PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
They say I cannot be this, I am jaded, hiding from the day.
I can't bare, I cannot tame the hunger in me...
Hah! Hvilket vidunder! De indtørrede, krogede grene strøg så ømt over hans mølædte pels. Han lod bagbenene bære ham, idet han dannede en stejlende pirouette. Grenene klagede og knækkede da forhovene sendte dem flyvende. Den tunge krop landede i samme nu et tordenbrag flængede stilheden og et lyn oplyste det sorte himmellegeme. De brændende øjne lyste, som et inferno næret af tusinde vifter. En syg, ukontrolleret latter mængede sig med lyden af naturkræfter og den piskende regn der hærgede Darkena denne ellers almindelige eftermiddag. Uvejr vakte altid sådan kraft indeni ham, som om han var skabt af disse kaotiske kræfter. Og han fejrede dem, som var det en nær ven han ikke havde set i årtier. Manen klisterede sig til den kraftige, muskuløse hals og halen svirpede som en pisk bag ham, som om dets smæld kunne prelle kødet af knoglerne på enhver der stillede sig foran ham. En dyrisk brummen resonnerede fra dettes bæsts bryst, idet en optrappende trang til at slippe sine kræfter løs steg.
Det næste man kunne se hærge på Darkenas øde sletter, var et bæst overladt til sine dyriske instinkter, næret af det uvejr det udfoldede sig omkring ham. Ville denne dag ende med spildt blod? Med en frygt? Eller skulle dette bæst bures inde?
Tråden er åben og man må endelig gerne springe flere ind, som det passer folk
The hunger inside given to me, makes me feel alive.
Always out stalking prey, in the dark I hide.
Feeling, falling, hating, feel like I am fading, hating... life.
Calliope The sun loved the moon so much, she died every night to let him breathe.
Calliopes røde øjne glimtede op imod himlen. Det var slut. Hendes moder havde taget et drastisk valg og omend Calliope ikke ønskede at se sådan på det, var Artemis årsagen til at Proelio havde været ramt af skyggesjæle. Undsluppet fra deres herre Smeyé, der var faldet i døden for Artemis blad. Den unge datter havde brugt den vilde nat på at finde frem til sin nye opgave i livet, som efterkommer af månens gudinde. Hun og broderen var nu pålagt en byrde, tung imod deres skuldre - de måtte finde de atomer der udgjorde resterne af deres forfædre. Hun - bundet til solen og Apollon. Broderen - bundet til månen og moderen. Calliopes suk kunne høres over lange vidder. Hun var udmattet. Hun havde bragt Apollons rester af solstråler tilbage til solen, så han kunne trække den, omend han i døden ikke var meget værd. Derfor var Calliope tvunget til at holde øje og mærke efter - for skulle Apollons rester forsvinde fra solens vidde, så måtte hun op og hjælpe ham tilbage på rette vej igen.
Langsomt sænkede hoppen mulen imod vandet fra Bloodstream - nok var dette jernholdigt og rødt, men hun havde opfanget at det var nærende og ganske almindeligt derudover. Tørsten blev slukket. Tordenbyer raserede området i Darkena. Hun var ikke påpasselig med hvor hun viste sig henne. Det var ikke frygt der herskede i hendes sind, men styrke. Darkena gav hende en form for fred, de andre landsdele manglede. Men så var det hun hørte det: Bæstet. En sjæl så dyrisk i sine lyde at Calliopes øjne trak sig samen og ledte efter kroppen, som lydende tilhørte. Hun rankede sin feminine krop og stirrede blot.
They say I cannot be this, I am jaded, hiding from the day.
I can't bare, I cannot tame the hunger in me...
De tunge hove dunrede i det fjerne. Nærmest som et artilleri, der akkompagnierede tordenen til en farligt fascinerende symfoni. Først den lave rumlen, der rullede ind fra vest, dernæst braget af energi, som udløses blandt stridende vinde. Han kunne nærmest mærke det skælv, denne udløsning satte af spor ned gennem jorden og han bød den ind, som en moders omfavn. Dernæst belyses hele himlen og afslørede hans position, for dernæst at forsvinde igen da splitsekundet var ovre. Indtil endnu en salve forcerede sin vej henover himmellegemet. Ånden stod ud af næseborene, da han brat klappede hovene i jorden og nærmest skreg til den turbulente musik der udfoldede sig omkring ham. En uhyggelig lyd. Hvad han tænkte på, da han lod sådan et budskab lyde, var der ingen der vidste.. Men enhver udenforstående ville sagtens kunne opfange dets signal; Flygt. Azazel skreg af hele sine lungers kraft, og da luften ebbede ud, drog han en dyb vejrtrækning inden en ukontrolleret latter efterfulgte. Det olme, brændende blik var himmelvendt, da han rejste sig på bagbenene.
"Ram mig!"
Brølede han udfordrende og dog så kommanderende af de lyn der nægtede at søge et jordnært nedslag. Et hånene fnys forlod ham, efter et øjeblik, da himmelen synes at afvise hans udfordring. Han lod sig dumpe ned på jorden igen med en hul lyd. Et arrogant grin var bredt over de sprukne, sorte læber. Som De ønsker..., tænkte han med et diabolsk glimt i øjet.
The hunger inside given to me, makes me feel alive.
Always out stalking prey, in the dark I hide.
Feeling, falling, hating, feel like I am fading, hating... life.
Calliope The sun loved the moon so much, she died every night to let him breathe.
Lydene var dramatiske. Glimtene afslørrede kun ganske lidt, ganske kort af hvad der befandt sig i området. Men Calliope var ikke i tvivl, da først hans skrig havde lydt varslende. Det var en af Darkenas sjæle: En af de mørke og grumme. Hun kendte ikke vedkommende og instinkterne talte deres tydelige sprog: Man burde flygte. Dog var der endnu få ting i livet der havde skræmt den gyldne hoppe. Benene bevægede sig ikke et skridt, som hovedet var hævet højt over bloodstream. Hun strirrede efter latteren, der blandede sig med tordenbragene. Som om en anden krig udspillede sig og denne sjæl kunne le af det hele. Endelig fangede hun et glimt.
Han var ikke langt borte. Et brøl til himlen lød og hun fortrak ikke en mine i det kønne ansigt, der i denne stund var lettere tonløst. At udfordre himlen til kamp, var ikke logisk: Men i Proelio var logik ikke altid vejen frem og hun ville ikke have undret sig et sekund hvis himlen havde besvaret ham. I stedet synes han afvist af vejret. Latter. Latter igen. Calliope gav end ikke lyd fra sig. Hvordan ville han forholde sig til en rent faktisk levende sjæl?
They say I cannot be this, I am jaded, hiding from the day.
I can't bare, I cannot tame the hunger in me...
Det grove, uharmoniske hovede svang, så den våde pandelok ramte kæben henover øjet med et klask.... med retning mod.. hmmm? hvad var det? Hingsten strakte sin brede hals frem og kneb øjnene lidt sammen. Blandt lysskærene fra den urolige himmel, fangede han glimtet af en anden skikkelse ved Bloodstream. Azazels blik var ej det skarpeste, men hvad skulle han også se udover hans egne flammer der brændte i det? Det blev til en mørk skikkelse, med opmærksomheden rettet mod... ham? Han trak hovedet brat tilbage, idet luften presses ud af hans lunger og dannede en ufrivilligt knurrende lyd. Forbenene stod uroligt, som denne dystre hjerne drejede sin mekanik. Der herskede stilhed i området. Kun tordenens dybe rullen, udfyldte manglen på liv, som han stod der. I næste nu brydes stilheden med hans stemme. Et kraftfuldt, aggressivt hvin skød fra hans bryst, som havde en anden hingst invaderet hans revir og udfordret ham. Han var stille efterfølgende, opmærksomt afventende på at se modpartens reaktion.
The hunger inside given to me, makes me feel alive.
Always out stalking prey, in the dark I hide.
Feeling, falling, hating, feel like I am fading, hating... life.
