'plan' og desuden var det nu rart nok at bevæge sig lidt langsommere et stykke tid, det havde været en lang og hård tur og det kunne så småt mærkes i kroppen at den var blevet godt brugt i løbet af dagen.
