PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Kerizín galopperede langsomt afsted i den retning hun havde set Rakathan forsvinde. Egentligt ville hun helst galoppere så hurtigt hun kunne men da hun så hvor langt væk skyggerne tog ham vidste hun at hun ikke ville kunne klare hele turen hvis hun bare spænede afsted.
Tankerne fór rundt i hovedet på hende, det virkede som om der gik noget galt hele tiden, Emi forsvandt, jorden gik amok og nu var der onde skygger på færde! Hvordan skulle man overhovedet håndtere den slags? Hun var ikke ved at miste modet - hun var alt for optimistisk af natur - men forvirringen gik hende på og dæmpede hendes ellers livline temperament og humør. Derudover var hun også bekymret for sin familie så selvom hun på intet tidspunkt tøvede med at følge efter Raka følte hun alligevel et træk i retningen af sit hjem.
hun kiggede kort til siden og smilte let, Emeriel var her så hun var ikke alene og noget af hendes familie var her da. Altså, en slags familie i hvert fald.
Emeriel løb langsomt af sted, side om side med Kerizín. Deres mission virkede mildest talt håbløs, naiv og dødsensfarlig - to unge heste, der var galoperet af sted efter en drage og en flok onde skygger. Men hvad disse to unge sjæle måske ikke havde i styrke eller kløgt, havde de til gengæld tifold i loyalitet og mod. Der var intet, der kunne holde dem tilbage, når det gjaldt deres venners liv; hvilket præcis var grunden til, at Emeriel løb her ved Kerizíns side. Selvom han ikke selv havde noget forhold til denne Rakathan, så vidste han, at dragen var Keris ven og betød lige så meget for hende, som hun betød for Emeriel - og derfor ville han tage med og beskytte hende til det sidste, om han så skulle dø i forsøget!
Han drejede kort hovedet til siden og gengældte Keris lille smil. Det fyldte ham straks med fornyet mod og styrke og fik ham til at glemme de negative og opgivende tanker, han havde haft lige før. For når han var sammen med Keri, følte han sig uovervindelig - hun gjorde ham så stærk og modig, og han følte, at hele verden bare kunne komme an. De skulle nok klare det; så længe de var sammen. Dog var der noget, der hed fysiske love, som end ikke de her to superhelte-føl kunne overvinde. Og faktum var bare, at en flok flyvende skygger meget hurtigt forsvandt ud af syne for to galoperende heste, og deres langsomme tempo ville ikke føre nogen vegne, så længe de ikke anede, hvor de skulle tage hen. Han kneb derfor lettere bekymret øjnene sammen og så tænksomt på Keri.
Kerizín vippede let med ørene da hun hørte Emeriels spørgsmål. Til dels for i det hele taget at vise at hun havde hørt ham for hun anede ikke hvad hun skulle give som svar. Det mest sandfærdige svar hun kunne give var 'den vej' men det var jo ikke brugbart og gav dem ikke et endeligt mål men hun anede simpelthen ikke hvor skyggerne var forsvundet hen. Samtidig nægtede hun at give op så de måtte jo løbe et eller andet sted hen. Egentlig løb hun mest på håbet om at hun pludselig ville kunne se en tydelig retning, et hint eller et spor men det virkede usandsynligt.
Efter flere sekunders overvejelse sukkede hun let "nej.. Ikke rigtig, kun at de fløj i den retning... Og jeg håber at de fløj direkte" Hvis de fløj en omvej for at forvirre dem var chancen for at finde dem igen forsvindende lille men den chance måtte de tage. Hun så kort på Emeriel, det at han fulgte med selvom han måske egentlig kunne være ligeglad, i hvert fald med Rakathan, betød meget for hende og hjalp enormt med at håndtere hvor uoverskuelig en opgave de havde sat sig for.
Han kunne godt fornemme på de mange sekunders stilhed, at Keri heller ikke havde noget endegyldigt svar på det spørgsmål... Og ganske rigtigt endte hun da også med at sige, at hun kun vidste, at de var fløjet i denne retning - og at hun derfor håbede, at de var fløjet direkte. Han nikkede tavst. Ja, hvis skyggerne var begyndt at dreje til alle mulige forskellige retninger, ville håbet nok være ude...
Efter at have løbet i hvad, der føltes som en evighed, uden at have set nogen tegn på hverken skygger eller drager, fik Emeriel pludselig øje på noget grønt, der lå og glimtede i græsset et stykke derfra. Han stoppede op og kiggede indgående på den lille grønne klump, der godt kunne ligne et stykke drageskæl. Kunne det være noget, Rakathan måske havde tabt på vejen??
Kerizín lavede noget nær et sliding stop da hun opdagede at Emeriel var stoppet og kiggede på noget. Da hun et øjeblik efter hørte ham nævne Rakathan sprang hun hen til ham så hurtigt hun kunne. Hun stirrede intenst på den grønne klump og skubbede så forsigtigt til den med mulen. Den føltes faktisk lidt som Rakathans skæl gjorde! "Det tror jeg det er!" Pludselig var hun fyldt med håb og mod igen og uden at tænke over det vendte hun hovedet mod Emeriel og gav ham et stort kys... For så et øjeblik efter at rødme og kigge væk.
"Ja det er nok Rakathans... Så vi skal nok den her vej.. Altså for at finde ham..." mumlede hun så lavt at det næsten var umuligt at høre inden hun hastigt begyndte at skridt videre i den retning de var på vej i.
Da hun undersøgte det grønne stads og bekræftede ham i, at hun også troede, at det kom fra Rakathan, blev han helt smittet af hendes glæde og blev fyldt med håb igen. Selvom de stadig ikke vidste, præcis hvor de skulle hen, så var det her i det mindste et tegn på, at de stadig løb i den rigtige retning! Han smilede stort og håbefuldt, lige inden han pludselig mærkede Keris mule mod hans i et stort kys. Det hele gik så hurtigt og skete så pludseligt, at han slet ikke nåede at reagere, men bare stod helt passiv og stivnede som en sten. Keri skyndte sig at kigge rødmende væk, og Emeriel selv blev ligeledes rød som en tomat i hovedet, mens han blot stod helt paf og prøvede at få sin hjerne til at forstå, hvad det var, der lige var sket.
Keris mumlende ord afbrød hurtigt hans trance, og han nikkede hastigt som svar, inden han listede videre efter hende. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, og kunne næsten ikke være i sin krop lige nu! Det her ændrede alt imellem dem! Men til det gode, ikke? Det havde jo været under opsejling længe, havde det ikke? Og hun havde jo kysset ham, så det måtte vel betyde, at hun også godt kunne lide ham! Ikke?? Han kunne slet ikke finde hoved og hale i sin lille forvirrede hormon-hjerne og tumlede derfor bare efter hende som en forelsket teenager og kæmpede for ikke at snuble over sine egne ben på vejen!
Kerizín prøvede alt hvad hun kunne bare at fokusere på den vej de skulle men hun kunne ikke lade være med at skæve tilbage mod Emeriel for næsten hvert skridt hun tog. Han så ikke vred ud så i det mindste tog han pænt imod det? Måske var han endda glad for det? Men... Hvad tænkte hun dog på bare sådan at kysse ham? Selvfølgelig havde hun gået og tænkt på det længe og det virkede så naturligt da hun blev så glad men det var da ikke noget man bare sådan lige gjorde! Uden at spørge om lov og alt muligt!
Forsigtigt drejede hun hovedet og smilede til Emeriel inden hun satte i trav igen. De var nødt til at skynde sig men han skulle ikke tro at hun prøvede at stikke af fra ham eller forlade ham eller sådan noget! De kunne bare ikke glemme den opgave de var på! Det var i hvert fald ikke fordi hun ikke anede hvordan hun skulle agere nu eller hvad hun skulle sige, absolut ikke! I hvert fald kun lidt...
De blev forfulgt. Den arme drage havde minsandten venner! EN DRAGE! Og små nussede heste? Skyggerne kunne knap tro det - men vanviddet var deres speciale, så intet kunne helt overraske dem, uden at de havde et modsvar. Noget at gøre, en handling. Snedigt sneg en mindre flok af skygger sig væk fra Rakathan - de andre ville feste og bringe dragen videre til målet! Men de måtte ryste disse irriterende småhoveder af sig. Koste hvad det ville! Nok var dagslyset på vej, men skyggerne bed sig fast i det sidste mørke der raserede.
De snerrede og lo. Kradsede og fik mavekramper: Hvis det var muligt for en skygge. Aldrig kunne man forudsige helt hvad der stod på deres menu: Hvad der foregik bag de foranderlige skikkelser. De flød i høj fart ret imod de to små heste der forfulgte dem. Skyggerne samlede sig til én. En stor skygge der fungerede som et vanvid af flere personligheder. Et fugleskræmsel.
"Han er voooress. FORSVIND." den store skygges stemme var som 10 på én gang. De kredsede om de små heste.
Kerizín bremsede delvist da en flok skygger for imod dem og blev til én stor, faretruende skygge. Samtidig bevægede hun sig ubevidst tættere på Emeriel så de næsten rørte hinanden et øjeblik. Hun nægtede dog at stoppe selvom alt i hende skreg at hun skulle holde sig fra skyggerne. Men hvis hun lod sig skræmme væk hvordan skulle hun så redde sin ven? Nervøst skævede hun til Emeriel imens hun fortsatte - noget langsommere - i skridt, som om det ville få skyggerne til at lade hende være.
”Han er min ven! Jeg efterlader ham aldrig!” hun fnøs vredt af dem og pustede sig lidt op. ”Han vil aldrig være jeres!”
Som om denne situation ikke var slem nok i forvejen, blev de nu pludselig mødt af en flok skygger, der formerede sig til et kæmpe, skræmmende fugleskræmsel og truende fløj ned mod de to heste, mens det beordrede dem til at forsvinde og lade dragen være. Emeriel mærkede hjertet hoppe og halsen klumpe sig sammen af frygt, da Kerizin frygtløst skridtede frem mod dem og erklærede, at hun aldrig ville efterlade sin ven, og at han aldrig ville blive deres. Emeriel så nervøst på hende og frøs i et øjeblik, men tvang så sig selv til at bevæge benene og skridte op på hendes side igen. Selvom de havde retning lige imod de livsfarlige skygger, og at det nok var den dummeste beslutning i hele verden, så ville han heller ikke svigte sin ven; han var bedøvende ligeglad med dragen, men han ville blive ved Keris side til det sidste!
Denne tilsyneladende frygtløse lille hoppe, ville ikke slippe. Hun ville kæmpe sin sag. Skyggerne lo, de rystede sig og placerede sig på en lang række foran hende - hun skridtede nærmere og nærmere - ind i skyggernes kroppe. De lavede de mest nervepirrende lyde - dyriske brøl, kvalmende smaskelyde og skrig. Nok kunne hun vade igennem dem, men de kunne pine hende til det sidste! Den lille hingst fulgte med - han var mere påpasselig, som om nogen visdom var i hans hjerne. Men hovedløst ville han nok ikke forlade den anden.-
"Ven eller eeeej, ssstår hans liv til forhandling nuuu!" hvislede skyggerne, der konstant snurrede omkring de to småheste, imens disse skridtede af sted. "Han tjeneeer et større formååål..."
Kerizíns øjne var vidt opspilede og hun trak vejret hurtigt og anstrengt. Det var kun hendes store viljestyrke og generelle frygtløshed der tillod hende at kæmpe sig igennem skyggerne. For hvert skridt gentog hun de samme ord i sit hoved 'jeg må finde min ven! Han er min ven! Han skal reddes!' i forsøget på at lukke af for skyggernes forfærdelige lyde og selve oplevelsen af at gå igennem de uhyggeligt tygge skygger.
Bag sig kunne hun svagt høre Emeriel følge efter hende og det indgød hende større mod, på en måde var der to venner hun ikke kunne opgive nu. Hun havde trukket ham ind i dette her så hun kunne ikke opgive så let! "I skal bare slippe ham fri og lade ham være!" halvt skreg hun ind i skyggerne - ikke længere i stand til at tale roligt.
Han gispede forskrækket og mærkede sit hjerte galoppere af frygt, da Kerizín ikke stoppede for muren af skygger, men derimod blot vandrede lige igennem dem. De lo og skreg som vilde dyr, og han frygtede oprigtigt for deres liv, da han med frygten lysende ud ad øjnene trådte med hende igennem skyggerne. De brølede og lavede kvalmefrembringende smaskelyde, mens de hvislende snurrede rundt omkring dem. Men heldigvis skete der ikke mere end det... Ville skyggerne ikke gøre dem ondt? Eller kunne de ikke? Emeriel var bestemt ikke tryg og følte sig slet ikke overbevist om, at de var i sikkerhed - skyggerne kunne nok bare godt lide at lege med deres mad først...
Han spærrede derfor panikslagent øjnene op og udstødte en lille halvkvalt lyd, da Kerizín fortsatte med at trodse dem ved at skrige til dem, at de skulle slippe dragen fri og lade ham være. Han så nervøst på hende og ville ønske, at han kunne finde en måde at beskytte hende på. Han havde lyst til at tage fat i hende, tvinge hende til at tage med ham tilbage. Men han vidste også, at hun aldrig ville tilgive ham, hvis han brugte sin styrke til at forhindre hende at hjælpe sin ven. Så han fulgte bare modløst efter hende og bad til Flakezé om beskyttelse.
Skyggerne var på sin helt egen vis kloge. Nok var de gjort af vanvid og deres fængsel i Guden Smeyés krop havde længe gjort dem ivrige og blodtørstige... Men Skyggerne var utilregnelige. De kunne ikke bare flå og dræbe, uden et vanvids gamble. Den lille irriterende hoppe skreg nu, som for at overdøve alle lydende de lavede. Slip ham fri. Pff. Det var helt sødt, hvordan hun kæmpede for så olmt og grusomt et væsen som dragen var. Han var kær til én meget vigtig person i dette land. Derfor agtede skyggerne hans liv.
Den anden var efter hende, men han havde panik i sine øjne. De lo, som de smøg sig omkring hans skind - for han havde forstået det. De kunne gøre skade. Stor skade.
"Forsssviiiind. Og viii vil lade jeeer leveee - ikke bære naaag. Ingen har lyyysst til at mærke sssskyyggerne bæære naag." hvislede de.
Kort efter nappede de hårdt ud efter de små sjæle der stadig kæmpede sig frem - men de ville ikke finde ro på deres rejse. Måske ikke engang nå frem - det ville de heller ikke ønske. For de ville blive ledt lige ind i gabet på rovdyret.
Kerizin bevægede sig langsommere og langsommere, hendes vilje var stærk og hun ville kæmpe for sin ven men det var som om skyggerne langsomt skrabede hendes mod og vilje ud af hende. Hvis det allerede var sådan her hvordan skulle de så nogensinde nå frem til Rakathan? For slet ikke at tale om at redde ham? Hun rystede svagt og stoppede så helt, var der en anden måde? Hun så tilbage mod Emeriel i håbet om at få indgydet mod men i stedet så hun panikken lyse ud af øjnene på ham. Hvordan kunne hun lede ham i fare? Ofre en ven for en anden?
Et øjeblik stod hun ubeslutsomt helt stille inden hun med tårer i øjnene så tilbage på Emeriel, hun kunne ikke risikere Emeriel og for første gang i sit liv måtte hun indse at hendes vilje og mod ikke var nok til at løse det problem hun stod over for, hun måtte have hjælp, måske fra hendes forældre måske fra andre men hende og Emeriel var i hvert fald ikke nok. "Vi kommer tilbage!" sagde hun vredt inden hun vendte sig om mod Emeriel ”Vi finder hjælp!"
