Hun løb en smule fortabt og panikslagent rundt, alt imens himlen blev mørkere og mørkere, og de mange skygger tog til i mængde. Hun var for ung til rigtigt at vide, hvad der foregik, men hun var dog udmærket godt klar over, at dette ikke kunne være noget godt.
En hoppe besvarede pludselig hendes kalden, men det var ikke hendes mor. Det var dog den samme moderlige tone, som et føl helt instinktivt genkendte, og hun følte straks en trang til at finde denne hoppe og søge hendes tryghed.
Der gik ikke længe, før hun nåede frem til en lille forsamling af heste. Hun stoppede op og så afventende på dem. Kunne det være en af dem, der havde kaldt på hende? Pludselig afbrød et skrig i luften dog hendes tanker, og hun så op mod himlen, hvor en bevinget hest styrtede til jorden. En af de andre heste styrtede hen mod hende. Alt omkring den lille sirene virkede pludselig så kaotisk, og hun mærkede tårerne presse sig på i øjenkrogen, da følelsen af panik og magtesløshed vældede igennem hende. Hun følte sig så alene; så fremmed og fortabt i denne store verden. Hun kendte ikke andre end sine forældre og sin bror, og hun følte sig pludselig så alene og svag.

Men da var det, at en af hestene pludselig kom løbende imod hende med stærke skridt og et dominerende hvin. Hendes første reaktion var instinktivt at ville flygte fra denne angribende hingst, men hun var paralyseret af frygt og blev derfor blot stående som naglet til jorden, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig i paniske stød. Hun lukkede øjnene og gjorde sig klar til at blive dræbt, men i stedet stoppede skridtene, og da hun tøvende åbnede øjnene igen, kunne hun se, at hingsten var stoppet op et stykke fra hende. Han mumlede nogle ord, som hun ikke helt kunne forstå meningen med, inden han ligeledes lukkede øjnene i og så en smule lidende ud. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre, og pludselig blev hun derfor bare overmandet af behovet for tryghed og nærvær. Hun havde endnu ingen andre erfaringer med hingste end sin kærlige far, og derfor faldt det hende helt naturligt at søge hingstes nærvær og tryghed. Hun satte derfor pludselig frem i en styrtende og hektisk galop, inden hun bragede lige ind i ham og knugede sig ind mod hans bryst, mens hun bare begyndte at græde som den lille, skræmte pige hun inderst inde var.

Det var meget muligt at Magiens Gudinde rent fysisk befandt sig et andet sted, et sted hvor der var langt mere brug for hende end her, men den lille, flaskegrønne datter var ikke så alene som hun gik og troede. Jaymelia havde aldrig været den optimale moderfigur. Til det var hun for flyvsk, for letsindigt, for magisk.. Men hun prøvede. Og denne gang ville hun prøve endnu mere ihærdigt end sidst, for se hvor galt det nu var gået..

Som rædslen overmanede Sirenia, begyndte den kolde luft omkring hende pludselig at blive varmere. Duften af Jaymelia selv trådte nu også tydeligt frem, som var den grønne gudinde til stede. Et luftigt kærtegn gled over den lilles kind, mens vinden blidt hviskede hendes navn. Nærværet var til at tage og føle på, trods fraværet var ganske tydeligt. 

En andens eksistens gjorde sig nu gældende. Èn hvis indre Magiens Gudinde ikke brød sig om. Bønner blev nu sendt af sted. Bønner som til hendes morskab ikke omhandlede hende. Trist for ham, at han havde valgt at tilbede de forkerte. Luften omkring Nigrum Frollos hoved ændrede sig nu ligeledes. Der var dog intet af den kærlighed, som omgav Sirenia. Tværtimod forsvandt ilten langsomt, men sikkert. Ingen skal lede sig i uføre af magiens småsjæle. Den truende hvislen kunne intet andet sted høres, end i den mørke hingsts tanker. Beskyt føllet med dit liv eller forsvind nu. Intet ondt skal der ske hende, ellers vil selv Laylis og Smeyé tilsammen ikke kunne hjælpe dig.

Hvilket valg Nigrum Frollo havde tænkt sig at vælge, var helt op til ham selv. Jaymelia kunne have tvunget ham, knækket han vilje, men.. Hun var ej Smeyé, det var der ikke længere nogen der var.

Bedst som hun stod dér grædende og knugede sig ind til hingstens brystkasse, mærkede hun pludselig en kraftig ændring i temperaturen. Luften omkring hende blev varmere og føltes mere tryg, og pludselig fornemmede hun en genkendelig duft. Det var længe siden, hun sidst havde duftet den, men genkendelsen var ikke til at tage fejl af efter alle de måneder i hendes mave; det var hendes mor. Hun åbnede de små grådkvalte øjne og missede svagt med dem, mens hun så sig omkring efter synet af den grønne. Men hun var ingen steder at se... Hendes tilstedeværelse var tydelig at fornemme i luften, men der var ikke andre end den sorte hingst foran hende. Pludselig mærkede hun dog et kærtegn glide over sin kind, og hun kunne høre sin mor hviske hendes navn med vinden. Hun blinkede tårerne væk og smilede, mens hun sukkede afslappet og beroliget. Selvom hendes mor ikke var fysisk til stede med hende lige nu, var hun slet ikke i tvivl om, at hun var der alligevel - og hun var lykkelig for, at hendes mor havde hørt hendes kalden og var kommet hende til undsætning.

Hun løftede nu hovedet og så op på den sorte hingst foran hende. Hun kunne se et væld af følelser gå igennem hans ansigt på kort tid. Mon han også kunne fornemme hendes mors tilstedeværelse? Pludselig virkede det dog som om, at han brød ud af sine tanker og i stedet så vredt ned på hende. Hun krympede sig let sammen under hans blik og gispede en smule frygtsomt, da hingstens opmærksomhed nu gled væk fra hende og i stedet ud på omgivelserne omkring dem. Hun fulgte hans blik og så til sin rædsel, hvordan de svævende skygger pludselig kom til live igen og styrtede direkte ned imod dem som angribende hvepse. Til hendes store lettelse valgte hingsten dog at lægge sin krop beskyttende om hende, hvilket måtte betyde, at han nok ikke var farlig eller vred på hende alligevel.

Hun kunne fornemme, hvordan skyggerne bed og rev i hingstens krop, da hun rystende kiggede op. Det var et forfærdeligt syn, og hun kunne ikke bare stå dér og gøre ingenting, mens en hel fremmed hingst ofrede sig selv for hendes skyld! Hun var dog bare et lille føl og kunne på ingen måde kæmpe mod disse skygger, så hvad skulle hun dog gøre?! Hun lukkede øjnene hårdt sammen og tænkte på sin mor. Hvad ville hun gøre i sådan en situation? Pludselig mærkede hun sin krop blive varmere, og hun kunne nærmest mærke sin mors magi gløde i sine årer. Hun udstødte et lille hvin, og da hun åbnede sine øjne igen, gled magien ud af hendes krop og formede en beskyttende bobbel om de to heste, der slyngede skyggerne væk. Hun så måbende på magien omkring dem og forstod ikke helt, hvad der skete. Var det mon hendes mors værk? Det var ikke gået op for hende, at magien kom fra hende selv... Hendes første oplevelse med sine halvgudeevner.