The hunger inside given to me, makes me what I am 

Always it is calling me, for the blood of man... 

They say I cannot be this, I am jaded, hiding from the day. 

I can't bare, I cannot tame the hunger in me...

---

De frosne græsstrå splintres, da flere hundrede kilo rå kraft og muskelmasse sænkede sig nedover dem, med tyngden udledt i to par flossede hove. Da hovene løftede sig igen, var ligene samlet i en bunke, og i en form der afslørede disse hoves bevægelse og retning. Jorden lød hul under ham. Hans skridt var derfor højlydte og let lokaliseret. Men hvem var han? Denne skabning. Rank holdning, svag elegance, dirrende muskler under den læderagtige hud og tynde, slidte pels. En blanding af komponenter, der tilsammen udgjorde en autoritær, militant udstråling. Den fyldige hale, den fyldige man.. begge var af farven sort, og lyste kun en rustet nuance af rød når solen faldt på dem. Under pandelokken, sad et par pupilløse, intense øjne. Øjne der brændte som helvede selv, øjne der hypnotiserede, torturerede og pillede kødet af enhver skabning indtil kun knogler var at se. De kunne afklæde enhver.. fjerne hud... fjerne hår... fjerne håb... fjerne liv. Men samtidig, var de ærlige. Turde man lægge sit blik i disse, og turde man lære deres betydning, tegn og signaler, kunne de med ét øjekast fortælle alt hvad dette syge sind ønskede. For Pandaemonium var grim. Han var en demon i kødelig krop. Han var intens og temperamentsfuld som lyn, han var brændende og glubsk som ild.. Hans begær for magt og dominans kunne ikke måles, med simple ord som `naturkræfter`.... og det gjorde ham syg. Han var udenfor rækkevidde, og derfor kunne hverken hans hjerte eller sind berøres af empati, medfølelse og kærlighed. Og for at være helt ærlig, så forstod han slet ikke ordet empati. Han var ude af stand til at sætte sig i andres sted, og føle det de følte. Han kunne hun mærke sig selv, og hans følelser. Han var en tikkende bombe..

Omgivelserne forbipasserede den enorme skabning, som han bevægede sig målrettet frem. Endnu holdt han sig et roligt tempo, dels fordi at der ingen grund var til at løbe, og dels fordi at han ikke gad. Hans flammende blik spejdede nøjsomt mod horisontens ende, imens de hule slag fra hans hove, lod sig lyde da jorden gav efter for den tunge vægt der fulgte med hans højde. Hvad mon hans nye land ville bringe?

---

Always out stalking prey, in the dark I hide. 

Feeling, falling, hating, feel like I am fading, hating... life.