PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Rhett ir Ghizcari on Jul 17, 2019 17:18:28 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Det var sidst på aftenen. Solen var først ved at gå ned i horisonten, men der skete noget. Rhett lå stadig i sin grotte og ventede på, at solens sidste stråler ville fordufte, da uroen begyndte at tyngde og melde sin ankomst. I løbet af et split sekund var han på benene. Noget var sket - noget var galt. Han kunne mærke det i hver en lille celle af sin krop. Den sorte hingst klar, han trådte ud af grotten, som lysstrålerne forsvandt. Men noget var fuldstændig galt. Mørket var kommet alt for hurtigt - og alt for tidligt på aftenen. Der burde være mindst en time eller to's lys, inden det hele ville blive slukket. Uroen var i hans indre, da han pludseligt blev varslet om, hvad der ville til at ske.
"Valstrath Aris Nerinn", hilsnen på Smeyé gled over Rhetts læber. Det kunne ikke passe - hvordan kunne det ske?. Rhett havde allerede ledt nogle stykker over på den anden side, endda heste han kendte - men en gud!
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
En ussel, forpestet plage! Gudinde kaldte de hende! Ha! Hun burde have lidt sin broders skæbne for årevis siden. Magiens afkom var kun en plage i universet. Balance. Pff! Det eneste der virkelig balancerede denne verden var vanvid. Proelio havde aldrig været et såkaldt 'balanceret' land, det var jo ligegyldigt HVAD sønnen Flakezé gjorde. Der ville altid ske noget nyt og opsigtsvækkende, til at ruinere landets befolkning. Hvis bare de havde kunne se det. Før i tiden havde Smeyé stået stærkt med sine skyggefølgere. Alle de der mente det samme som han: At Proelio var bedre tjent uden blodsmagi.
Artemis havde sigtet, fundet sin target og affyret sit skud i perfekt overensstemmelse med denne 'balance'. Hvordan hun havde gjort det, var i hans øjne umuligt... Ikke desto mindre var kniven gået igennem hans skind og det gyldenrøde blod flød frit fra det blå legeme. Hans grønne øjne sortnede. Hans ben svigtede. Han ville kaste en forbandelse efter hende, pudse skyggerne på hende - men han var lammet. Smeyés krop faldt til jorden, hårdt og mere eller mindre livsløs.
Men i hans sind stod han stadig op. Hans stemme var fyldt med sydende, farlig vrede. "Ikke én skygge får lov at dø!" rungede den vanvittige stemme, der synes at bære flere nuancer på én gang. Som om nogen talte i munden på hinanden. Gudens sind ville altid flyde. Flyde i skyggerne af det han havde udrettet. Hans bid ramte Artemis. Hans skarpe hove tog sigte og skar imod hendes skind. Skyggerne var overalt omkring ham - de skjulte ham, som en af dem. De lo, de græd, de var tomme, de var fyldte. Alle havde de kun én ting for øje. At lade Smeyés død tage sin hævn... Overalt i Proelio. Hele den lille Gudescene blev ikke set af det døde vanvids sjæl. Næ. Han så kun den allerkæreste Laylis. Hun blev lukket ind. Ind til ham. Hans ånde var imod hende. Hans mule undersøgte halsen, brystet, maven... Var hun sikker?
✯ Efterlivet?
Før han vidste af det stod der tåre ud af hans øjne. Han blev trukket. Trukket hårdt! Et kald. En stemme kaldte. Smeyé mærkede irritationen og bed tænderne sammen i et grådigt grin. Han ville blive. Hos hende... Men det var for sent. Skyggerne sivede ned i jorden - imod overfladen. Ligeså gjorde han. Imod landsdelen Darkena faldt hans sjæl - men skyggerne. De var overalt. De havde et mål og en opgave - de ville ikke standse førend Smeyés blod tilkaldte dem og beordrede deres fulde stop. Et lusket smil sad om gudens læber, da han sank imod græsset foran en sort sjæl...
En tvunget opgave. Smeyé rejste sit korpus. Hans spøgelses lignende skikkelse blødte kun lidt hvor kniven havde skåret. Hans intense øjne stirrede. Lurede let hvorfor denne sjæl så ham, når ingen andre gjorde det. "Dødsfragteren. Din stakkel, sikken byrde du er pålagt!" tilbage var nu kun Smeyés egen, bitre stemme. Skyggerne - de havde forladt ham.
Post by Rhett ir Ghizcari on Aug 7, 2019 13:28:11 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Denne tidlige after havde formørket området. Kun en gud kunne ændre på dette, og her stod skyggernes herre i egen høje skikkelse foran ham. Døden havde altid en årsag, og selv guder kunne åbenbart dø. Han havde hørt rygterne om en falden gud før, men det var første gang at han stod med en som skulle følges til helvedes port. Stemmen var bitter, men det kunne han nu godt forstå. Ingen ønskede en død - det var i hvert fald sjældent at døden blev mødt med åbne arme, men det kunne ske. Det havde han erfaret. Spøgelset blødte kun en smule, men det var en dyb flænge. Han nikkede til guden.
"Min fader har sørget for at dette er mit lod i livet. Hvad er der Dem hændt, siden en gud som Dem er faldet?"
Rhett havde aldrig troet det ville være muligt og nu stod synet foran ham. Han hvælvede let i nakken i ærbørdighed for at værdige guden en ærefuld sidste rejse til dødsriget.
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Sagde de sølle sjæle ikke altid, at ens liv ville passere for ens øjne? For der skete ingenting. Gjaldt det ikke for vanvittige guder? Hans krop føltes uvirkelig - for den var der jo ikke. Hans rest. Hans sjæl - det var den der stod der foran dødsfragteren. Han imiterede en vejrtrækning: men der kom ingen luft ned i lungerne. Ingen luft ud. Guden var i sig selv ganske rolig, men han mærkede tydeligt raseriet på indersiden. Frustrationen over at være et uønsket sted. Ufrivilligt...
De fleste ville sige han havde levet sit liv. Årtusinder var passeret. Men det var kun det sidste årtusinde at han havde betrådt overfladens Proelio. Før da havde han været alene - som en outsider. Skabt store dele af himmelriget og leget med den sø, der var grund for hans skabelse. Hans øjne knugede sig sammen. Var det starten? Skulle det til at glimte for hans øjne nu? Arrigt brølede han til denne lille levende skabning, der talte til ham.
"HÆNDT MIG?" hans øjne var rene lyn.
✯ Indædt had
Forbenen hamrede imod jorden, men gav knap nok nogen lyd fra sig. Han var så ganske forladt... Skyggerne ville tage sin hævn, det var han sikker på! Kun han havde tæmmet dem og kun han kunne kontrollere deres tørst. Han rankede sig og trak igen på smilebåndet - det var et utilregnelig blik. Se ingen havde nogensinde rigtigt forstået sig på hvordan hans hjerne fungerede. Hvad han tænkte. Knap havde den lyse Laylis helt forstået det - men alligevel havde hun elsket ham. Fornemmelsen af hans første minder om hoppen trængte sig på og han nærmest hvæsede dyrisk over disse... Had til situationen brusede i hans årer. Had til Artemis.
Så smaskede han kort og så på den langt yngre hingst. Han trådte frem imod ham. Nok havde han ikke accepteret sin skæbne - nok var hans sind på bruddets rand, men han havde værdighed tilbage i sin krop. Og det havde denne unge også, sådan som han gjorde sig til for Guden. "Et skrækkelig lod hm?" han standstede og stirrede imod den mindre hingsts øjne. "Nuvel, nok må dødsfragteren kende historien bag: Ser du. Den usle månetrækker... stødte til med sin kniv - OLDGAMMEL magi kan udrette dette scenarie." han holdt en ganske kort pause og så skiftede hele hans fremtræden igen: "NOK kan man forstå hvorfor disse magier ikke burde EKSISTERE!" hans krop hævede sig og hans ansigt var skarpt og hårdt. Den kolde bitre stemme ganske forhadt. Han vendte sig og stirrede imod himmelriget. Ville de være sikre?
Post by Rhett ir Ghizcari on Aug 8, 2019 19:32:05 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Der var meget som den unge hingst endnu ikke forstod, men han havde da sendt flere sjæle på sin vej. Han havde hørt mange fortællinger, mange beretninger og der var sket meget. På sin færd havde han fået mange sandheder, og en vished. Rygterne florerede, men han mærkede smerten fra deres liv - både de gode og dårlige, for ja der var også behagelige smerter som kunne sårer i kærlighedens navn. Hans blik lå nu mod den engang mægtige gud. Øjnene lynede kort, som han ord galede ud - men de forstummede i mørket og det tågede utryk gav ikke nok magt med sig. Det var nærmest sørgmodigt.
Gudedrab! Det var mellem guderne at forræderiet var hændt, men rygterne havde svoret at det var selveste Smeyé der havde taget et liv i første omgang, men længe før dødsfragteren havde fået sin rolle i livet. Længe før hans fader havde lavet en aftale med døden. Men han mærkede det indædte had der blussede i spøgelsessjælen. Rhett nikkede ærbørdigt. Alligevel lå der et nysgerrigt spørgsmål i hans sind - for var guderne ikke hersker over magien? Levede de ikke af magien?
"Det gør mig ondt, at De har måtte lade livet for noget, som De ikke ønsker burde eksistere i verden .. Må jeg stille dem et spørgsmål - Skyggernes Herre? Hvorledes kan guder eksistere uden magi?" Spørgsmålet gled over hans tunge, og nok burde han ikke, men han kunne ikke holde igen.
Rhett satte i bevægelse. "Kom med, min herre... Lad mig følge dem på vej," han gjorde et ærbørdigt nik. Det fortjente guden, som Rhett ofte havde set op til og fascineret. "Hvis De ønsker - vil jeg gerne høre mere om hvad der er Dem hændt?"
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Alt liv startede kun ét sted. Fra asken af det der førhen havde været. Fra gnisterne af en ild der havde raset engang. Magiens gnister. Livet var ganske magisk, det kunne man blive enige om. Hvorfor tage den overskydende magi i universet og forme den? Hvorfor påvirke naturlige magiers elementer og tvinge dem til at gradbøje sig efter ens lyster og vilje? Smeyé var utvivlsomt selv støbt af magi - men han var den første. Han tilhørte naturens støbeforme - ligesom sønnen Flakezé. De resterende gudelige... Burde aldrig have været her i livet, hvis man skulle tro på den balance Smeyé veg sit liv til. Ak vel havde han været tvunget til at acceptere de andre guders unødvendige mishandling af magierne! En krig havde 'bevist' det og de havde fået deres vilje... For han stod alene. Om end han var stærk og oprindelig, så forstod de andre gudelige ikke hans veje og deres eksistens var ikke ligetil at tilintetgøre når de stod sammen. Pff. Folket hviskede om Smeyé. Sagde han var forpurret og vanvittig. Vrangforestillinger...
Han rankede sig nu, da denne unge hingst, satte spørgsmålstegn ved magien. Han trak på sit syge smil - overbærende med uvidenheden fra den unge sjæl. Der var noget der rørte sig let i guden nu. Han kunne lide denne hingst, der var pålagt byrden at fragte de døde videre... Den indre frustration var stadig umulig at håndtere. Han havde så meget mere at sige!
"Det er ganske korrekt, dødsfragter... Wareena er gjort af universets urgamle magi. Bemærk i de kolde nætter, hvordan du kan se magiens slør på himlen, tæt ved Proelios Hjerte. Nogle kan ane himmelriget - al magis fødested. Herfra stammer den naturlige cirkel af magi - en magi jeg kom til den golde, tomme planet med." han sukkede... Men det var en periode han fandt morsom, som livet udviklede sig på planeten med Flakezés givne magi. Og lige siden havde Smeyé kun skænket blodsmagi én gang. For han havde været skuffet: Over sønnes opfindelser, der ikke burde findes. De magiske. De unaturlige... Se det skulle have været han og Flakezé alene. Men blodsmagien havde ikke været til at bremse da den formerede sig i andres hove!
"Den naturlige magi bør bevares - men ak! Snart var verden inficeret af blodsmagier og livet har misbrugt dem groft lige siden!" hans øjne blev olme, som han mærkede Artemis kniv stikke sig igen. Han skulle have standset magien koste hvad det ville... Før det var for sent. Hvad han indså nu, kunne intet ændre.
✯ Dødsriget
Guden slog med sin hale. Et fnys forlod hans næsebor. Tiden var inde... Det mærkede han tydeligt i sin krop. Den trak i ham... Som en unaturlig kraft der bød ham at søge til dødsriget. Guden vrængede mulen. Han stirrede atter imod himmelriget og lukkede sine øjne, som han sendte alt han havde tilbage i sin krop op til hende. Det eneste væsen, der havde nydt hans magi, siden Flakezé. Den første hoppe. Balanceret... Omend frustrerende til tider. Han vidste nu med sig selv, at hans liv ville fortsætte, trods hans øjne ikke ville være omkring hende til at se det. Kærlighed var en størrelse magi ikke havde indflydelse på. Og han havde følt det - den eneste følelse der var ligeså magisk som selve magien. Oplevelsen af hende gik igennem ham, så hans krop blev villig til at bevæge sig. Med fragteren. Han hørte kun svagt stemmen fra den unge hingst.
"Noget bestemt du har set dig nysgerrig på? Hm?" For Smeyé følte at hingsten havde en respekt for Guden. Måske var han endda en tro følger?
Post by Rhett ir Ghizcari on Sept 14, 2019 12:22:01 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Rhett havde altid været en sjæl, der ønskede viden - han var nysgerrig på livet og alt hvad det indebar. Derfor var det også normalt, at han både hadede og nød disse stunder, hvor han arbejdede som dødsfragter i Proelios rige. For mange fortællinger var både gode, onde, triste og fantastiske ... men vandringen var altid smertefuld i sidste ende. Det var der ingen tvivl om. Dette som guden nu fortalte om vakte dog alligevel en stor interesse. Den naturlige cirkel af magi havde været der altid, men nu var der blodsmagier.
"Javel, jeg forstår. Den naturlige cirkel af magi bragte Dem til verden, men er ikke den selvsamme magi som hersker mellem enkelte dødelige på i Proelios Rige." Rhett havde dog en tanke der fylgte ham, for hvad var det der drev Guden til det. Hvad var det han mente skulle til for at opnå balance. "Ville det være muligt at fjerne Blodsmagi uden at fjerne væsnerne der bærer den? Så den naturlige cirkel vel genopstå eller er den for inficeret?"
Han nikkede. Det havde Guden ret i. De vandrede afsted, og jo tættere de kom på dødsriget, jo mere trak de usynlige lænker efter sit offer; Guden. Rhett betragtede Guden. Han var et sælsomt syn, men Rhett var fascineret. Smeyé var en af de guder som Rhett havde været mest fascineret af og interesseret i. Da Guden nu henvendte sig mere direkte kunne Rhett ikke lade være, det havde altid lagt til ham at spørge, når han fik lov - men han overvejede det dog et split sekundt inden ..
"I Deres tid her i livet, hvad var så Deres bedste oplevelse?"
For hvad anså en gud som det største og bedste? Det var nok ikke noget som ofte blev spurgt om, men det nysgerrigede Rhett. De stod nu ved indgangen til dødsriget.
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Lyttende blev vanviddets gud. For den unge sjæl havde mange tanker. Mange spørgsmål. Ærgerligt føltes det, at deres veje ikke var krydset før denne sidste rejse. Smeyé kunne se nytte i inspirationen den unge gav ham... Blod på tanden. Men Smeyé var ikke længere levende - han havde ingen fremtid. Hans mægtige magi var sivende bort fra hans fysiske krop. Snart var han ikke andet end en skikkelse i mørket. Ingen glødende øjne. Ingen lysende pels. Magten og vanviddet forsvandt som sand mellem fingrene. Kroppen føltes ... ikke ekisterende. Ikke tung, ikke sulten, ikke mæt, ikke noget. Størknet. Død.
Hans blik fulgte fragteren. Han fulgte med en smule tavs nu. For jo nærmere de kom: Jo mere død følte Smeyé sig. Og den bitre sandhed stak til alt hans væsen. Men der var intet at stille op... Bare hun beskyttede deres allerkæreste...
Smeyés øjne vågnede ikke rigtig. "Jeg... Jeg..." mumlede den forladte stemme. "Vore veje havde været bedre tjente med at krydses i livet." det var en svag stemme. Nok den eneste ros den unge ville få af ham: Det var en tilkendegivelse af at guden ville have nydt denne samtale. I livet. Hvor han endnu kunne gøre noget ved tankerne og idéerne. Men det svandt væk nu. Han kunne end ikke samle en tanke rigtigt omkring forslaget. Ville det være muligt? Måske, men ganske besværligt... Han søgte dog ikke svaret.
✯ At opleve
Da øjnene endelig vågnede blot en smule igen, var det fordi et meget personligt spørgsmål blev stillet. Gudens stemme nynnede nu en melodi - hverken god eller dårlig. Men ganske passende til en sjæl som hans: Tvetydig. Utilregnelig. Minder. Oplevelser. Følelser. Noget han havde flere af end de fleste andre. De var stærke og svage. Store og små. Sejre og tab. Lidelse og lidenskab... Smeyé havde svært ved at beslutte sig, han havde ikke som sådan været et meget sensitivt væsen, der spekulerede over livet og det bedste i det. Han havde udrettet så meget. Alligevel...
Noget der på ingen måde slap ham i denne stund, var hvad ethvert følende væsen på et eller andet tidpsunkt ville blive bundet af: Kærlighed.
Guden havde ikke just den mest almene måde at elske på. Han ville slå ihjel, være hensynsløs og kold for sin elskede. Han hadede hende samtidig - for hun vidste ofte bedre, omend han mente noget andet. Sonumitooja. Kharuno. De fire klaners krig... Dødens sø. Sejren over sønnen... Drabet på Apollon. Følelser der gav ham magt - magt han var ganske... liderlig efter. Men intet havde bundet ham som lyset, tiden og kaosset.
"Laylis." hviskede han. "Fremtiden hun bære, vil vise jer en ny vej..." lød stemmen fastslået omend den ikke var højlydt. For der var i sandhed en ny tid på vej. Hans valg, var egoistisk og hans mening om balance skudt fuldstændig til side. For da hun ønskede, hvad han aldrig havde tænkt sig at give: Gav han efter. Og nu fortrød han intet.
Post by Rhett ir Ghizcari on Oct 26, 2019 17:59:05 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Det var sjældent, at der var noget der nagede eller ærgede Rhett. Jo vist, så var der ofte en manglende evne til at være god nok til at træde i sin faders fodspor, men det var jo noget helt andet. Det her var anderledes. Rhett ærgede sig over, at han vidste at deres veje snart var ved at nå en ende. Han var fascineret, ønskede at vide mere, og han mærkede en varme i sit indre, da han hørte den svare stemme komme fra guden.
“Vore stier skulle have krydset hinanden for længe siden. Desværre ville tiden ikke, at vores veje skulle krydses før nu. Jeg har mange spørgsmål, og De har mange svar… Men tiden rinder ud..”
Han hørte den svage hvisken fra Smeyé. Det var tid. Det var nu, det var et spørgsmål om sekunder, som de nu stod her ved Helvedes port og den hvert øjeblik ville åbne sig op og tage Guden og fordærve ham. Rhett havde set det før, men denne gang var det anderledes. For nogle endte ved dødsporten, andre forsvandt - Når først de havde været mere énd blot en almindelige dødelig, så skete der ændringer. De næste ord var noget som indprintede sig på Rhett. Fremtiden..
“Jeg vil søge Laylis, se den nye vej…"
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
