Hun lod bekymret sit blik glede ned over sin datters krop og kunne se, at hun ligeledes havde fået masser af ridser og flænger i sin smukke, stjernespækkede pels. Men udover det virkede hun heldigvis også uskadt.
Hun smilede mildt til hende, da hun med det samme spurgte ind til, om de andre var okay. Hun nærede intet andet end kærlighed og stolthed til sin datter, der var vokset op og blevet en mindst lige så kærlig og betænksom hoppe som sin moder. Hun smilede beroligende til hende og strøg hende blidt hen over kinden.

,,Vi er også okay. Din far har kæmpet bravt for at beskytte flokken, og det lykkedes nogle af de andre hopper at føre Phaedra og de andre føl i sikkerhed, så de ikke ville blive ramt af skyggerne."

Hun kunne ikke lade være med at se bekymret på blodet, der fossede ned ad Ignacias ben. Hun måtte være udmattet og i smerte efter at have løbet i den forfatning. Endnu et punkt, hvor hun var som snydt ud af næsen på sin moder. Selvom Ignacia havde været ramt og såret, havde hun kun haft én ting i hovedet; at komme hjem til sin familie så hurtigt som muligt for at sikre sig, at de var okay. Gizhebi rodede kærligt op i sin datters pandelok, inden hun bevægede sig ned mod Lagunen og gjorde tegn til Ignacia om at følge med.

,,Kom med min kære, og lad os få gjort noget ved de væmmelige sår."