PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Fuldstændig som de fleste andre sjæle i Proelio, var Flakezé fuldstændig slået af denne nye udfordring i verdens balance. Han nænnede ikke at tænke hvad der ville ske, hvis ikke de kunne gendanne den. Uhyggen ville først da sprede sig i hans ellers så levende, glade krop. Den ville blive til angst og han ville ikke længere tænke klart. Uhensigtsmæssigt. Det ville være uforsvarligt at lade sig strande i tanken. Så Flakezé tyede til det han følte var hans pligt: At beskytte Proelio og dens befolkning.
Hingsten stirrede imod solnedgangen, som dens passage over himlen fortsatte takket være Vesperus og Calliope. Det havde været en lang dag og han havde truffet en beslutning uden om de andre gudelige, som han mente var rigtig. Alle de der søgte hans beskyttelse skulle i nat få den, fra de skrækkelige skygger... Disse skygger skulle ikke stjæle flere sjæle til forhandlinger. Deres intentioner var rablende gale og Flakezé havde været nødsaget til at vente med at befri Irissia og de andre, for han kunne på ingen vilkår indgå kontrakten med skyggerne. Der måtte findes en anden løsning.
Et kald var sendt til folket. Hans beskyttelse ville blive givet, til de der ville søge den. Først og fremmest ville hingsten tale til dem alle, inden solen gik ned, inden skyggernes hærgen, så alle vidste hvad der var hændt. Smeyé var borte. Artemis forstøvet, fængslet. Guden skimtede op bag ham. Han havde kaldt dem alle hertil: Magiens Grotter. Et sted der var så ganske usynlig for de almene... Men Flakezé havde en tanke denne aften. Han stod med hovne plantet solidt i jorden foran bjergene der indeholdt grotterne af magi. Hvad der normalt var en tør eng for alle uden gudeblod, var nu slående smuk:
Magiens Grotter lyste op i alle krystallernes nuancer. Bjerget der førte til portalen til himmelriget kunne ses.
Kerizín bevægede sig langsomt det sidste stykke hen til grotten imens hun så sig nysgerrigt omkring. Siden hun havde indset at det var umuligt for bare hende og Emeriel at redde Rakathan havde hun bevæget sig mod dette sted. Hvis der var nogen der kunne tilbyde beskyttelse kunne de måske også redde hendes ven så hun måtte hen til dem og finde ud af hvad hun skulle gøre. Heldigvis kunne hun følge kaldet og sammen med Emeriel havde det ikke været svært at finde derhen.
Ved synet af Flakezé stoppede hun og lagde hovedet let på skrå. Hendes normale voldsomme nysgerrighed var kraftigt dæmpet af angsten over hendes bortførte ven og i stedet for at dirre i spænding var hendes muskler anspændte og hun stod stift, ude af stand til at slappe af på trods af at hun var sikker på at dette var et sikrere sted end de fleste andre disse dage.
Emeriel havde fulgt med sin veninde hele vejen herhen, da hun endelig var kommet til fornuft og havde måtte erkende, at de ikke ville kunne stille noget op imod skyggerne alene. Han åndede derfor lettet op, da de nu ankom til denne grotte, som de var blevet kaldt hen til, uskadte og stadig i live. Hans eneste mål denne nat havde været at beskytte Kerizin og holde hende i live; og det var da heldigvis lykkedes indtil videre. Men det var ikke nemt, når hun var både modig, frygtløs, dumdristig og en anelse naiv - så han var lettet og taknemmelig for, at de forhåbentlig ville være i sikkerhed nu, under Flakezés beskyttelse.
De nåede frem til Guden som de første, og Emeriel måtte måbe en anelse, da den store skikkelse tårnede sig frem foran dem. Selvom han havde mødt Flakezé én gang før som føl, hvor han havde beskyttet ham fra de to mobbere på legepladsen, så blev han alligevel overvældet af synet af den prægtige hingst, som han stod dér og nærmest lyste op i grotten, stor, stolt og stærk.
Han stillede sig op ved siden af Keri og nikkede smilende til Flakezé. Han kunne mærke, at Keri var stiv og anspændt ved hans side. Han havde ikke oplevet hende sådan før. Hun var ikke den glade, hyperaktive og nysgerrige Keri, han kendte. Hun var nok bekymret for sin ven... Han drejede hovedet og så blidt og bekymret på hende, inden han omsorgsfuldt lagde halsen om hende. ,,Det skal nok gå nu Keri... Flakezé vil hjælpe os," hviskede han kærligt ned i hendes man. Det lå normalt ikke til Emeriel at være på denne måde, fordi han altid var så asocial og akavet; men med Keri blev det bare mere og mere naturligt og rart for ham.
Da Trudy havde hørt kaldet fra sin mage, havde hun til at starte med valgt at ignorere det. Stædigt var hun blevet ved med at lede efter sin datter og barnebarn, som var som sunket i jorden. Hun var blevet mere og mere desperat som dagen var gået på hæld, vel vidende at de skrækkelige skygger muligvis ville følge med mørket, sådan som de havde gjort sidste nat. Til sidst havde hun givet op, og selvom hun ikke præcist havde vidst, hvortil Flakezé ville have hende og alle andre, havde hun ladt hans stemme føre hende gennem proelio.
Nu var hun her. På vej over en eng der strålede i alverdens farver, da et væld af blomster mængede sig med det lysegrønne græs. En eng der på ingen måde var genkendelig, for selvom Trudy før havde befundet sig på disse kanter, så var hun sikker på, at der tidligere blot havde ligget en kedelig slette med noget tørt, vissent græs. Underligt.. Et par enkelte heste var kommet, men den sorte hoppe ænsede dem knapt, da hun kun havde øje for Flakezé. Smuk og alvorlig stod han foran et mægtig bjerg. Et bjerg som ligesom engen ikke plejede at være der, men som Trudy alligevel kendte til. For det var her hun havde haft mulighed for at kommunikere med den blå gud, da han var fanget i jordens indre. En kort skælven gik gennem den sorte krop, ved mindet om den forfærdelige tid uden Flakezé.
Langsomt stoppede Trudy nu op, mens hun spidsede ører. Klar til at høre hvad end Livets Gud måtte bringe.
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
527 posts
1 like
Post by Caeli Pluvia on Oct 11, 2019 18:07:35 GMT
Caeli Pluvia Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try When you find, That once again you long, To take your heart back and be free If you ever find a moment, Spare a thought for me
Caeli havde oplevet meget. Set meget i Proelios tid. Det var svært ikke altid at forvente noget opsigtsvækkende - men som altid stod guderne klar til at tale. Lade folket forstå og håbe på ro og fred... Caeli trak på smilebåndet - for ville der blive rigtig fred? Hun var dog uvis om sin fortid hos Insanus Amoris Drachmas. Ser du - hendes minder var blevet frarøvet hende af hendes egen moder. Fordi hendes elskede havde set hvordan hun led i hans død. Han havde bedt om at få sig selv slettet... Så arme Caeli vidste ej længere hvem Narrators sande fader var. Hun huskede knap kærligheden. Der var dog nu altid noget der føltes en snert forkert. Noget der plagede hende.
I lyset af hvad hun derudover havde fået skænket: Så var det ikke så slemt. Vingerne var en sand gave og hun kunne endelig svæve over afgrunden af de minder hun nu havde glemt. Hendes sind var forstærket. Fornyet. Forelsket.
Den lysende glade sjæl var ikke et sekund i tvivl om at guderne ville løse dette. Så hun havde fundet sin lille datter og var fremmødt til Flakezés forsamling for at finde ud af hvad der havde forsaget skyggernes hærgen, samt hvad der måtte ske nu. Skulle han bruge hjælp?
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
De der nåede forsamlingen kunne nu stirre på de fantastiske grotter bag Flakezé. Han spekulerede på om hans tanke mon holdt stik. Kunne han beskytte dem alle? Alle der havde hørt ham og troede på ham? Han trak vejret dybt. Trudys øjne fangede hans et kort øjeblik og han fandt ro i sit sind. Meget var hændt ham denne dag og til trods for enorm modgang, var det lykkedes at befri Iris, Gervina og Rakathan fra skyggernes klør. Laylis havde virkelig været en smuk redning, trods han følte hendes lidelse... Det var som om hun vidste noget. Sådan var det med en gudinde af tiden. Hun ville altid vide noget han knap ænsede... Der var engang han havde kendt hende ud og ind. Nu var det flygtige øjeblikke hvor han følte en smule af den gamle kontakt.
Guden rankede sig i det sidste lys fra dagen. Flere kom til langsomt, måske en smule sky, efter dagens hændelser.
"Det beklager mit hjerte dybt at måtte fortælle jer dette. Proelio har lidt en ubalance. Den værste vi hidtil har stået overfor." hans stemme var pålidelig og stærk som altid. Den viste ikke hvad der gemte sig i den skrøbelige del - den kun Trudy så. "Smeyé er blevet dræbet. Slået ihjel af vores Artemis... Hændelsen ledte til uro iblandt os og hun ønskede ikke sin straf... I stedet opløste månegudinden sig selv til stjernestøv. Hun kan aldrig vende tilbage til sin egen form igen. Laylis fratog hende denne mulighed, ved at låse hende fast i tiden." det var mange lange ord. En forklaring for folket, trods der hvilede meget mere bag. "Jeg har bedt Artemis sidste tvillingepar Calliope og Vesperus om at sikre balancen mellem måne og sol. Dag og nat." En tung byrde for de unge heste.
Efter et kort ophold i hans tale, hvor han lod alle synke nyhederne, samlede han de sidste kræfter han havde: Han ville beskytte dem. Koste hvad det ville.
"Alle der ønsker det. Vil i aften opleve noget i aldrig nogensinde har oplevet før. I vil drage til himmelriget med Jeg. For der kan jeg lukke jer ind i min del, ved Livstræet. I kan være sikre der for skyggernes rasen - de er endnu frie og vil med al sikkerhed forsøge at gøre skade igen i nat. Jeg giver alle denne ret den kommende tid - uanset jeres tro. At komme her hver aften og blive skænket sikkerhed i mit rige, hvor skyggerne ikke skulle kunne nå ind. Og sendt tilbage hver morgen. Dette er måden vi må leve på for en stund, til vi kender vores fremtid og løsningen. Vær søde og sprede ordet til jeres kære og de der ikke ved hvor de skal være."
Flakezé trak svagt på smilebåndet... Aldrig havde han troet at han ville lukke alle ind i riget i himlen. Men ingen anden udvej kunne han se. Dette var hans pligt. Hans lod i livet: Beskyt.
Først lyttede Kerizín kun med alt øre, ikke med andet formål end at høre om hendes familie eller Rakathan blev nævnt men langsomt gik det op for hende hvor stor og voldsom hele denne situation egentlig var, hvor meget den kunne betyde for deres fremtid, og for en kort stund kunne hun ikke tænke på andet end hvordan dette dog nogensinde kunne blive løst - og hvad med hendes familie?
Hurtigt så hun sig omkring, de var her ikke! Ville de nå frem? Og blive beskyttet? Skulle hun finde dem? Og hvad med Rakathan? Nu hvor der pludselig var noget der kunne 'gøres' igen begyndte hendes normale mod og stædighed at vende tilbage og hun tog et hurtigt skridt frem. "Også dem der ikke er her endnu? De bliver også beskyttet? Og..." her tøvede hun et øjeblik, hvis drager havde spist heste før i tiden.. Ville denne gud så hade drager?
Hun så kort på Emeriel. Nej, der var ingen anden mulighed lige nu! De kunne ikke tage ud igen uden hjælp, hun kunne ikke risikere at han blev udsat for fare på den måde igen. "Og hvad med Rakathan? Vil du også hjælpe ham?"
Han lyttede intenst med til gudens ord og forsøgte at følge med og finde hoved og hale i det hele. Det hele lød til at være meget alvorligt, og han mærkede straks bekymringen om sin far vælte op i ham. Han havde slet ikke set ham, siden disse skygger havde angrebet... Han havde været så fokuseret på at finde og beskytte Kerizin, at han slet ikke havde tænkt på sin far. Han håbede bare, at han var sammen med Kerizins familie, og at de alle sammen havde det godt... Han vippede taknemmeligt med ørerne, da han hørte, at guden ville tilbyde alle sin beskyttelse oppe i Himmelriget. Det lød meget spændende, og som noget af en oplevelse for en hest som ham, der aldrig nogensinde havde betrådt sine hove et noget lignende sted. Han glædede sig allerede til senere, når både han, Kerizin og deres familier forhåbentlig ville være samlet og i sikkerhed... Men han havde fuldstændig glemt at tage højde for Rakathan. Den drage, der havde sat dem i denne situation i første omgang... Han så nervøst på Kerizin, da hun nu trådte frem og stillede guden spørgsmål. Ville det mon kunne lykkes ham at overtale hende til at tage med dem op i sikkerhed, hvis guden skulle svare, at han ikke kunne hjælpe Rakathan?
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Han lyttede nu opmærksomt til den unge datter af Oasis. En sjæl der var livlig og netop havde mistet en ven til skyggerne - troede hun da. Flakezé nikkede til de første ord hun sagde og formede til spørgsmålet. "Ja unge Kerizin. Alle får dette tilbudt - alle." lovede han kærligt. For han som fader til livet, havde det største ansvar og han skulle aldrig igen miste en sjæl frivilligt. Aldrig. Derfor var han så gavmild.
"Unge Rakathan - Jaymelias drage. Han blev fængslet i Natiaum, sammen med mit barnebarn Irissia og Helzloris datter Gervina. Alle er nu i god behold, takket være Laylis... Laylis vores elskede, forladte gudinde, har en vis kontrol over skyggerne, som selv skyggerne frygter - vi har måske en udvej i hende." lovede Guden.
Herefter åbnede stien til himmelriget sig. Og alle blev lukket ind. Nat efter nat... Til de måske ville finde en anden løsning.
