Den grønne Gudinde stod med et tomt blik og stirrede på liget af Smeyé.. Et kønt syn var det ikke ligefrem, det der foruroligerede mest var dog ikke synet af den døde gud, men synet af de skygger der engang havde været en del af hans indre, og som nu var sluppet fri. Jaymelia havde aldrig brudt sig om Smeyé, hvilket ikke ligefrem var underligt, da de to havde været som nat og dag. Han havde afskyet alt overnaturligt, og alt overnaturligt kom fra hende. Aldrig havde hun dog så meget som krummet et hår på ham, ligesom han ikke havde gjort hende noget. En fælles forståelse af den skrøbeligt balance som herskede i Proelio, havde de delt og derfor havde der intet mytteri fundet sted, før nu.. Det var dog ikke Jaymelia der stod for dette drab, det var hendes datter.

Med ét stod Flakezé ved hendes side. Aldrig havde hun set ham så vred før! Men han forstod også ganske tydeligt, hvad dette betød. En ubalance i Proelio som der aldrig før var set magen til, og som muligvis ville blive deres undergang. Hvad havde Artemis gjort?

Der ville ikke gå længe inden de sidste guder ville gøre deres ankomst. Og i princippet kunne det kun gå for langsomt. De var nød til at handle, for at forsøge at redde denne verden, som allerede langsomt var ved at tippe til den forkerte side. Og de var nød til at handle sammen..

Langsomt vendte Jaymelia blikket fra de undslupne skygger til Flakezé. I dette måtte de stå sammen, uanset hvilken fortid de delte.

Havde Jaymelia kendt sin datter bedre, ville hun måske kunne have forudset, hvad der nu ville ske, og derved have stoppet det.. Men det gjorde hun nu en gang ikke, og selvom den grønne Gudinde tydeligvigt kunne mærke hvorledes magien samlede sig i Månehoppen, var det helt anderledes tanker, der blev sat i hang i hendes hoved. For Artemis kunne vel ikke være så dum, at hun ville forsøge at angribe en af de tilbage blivende guder? Endnu en gang lød der en klirren, da Artemis lod sine smykker falde, og nu med en kraftanstrengelse fik samlet al den energi hun havde i sig. Med let sammenknebne øjne studerede Jaymelia, hvad der skulle blive for sidste gang, sin datter. En blå glød havde samlet sig omkring hende, og med ét skete der flere ting samtidig. Jaymelia forstod, hvad Artemis havde i sinde! Laylis sprang frem i angreb! Og Artemis.. Artemis forsvandt i sin fysiske form, og blev til det mest glitrende og funklende stjernestøv. Den grønne Gudinde stod blot som i trance og stirrede frem for sig, hvor hendes datter før havde stået.

Det overvældende forræderi denne dag havde budt på, var dog ikke forbi endnu. En lavmeldt, men bitter hvæsen der nu lød fra den gyldne Laylis, bekendtgjorde at hun aldrig ville tillade, at Artemis skulle betræde Proelio igen. En forbandet tidslomme blev nu lagt om hver et støvpartikel, således det ikke længere ville være muligt for Månehoppen atter at samles til et bevidst væsen.

I dag var dagen hvor både Flakezé og Jaymelia, de to overguder, mistede en del af deres skabelse hver. I dag var Proelio blevet to guder fattigere.

Af en eller anden grund gik vreden langsomt af den flaskegrønne hoppe. Hun følte sig tom på en måde, hun ikke havde prøvet før. Det var meget muligt at hun aldrig havde været som en rigtig mor, men hun havde alligevel formået at skabe de to tvillinger. Tvillinger som nu begge var borte for altid. De himmelblå øjne blev blanke. Jaymelia blev fyldt med en sorg, hun aldrig tidligere havde oplevet, og derved ikke vidste, hvordan hun skulle reagere på.

Uden så meget som ét blik på sine to medguder, forsvandt hun..

//Out