PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Der var noget underligt i gære. Hele Proelio var påvirket af det; alle levende organismer i landet syntes at kunne mærke en forandring i luften, og det skabte stor røre hos de stakkels uvidende heste. Komir stod på en bakketop og stirrede ud over horisonten. Himlen forandrede sig, og alt blev mørkt. Et foruroligende syn af skygger, der faldt fra himlen, ramte hans blik. De blev truende hængende i luften, som var de små kampklare soldater, der ventede på deres leders ordre. Han kneb tænksomt øjnene sammen. Hvem kunne stå bag det her? Han vidste, at han måtte prøve at finde ud af det, så han tog hurtigt afsked med sin lille familie, inden han rejste til Himmelriget i håb om, at guderne kendte svaret.
Ved sin ankomst fik han øje på den smukke hoppe Alayziah. Han brummede hilsende til hende og sendte hende et varmt smil. ,,Vær hilset, Alayziah. Har De nogen anelse om, hvad det er, der foregår?"
Sweyitak havde en smuk lysning og en ligeså vidunderlig hule, hvor de smukkeste lyserøde roser voksede blandt hvide og røde tulipaner. Her herskede ingen tvivl om at kærligheden hørte til. Lysningen blev brugt til smukke ceremonier og forening af sjæle der elskede hinanden så inderligt at de aldrig ønskede at være foruden den anden. Her boede Alayziah, der ofte holdt sig alene. På nær under ceremonierne og den ene gang årligt hvor det var hendes dag til at indtage Proelio.
Men denne dag var ikke som andre. Bedst som hun nød aftenssolen blussede den op og magien var tyk af noget unaturligt... En større ubalance i Proelio end hun hidtil havde oplevet. Der var noget ragende galt med landet. Hoppen gispede, en fin lille, bekymret lyd. Skyggerne faldt et sted langt over hende, men hun var allerede væk fra sin mørklagte lysning. Hoppen vidste at hun som en af Proelios magiske skabninger var i fare under sådanne situationer og bedst ville finde svar og sikkerhed i himmelriget.
✯ Mødet
Hun styrtede til Magiens Grotter og fandt vej til himmelriget. Her standsede hun en anelse forpustet og fik vejret. Hun var ikke alene om at have fået denne tanke - for kort efter dukkede Flakezés hjort Komir op og tiltalte hende med sit spørgsmål. Hun hævede nu det fine hoved og betragtede ham. Han måtte have følt det samme som hun. Ej megen kendskab var der til hjorten, men de var begge skabt af hver deres overgud. Omend deres skabere ikke var perlevenner, var der ingen der sagde at de to ikke kunne være det. Alayziah sendte smilet tilbage.
"Vær hilset, Komir. Kun en svag idé... Nogen har sluppet skygger løs i Proelio. Det må have et tilhørsforhold til Smeyé eller Helzlori..." hun så sig omkring. Stedet man blev ført op til fra Magiens Grotte var den brede gade der ledte til slottet i en sirlig smuk linje. Men før da, ville man finde vejene ind til hver af Gudernes lille rige i himlen... Svarene ventede måske der. Alayziah tog et skridt. "Jeg ønsker at undersøge sagen." sagde hun, som en opfordring til at de kunne undersøge det sammen.
Det glædede hans gamle hjerte at se, at hun gengældte hans smil og ligeledes virkede venligt stemt over for ham. Selvom deres skabere ikke just var perlevenner, så han bestemt ingen grund til fjendskab mellem ham og denne hoppe, som han knapt kendte af andet end navn. Han lyttede til hendes svar og nikkede foruroliget, mens hans mund formede sig til en lille, bekymret streg. Det var præcis, hvad han også selv havde frygtet... For selvom han ej vidste, hvad disse skygger helt præcist var, så var det tydeligt for alle og enhver, at de ikke bragte noget godt med sig - og han kunne ligeledes kun forestille sig Helzlori eller Smeyé stå bag et værk som dette. Han fulgte hendes blik fremad og nikkede atter til hendes ord, mens han trådte op ved hendes side og smilede afventende til hende. ,,Tillad mig at følge Dem på Deres vej. Jeg er selv rejst hertil i håb om at finde nogle svar."
Count your age by friends, not years. Count your life by smiles, not tears.
De kunne hurtigt blive enige. Deres smil blev udvekslet. Begge var de gamle sjæle - men fra hver sin verden. Alayziahs liv i Proelio var stadig nyt og mange opfattede hende derfor heller ikke som de ville opfatte Komir. Hun var sin skabers bud på hvad kærlighed kunne besidde. Jaymelia havde sjældent følt noget i deres dimension - men hun havde set Flakezé, der dog aldrig havde set hende. Deraf søgte gudinden ind i sig selv og hun havde fundet - Alayziah.
Hoppen trådte af sted i fine skridt, idet Komir supplerede samtalen med at han ligeledes var kommet hertil for at finde svar. "Kun en ære er det at følges." svarede hun. De lange ben dansede nærmest fremad, som hun undersøgte omgivelserne for at finde svar. Et stik nåede dog hendes hjerte. Uheldet var blevet værre! Hvordan det kunne det var hende ganske uvist, men hun følte det så ganske tydeligt i sine vener. En moder af magi havde bragt livet til verden - Artemis og Apollon. Nu var der ingen tilbage. Kun rester af deres eksistens flød som støv og stråler i universet. Alayziah følte sig handlingslammet. Hun var den sidste af de ældste skabninger tilbage... Nok var hun ikke født - men hun var skabt af samme 'moder'.
"Hurtigt!" hendes stemme var bleg af skræk som hun fulgte sin mavefornemmelse - direkte imod Smeyés paradis.
Han smilede varmt og taknemmeligt, da hun svarede, at det kun ville være en ære at følges. Han fulgte derfor med ved hendes side og betragtede hendes meget fine og nærmest dansende bevægelser, som de bevægede sig af sted og søgte i omgivelserne efter svar. Han vidste ikke meget om denne Alayziah, men hun var en skønhed uden lige, det kunne enhver se - selv en gammel hjort som ham selv. Det gav et lille sæt i hans krop, da hendes stemme pludselig lød skrækslagent i hans ører, og hun pludselig begyndte at styrte mod Smeyés palads. Selv havde Komir ikke nogen forbindelse til Jaymelia og havde derfor ikke oplevet den samme fornemmelse som Alayziah, men det var tydeligt at se, at hun helt klart havde fornemmet noget i luften, der drog hende mod Smeyés rige - og han var derfor ikke et sekund i tvivl om, at det måtte være dér, de ville finde deres svar. Han skyndte sig derfor blot efter hende med de isblå øjne nærmest grådigt opspærrede for at finde ud af, hvad i alverden der foregik, og hvad det mon var, hun havde fornemmet, der havde skræmt hende sådan.
Count your age by friends, not years. Count your life by smiles, not tears.
Hoppens ædle krop bevægede sig som pisket. På en tur der blot tog hende 5 minutter, føltes det som om timer passerede. Hjertet slog så hårdt, at hun ikke kunne holde det ud. Lungerne udvidede sig og trak sig sammen for fuld kraft, for at følge med hendes hektiske vejrtrækning. Vingerne baskede endda og løftede hende svævende fra jorden, for ekstra fart. Der var dog intet hun kunne stille op. End ikke guderne kunne bare genoprette den balance der var gået itu.
Alayziah så tilbage på Komirs bekymrede mine og ivrige blik. Trangen til at se hvad der foregik var over dem begge. Hun standsede. Tilladelsen til at betræde Smeyés rige ejede ingen af de to - og de var ikke inviterede. Hun stirrede derfor blot igennem porten - for hun kunne skimme næsten hele paradiset. Dér. På den overdådige terasse med alter, lå vanviddets gud blødende - skyggerne sivede ned igennem himmelriget til overfladen af Proelio. Hun gik i chok og stivnede fuldstændigt. Tilbage stod kun Laylis - de andre guder var allerede forsvundet igen. De havde travlt... Meget travlt.
De to sjæle bevægede sig af sted med lynets hast og fik aflagt afstanden til Smeyés rige på blot ganske få minutter. Alayziah baskede med vingerne og fik dermed ekstra fart på, så det blev sværere og sværere for den lille hjort at følge med til sidst, men det lykkedes ham at holde et nogenlunde tempo, og han mødte derfor straks hendes blik, da hun endelig standsede op. De var ankommet. Ingen af dem kunne dog trænge igennem portalen uden tilladelse, så i stedet skridtede han blot op på siden af hende og så ind igennem portalen sammen med hende. Synet, der mødte dem, var udslående! Aldrig i sit liv havde han set noget lignende - eller forestillet sig, at noget lignende kunne ske! Dér, på den overdådige terasse foran sit alter, lå selveste Smeyé blødende og døende på jorden, og kun Laylis stod ved hans side - tydeligvis i dyb sorg. Komir spærrede forfærdet øjnene op og kunne næsten ikke tro sine egne øjne.
,,Du godeste..."
Det var et yderst sjældent syn at opleve denne gamle, vise hjort tom for ord. Men i dette øjeblik havde han vitterligt ingen idé om, hvad han skulle sige. Han troede ikke, at det var muligt for en gud at dø - men her lå Smeyé, livløs og forblødende. Men hvad endnu værre var... Overalt omkring ham flød en masse skygger i takt med hans blod; men disse blev ikke blot liggende på terassegulvet, nej de flød ned igennem Himmelriget og spredte sig ud over Proelio i en massiv og endeløs strøm! Han vidste ikke, hvad disse skygger var ude på, men det kunne umuligt være noget godt! Han drejede måbende hovedet og så forfærdet på Alayziah. Hvad skulle de dog gøre??
Count your age by friends, not years. Count your life by smiles, not tears.
Det var øjne i chok der fortsat stirrede på scenariet. Øjne der var frosset og ikke rørte sig fra deres position. Knap nok blinkede de. Hun trak vejret overfladisk for ikke at dykke ind i sig selv og mærke uroen. Artemis... Artemis var borte. Hun havde dristet sig til at fuldføre den tanke hun havde haft siden Apollons død. Alayziah kunne ikke forstå det - hun fornemmede hvordan de begge flød. Flød ved deres univers. Et sted kun få kunne komme til. Forladt. Hun følte sig en anelse forladt. Hoppen trak sig fra porten.
✯ Handling?
Kroppen vendte sig og hun så på den ligeså chokerede hjort med vemodige øjne. De to kunne intet stille op. De var blot små skabninger gjort af en lille magi. Kærlighed og visdom. Du kunne ikke bekæmpe dette vanvid fuldkommen med så lidt. Hun tænkte. De kunne kun bidrage svagt - og kun i et begrænset område. Måske kunne Alayziah få skyggerne til at forelske sig i hinanden, eller bare nogen. En forelskelse bragte oftest glæde med sig og skyggerne her kunne måske blive slået ud af kurs...
"Det er håbløst..." formidlede hun svagt og stirrede rundt i himmelriget, der var øde og forladt i disse stunder, trods det shinede som altid.
Han fulgte hoppen med blikket, da hun nu trak sig fra porten og så tilbage på ham med vemodige øjne. Han forstod udmærket alle hendes tanker og følelser i dette øjeblik. Den forfærdelige følelse af, at ønske at kunne gøre noget for at hjælpe, men samtidig være magtesløs... De to sjæle kunne intet stille op mod en guds værk; deres magi var end ikke nær så stærk som en guds, ikke engang hvis de slog sig sammen. Komir kunne heale ja, men det var for sent - Smeyé var død, og der var intet, hans healing kunne stille op nu, da han trods alt ikke var i stand til at bringe folk tilbage fra døden. Han fulgte derfor blot hendes blik rundt i Himmelriget, der var lige så stort og prægtigt som altid, omend det virkede mere tomt og øde end nogensinde... Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle forholde sig til det hele, så han nikkede blot sørgmodigt til hendes ord og sukkede opgivende. ,,Ja... Der er vist ikke rigtigt noget, vi to kan stille op her."
Count your age by friends, not years. Count your life by smiles, not tears.
Det var ikke længere scenarioet Alayziah stirrede på. Hendes øjne havde set nok, til at forstå det uundgåelige der var sket. Nej nu stirrede hun i stedet på hjorten. Der var optakt undervejs - Proelio ville snart gennemgå en apokalypse, hvis der intet kunne gøres, for at redde balancen. Derfor var hun mundlam. Hun kunne knap blinke, for en knude i halsen snørrede sig sammen. Han tilkendegav at han mente det samme: De var to små og i dette tilfælde ikke magisk, stærke sjæle.
✯ Sitren i undergrunden
Et sted under hende, følte hun hvordan skyggerne slog sig løs... Der var ikke noget hun hellere ville end at undgå dette. Men sket var sket. Hoppen dirrede, som hun mærkede rystelserne nå til himmelriget fra kaosset der flød under dem. Skulle hun blive her? "Proelios balance er ødelagt..." hviskede hun ildevarslende, før de stærke vinger bragte hende imod portalen tilbage til overfladen: Hun kunne ikke lade stå til. Om så hjorten havde lysten eller ej, til at kæmpe.
Han mødte hendes stirrende blik og kunne selv ikke gøre andet end blot at stirre tilbage. Følelserne løb igennem de to sjæle, som de vekslede deres intense blikke. De var begge så overvældede af følelser i dette øjeblik, at de var helt mundlamme og knap nok kunne blinke. Alt var ét stort kaos... Proelio ville snart møde sin undergang, hvis ikke der blev gjort noget. Skyggerne foldede sig ud nede i Proelio, og rysterne fra deres hærgren og kaos nåede hele vejen op til Himmelriget. Jorden under deres hove slog nærmest gnister af kaos, der truede med at få det hele til at styrte sammen. Og det var lige præcis, hvad der ville ske, hvis ikke nogen gjorde noget... Proelio ville styrte sammen. Intet ville blive som før. Ondskaben og kaosset ville herske, og det var ikke til at vide, hvad fremtiden ville bringe.
Noget måtte gøres! Han lyttede derfor til Alayziahs ildevarslende hvisken og vidste, at de begge havde fået den samme vanvittige idé. Det kunne godt være, at de to sjæle ikke kunne stille noget op alene... Men Guderne havde stadig brug for alt den hjælp, de kunne få. Komirs stolthed og glæde til Proelio var alt for stor til, at han blot kunne trække sig som en kujon og stiltiende se til, mens hans elskede land gennemgik det rene Ragnarok. Han nikkede derfor beslutsomt til hoppen, inden han skyndte sig efter hende mod portalen, så hurtigt han kunne. Han måtte finde Flakezé! Hans gode gamle ven ville vide, hvad de skulle gøre...
Count your age by friends, not years. Count your life by smiles, not tears.
