PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Små nøddebrune hove satte blidt sit aftryk i Vustlaums lune muld. Lange, slanke ben bar graciøst denne yndige skabning fremad. En lille, fin hoppe. Hele hendes underside var beklædt i en ren, snehvid farve, der fadede over i en gylden, for tilsidst at ende i en rig mellembrun farve på ryggen. De hvide pletter fordelte sig i overgangen fra hvid til brun og bragte hende udseendet af et rålam. Hendes hale var fyldig og volumiøs og fulgte hende som et slæb, mens hendes man nåede til hendes knæ. Hårstrående var glansfulde og lette krøller prægede dets struktur. Under pandelokken skuede hun verdenen med et store øjne. Runde og dybe. Lange øjenvipper skyggede for de følsomme pupiller, der var omgivet af rav. Den samme farve som prægede hendes hårpragt. Dette blide væsen, udstrålede intet andet end tillid og kærlighed for omverdenen. Så mild, så smuk, både indvendig og udvendig. Hendes melodiske stemme kunne tryllebinde rastløse sjæle, få kolde hjerter til at slå. Hun var et lam. Så uskyldig. Mon dette lam lever længe nok til at blive et får, inden ulven tager det?
Den store, mørke hingst så sig forvirret omkring. Hvor var han? Han havde gået og gået uden at have en egentlig destination som mål, men pludselig virkede det som om, at alt omkring ham var anderledes - som var han ikke blot trådt ind i et nyt land, men i en helt ny verden... Mon han var død? Havde Satan besluttet sig for, at det var på tide, at han kom ned i Helvedet og tjente ham i stedet for? Han så sig let rundt i landskabet omkring sig. Kunne det mon virkelig være sådan her, Helvedet så ud? Her virkede for... muntert. For fredeligt og venligt! Kunne det mon være... åh gud, nej... Kunne dette være Satans straf til ham? Havde han mon sendt ham til Himlen i stedet for?! Han slog panikslagent de ravfarvede øjne op og så sig nu omkring i landskabet, som om alt var inficeret af Gud. Det gjorde ham bange og gav ham kvalme! Han begyndte hastigt og lettere manisk at skridte fremad, mens han mumlede nogle sataniske remser for sig selv... Hvis det her var Satans måde at straffe ham på, så måtte han finde på en måde at gøre det godt igen. Han havde tydeligvis ikke ofret nok blod til Satan, og det havde nu gjort Herren vred og fået ham til at føle, at han ikke længere kunne bruge Sezán til noget. Han måtte derfor hurtigst muligt finde på noget at ofre til Satan for at vise sin ydmyghed og tjeneste. Et frisktdræbt offer ville naturligvis være det bedste... hans eget blod kunne muligvis gå an, hvis det ikke lykkedes ham at finde en anden.
Men pludselig dukkede hun op længere fremme som et lyn fra en klar himmel; som havde hun hørt hans bønner og besvaret hans desperate kalden for hjælp. Den mest perfekte hoppe, han kunne forestille sig til dette formål... Hun var så lille, fin og uskyldig at se på. Hele hendes udseende og væsen udstrålede skønhed, uskyldighed og renhed. Det var den mest perfekte gave, han kunne bringe Satan... Intet ville tilfredsstille Herren mere end at se lyset blive slukket i så ungt og håbefuldt et hjerte. Og intet ville styrke ham mere end at kunne bade i hendes perfekte, uskyldsrene blod... Et stort og nærmest sygeligt smil gled over hans hærdede ansigt, som han betragtede hende komme nærmere og nærmere. Åhh, hun var så perfekt! Hvordan kunne han være så heldig, at noget så yndigt dukkede op foran ham lige nu, lige her?!
Han rømmede sig let og tvang sig selv til at falde lidt ned på jorden og se lidt mere normal og indbydende ud - han ville jo trods alt ikke ende med at skræmme hende væk igen! Med forsigtige skridt og en lettere underdanig holdning skridtede han derfor imod hende og lod en lidt forskrækket mine glide over sit ansigt, som om han kun lige havde opdaget hende og derfor var blevet overrasket. ,,Åh, hej! Du... du ved vel ikke tilfældigvis, hvad det her er for et sted?" Han kunne jo lige så godt prøve at få lidt brugbare informationer ud af hende, inden han slog hende ihjel...
Et perfekt formet øre vippede ud til siden, da hun opfangede lyden af bevægelse i nærheden af hende. Hun standsede og vendte både krop og blik mod en fremmed. Evolett skilte let de bløde læber ad, idet hendes våde dådyr-blik blinkende, betragtede den enorme hingst der trods sin underdanige fremtoning, stadigvæk tårnede sig over den lille skikkelse. Overraskelse udspillede sig bag de blanke hornhinder, men ingen frygt. Istedet bredte der sig et lille yndigt smil og overraskelse forvandledes til varme. Hun rystede let på hovedet ved hans ord, med en lille klukleen.
"Nej, desværre. Jeg kender end ikke navnet på dette skønne land." Hun holdt en kort pause, inden hun fortsatte. "Jeg har vandret længe, men aldrig har jeg set et sted som dette."
Evolett gjorde en gestus mod omgivelserne, hendes beundrende blik dvælede drømmende på synet et kort øjeblik, inden det igen hvilede mod den store hingst. Hun tippede muntert hovedet en smule på skrå, inden hun sendte ham et blændende smil.
"Jeg er Evolett." - "Hvad er dit navn?"
Spurgte hun venligt idet hun lagde trykket af sine ord på 'dit'.
Den fremmede hoppe stoppede nu ligeledes op og vendte sig mod ham. Han mødte hendes blanke dådyrøjne og mærkede, hvordan en kuldegysning gled igennem ham. Ikke fordi hendes blik var ubehageligt, nej tværtimod var det en behagelig kuldegysning; en sitren, der afslørede, hvor fuldstændig perfekt hun var. Alt ved hende udstrålede uskyld, lethed og elegance. Hun var det mest pure og rene væsen, han nogensinde havde lagt øjne på. Måske var hun endda jomfru? Åhhh, Herren ville mæske sig i hendes rene blod og være så tilfreds! Hun sendte ham nu et yndigt smil og så på ham med varme øjne, og han gjorde sit bedste for at forsøge at kopiere hendes mimik og ikke ligne en uempatisk psykopat alt for meget. Hendes lille klukkende latter var som sød musik i hans ører og fik ham til at fremtvinge et næsten perfekt smil. Skuffelsen kunne ikke skjules i hans øjne, da hun svarede, at hun ikke engang kendte navnet på dette sted. Dette skønne land... Han gøs let ved hendes ordvalg. Stakkels hjernevaskede pige... Kunne hun da slet ikke se, hvordan dette land lyste af Guds falske kærlighed?! Han nikkede let, inden han lod sin mørke og hæse stemme lyde.
,,Så er vi vist i samme båd."
Han fulgte hendes beundrende og nærmest drømmende blik rundt i landskabet og skuttede sig let ved synet. Han gjorde dog sit bedste for at fake sin begejstring for stedet, da han atter fangede hendes blik og ivrigt nikkede for at understrege, at han var meeeeget enig i hendes ord om dette sted... Evolett... Åhh, det kildede helt i hans mellemgulv ved lyden af hendes navn. Det var et interessant navn, han aldrig havde hørt magen til før. Og det var så sødt og havde denne lette og uskyldige klang over sig. Det passede så perfekt til hende, at det næsten gjorde ondt... Han forholdt sig tavs i et kort øjeblik. Skulle han fortælle hende sit rigtige navn eller opdigte et falsk? Hmm... Hvilken forskel gjorde det, når hendes skæbne alligevel var dømt til døden?
,,Sezán,"
Svarede han kort, og der var en mystisk tone over hans dybe røst, som han udtalte sit navn. Han så da på hende med et lidt nervøst blik, inden han spørgende fik fremstammet en ny sætning.
,,Ehm... Har du lyst til at følges lidt ad og se på omgivelserne sammen? Øhm, nu hvor vi jo er i samme båd..."
