PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Life is about finding how far you can go - how fast you can run
and you’ll never know until you try
Egentlig havde hun fået besked på at blive indenfor flokkens territorium; specielt efter skyggernes angreb. Det var bare sådan, at Rim måske havde forvildet sig lidt udenfor kanten. Det var ikke meget. Området var jo indenfor synsfeltet og der var mange grene. Hun var stadig et føl - ikke vældig gammel, men gammel nok til at udforske verden, og med en næt mave så kunne man komme et stykke. Hun havde skræmmer og ridser efter skyggernes angreb, men de havde alligevel formået at holde det lille føl nogenlunde sikkert. Det stjernespættede føl sprang nu rundt mellem træer og grene, da hun hørte en anden hest. Hun spidsede øre og de farvede øjne var straks opmærksomme. Hun snak ned i skulderne og sneg sig afsted. Hendes far havde lært hende godt, men hun var stadig meget ung og ivrig. Hun listede; sneg sig afsted og snart dukkede skikkelsen op. Hvor tæt kunne hun komme på mellem skyggerne inden hesten ville opdage hende?
Life is not always good - but life is worth living
Ørene flakkede vagtsomt ved enhver lyd hendes omgivelser måtte producere. Små, fine hove søgte at finde vej gennem det tunge mørke der herskede denne del af landet. Evolett kunne ikke rigtigt gøre op med sig selv hvad hun skulle synes om det. På en måde vakte det skræk i hende og på en måde var hun underligt fascineret af dets absurde skønhed. Hendes hud krympede sig lidt da de krogede, kantede grene strøg over hendes gyldne, plettede skind. Og de store, våde dådyrøjne spejdede omgivelserne med en yndig fuge i panden. Hun var i sandhed bambi på glatis. Normalt var hendes gang så graciøs, at hun nærmest svævede over landskabet. Hendes hale fulgte hende normalt som et glimrende slør af rav, men nu, her, der hang hun fast i grene og sten, mens visne blade samlede sig under den ellers prægtige hårpragt. End var Evolett af udseende og sind en sang engel, men ej var hun en overlever og ej var hun en kriger. Hendes sanser var ikke skarpe, hendes knogler og muskler ej stærke og hendes intellekt ikke imponerende. Men hun var så mild, smuk og betagende som morgenrøden. En gudinde i kød og blod. Det var nok af disse årsager at Evolett ikke opdagede det lille føl, der sneg sig gennem mørket, for hun passerede lige forbi det uden at ane råd.
Life is about finding how far you can go - how fast you can run
and you’ll never know until you try
Hoppen dukkede op, og hun mindede Rim om guld! Hendes pels lysede, og hvad var det lysende som hoppen havde over det hele? Men hoppen var snart forbi Rim, og Rim løftede opmærksomt ørene. Havde hun rent faktisk formået at holde sig skjult! Sådan helt skjult! Hun var ikke blevet opdaget. Det lille føl var ved at eksplodere af iver over sin succes! Hendes far ville blive sååååååååå stolt! Det vidste hun bare. Derfor sneg hun sig videre efter hoppen og den glimtende hale. Den var lang og Rim overvejede kort om det var grene der lå i den eller om den bare så sådan ud? Der var dog alt for meget krudt i hende og hun kunne ikke blive ved med at holde sig tilbage. Derfor kom der et føllet hvin for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse - men først da hun var liiiiige bag hoppen.
Life is not always good - but life is worth living
En høj lyd flængede gennem luften- lige bag ved hende. Evolett for sammen i forskrækkelse, end udstødte hun selv et hvin som reaktion heraf. Med hjertet hamrende i den lille brystkasse, vendte hun sig hurtigt rundt, øjnene større end stor. Udspilet af frygt. Straks faldt de på et føl, der stod utroligt tæt på hende. Hvordan var det kommet så tæt på? Evolett trak vejret dybt en enkelt gang, inden et mildt smil lagde sig om hendes bløde læber.
"Pyh! hvor blev jeg forskrækket"
Lød den melodiske stemme. Hjertet begyndte ligeså stille at slappe af igen og da det faldt tilbage i sin rolige rytme igen, lod hun hovedet glide let på sned, stadig med et venlig smil.
Life is about finding how far you can go - how fast you can run
and you’ll never know until you try
Det var rent faktisk lykkeds! Hoppen var blevet forskærkket. Rim strålede af lykke over det, hun ville gøre sin far så stolt når hun engang fortalte ham deet! Det var hun helt sikker på! At hoppen var blevet noget forskrækket og at Rim måske næsten havde skræmt livet af hende, var dog ikke noget som hun havde tænkt over - eller forhold sig til - man var vel føl!
"Jeg sniger!"
Kom det derfor stolt over hendes læber. Hendes stemme var den samme hæse røst som hendes moder, men der var noget feminint over den, som alligevel formåede at gøre den blød som smør på trods af at det var en sær kombination. Hun nikkede derpå ganske stolt til hoppen. For hun havde været der et stykke tid - eller var det kort tid? Hun vidste det ikke.
Life is not always good - but life is worth living
"Sniger? jamen dog? Hvorfor det, når du frit kunne komme frem og gå med mig?"
Spurgte hun varmt og rakte ud for, drillende at nippe lidt til føllets duskede pandelok. Evolett bemærkede godt føllets usædvanlige mørke røst. Stemmen var skinger, bevares, det var de jo når det var føl. Men den rummede en dybde, som Evolett ikke havde hørt før.
"Hvor har du en smuk stemme, synger du med den?"
Spurgte hun nysgerrigt, idet hun lagde hovedet en anelse på sned.
"Oh" udbrød hun, som om hun havde glemt noget. "Jeg hedder forresten Evolett. Hvad hedder du, min ven?"
Life is about finding how far you can go - how fast you can run
and you’ll never know until you try
Hvorfor snige? Rim så helt forsvirret ud over det spørgsmål. Det var hun da aldrig blevet stillet før? Det handlede jo om at være lydløs og hvis hun traskede afsted - så ville hun jo blive opdaget med det samme? Hun lagde derfor sit lille yndige hoved let på skrå og så mod hoppen med en undren. Inden hun mærkede et let nip mod den duskede pandelok og mærkede en kildende fornemmelse glide gennem hendes krop. Et lille føllet brum forlod da hendes læber.
"Far siger vi lydløse skal være"
En yndig stemme? Synge?
"Synge?"
Spurgte hun undrede. Hvad var det? "Jeg Rim!"
Life is not always good - but life is worth living