PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Caeli sov. Men Dawyna var vågen. Ikke langt væk, hun kunne se sin moder hvile i udkanten af stranden, nær Slavian flokken. Deres hjem. Hun indåndede den friske luft ved havet, der var let saltet. Temperaturen var behagelig og natten var sen. Mørket var overalt - men ikke helt. For månen lyste altid lidt kraftigere i Vustlaum og stjernerne var dens ledsager. Det var helt magisk at stirre op i universet og tænke på at hun kom derfra. Hendes slægt. Artemis.
Dawnya var kun lige gammel nok til at tænke og tale forståeligt. Hun så sig omkring, en smule utryg, men samtidig fyldt med mod på verden!
Acerion så sig nysgerrigt omkring. Havet var et interessant og nyt sted for ham og der var så mange ting man kunne undersøge og opleve her. Det var første gang han var på tur helt alene. Ellers havde han som regel holdt sig i nærheden af sin søster eller sin far, men nu ville han prøve selv. De andre holdt ham også bare tilbage. Han kunne da sagtens klare sig selv, han var jo noget særligt, et særligt klogt og stærkt føl i hans egne øjne, så en lille tur alene? Intet problem!
Han stoppede på toppen af en lille sandklit og så sig stolt omkring, han havde besteget den helt selv så nu var den hans! For at vise omgivelserne at han nu havde overtaget klitten stejlede han og vrinskede højt.
Der var fredfyldt en lang stund. Bølgerne slog op mod bredden. Natsværmere brummede og Rosaia trak vejret. Men mere gjorde hun ikke. Havet var ikke kun flot og betagende. Det var også stort og farligt for de der ikke kunne svømme. Dette var endnu ikke en evne hun besad.
Et øjeblik efter var freden brudt af en fremmed vrinsken. Rosaias krop reagerede ved at brase let sammen og så stirre efter lyden. Mon hendes moder ville vågne af det? Caeli ville bekymre sig når Rosaia ikke var der, men nu var tiden trods alt til at føllet måtte vandre lidt selv. Hun stirrede, og øjnene fæstnede sig på en blågrøn skikkelse med flagrende hvid man og hale. Han var fremmed her. Månen lyste ham op og Rosaia tippede hovedet på skrå. Hun kom med en rolig vrinsken, fyldt med ungdommens mod.
Acerion så efter lyden da han hørte et vrinsk komme fra et sted i nærheden. Et lille lyst føl stod og så på ham hvilket fik ham til at knejse stolt med nakken. Hans første beundrer? Eller undersåt i hans, indtil videre, beskedne rige? Der var masser af muligheder for det fremmede føl hvis det ønskede det, han var jo ikke asocial eller afvisende!
Han havde dog lidt et dilemma nu. Han ville gerne snakke med føllet... Men han ville helst ikke ned fra 'sin' klit og han ville heller ikke bare lige invitere føllet op før han vidste om det ville acceptere hans herredømme. Efter et øjebliks ubeslutsomhed gik han ned af skråningen på den ene side af klitten og stod på det nederste stykke. Herfra vrinskede han igen, nu kunne det fremmede føl komme hen til ham uden at bestige hans klit!
Post by Dawnya Rosaia on May 10, 2019 20:21:44 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Hun betragede denne blå hingst med hvid man vandre helt majestætisk ned af klippen. Hvem var han dog? Ung som hende, men det var som om han allerede vidste hvad han ville være i livet. Hun var snotforvirret over hvad livet var i det hele taget og søgte svarene ved at opleve og udforske.
Dawyna lænede hovedet mere på skrå da han endelig kom ned og vrinskede til hende... En invitation. Hun tøvede et lille øjeblik med mulen i sky, før hun på samme måde travede igennem sandet med hævet hale og nysgerrige øjne. Hun stoppede op på en lidt sikker afstand og spørgende var hovedet igen på skrå.
Acerion så nysgerrigt på hende, hun havde et interessant udseende, ikke så flot som hans eget eller hans søsters men det kunne man jo heller ikke forvente af andre. De var jo helt klart de pæneste. Men hun virkede interesseret og det var ikke så sjovt at eje et ‘kongerige’ hvis man var helt alene. ”Hvem er du? Jeg hedder Aceiron!” det var tydeligt at han synes at det var et meget specielt navn.
Han så forventningsfuldt på hende. Han forventede en imponeret eller overrasket reaktion og glædede sig til at nyde hendes beundring. Det faldt ham ikke ind at hun ikke havde en eneste grund til at kende til ham og selv hvis han somehow var blevet kendt var det slet ikke sikkert at et føl ville have hørt om ham.
Post by Dawnya Rosaia on May 11, 2019 17:27:29 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Hendes attitude var nysgerrig - selvfølgelig. Men ikke mere end det. Den forventning han havde til hende blev ikke indfriet, for hun vidste slet og ret ikke hvem han var og navnet var ikke et Caeli nogensinde havde nævnt som betydningsfuldt... Føllet overfor hende var et fremmed føl og derfor var Rosaia tilbageholdene. For hun vidste dog at man ikke spøgte med fremmede og kastede sig hovedkluns ud i farlige situationer - uanset hvor fristende de var. Hun var lille og ikke stor nok til at stå helt alene.
"Acio ? Hej Aceoin." så sænkede hun hovedet lidt, for hun vidste hun havde udtalt det forkert. "Rosaia."fortalte hun så ganske fint, for det havde hun om noget lært at sige!
Acerion stirrede på hende, hvordan kunne han ikke genkende hans navn? Det burde være en stor oplevelse for hende at tale med ham, at møde ham! Og så stod hun der og anede tydeligvis ikke hvem han er! Dette blev dog hurtigt overskygget af hendes forfærdelige forsøg på at sige hans navn. Han sukkede og himlede med øjnene ”Acerion! Det er vigtigt at sige navne rigtigt! Acerion!” han sagde det lidt højere som om det ville gøre det nemmere for hende at udtale det.
Han rystede let på hovedet, ”Rosaia... se sådan!” det var heldigt ar hun bare skulle være undersåt i hans klit-rige... en prinsesse eller dronning skulle kunne udtale hans navn ordentligt så hun var helt tydeligt ikke egnet!
Post by Dawnya Rosaia on May 21, 2019 14:01:02 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Dette andet føl var tydeligvis meget egocentreret - men det var ikke noget som Rosaia opfangede i denne stund. Hun forblev lille og naiv i verden lidt endnu. Acerion havde meget travlt med at belære hende, hvorimod hun tippede hovedet på skrå og så nysgerrig på ham igen. Hvad i al verden lavede han egentlig? Hun ville gerne være med i legene, men måden han talte lidt højere på fik hende til at stikke mulen lidt i sky og brumme feminint. Nej tak, ikke når man blev kommanderet med...
Rosaia vendte sig halvt imod vandet for at skue ud over det med alle stjernerne der glitrede. "Acerion." sagde hun så da tungen makkede ret.
Acerion blinkede forvirret da hun sådan stak mulen i vejret og brummede. Var hun utilfreds med et eller andet? Han kneb let øjnene sammen imens han gennemtænkte deres samtale, i hans øjne havde han været præcis som han burde være men hun var åbenbart utilfreds... Måske hun ikke kunne lide at han havde gentaget hendes navn? Men hun havde jo sagt det forkert..
Da hun pludselig sagde hans navn rigtigt så han ivrigt på hende, så kunne hun måske godt være andet end tjener alligevel! "Ja! Sådan! Så må du godt være prinsesse af Klitten!" Han lagde ekstra vægt på ordet 'klitten' for at vise at det var noget særligt, hans specifikke, helt specielle klit!
Post by Dawnya Rosaia on May 22, 2019 21:02:44 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Hun stirrede stadig imod bølgerne der flød ind over land. Det var så smukt. Rosaia blev ganske draget på få minutter - præcis den tid det tog ham Acerion at overveje hendes 'ord' og så sige noget. Hun tittede kort på ham med et helt uskyldigt smil, før hun trippede tættere på bølgerne og væk fra de klitter... Den klit han værdsatte så højt. Men hun var ganske uvidende om hvad han netop havde besluttet hun måtte være. Prinsesse? Klitten?
"KLIT!" fnes hun og så tilbage på ham. Ville han ikke med hen til vandet? Nok var det lidt uhyggeligt tættere på. Men det var også en meget større oplevelse!
Acerion så forvirret på hende, hvorfor sagde hun bare klit? "Ja.. Klitten" han indikerede den med hovedet idet han meget tøvende svarede hende. Var der noget i vejen med hende? Han så fra hende til klitten og tilbage igen, hun virkede til at ville have ham til at følge efter hende men så skulle han jo forlade sin klit...
Langsomt tog han et skridt i hendes retning, der var selvfølgelig ikke rigtig andre tæt nok på til at de kunne snuppe hans klit og hvis hun nu var syg eller sådan noget kunne han måske redde hende fra at drukne. Det ville ikke være så dårligt at være en helt også og sådan nogle reddede vel syge føl og den slags?
Hun brummede meget tilfreds da han endelige besluttede sig for at følge med ned til vandet. Iveren var i hendes krop som hun trippede tættere på. Bølgerne trak sig tilbage og undersøgende satte hun mulen ned til sandet. "Vand. Væk." Hun så kort op på ham, før hun fik meget travlt med at stikke hovedet i den anden retning og danse væk fra næste skyl af bølger. "FUNDET" hvinede hun. Hun var ung. Hun var ikke gammel og intelligent og var endnu ikke nået til denne hingsts legestadie. Men han virkede sjov. Og var der en ting hun synes om, så var det sjov!
Acerion stirrede forvirret på føllet. Hvad havde det dog gang i? Ville hun have vandet væk? Eller troede hun at hun havde fundet det? Selvom han egentlig følte at det var noget under ham at deltage i den slags fjollerier smittede hendes iver trods alt en smule af på ham. Måske hun havde fundet noget spændende han kunne tilføje til sin klit? Nysgerrigt travede han ud i vandet der hvor hun havde råbt 'fundet' indtil han stod i vand til koderne.
Der var ikke umiddelbart noget at se så igen så han forvirret tilbage på sin 'legekammerat'. Hvad ville hun dog med vandet hvis ikke hun havde fundet noget spændende?
Post by Dawnya Rosaia on Sept 10, 2019 13:16:21 GMT
Dawnya Rosaia We run towards the end of the dream
Helt åbenlyst måtte det være for nogen at se, hvorledes de to slet ikke gik i det rette spænd sammen. Alligevel så var de nysgerrige på hinanden og Dawnya elskede at lege - også med sig selv. I disse stunder, havde hun travlt med ikke at blive ramt af bølgerne... Det var så mærkeligt. Hvordan de forsvandt fra sandet, for så at komme tilbage for fuld kraft! De var dette lille natufenomæn der havde Rosaia oppe og ringe.
Hun kunne dog fornemme på Acerion at han var skuffet - han forstod tydeligvis ikke hvad hun lavede. Rosaia skyndte sig tilbage til den unge hingst og puffede til hans mule. "Vand forsvinder. Vand fanger mig." forklarede hun og trådte så pludselig på noget underligt. Hun så ned, for at stirre på en kæmpe musling der nærmest skinnede. Wau.
