PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Et udspring af det oprindelige navn "Azazael" som er navnet på en af de 13 dæmoner.
KØN
Hingst
RANG
Strejfer
STATUS
Single
UDSEENDE
Højde: 180 cm Vægt: 750 kg
Robust og stærk, sund krop der er hårdfør og nemmere emmer råstyrke end elegance. Tunge gangarter uden affjedring. Flossede hove, sprukne læber. Pelsen er mat uanset mængde af lys og får den til at fremstå støvet og strittende. Nogle af tænderne er flækkede og kan fremstå skarpe. Meget muskuløs og dog frygtelig senet og syner tynd, skønt han næsten vejer et ton. Tydelige ribben heraf, uden at det påvirker hans helbred. Kraftig og fyldig sort man og hale, som afgiver blødrød genskær. Rødglødende øjne og et hadfuldt blik. Let hovskæg. Men allerest karakteristisk er de blodrøde aftegn der slanger sig nedad hans krop som åbne sår. Omkring disse og langs disse ses små afløb eller pletter om man vil, som glinser let ved lys, nærmest som små afløbninger eller dråber af blod.
PERSONLIGHED
Hvis du står i din egen fredelige tilværelse, og pludselig hører hovslag så tunge at jorden kunne ryste, hvis du ser en mørk skikkelse, med et arrogant blik og en rådden sjæl. Så er du stødt på Azazel. Han er en hingst hvis blotte eksistens kræver opmærksomhed. Han er svær at undgå at få øje på, dels på grund af hans enorme størrelse, dels pga. hans enorme vægt, mens mest pga. hans hadefulde, arrogante og destruerende attitude til alt der trækker vejret. Høre eller ser du ham komme, burde du smutte, for skønt han til tider kan være uforudsigelig, så tag ikke fejl af dette: Han hader dig.
Man skulle næsten tro at Azazel, var en ægte dæmon. En hingst så vred, så samvittighedsløs, så destruktiv finder man næppe i selv en hest med en elendig start på livet. Han lever og ånder for kontrol og magt, og hævder ikke før han har verdenen i hans hule hånd.. Lad ham aldrig gribe fat om dig, for har han dig først, og hvis du blot ånder forkert, så knuser han dig. Han hader liv, men priser sit eget. Han værner om sit helbred, og plejer sig selv, da han selv mener at han er det smukkeste der har betrådt denne jord. Dertil røre det ham ikke det mindste, hvis han for mudder på pelsen – han gør det bare rent bagefter. Men er der én ting Azazel ikke lader sig forlade fra hans pels, så er det stanken af blod. En tung dunst af rådnede lig, hænger omklamrende om ham og han nyder den. Han betragter den som præstige – jo kraftigere, jo bedre. En slags succes parfume.
Normale heste, har for det meste mange nuancer i sin personlighed. Heste med en svær start på livet, har typisk færre. Men Azazel har stortset ingen. Mange af hans træk kan kategoriseres og puttes i ’bås’ – det der til tider kan gøre ham uforudsigelig er hans forståelse for strategi. For ser han først noget taktisk i fx at være flink, så er han flink, selvom han inderst inde nok mest har lyst til at placerer en hov lige mellem øjnene på vedkommende. Han har dertil kun tålmodighed, når det omhandler taktik og strategi. Azazel tror desuden at han er guds gave til hopperne, og vælger og vrager åbenlyst. Og når denne hingst først har valgt en hoppe, så er hun hans, fra det øjeblik han siger det. Stritter hun imod, får hun én på lampen indtil hun godtager hans beslutning. Han nære ingen kærlighed for hverken hopper, afkom eller besiddelser. For hans skyld kunne han holde til i en øde, gold ørken, bare så længe han bestemte slagets gang. Denne hingst kan sagtens føre en samtale med en anden, han er vel socialiseret.. Bare så længe modparten underkaster sig ham, så holder han sin kløende trigger-finger for sig selv.
Livsmål: Total og fuldkommen magt over hestene i Proelio… verdensherredømme hvis han kan komme til det. Hvilket han med glæde går i døden for.
FORTID
Sene nætter havde altid været et foretrukket element, for hopper i denne flok, at fole sine føl. En mørkskimlet hoppe, med bløde kurver, lys man og blå øjne havde bevæget sig et stykke væk for at græsse. Græsset var altid lidt grønnere, når man bevægede sig lidt udenfor flokkens revir. Og det drog hoppen nytte af. Tiden var snar tinde for hende, og hun ønskede at tilføre sit afkom så meget næring som muligt, så helbredet var så godt som muligt. Hun kunne tilbringe timer herude. Hun var fri for flokkens turbulente dynamik, og kunne være sig selv her. Et dybt suk forlod hendes strube, inden hun sænkede hovedet og lod mulen nippe til det dugfriske græs. Åh ja, dette var livet. Efter at hun blev udvalgt, havde hun kun rummet stress og forvirring. Det var ikke altid nemt at være hoppe i denne flok, men hun havde ikke prøvet andet, så det var vel normalt i alle flokke? Lederhingsten, havde holdt skarpt tilsyn med hende, efter at Seeren i flokken havde spået et hingsteføl i hendes mave. Det var endnu ikke lykkedes lederhingsten at avle et hingsteføl, og han havde været meget frustreret over den stærkt øgede bestand af hoppeføl – som var hans egne. Lederhingsten havde først bedækket alle de hopper som enten var øverst i rang, eller som bar de mest robuste, sunde og stærke gener. Da han mente at det var ønskede træk han ville have til sin arving. Og hvordan kunne en spinkel, svag og skrøbelig hoppe hamle op mod det? Hun var det sidste han ønskede at bedække, men efter omstændighederne blev den 13 årige, spinkle hoppe bedækket for første gang. Hun bar nu hans føl – endnu en tilføjelse til den voksende bestand af afkom. Men skønt resten af flokken håbede på et hingsteføl, så håbede hoppen inderligt på et hoppeføl. En smuk, lille pige, som hun kunne nusse, nære og pleje, imodsætning til et hingsteføl som skulle opdrages, skændes og trænes. Hoppen vidste at lederhingsten personligt ville fratager hende hendes føl, hvis det endte sådan. Det ville hun ikke.. Det var hendes føl, hun havde født det, ikke han. Alt andet ville være uretfærdigt.
I samme nu som hoppen tænke dette, mærkede hun de første veer skyde op gennem hendes krop. Beklageligvis, var hoppen jo vandret væk fra flokken, og befandt sig nu i ingenmandsland. Så der var ingen til at støtte hende, eller tage sig af føllet, hvis der skulle ske hende noget. Hoppen måtte kæmpe denne kamp alene.
Tiden havde stukket sig, og timerne sneglede sig af sted. Udmattet, og modløst forsøgte hoppen stadig at fole sit føl. Men føllet var for stort for hende at levere. Og blodet fossede ud af hende, da føllet endelig dumpede ned i det grønne græs. Bravt og selvsikkert brød det fosterhinden og trak vejret dybt. Et grå-sort føl, med blodrøde aftegninger var født. Hoppen kastede et udmattet blik mod sin søn, men kunne end ikke nå at præsterer et varmt smil, inden hendes hoved slapt dumpede ned på jorden. Hun var afkræftet, og opgivende. Blodet ville ikke stoppe, og længe varende det ikke inden hoppen hjerte gav op, og kroppen forblødte. Hingsteføllet, var nu moderløs og alene. Men han ænsede det ikke. Klodset, men fastbesluttet kæmpede han med sine første skridt. Og da balancen var vundet, krøb han blot hen til sig afdøde moder og begyndte at die fra hende.
En halv dag, havde meldt sin afsked. Og hingstføllet var blot et ubekymret føl, der lallede rundt om sin mor, diede fra hende, legede med hende og havde det egentlig herligt. Indtil lyden at dundrende hove kunne høres i det fjerne. Føllet stivnede og stirrede blot mod den store sorte skikkelse der kom imod dem, men lynets hast. Med et intetsigende udtryk, puffede føllet til sin mor, og lod sin spæde stemme hviske uforståelige ord, som han selv havde fundet på – Da der ikke havde været nogen til at lære ham ordene. Hingsten i det fjerne, var efterhånden kommet hen til dem. Han var stor og prægtig. Hans krop tårnede sig op over føllet, og lod ham ikke bade i andet end skygge. Dette var lederhingsten. Han tog et grundigt kig på føllet, og fnøs, inden han uinteresseret lod blikket skæve ned på den afdøde hoppe. Han vidste at han ikke skulle havde satset på så svag en hoppe. Hun fejlede i hendes livsmål – at lave afkom. Og han priste sig derfor lykkelig over at han ikke skulle tage sig af hende mere. Lederhingsten, vendte tilbage til sin søn, sin arving, og kommanderede at han skulle følge med. Føllet var uforstående, men forstod hingstens gestus og gjorde hvad der blev sagt.
Efterfølgende, blev hingsteføllet opfostret og mættet af en af de andre hopper. Han fik navnet Pandaemonium, og voksede op som kun en arving ville blive det. Men hvor han dog lignede sin far. Det var som om at intet fra hans mors side, var fulgt med. Han var an tro kopi af sin fader, både af krop og sind. Og lederhingsten vidste derfor at han ville vokse op til at blive noget stort.
Som tiden gik, blev Azazel kun større og større, autoritær, arrogant og stolt. Ingen var i tvivl om hvad hans rang var, og de andre heste krøb under synet af ham, men mest hans far, der styrende flokken med hård hånd. Desværre måtte alle vel se virkeligheden i øjnene på et tidspunkt. Og det skete da faderen, lederhingsten, blev dræbt af en stor flok ulve. Flokken, bestående af hopper og én hingsteplag, arvingen, gik i panik. Hvad skulle hopperne gøre? Hvem skulle beskytte deres føl? Azazel var alt for ung til at kunne forstå alvoren i at styre en flok, og han var kun et stort føl – han var for svag. Azazel blev vred. Det var hans retmæssige plads, disse stupide hopper var ved at tage fra ham. Og som hoppe, havde man ikke ret til at udtale sig om politiske ting – specielt ikke stille spørgsmål til lederhingsten. For det var hvad han var nu. Og det udtrykte han tydeligt overfor hopperne, ved at tæske sine egen stedmoder ihjel. Han argument var, at hvis han, som *simpel, svagt, føl* kunne nedlægge en klog, robust og stærk hoppe, så kunne han også styre en flok. Hopperne tav, og søgte den afdøde stedmoder. De havde accepteret deres skæbne, ud af frygt for at Azazel ville kræve flere liv, hvis de nægtede.
Azazel blev voksen med tiden, og jo mere tid der gik jo større, kraftfuld og magtfuld blev han. Han tog strejfer hopper ind i sin flok – på tvang, om ikke andet. Og flokken var nu vokset betydeligt siden hans fader regerede. Der var mange munde at mætte, både alle hopperne og føllene sultede. Men Azazel begrundede det altid med at den stærkeste overlevede, resten døde. Og at det var deres eget problem at blive stærkere. Det var gyldne tider for den unge hingst. Men alting måtte have en ende. Og flokkens elendige tilstand, blev straks forbedret da en stærk, udefrakommende hingst tog lederpositionen fra Azazel . Denne hingst var umådelig stærk, og foragtede ham med det samme, da han så de udsultede og bange hopper der havde stimlet sig sammen blot for at kunne holde på varmen, imens Azazel spankulerede rundt med en sund, slank profil. Den fremmede hingst forviste ham fra området, og lovede at han ville tage hans liv, hvis han nogensinde så ham igen. Men Azazel nægtede at give op så let. Han vendte sig til hoppene og talte snu, og listigt for dem i et forsøg på at manipulerer deres holdninger. Men forgæves. Idet hopperne havde fået ny leder, havde de straks vendt sig mod ham. Og hans regeringstid var hermed forbi. Han måtte forlade reviret, med en grim smag i munden. Men tro nu endelig ikke at det var fordi han angrede. Den grimme smag, var over nederlaget. Men inderst inde var alt hvad han ønskede, at få sin flok go sine hopper igen. Han ville have sine får tilbage, som denne hingst havde stjålet fra ham. Han ville gøre alt hvad der skulle til. Men han var stadig ung, og han måtte træne og komme til kræfter hvis han skulle kunne vinde over den stærke hingst. Næret at had, misundelse og lysten til at hævne sig voksede sig kun større og større som tiden gik. Nye omgivelser, og nye områder var kommet til syne i horisonten, og Azazel spankulerede blot fjernt derhen. Han skulle vise dem, hvad han kunne udrette. Han skulle vise dem, hvilket regime han kunne brygge op! De vil komme til at fortryde at de havde lagt deres lid til en fremmed hingst! Hvis de ikke ville bøje sig for hans prægtighed, så skulle de lide. Han ville samle en flok, dobbelt så stærk, og så skulle de få virkeligheden at føle!
Afkom: Ingen i Proelio.
FYSIK
Styrker: Overlegen råstyrke og sundhed. Han er svær at få ned med nakken, både i forhold til fysiske kampe, men han lader sig heller ikke bare slå ud af sygdomme. Svagheder: Er virkelg uelegant og har ingen smidighed. Han er ikke just køn af se bevæge sig og jorden ryster under hans hove, da han ikke evner at affjedre sin massive vægt.
Skader: - Helbred: Ingen helbredsproblemer udover det mentale (haha).