PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Skyggernes hærgen var noget der var nået hingstens opmærksomhed på sin vej tilbage til Proelio med den nu voksne datter. De havde rundet Glarta for et kort visit. Thyra var længe forduftet efter deres hjemkomst, nok for at få lidt fred og ro. Hun var nået en alder hvor den sorte hingst kunne blive lidt bekymret for hvad hun kom rendende med. Han sank en kort klump ved tanken og søgte nu efter hende som han kaldte hans dronning.
Han var af indtryk at hun havde klaret sig igennem strabadserne uden de store vanskeligheder. Han forventede intet mindre.
Post by Gaizka Calanthia on Oct 11, 2019 19:12:01 GMT
Gaizka Calanthia Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Gaizka trak vejret roligt omend alting omkring hende havde været noget af et sindsygt kaos. Hun var nødt til at bevare et overblik og beskytte sin flok fra dette vanvid! I sandhed kunne Gaizka mærke Proelio synke imod en ubalance. En ganske faretruende en af slagsen. Hun stirrede ud over flokkens område, for at tælle nærmere op - men det lod ikke til at de manglede individer. Flokken havde føltes... Beskyttet på en eller anden vis. Nok havde de grumme skygger skreget og leet, nappet og drillet - men ingen var døde. Ingen var forsvundet. Gaizka satte i denne stund pris på guderne - eller hvem end der havde holdt hånden over hende og flokken. Det kunne stå meget værre til andre steder - hun forstod allerede at skyggerne her ikke havde været så milde alle steder.
Glæden var stor, da hun i morgensolen endelig hørte sin kæres hjemkomst. Hendes kriger. De havde været udenfor landets grænse - i Glarta. I sikkerhed. Gaizka rankede sin krop stolt og nød minderne om ham - og hvad der nu ville ske. Hvordan han om lidt ville sige: Min dronning. Vise sin ærbødighed og respekt - og så kærligheden, når hun tillod det. Hans duft. Hans rejse med datteren - hvordan var denne gået? Hun var her ikke - men Gaizka standsede hos Spartacus med lykkelige øjne, trods bekymringen om skyggerne og landet. En glædelig brummen blev hans hilsen fra hende - og selvfølgelig de glimtende øjne, der afslørrede savnet.
Spartacus var en stabil hingst og man kunne derfor godt regne med at hans mønstre var nogenlunde ens i alt hvad han gjorde. Han sukkede tilpas og lettet da Gaizka kom mod ham og han besvarede hendes brummen præcis som hun havde forudset Han bukkede for hende.
" Min dronning "
Med de ord rejste han sig nu og tillod sig at lade mulen berøre hendes hals med en varm pusten mod hendes mørke pels. Han indhalerede diskret duften af hende inden han trak hovedet til sig. Han sendte hende et roligt smil. Han havde meget at fortælle hende. En lille klukken kom dog fra ham ved tanken om det han startede ud med at ville sige.
" Vores datter er ved at blive voksen, og jeg har ikke nerver til det. "
Post by Gaizka Calanthia on Oct 11, 2019 19:30:08 GMT
Gaizka Calanthia Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Intet var så rart og velkendt længere, som han. Gaizka havde en lang fortid i landet og havde førhen været stærkt knyttet og lettere afhængig af visse andre sjæle. Men efter år alene vendte hun hjem og begyndte at kæmpe for det hun troede på: Et bedre liv - især for hopper. Et hjem. Et tilhørsted - hun havde fundet det hele. Skabt det hele... Men han - han var en gave, der var tilkommet. En hun værdsatte. Hos ham var hun ikke bare hjemme - hun var fri. For fortiden og bekymringerne dertil.-
Hans stemme var så behagelig i hendes øre. Hans berøring kærkommen, så hun gengældte en med et let strejf over hans stærke kæbe. I det næste nu, lød hans klukken og følgende ord: Gaizka smilede og en mild latter åndede fred: Selvom hele landet havde været udsat for uro.
"Vores datter er en stærk hoppe. Hun får brug for at se om hendes vinger kan bære hende - uden os." fortalte den mørke, feminine stemme blidt. Hun så ind i hans øjne - han lød lidt som en ældre fader, der frygtede unge hingste? Det var også sandt at verden derude havde rigeligt af dårlige... Det vidste Gaizka for godt. "Vi kan hjælpe hende. Beskytte hende om nødvendigt... Jeg ved hvad du føler." de havde en søn - Gaizka havde faktisk to. Men det var lidt som om, hingste var noget andet. Gaizka hadede forskellen dybt. Men hun havde den samme lyst: Lysten til at putte Thyra ned i en lille følkrop igen og aldrig lade hende se det grumme.
Et lille overbærende suk kom fra den mørke hingst der havde forkortet afstanden mellem dem. Han havde lige så meget brug for hende efterhånden. De to afkom det havde sammen var højt elsket, til trods for at sønnens livsvalg havde været skuffende.
“Bare hun ikke kommer valsende med en eller anden.. hvalp”
Mumlede han og refererede til et eventuelt kommende valg af mage eller hvad hun nu valgte. Han sukkede over sig selv.
“ De bliver så hurtigt store”
Han lagde nu mulen mod hendes hals endnu engang. Prøvende om hun tog imod hans nærvær i d-ag. Han var i et kærligt lune denne aften.
Post by Gaizka Calanthia on Oct 15, 2019 15:52:01 GMT
Gaizka Calanthia Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.
Gaizka lod ham være der - i hendes tætteste nærvær. Hun puttede sig ovenikøbet en smule ind imod ham. For han var efterhånden et indbegreb af tryghed - aldrig havde han skadet hende. Han havde viet sit liv til hende og trods han var en fri hingst, der ikke var bundet af flokken, så var han elsket og han blev her hos hende for det meste. Hun var ligeledes skuffet over deres søns udfoldelse i sit liv - men hun ville ikke tvinge ham til at være noget han ikke ønskede at blive. Så hvorend i verden han var, håbede hun at han var lykkeligere end før.
Gaizka lod en svag fnisen lyde over hans bekymring - trods hun delte den. "Lad os satse på vores datter har fornuftig smag... Hun ligner os trods alt." Gaizka smilede - hun var så lykkelig for den lille familie.
Det var en anelse vemodigt at hun nikkede til hans ord. De blev store. Hurtigt. Hun trykkede sig længere ind imod ham. Han søgte hendes nærvær - de savnede det vist begge. Kærlige berøringer...