PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
When life puts you in tough situations, don't say "why me?" but say "try me!"
12 posts
0 likes
Post by Trinse on Nov 2, 2018 17:41:51 GMT
MEPHISTO
NAVN
Mephisto
ALDER
Voksen
BETYDNING
Djævel
KØN
Hingst
RANG
Strejfer
STATUS
Mage til Akata
UDSEENDE
Mephisto er en stor og kraftig hingst på 170 cm. Han er kraftigt bygget og har et meget karakterisk spraglet udseende, som man ikke ser lig mange steder.
PERSONLIGHED
Mephisto er en enspænder, der holder af at være i sit eget selskab. Venskaber betyder intet for ham, og han har svært ved at skabe nye relationer. Ser du, Mephisto er ikke helt rigtig i hovedet... Det er ikke til at sige, hvad han fejler, men noget er ikke helt, som det skal være. Han forstår sig ikke på andre hestes følelser. Det er fremmed for ham, da han ikke selv er i stand til at føle noget. Mephisto er derfor lidt af en særling. Han er meget mærkelig at omgås, da han langt fra er som andre. Eftersom han ikke rigtigt er i stand til at føle noget, føler han heller ikke skam, ydmyghed, anger eller andet i den dur - han er med andre ord fuldstændigt hæmningsløs. Da han ikke er i stand til at få tætte forhold til folk, er han derfor nødt til at finde på andre måder at underholde sig på. Han er ikke udpræget ond, så det er ikke ondskabsfulde ting, han nyder at underholde sig selv med. Mephisto er bare... sær. Han er ligeglad med alt og alle, og derfor er han også ligeglad med, hvordan han præsenterer sig selv, og hvilket indtryk han vil komme til at give folk. Han gør derfor, hvad der passer ham, når det passer ham. Da han tilbringer meget tid alene og derfor tit mangler noget at lave i løbet af dagen, morer han sig gevaldigt med at føre de mest mærkelige samtaler med fremmede. Han kan være ufatteligt provokerende, irriterende, ulogisk og svær at forstå. Man bliver vel lidt skør af at leve så længe i sit eget selskab... Selvom Mephisto ikke generelt er en ond hest, er han bestemt heller ikke god. Gode gerninger er ikke noget, han praktiserer, og han giver ikke fem flade ører for andres følelser. Han kan svigte folk, træde på folk, genere folk, såre folk... og det vil ikke rage ham det fjerneste. Selvom han absolut ikke er voldelig, kan han godt være meget ubehagelig på det mentale plan - for han tænker simpelthen slet ikke over, at det kan såre folk. Mephisto kan på mange måder godt sammenlignes med et lille, uopdragent føl. En rigtig rebel, der ikke følger de rette normer i omgangen med andre heste. Han lever udelukkende efter sin egen standard, og det forekommer ham meget fjernt at skulle indrette sig efter andres måder at leve på. Dette er også en af de største grunde til, at han ikke har nogen tætte relationer til andre - han er ikke i stand til at gå på kompromis, og jeg tror ikke, at der findes én eneste hest i hele verden, der ville kunne holde hans selskab ud i længere tid af gangen. Så for at sige det lidt mere generelt, er Mephisto ikke en hest, du på nogen måde behøver at frygte - for han har ingen interesse i at skade dig. Han får intet rus ud af at dræbe eller se andre lide, og dette er sådan set den eneste grund til, at han ikke gør det. For moralsk set ville han med sikkerhed ikke have noget problem med at gøre det. Så du kan altså sammenligne Mephisto lidt med en sand landsbytosse. Han er helt og aldeles uskadelig, men kan være yderst ubehagelig alligevel. Han er en enspænder, der lever alene og foretrækker sit eget selskab, men han er alligevel meget snakkesalig og invier alle på hans vej om sine tanker eller skøre påfund, hvad enten de vil eller ej.
FORTID
Det var en solrig, tidlig morgen i juli. Duggen lå som et vådt tæppe henover jorden og fyldte luften med en klar, mild duft. Den tidlige morgensol varmede med sine spæde stråler. Alt i alt var det bare en dejlig sommermorgen. Langs en lille græssti kom en ung, grå hoppe lystigt travende. Hendes hvide hale fulgte hende som et slør, hendes smukke hoved var rejst, og hendes humør var højt. Hun var stået tidligere op end nogen af de andre heste. Det yndede hun at gøre en gang imellem, da hun syntes vældig godt om at stå op og begive sig af sted uden nogen andre omkring sig. Denne morgen var hun på vej mod en dejlig, bred sø i nærheden. Det havde været en meget hård sommer, og tørken havde efterhånden overtaget det meste af landet. Derfor var hun og hendes flok rejst til dette nye sted for at finde vand. Det havde været en lang og udmattende rejse, men det var det hele værd en morgen som denne, når hun frisk som en havørn kunne tage ned til søen og begrave sin mule i det iskolde vand.
Hun havde ikke travet særligt længe, før søen dukkede op bag de meterhøje græsstrå. Hun kastede ivrigt med hovedet, og med lette skridt bevægede hun sig et stykke ud i søen, sparkede legesygt ud med sine forben og drak lystigt af vandet. Hun var endnu en ung hoppe, og det sås tydeligt på hendes lettere overdrevne begejstring for visse ting. Hun drak vandet i lange slurke og mærkede med en tilfredsstillelse, hvordan den brændende fornemmelse i hendes hals forsvandt.
Lige som den grå hoppe stod og nød sin morgenforfriskning, hørtes en svag puslen i det høje græs omkring hende. I starten lagde hun ikke noget synderligt i det; hun var lettere naiv af natur og regnede automatisk med, at det var et andet lille dyr, der som hende selv havde fundet vejen ned til denne berigende sø. Men den vedvarende puslen holdt ikke op. Den udviklede sig i stedet til nogle små, gurglende lyde. Den unge hoppe spidsede straks ører og trådte nysgerrigt frem. Hun var ikke bange af sig, så i stedet for at sætte i løb og flygte, blev hun tiltrukket af sin enorme nysgerrighed. Hun trådte ind i det meterhøje græs og skubbede de store strå til siden med sit hoved. Pludselig mærkede hun noget for foden af sine hove. Hun stivnede og så sig forskrækket ned. Under hende, dybt gemt i det høje græs, lå et lille føl. Han kiggede op på hende med missende, søvnige øjne og lignede én, der lige var vågnet. Hans små, skringre lyde tydede på, at han var forvirret og ikke følte sig helt sikker på dét, der skete omkring ham. Den grå hoppe stak sit venlige hoved ned til ham og betragtede ham nøje. Han så ikke ud til at være særlig gammel, og han virkede både underernæret og dehydreret. Et føl i hans alder var bestemt ikke egnet til at klare sig på egen hånd.
"Hvor er din mor, lille ven?" spurgte hun og smilede kærligt til ham. Han kunne naturligvis ikke svare. I stedet puffede han nysgerrigt til hendes mule og brummede kærligt. Den unge hoppe gengældte hans puf, inden hun tog hovedet opad igen. Hvad lavede denne unge fyr mon her? Han måtte være blevet væk fra sin mor. Hoppen rejste sit hoved i vejret og vrinskede kaldende ud i luften. Moren kunne ikke være langt væk. Da hun ikke fik noget svar, gik hun lidt rundt i området og fortsatte sin kalden. Men der var ingen tegn på hingsteføllets mor i nærheden. Med nervøse skridt gik hun tilbage til føllet. Hans mor var her ikke. Han var helt alene. Hun kiggede nærmere på ham. Det sted, han lå, var ikke just et sted, et lille føl frivilligt ville bevæge sig ind i. Og han lå så roligt og lignede én, der lige var vågnet fra sin søvn. Et fortvivlet føl, der var blevet væk fra sin mor, ville vel ikke bare lægge sig til at sove? Hun rynkede forarget på mulen. Han måtte have lagt sig til at sove her ved siden af sin mor, og så i nattens mulm og mørke måtte hun have forladt ham. Der var ingen anden forklaring. Den unge hoppe kunne ikke bare lade den stakkels fyr blive herude, så hun besluttede sig for at bringe ham med hjem til sin flok, hvor han ville være i sikkerhed. Hun prustede venligt til ham og puffede ham op at stå. Så nappede hun legesygt ud efter ham og gjorde tegn til ham om at følge med hende.
De nåede hjem til hendes flok, hvor hun straks opsøgte lederen. Han var en flink og meget barmhjertig hingst, så selvfølgelig bød han hingsteføllet hjerteligt velkommen i flokken. Den grå hoppe fik lov til at beholde ham, passe og pleje ham og lade ham vokse op på lige fod med de andre føl i flokken. Den Ældste, som var en meget gammel og vis hoppe, kom skridtende i baggrunden. Hun stillede sig op foran den lille hingst og betragtede ham med sine blinde øjne. "Mephisto..." lød hendes hæse stemme.
***
"Skal du ikke hen og lege med de andre, Mephisto?" spurgte den grå hoppe og sendte ham et af sine sædvanlige venlige smil. Den unge hingsteplag lå på ryggen på en sten med benene strakt i vejret. De andre plage legede ved et lille vandhul få meter derfra. Mephisto betragtede dem med et tomt blik. "Det nytter ikke noget..." svarede han den grå hoppe. "De vil ikke lege med mig. Jeg er for sær."
***
Årene gik, og Mephisto levede stadig i flokken - selvom man knapt nok kunne kalde ham et medlem af den. Bevares, han fik da mad, vand og beskyttelse fra flokken - men mentalt var der næppe nogen, der så ham som et fuldgyldigt medlem. Ingen ville have noget at gøre med ham. Selv den hoppe, han altid havde elsket som sin egen mor, havde vendt ham ryggen. Han var helt alene...
***
"Du er den underligste hest, jeg nogensinde er stødt på, Mephisto!" lød de ondskabsfulde ord fra den grå hoppes mund. "Du er et djævleyngel! Du har bragt skam over mig! Jeg ville ønske, at jeg aldrig nogensinde havde taget dig til mig - jeg skulle have ladet dig ligge og rådne op ved den sø! Jeg vil ikke kendes ved dig længere! Forsvind hefra og kom aldrig tilbage!" Den spraglede hingst vippede uinteresseret med sine røde og sorte ører. Hoppens ord prellede fuldstændigt af på ham. Ikke så meget som en følelse rørte sig i ham. Han var hverken såret, ked af det eller vred. Han var bare... ligeglad. Han nikkede sløvt til hoppen, vendte sig om og skridtede væk.
***
I længere tid levede Mephisto det ensomme strejferliv. Men ensom følte han sig nu ikke - tvært i mod! Han trivedes forbløffende godt i sit eget selskab. Når han var alene, kunne han selv bestemme, hvad han ville, og hvornår han ville gøre det. Der var ingen normer, der skulle følges. Ingen retningslinjer, der ej måtte brydes. Han var fri som fuglen og kunne gøre, hvad han ville - og han elskede det! Han faldt forholdsvist hurtigt ind i rollen som den gakkede eneboer. Han rejste fra sted til sted og mødte mange forskellige heste - ingen af dem blev dog hængende som længerevarende venskaber. Han fik mange dårlige kommentarer med på sin vej, men de prellede helt af på ham - ingen kunne såre ham. Han elskede sit liv som strejfer, og han blev mere og mere gakket, som tiden gik.
Mephisto rejste fra land til land og klarede sig på egen hånd uden overhovedet at have nogen relationer. Han frygtede aldrig livet, og han savnede aldrig sin gamle flok. Alligevel følte han tit, at han manglede et sted at høre til... et sted, han for alvor kunne kalde sit hjem. Han nød strejferlivet og ville leve sådan for evigt. Men han var træt af evigt og altid at rejse til nye steder, som han aldrig følte sig helt tilpas i. Han satte sig derfor for mål at finde et land, hvori han ville slå sig ned for evigt. Han søgte og søgte, og lige som han følte sig allermest fortabt, fandt han Proelio.
Opdateret i 2018:
Mephisto har nu levet mange år i Proelio og har i den grad fundet et sted at høre til. Han levede et dejligt liv uden nogen væsentlige reaktioner til andre, indtil den skæbnesvangre dag, hvor han mødte hoppen Akata. Lige fra starten af kunne han føle, at der var noget anderledes ved hende... Hun var ikke som de andre. Hans brændende fascination af hende udviklede sig senere hen til en brændende forelskelse, som heldigvis var gengældt fra hendes side af. Følelserne udviklede sig mere og mere, og de endte med at elske hinanden, blive mager og få føllet Emeriel. Stik imod alt forventning valgte Akata pludselig en dag at forlade Proelio sammen med Emeriel uden at sige et ord til Mephisto. Det efterlod ham i stor sorg. Den følelse, han endelig havde fået af at høre til et sted, blev fuldstændig manet til jorden.
Men bedst som han troede, at hun havde forladt ham for altid, vendte hun pludselig tilbage med deres søn. De fandt sammen igen, og alt syntes at være perfekt hos den lille familie i et stykke tid - indtil Akata pludselig en dag forsvandt uden et ord igen, og denne gang uden Emeriel. Mephisto blev atter efterladt i sorg, men denne gang tvang han sig selv til at holde sig oprejst for Emeriels skyld. Akata vendte aldrig tilbage igen, og derfor valgte han at flytte med Emeriel til Elasium for at starte på en frisk. Her troede han endelig, at han bare skulle nyde tilværelsen sammen med sin søn, men der tog han fejl. Emeriel rendte nemlig ind i Leslie og hans slæng, der kidnappede ham og nu holder ham til fange. Mephisto er knust over ikke at kunne finde sin søn og er nu efterhånden blevet så deprimeret, at han slet ikke ved, om han nogensinde vil kunne komme ovenpå igen.
Afkom: Emeriel
FYSIK
Styrker: Stærk fysik og evnen til at være ligeglad med alt og alle - en styrke i hans øjne! Svagheder: Sociale kompetencer, hurtighed, smidighed og udholdenhed.
Skader: - Helbred: Tendens til depressioner, men ellers et godt helbred.