PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Dawnya Rosaia on Jul 30, 2019 11:22:12 GMT
Dawnya Rosaia I believe in a thing called love
Hun stirrede en anelse panikslagent omkring sig. Skyggerne var langt om længe forsvundet - men de havde hærget godt og grundigt i Proelio. Den lille Rosaia var kun et føl og ikke særlig stærk. Hun havde gemt sig i en fordybning i jorden. Hun havde ikke undgået skyggerne helt, men næsten. I kaosset var Rosaia blevet skilt fra sin moder Caeli Pluvia og Rosaia var derfor meget bange. Hun turde næsten ikke rejse sig - for hvad hvis de kun kortvarigt var forsvundet? Hun turde heller ikke kalde på Caeli...
Derfor lå hun tilbage og nippede til græsset. Usikkert og dog følte hun modet stige. Snart som lys overtog natten rejste hun sig og stod på sine stærke ben. Hvor var alle blevet af?
Skyggerne havde kommet som lyn fra klar himmel og dens hærgen omkring i landet havde skabt dyb røre i Proelios befolkning. Selv Dawn havde følt et stik af frygt, da de mindede ham om Smeyé, pudsigt nok. Dawn var ikke en som typisk havde noget at frygte, men Smeyé ville flå ham hvis han kunne slippe af sted med det. Men hvad Dawn ikke vidste var at den frygt var pasé. Smeye var død og borte. Dawn var dog på en anden søgen. Hans yngste datter, den eneste i live, det nyeste skud på stammen, var væk. Hun var dog nem at finde, og Dawn brummede kaldende til det lille hoppeføl.
Det nagede ham stadig, og selvom han elskede den lille skabning over alt på jorden, så var hun en evig påmindelse om at han havde gjort noget, som han havde dårlig samvittighed over. Han forsøgte stadig at skyde det væk, og han holdt sig sågar på lidt afstand af Caeli. Det nagede ham dybt, den måde det hele havde vendt på, nærmest over en nat. Han anede ikke sine levende råd, og Jah-lila var ingen vegne at finde, så han følte sig lidt overladt til sig selv. Hvor var den stribede hoppe i grunden?
Hun rankede sig stolt - for se lige! Hvordan hun havde rejst sig, selvom mor og far ikke var at se! Overlevet dette, havde hun og modet tog til i den lille krop. Hun vippede ørene efter lyde og dansede så en smule af stoltheden. Nok var der lidt skrammer på ryggen, men hun havde jo nærmest været voksen! Et lille jag af frygt gik dog igennem hende. Hvad var der mon sket med hendes familie? For alene i hele verden... Det var ikke just noget hun ønskede sig at være, ligegyldigt hvor modig hun var.
Føllet hørte en kalden og følte sig straks tryg igen. Dawn var en fader, der nok var lidt speciel, men han var hendes indbegreb af tryghed alligevel. Hun hvinede muntert, og sprang så af sted for at finde ham. Ikke langt borte så hun hans røde øjne og store vingefang. Hun trissede ind under dem og smilede næsten så dejligt naivt at det var helt sødt. "Fader" stemmen var ung og havde først for nylig lært at sige rene ord. Der var dog ingen tvivl om at Rosaia - følte sig som sin fars pige.
Post by Dawn of Death on Oct 11, 2019 19:09:58 GMT
Et hvin vækkede hans opmærksomhed og før han vidste af det, så kom Dawnya springende i fuld firspring og for ind under hans ene vinge. Et lille lettet suk forlod hans mule. Hun var okay. Han brummede stille med faderlige toner der blandede sig med de basagtige.
" Hvor er din mor? "
Lød det så spørgende fra ham, inden han strøg hende over pandelokken med et forsigtigt smil. Det hele var lidt underligt for ham, men han holdt meget af hans datter. Det kunne ingen lave om på. end ikke omstændighederne for hendes fødsel.
Post by Dawnya Rosaia on Oct 11, 2019 20:38:15 GMT
Dawnya Rosaia We run towards the end of the dream
Dawnya hvilede mulen imod hans pelsede mave, som hans stemme flød frit. Den skabte en følelse af nærvær og kærlighed, som den lille datter sugede til sig. Hun legede med en fjer der var endt faderens pels - føllet lod mulen arbejde lidt af den stress ud, der egentlig havde været i hendes krop i nattens uro.
"Mor... Forsvandt da skyggerne kom. Jeg klarede den! Kan vi finde hende?" stoltheden over at have klaret sig selv, varede ikke længe, for hun mærkede et stik af savn. Hendes mor var vel også okay ikke? Hun havde vinger! Hvordan skulle hun ikke kunne klare det? Hun så op mod sin fader, da han rodede i hendes pandelok - hans øjne var så rare imod Dawnya, der var ganske uvidende om alt det de førhen havde set. Hun elskede ham ubetinget - selv den skønne dag hun ville forstå sine forældres historie.
