PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Tiden var gået derudaf, og den store hingst Freakshow havde mest bare holdt sig for sig selv og forholdt sig passiv til alle de ting, der foregik i landet disse dage. Han selv havde også oplevet angrebet fra skyggerne og hørt Flakezés kalden til forsamling, men for at være helt ærlig gad han simpelthen ikke at møde op - intet kunne rage ham mindre. Han var ikke bange for skyggerne, så de kunne sagtens overtage og hægre Proelio for hans skyld. Og desuden ville han hellere dø end frivilligt at stille sig op og lytte til en gud som Flakezé! Han havde ikke set sin far i lang tid. Han var som sunket i jorden. Men det var godt det samme... Freakshow havde jo ikke just et kærligt forhold til sin far, så det gjorde ham slet ikke noget, at han pt. var ude af billedet. Silverstream og Andiago havde han heller ikke set meget til. Silver var han ligeglad med, hun kunne rådne op i helvedet for hans skyld... Men han håbede, at Andi havde det godt og var okay.
Han havde heller ikke set noget til den grønne gudinde Jaymelia, siden den dag han havde mødt hende og svoret hende troskab. Men hendes belønning mærkede han til gengæld til dagligt. Der sad atter et par flotte kronjuveler og pyntede mellem hans ben, og følelsen af atter at være hingst var helt fantastisk! Denne dag skridtede han roligt igennem Beica. De mange lunefulde stier og træer flyttede sig konstant og ændrede sig for det utrænede øje, men Freakshow kendte efterhånden denne skov som sin egen baghov. Han havde mange minder herfra. Både gode og dårlige... Og selvom han ellers bildte sig selv ind, at han var bedøvende ligeglad med Silver og aldrig ønskede at se hende for sit åsyn igen, så befandt han sig alligevel her igen, for i sin underbevidsthed at spejde efter noget hvidt og lysende mellem de mange mørke træer...
Beica var hendes fristed. Selvom mange grumme ting var hændt her, så var der også sket mange gode ting. Silver var dog på en ganske særlig søgen rundt i skoven på denne tid. En velkendt fært var blevet bragt med at en brise der snoede sig omkring de lunefulde træer. Den bragte vrede, frygt, men også en sørgmodig følelse med sig. Den sorte hingst havde hun delt intime stunder med, men der var også blevet udgydt blod. Den nu næsten hvide hoppe snoede sig omkring træerne på tæt afstand af ham, for at se om hun kunne lokke ham til. En leg der kunne vare længe, men hun stoppede snart op, mens hjertet bankede i brystkassen på hende, men hun lod ham nu finde hende. Hun lod som om at hun ikle havde opdaget ham og sænkede derfor hovedet for at nippe til det sparsomme græs der var i den lille lysning.
Han var ikke rigtigt længere klar over, om han befandt sig i virkeligheden eller sin fantasi, for pludselig syntes han både at kunne opfange Silvers duft i luften og ane noget hvidt bevæge sig rundt inde mellem de tætte træer. Han rystede kraftigt på hovedet i et forsøg på at få hende ud af sine tanker. Hun var fortid, og hun ville aldrig vende tilbage til ham... Så hvorfor blev han ved med at kunne fornemme hendes tilstedeværelse?! Han fnøs frustreret og besluttede sig for, at han åbenbart ikke var mentalt klar til at befinde sig i Beica lige nu, da han pludselig fik øje på hende længere fremme; græssende i en lille lysning, tilsyneladende uvidende om hans tilstedeværelse. Han stoppede op, stivnede og sank en klump i halsen. Var det her virkelighed?! Eller spillede hans sind ham så stort et puds, at han nu også kunne se hende for sig?!
Han vidste, at han burde vende om... Selv hvis det virkelig var Silver, så havde han ingen grund til at opsøge hende. Men alligevel mærkede han sine ben bevæge sig under ham og automatisk skridte imod hende. Han forsøgte at stoppe, men det var som om, at han ikke længere havde kontrol over sin krop. Hans sind var ukontrollerbart, og lysten til hende var for svær at modstå. Han stoppede op på høflig afstand til hende og brummede mørkt, men imødekommende. Han kunne ikke få et ord over sine læber, men stod blot helt tavs og stille og stirrede på hende med et forvirret ansigtsudtryk. Var hun virkelig?!
Den brummen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Silver, der dog havde hørt ham komme. Dog havde hun forventet noget andet. Tænder, hove, blodudgydelse og vrede. Var hun skuffet eller var han bare mere udspekuleret end hun regnede med? I en rolig bevægelse løftede hun hovedet, men vendte sig ikke om i første omgang. I stedet satte hun nu i et heftigt bakgear og hamrede bagpartiet mod hans bringe. En sitren bredte sig i hende og hendes oprindelige intension om at give ham lidt klø blev erstattet af noget andet. Hun drejede om så hun stod med fronten mod hans.
Hun rystede på hovedet, ligesom han selv havde gjort, og skridtede nu forbi ham som intet var hændt. Freakshow var som gift for hende og jo længere hun tilbragte i hans nærvær, jo værre blev det. Det var en berusende befrielse fra den indædte opvækst hun havde været igennem. Den dag de først havde mødtes, havde hun knapt trådt ind i voksenlivet. Hun var ikke uskyldig dengang, men havde i den grad været ung og naiv. Tanken fik hende til at stoppe, som genlevede hun hvert øjeblik igen. Med en dyb indånding skævede hun tilbage mod ham.
En blanding af vrede og skuffelse væltede op i ham, da hun løftede hovedet for at tilkendegive, at hun havde hørt ham, men alligevel blot blev stående uden at se på ham. Var han ikke mere værd for hende...? Var deres fortid så ubetydelig, at hun end ikke gad værdige ham et blik længere?! Han nåede dog end ikke at tænke den hadefulde tanke til ende, før hun pludselig bakkede baglæns i så voldsom en fart, at hun hamrede sit bagparti lige ind i hans bringe. Kollisionen fik alle hans hår til at rejse sig, da en sitren løb igennem hele hans krop. Hendes duft væltede op i hans næsebor, og den varme følelse af hendes krop mod hans fik minderne til at vælde op i ham, som var det hele sket i går. Hun vendte sig nu endelig om mod ham, og da han kort fangede hendes smukke blå øjne, sagde blikket mere end 1000 ord... Hurtigt blev han dog afbrudt fra sin nærmest drømmelignende tilstand, da hun blot rystede på hovedet og skridtede forbi ham, som om intet var hændt. Han blev stående i lidt tid og stirrede bare paf efter hende. Han havde altid været lidt tykhudet, og specielt når hun var i nærheden, kunne det godt tage ham lidt tid at opfange, hvad der egentlig skete... Men pludselig stoppede hun da op igen og skævede tilbage mod ham. Et skævt smil lagde sig om hans mørke læber, alt imens han forvirret tippede hovedet en anelse på skrå. Han slog da en mørk, dyb latter op og skridtede forsigtigt frem mod hende.
"Du har nu altid været fuld af overraskelser..."
Han stoppede op og havde lyst til at hvile hovedet på hendes mås, som han så tit havde gjort, men tog dog sig selv i det og fortsatte i stedet op på siden af hende. Her sendte han hende et blik, der mest af alt udstrålede forvirring og... hvad? Han kunne ikke helt selv beskrive, hvad han følte lige nu. Men Silver kendte ham bedre end nogen anden, så hun havde nok selv et bedre bud end ham. Han burde være vred... nej, ikke bare vred, men decideret rasende! På det punkt, hvor han havde lyst til at gennemtæve hende, maltraktere hende, flå hende levende! Så hvorfor stod han bare her og var så underligt... rolig? Som om alle de negative følelser for hende havde lagt sig... Havde han tilgivet hende? Og hvis det virkelig var tilfældet, hvordan kunne han så? Hvordan kunne man tilgive en person, der først havde prøvet at slå ens søn ihjel, dernæst kappet ens kugler af, for så til sidst at stikke af med ens far?
Hans mørke latter fik det til at sitre i hende og hun måtte bide sig selv i kinderne for ikke at sige en lyd. Hun afventede hans berøring, men den kom aldrig og det hele vendte og drejede sig inden i hende, mens hun næsten holdte vejret, uden at sige et ord. Hvad følte han i dette øjeblik? Var det præcis det samme? Hun havde forventet det værste, måske endda set frem til det. Hun vendte sig mod ham i en langsom bevægelse, for at se godt og grundigt på ham. De blå øjne fortærede ham stykke for stykke og hun vippede ørerne bagud så ørespidserne næsten rørte hinanden. Hun krængede overlæben en anelse op, mens hun lagde hovedet på sned. Hovedet blev løftet og hun trykkede nu mulen mod hans med et anstrengt fnys, inden hun trak sig væk fra ham.
Hjertet galloperede i hendes brystkasse og hun kunne mærke en velkendt følelse brede sig i hende og hun vidste godt at hun måtte væk fra ham, før han også fangede den. Men kendte hun ham ret, så vidste han det allerede. De blå øjne stirrede ind i hans med et væld af følelser i stor konflikt. Hun burde hade ham, ligesom han burde hade hende, men det fik bare begæret for ham til at blusse endnu mere op. Lugten af ham var anderledes, men hun kunne fornemme testosteronen og det undrede hende en del. Hun kiggede derfor noget indiskret og trak svagt på smilebåndet.
Hun drejede en runde om sig selv og stirrede sig med siden til ham og afventede blot hvad hans reaktion på hendes skaberi ville være.
Hun vendte sig nu mod ham igen, og hendes blå blik var lige så intenst og altopslugende som altid. Hun havde simpelthen en evne til at tryllebinde ham med sit blik og nærmest få ham til fysisk at føle, hvordan hun langsomt fortærede hans sjæl stykke for stykke. Hendes næste move kom totalt bag på ham, og han så derfor noget chokeret ud, da hun pludselig trykkede sin mule mod hans, inden hun hurtigt trak sig væk igen med et anstrengt fnys. Han nulrede let med sin overlæbe og nød den søde duft, der spredte sig fra hende, alt imens han ikke kunne lade være med at smile bredt. Han vidste ikke, hvad hun var ude på lige nu... Og han elskede det!
Han mødte nu hendes sigende blik og forstod straks, hvad hun tænkte på, da hendes blik nu flyttede sig direkte ned mod hans ædlere dele. Han smilede stort og hemmelighedsfuldt. Jah, hvordan var det mon gået til, at de pludselig sad så fint dér som kronen på værket igen...? Han grinede en smule provokerende. Hun måtte være noget så nysgerrig - og han havde ikke tænkt sig at fortælle hende noget som helst! Hun vimsede nu rundt om sig selv som en anden kåd unghoppe, hvilket blot fik hendes tiltrækkende duft til at sprede sig og blive endnu mere uudholdelig. Han var en smule forvirret over hele situationen, for det kunne simpelthen ikke passe, at hun bare bød ham op til dans på den måde. Han vidste, at hun var en snu rad og en tikkende bombe, som det ville gøre ondt at komme for tæt på lige nu...
"Hah, det kan du godt glemme! Jeg lader dig ikke i nærheden af mine splinternye kronjuveler en gang til."
Han lo morsomt, mens han dog alligevel rykkede sig en anelse tættere på hende. Han var godt klar over, at han selv ville have en del svært ved at leve op til sine egne ord...
En hvislende latter skød op fra hendes brystkasse, inden hun drejede en runde om sig selv. Ganske selvtilfreds over hendes gerning. Han var jo advaret i sin tid, men han havde jo været ligeglad. Hun hvælvede i halsen med en feminin brummen og lod ham for nu nærme sig, men mest fordi hun ikke selv kunne dy sig. Et djævelsk smil tegnede sig på hendes læber inden hun pressede sig op mod ham som en anden kælen kat. Hun placerede et tirrende nap mod hans flanke.
" Hmm, jamen i så fald må jeg jo hellere gå igen "
Hviskede hun blødt inden hun drejede rundt og bevist gav ham et solidt skub med hendes bagparti. Derpå begyndte hun langtsomt med vuggende skridt at bevæge sig væk fra ham. Hun var tydeligvis ude på løjer, men hvilke slags var hun ikke selv klar over, for Freakshow var utrolig dårlig indflydelse. Hun kunne aldrig helt tænke klart i hans nærvær.
