PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Constantine travede afsted ved siden af Oasis imens de begge aktivt så sig omkring efter deres døtre. Frygten for hvad der kunne være sket dem gnavede i hans indre men, som da han ledte efter Oasis, skubbede han det væk og fokuserede på hvad de skulle gøre lige nu. Han kunne dog ikke skubbe alt væk og bag frygten lå der en svag irritation over at verden tilsyneladende blev ved med at gå amok omkring dem. Endelig havde han en dejlig familie han elskede og hver gang de begyndte at falde til ro skete der noget nyt, voldsomt og potentielt farligt! Han fnøs lavmælt inden han rystede på hovedet af sig selv.
Et par dybe vejrtrækninger og et kort blik på sin elskede ved sin side hjalp ham til også at skubbe irritationen væk. Der var vigtigere ting at fokusere på, hans elskede døtre var ikke ved hans side og med alt det der var sket med skyggerne ønskede han ikke andet end at have hele sin familie omkring sig så han kunne se at de var i sikkerhed eller gøre hvad end der skulle til for at beskytte dem. Selv Emeriel, Kerizíns 'ven' var forsvundet nu og med ham, håbet om hurtigt at få at vide hvor hans yngste datter befandt sig... Men måske de var sammen? Og kunne støtte hinanden? Endnu et kort blik på Oasis fik ham til at smile let, denne gang kunne de møde problemerne sammen.
Post by Lúthendril Oasis on Aug 7, 2019 12:04:27 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hendes krop var tilbage i sin smukke, stærke form. Dog var én ting noget anderledes. Håret var ikke velredt og glat - skyggerne havde haft fat i dem natten lang. Det havde ikke været let at se en udvej, eller forsøge at finde døtrene. Der var dog én ting Oasis vidste med sikkerhed: Hun havde to modige døtre. Chihiro var intelligent og ville vide hvordan man tog vare på sig selv. Kerizin var mere naiv og kunne få den idé at skyggerne bad om hjælp - men hun stolede på at datteren alligevel havde styrken til at passe på sig selv. Derfor var uroen mest Constantines. Oasis ønskede selvfølgelig lige brændende at se dem i sikkerhed. Hun slappede blot en smule mere af i kaos end hendes hingst gjorde.
Renekton var ligeledes et andet sted i denne skrækkelige hændelse. En voksen hingst der med al sikkerhed havde styr på at forsvare sig selv. Hun skimtede imod Constantine. Sollyset havde jaget skyggerne bort, men hun følte ikke at det var overstået. Himlen var faldet. Skygger... Der var sket en betydelig hændelse blandt guder. Ja Oasis ville gå så langt som til at sige at en ubalance var blevet skabt.
Hun sukkede. De var ved Sylinum allerede - varmen var intens. Øjnene stirrede efter døtrene - de var lettere sporløst forsvundne. Dog var der en fært i luften - Chihiro. Den blandende sig snart med en anden. En stærkere fært af flere heste samlet - en flok. Oasis vidste med det samme at det var Gaizka Calanthias flok Amazona der var i nærheden. Hun havde aldrig stiftet bekendtskab med dem, men vidste hvor ærede de var i Sylinum.
Med endnu et blik på Oasis tillod Constantine hendes ro at påvirke ham til selv at slappe mere af. Deres døtre var fornuftige og kloge unge hopper, de skulle nok passe på sig selv.. Tanken hjalp men ikke helt nok, trangen til at have sin familie omkring sig stod stadig lige så stærkt som før. Dog var den ikke så voldsom nu, så krævende at han skulle finde dem NU. Han forsøgte at tænke tilbage på de seneste samtaler med sine døtre, havde de hintet hvor de kunne være henne nu? Det eneste han kunne finde frem til var Kerizins nye drage-ven men han anede ikke hvor den var henne så det var ikke til stor hjælp, alligevel nævnte han det for Oasis.
"Måske hun er ved sin drageven? Hun.." han stoppede med at snakke da han, et øjeblik efter Oasis, fangede færten af Chihiro efterfulgt af lugten af en hel flok heste. Nysgerrigt så han på Oasis, hun var bedre kendt i området end han så måske hun vidste hvem de var?
Post by Lúthendril Oasis on Oct 11, 2019 20:44:23 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hun vippede et øre mod Consta, da hun havde konstateret færten. Han forsøgte at tænke tilbage på hvor Kerizin kunne være. Oasis trak på smilebåndet. "Et kvalificeret bud - men vi ved ikke hvor han hører til..." hun så sig nu omkring og hævede hovedet fra duftsporet. Constantine var ikke så bekendt i syden. Så Oasis nippede til hans kind og smilede. "Vi er på grænsen til Amazonas område. En æret flok på disse kanter - jeg kender dog kun til dem af navn." hun så sig om.
Constantine nikkede langsomt, måske de burde have spurgt hende præcis hvor hun havde mødt den drage? Så havde de nemmere kunnet finde hende nu... Hvis altså hun var hos den. Han sukkede lavmælt, det var hårdt at ens børn blev store - pludselig rendte de rundt selv hvor man ikke kunne passe på dem! Endnu engang rystede han disse mere dystre tanker ud af hovedet og fokuserede på Oasis' forklaring.
"Måske de har set Chihiro.. Eller Kerizin... Chihiro må være her i nærheden i hvert fald" De kunne lugte hende så hun kunne ikke være langt væk og det var ikke ligefrem en dårlig ide at søge tilflugt hos en flok når noget nyt og potentielt farligt skete.
Natten havde været mere eller mindre forfærdelig for den unge Chihiro. Hun havde aldrig oplevet så meget ondskab og kaos samlet på ét sted før. Hun var skam ikke bekymret for sit eget liv; nej, hun vidste jo, at hun havde Kærlighedens Ring til at beskytte sig. Men hun var direkte syg af bekymring for sin familie. Sin mor, far og lille Kerizín... Ville de kunne klare sig mod disse skygger? Hendes mor og far var trods alt store og stærke heste, der forhåbentlig godt kunne beskytte sig selv, men lille Kerizín... Hun rendte altid rundt sammen med ham den unge Emeriel, så hvad nu hvis de to var alene et eller andet sted og kæmpede mod skyggerne?! Åhhh, hun havde slet ikke kunnet holde den tanke ud og havde derfor løbet rundt i et nærmest vanvittigt stadie hele natten i et forgæves forsøg på at finde sin familie...
Og det var her, den fantastiske hoppe Gaizka Calanthia havde fundet hende og tilbudt hende husly og beskyttelse for natten, hvilket hun taknemmeligt havde taget imod. Selvom det havde været den værste nat i hendes liv, og hun ikke havde kunnet stoppe med at bekymre sig om sin familie på noget tidspunkt, så havde det trods alt hjulpet hende, at hun ikke var helt alene - og da hun tilmed havde hjulpet med at forsvare flokken fra de aggressive skygger, havde hun også følt sig lidt nyttig og fået den skrækkelige tid til at gå med noget brugbart.
Kaosset var nu overstået, og skyggerne havde trukket sig tilbage, men Chihiro havde alligevel ikke kunnet slappe af eller lukke et øje hele natten. Det eneste, hun kunne tænke på, var bare at komme af sted og lede efter sin familie, så snart det var blevet lysere igen! Lykken var derfor stor, da morgenen indtraf, og hun tog af sted; for hun havde knap nok forladt Amazonas grænse, før hun fangede sine forældres fært i luften. Hun spænede fremad i galop og fortsætte med at løbe, lige indtil hun bogstavelig talt bumpede lige ind i dem begge to og knugede dem ind til sig i et langt lille-pige kram.
,,Mor! Far! Hvor er jeg glad for, at I er uskadte!"
Post by Lúthendril Oasis on Oct 21, 2019 15:35:45 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Det var lige før Constantine ikke nåede at færdiggøre sin sætning om deres ældste datter, før hun sprang ind i dem, som en lille sommerstorm. Hun knugede sig og Oasis besvarede det med bløde kærtegn og selvfølgelig rettede hun på pandelokken. Den store datter havde sin skønne hårpagt fra Oasis og den feminine side i hoppen, kunne aldrig helt lade være med at rette håret, selvom det sad kønt om Chihiros ansigt allerede. Kerizin var velsignet med Constantines stride hårpagt og den praglede vilde man passede til den livlige datter.
Den ædle hoppe rettede sig op. Chihiro havde klaret det, trods hun tydeligt mærkede uroen i hele kroppen. En moder kunne altid læse sin datter. "Chihiro, kæreste, du er i vildrede." hun smilede beroligende, og stemmen var blød. Chihiro måtte have været ved at gå ud af sit gode skind, af bekymring. De lå til hendes væsen, at bekymre sig. Men nu var de 3. Det var kun den yngste der manglede. Oasis trak vejret dybt, for hun ville ønske døtrene havde fundet hinanden som det mindste.
Da Chihiro nærmest ramlede ind i dem knap et øjeblik efter han blev færdig med sin kommentar til Oasis var det som om Constantine pludselig kunne trække vejret en smule lettere. Noget af spændingen i hans krop løsnede sig og gav ham en fornyet følelse af håb. Chihiro var i sikkerhed, hun havde det godt og der var tilsyneladende ikke sket hende noget. Det måtte næsten betyde at Kerizin ligeledes havde det godt! Begge deres døtre var så stærke, kloge og fornuftige så hvis en kunne klare sig kunne den anden også! Sådan var han i hvert fald nødt til at tænke.
Chihiro! Jeg er så glad for at se dig! Jeg har været så bekymret" Han aede hende blidt på halsen og tryggede let hovedet mod hende for at forvisse sig om at hun virkelig var her og var uskadt imens han lyttede til Oasis' ord. Oasis var altid bedre til at læse andre og han stolede på at hun kunne hjælpe Chihiro med at snakke om det hvis det var nødvendigt så udover hans første kommentar tillod han sig selv bare at lytte til dem og mærke at de var her.
Hun lukkede lettet øjnene sammen, da hun med stor nydelse modtog sine forældres kærtegn. Hun lyttede til sin fars ord og nikkede ivrigt med glædestårer strømmende ned ad kinderne.
,,I lige måde! Jeg var så bange!"
Hun lo mildt, da hendes moder som sædvanlig lige rettede hendes pandelok på plads. Det var efterhånden blevet deres lille ritual, og ligegyldigt hvor meget den pandelok blev rettet, havde den alligevel sit helt eget liv og endte altid med at sætte sig på de sjoveste måder. Hun lyttede til sin moders ord og følte sig straks beroliget af hendes bløde, varme stemme. Hun snøftede let, inden hun da trak sig en smule ud af deres omfavnelse, så hun kunne se dem begge i øjnene.
,,Jeg var så bange... Jeg kunne ikke finde hverken jer eller Kerizín nogen steder, og jeg var så bange for, at der skulle ske jer noget!"
Som hun sagde sine ord, gik det pludselig op for hende, at der stadig manglede én... Kerizín var heller ikke sammen med forældrene! Hun spærrede atter øjnene op i vid rædsel og mærkede påny sin krop ryste skræmt.
Post by Lúthendril Oasis on Mar 20, 2020 20:57:04 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis lod sig selv dvæle et øjeblik, ved sikkerheden om at datteren nu var fundet - den ene af dem i hvert fald. Hun var dog ikke helt så ængstelig omkring Kerizin som hendes elskede Consta - han var nok ved at briste indeni og det samme, skete for Chihiro i øjeblikket efter, hun havde fået talt ud. Moderen rankede sig stærkt og med et svagt glimt i de intelligente øjne... De skulle nok finde den unge hoppe i god behold. Hun så beroligende på dem begge en efter en. Omend hun ville ønske de var samlet så havde hun 1 ting at holde rigeligt fast i.
"Vores kære Kerizin, har trods alt nogle gode venner i dette land - ikke bare små og frygtsomme venner ... Hun har fundet sine helt egne, ganske speceille venner." Oasis så sigende på Consta. En drage og en ... rigtig skøn ung hingst. Mere end en ven, men de kaldte sig nok ikke ligefrem et par endnu. "Kom, så mine kære - jeg ved i ikke vil finde ro, før hun er sikker. Lad os følge vores mavefornemmelse." formidlede hun blidt - så trak hendes ædle, men tunge krop elegant af sted med manen svævende efter sig. Hun var målrettet - og søgte nu imod Natiaum.
Idet Chihiro opdagede at Kerizín stadig manglede i deres lille familie og reagerede med så stor frygt mærkede han frygten mase sig på igen og kun ved en kraftanstrengelse og ved at støtte sig til Oasis' rolige opførsel lykkedes det ham at skubbe den ned igen til den bare simrede under overfladen og lod ham handle og tænke. Et lille smil sneg sig endda frem ved Oasis' sigende blik, ja hun var ikke ligefrem alene og selvom han ikke helt vidste hvad han synes om den drageven så var der da en chance for at den kunne beskytte hende i disse tider... Og Emeriel skulle nok være der for hende!
Han tog en dyb indånding og rankede sig da Oasis foreslog at de skulle følge deres mavefornemmelse og lede. Han ville være stærk foran Chihiro, for at berolige hende og for at være stærk nok til at finde sin anden datter!
