PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Den smukke, nærmest majestætiske hoppe kom roligt skridtende henover en frodig græsmark. Overalt, hvor hendes hove trådte, voksede blomster og planter op ad jorden, som var hun en omvandrende vandkande, der med det samme fik dem til at springe frem. Det var en tilfældig evne, som hun pludselig en dag var vågnet op med - og hun elskede det! Hendes lange, kridhvide man var ligeledes beklædt med blomster og fletninger, som hendes mage og døtre havde lavet på hende igennem tiden, og hun var derfor næsten et syn for guder, som hun kom skridtede af sted i solskinnet, der skinnede ned på hendes glitrende stjernepels. Denne dag havde hun bevæget sig uden for flokkens område og videre ud i Sylinum, da hun endelig var begyndt at føle sig tryg ved at færdes alene rundt igen efter sine uheldige møder med Mambu. Hun stoppede op under skyggen fra et stort piletræ og gav sig blot til at græsse lidt, mens hun nød freden og roen og de kølige briser, der en gang imellem skyllede ind over hende og fik piletræets grene til at gynge.
Post by Nigrum Frollo on May 10, 2019 20:44:18 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Frollo havde vidst at Sylinum ville være HEDT. Men han havde aldrig begivet sig ud i et område så varmt og samtidig frodigt som Sylinum. Han var for første gang alene i Proelio uden sin broder... Flakezé var en æret gud og øverst, trods Frollo søgte mere imod Smeyé, så nægtede han aldrig livets gud den respekt denne fortjente. Så Frollos hoved var sænket og han skridtede ganske roligt igennem landskabet. Frollos tålmodighed kom med troen på netop denne gud - med tiden ville alt godt komme til de der ventede og fortjente denne. Frollo fortjente den. Snart måtte dette vise sig.
En skikkelse fangede nu hans øje under et træs skygge. Ingen dårlig idé. Hingsten havde ikke mødt nogen sjæle endnu, og holdt sig på afstand af de han havde set. Men det var vel på tide at stifte bekendtskab - nu havde han færdes i landet i dagevis. Tiden var inde og han ville vokse her meget snart. Hingsten traksede roligt af sted og hilste med sin højlydte brummen - en ru og nærmest adelig stemme.
Der gik ikke længe, før hun fik øje på en skikkelse, der kom gående imod hende lidt længere nede ad engen. I første omgang kunne hun godt mærke, hvordan hendes mave trak sig sammen til en lille, nervøs knude. Det var en hingst, og han havde et mørkt og lettere dystert udseende. Selvom denne hoppe altid havde været den mest naive og mindst fordømmende hest i hele Proelio, så havde tiderne ændret hende en smule. Hun havde mistet lidt af sin tillid til fremmede hingste og kunne godt mærke, hvordan angsten stadig sad i hendes krop, både efter hendes egne møder med Mambu, samt alle de mange forfærdelige historier, hun havde hørt fra de andre hopper i Amazonas. Men hun vidste dog også, at man aldrig skulle bedømme en bog på dens omslag, og at selv de mest hadske og skræmmende hingste kunne vise sig at have et godt hjerte inderst inde - det havde hun lært af hingsten Fazet.
Hun faldt derfor lidt mere til ro, da den fremmede nu roligt traskede imod hende og brummede i en meget galant tone. Han virkede hverken fjendtlig, skræmmende eller farlig - og det virkede heller ikke til, at han havde nogen skumle bagtanker, men blot at han også ønskede at søge træets skygge i denne varme. Hun bøjede derfor elegant nakken i en formel hilsen mod ham, inden hun gengældte hans brummen i varme toner og smilede imødekommende.
Post by Nigrum Frollo on May 22, 2019 20:37:21 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Hans øjne fangede den smukke glans i hoppens pels. Stjernerne der dansede over lilla himmel - ganske nydeligt. Hun forekom ham som en hoppe med historie - en del. Fletningerne i den lange hvide man. Hvordan blomster synes at gro omkring hendes ben som et symbol... Alt ville vokse, når det fik lov. Han så blikket hun først fik. Et glimt hans skarpe øje fangede. Frygt. Han trak på smilebåndet. Måske var det hende der trængte til at vokse, men fik hun lov?
Frollo standsede derpå og sænkede hovedet i et nik, nu hun synes at acceptere han kom tættere på. Et mildere blik viste sig på hendes ædle ansigt. Han gengældte dette. Frollo så ganske lumsk ud og et sted under skindet så var der også en mere snedig og dyster sjæl. Men på bunden var han bundet af sin tro og det ville han altid være... Dette var i hvert fald hans overbevisning.
Efter hans gestus rankede han sig og tog imod hendes ord. "Goddag frøken?" det var et spørgsmål. Han fornemmede historie. Men hvilken?
Hun mærkede straks, hvordan den lille frygtsomme knude i hendes mave blev mindre og mindre, da han nu sænkede hovedet i en fredsommelig og venlig gestus, mens han gengældte hendes milde blik. Dette beroligede hende straks. Man kunne måske kalde hende en anelse naiv, men hun fornemmede ikke umiddelbart nogen fare eller ubehageligheder ved denne fremmede - og hun var træt af at leve sit liv i frygt. Hun smilede varmt ved hans ord. ,,Gizhebi." Hun slog da let med det elegante hoved i en gestus, der inviterede ham til at stille sig med ind under piletræet og søge ly for den varme sol. ,,Hvem har jeg æren af at møde denne skønne dag?"
