PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Rhett ir Ghizcari on Nov 8, 2018 12:49:32 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Tid: Midnat. Vejr: Køligt, vindstille, fuldmåne.
Hendes ord flød gennem luften til trods for der ingen vind var. De døde pupilløse øjne fokuserede på den jævnaldrende hoppe. Rhett knejste en anelse i nakken, og gjorde et kast med hovedet. Ordene hang mellem dem, men han fik end ikke sagt et ord mere, inden hun allerede var gået med på hans idé! Der var så mange ting, som han gerne ville vise hende. Hvor meget mon de kunne nå denne nat? Og ville hun blive træt hurtigt? Hun var jo ikke van til at være oppe på dette tidspunkt af døgnet.
Pelsen glimtede ved månens fulde lys mod sig. han lyste op i natten, som han sprang frem i en let galop. Han regnede skam med, at hun ville følge med. Han ville gerne vise hende, hvor han boede - men det ville kræve, at de kom ind på flokkens territorium, og det var nok ikke velanset. Men han kunne vise hende sin hule! Ja det kunne han!
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Hun udstødte helt instinktivt og ubevidst et lille begejstret hvin, da hun sprang efter ham i en let galop. Hun løb op på siden af ham og lod de dybblå øjne glide beundrende over hans glimtende pels. Han var simpelthen så smuk! Han var uden tvivl den smukkeste hest, hun nogensinde havde set, og hun mærkede atter, hvordan sommerfuglene boblede i hendes mave på en måde, som hun aldrig havde følt før, når hun så på andre heste. Hun smilede begejstret til ham og slog muntert med det kønne hoved.
Post by Rhett ir Ghizcari on Dec 7, 2018 19:09:13 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Der galoperede de så - side om side, og afsted det gik. Hans hove var lette mod underlaget, og ikke meget lyd lød fra sig. Der var sket meget siden, deres sidste møde. Begge var vokset op, men han havde ikke glemt hende et øjeblik. Hans tanker gled væk fra de triste, som havde været over ham de sidste dage. Hans fader havde pålagt ham noget, og han havde fået et livsmål. At tjene Rhaegath og bringe sjælene til hans rige. Snart lød hendes ord, og han var atter tilstede og nød tilværelsen i fulde drag.
"Måske vandfaldet? Eller grotten? Jeg tror ikke, at jeg kan vise dig flokken..."
Det ville hans forældre ikke være tilfreds med. Flokken var godt skjult, og det var ikke sikkert at de ville tillade at der kom en fremmed ind som ikke var en del af natten. Han ville ellers gerne vise Prinsesse Chihi det!
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Hun beundrede sådan, hvordan den smukke Rhett kunne løbe nærmest helt lydløst af sted. Man kunne stort set ikke høre hans hove røre jorden, i modsætning til hendes egne, der tungt dundrede mod skovbunden. Gad vide, om dette var en særlig egenskab for den specielle klan, han havde fortalt, at han stammede fra? Det måtte hun huske at spørge ham om en dag! Hun lyttede til hans ord og smilede stort. Selvom hun mægtigt gerne ville se hans flok, så forstod hun også fuldt ud, at han ikke bare kunne tage fremmede med hjem på den måde.
,,Det er helt i orden - vandfaldet eller grotten lyder alletiders!"
Stien foran dem delte sig nu i tre, så man enten kunne fortsætte lige ud eller dreje til enten højre eller venstre. Hun sagtnede farten lidt og så spændt på Rhett. Hvilken vej?
Post by Rhett ir Ghizcari on Dec 30, 2018 11:16:13 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Det ville være oplagt, at søge mod flokken - de var ikke langt derfra længere, men han vidste at det ikke var nogen god idé. Han havde i forvejen ikke den bedste rang - udelukkende fordi han ikke var tilfreds med sin faders valg. Det havde sat dem lidt på klinger med hinanden. Rhett havde og følte sig stadig som en brik i et spil, en der ikke betød noget for dem. Det var dog noget, som aldrig blev sagt højt. Hans øre vippede mod hende, og han drejede fra kort før flokkens grænser - godt skjult i mørket. Et par lyserøde øjne funklede mellem træerne, og han vidste at det var hans moder der havde spottet dem.
Rhett sank farten og satte ned i en let trav, inden han drejede hovedet mod Chihiro.
"Vandfaldet er altid smukt," sagde han med en iver, som han ikke kunne skjule.
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Prins Rhett sagtnede nu farten ned til en let trav, og hun skyndte sig at gøre det samme, mens hun lyttede til hans ord og mødte hans blik med funklende øjne. Noget i hans tonefald havde ændret sig. Hans ord virkede liiiige en lille smule for overivrige i forhold til hans normale måde at tale på. Chihiro havde dog ikke tilnærmelsesvis lige så gode instinkter som en Ithacahest, og derfor havde hun overhovedet ikke bemærket de lyserøde øjne, der stirrede på dem fra mørket af. Hun undrede sig derfor kun lige kort over hans ændring i tonefaldet, men lagde så ikke mere i det. I stedet fokuserede hun blot på hans ord om, at vandfaldet altid var smukt, og nikkede ivrigt og spændt. Hun kunne slet ikke skjule, hvor meget hun glædede sig! ,,Fantastisk! Det vil jeg meget gerne se så."
Post by Rhett ir Ghizcari on Jan 20, 2019 11:37:57 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Snart havde hovene tilbagelagt det sidste stykke. Hans moder ville helt sikkert komme med en lille reprimande om, at han burde tage at blive voksen senere - men det måtte han tage til den tid. Det var lige det her han havde brug for. Der var sket så meget, og der var så mange sjæle der havde gledet gennem tiden siden da. Han var bundet i usynlige lænker, og sindet var ligeså stille blevet påvirket. Prinsesse Chihi havde dog sørget for, at vække de gamle minder og minde ham om at der fandtes andet. Han bremsede med en stor fart, så der kom et spor, og han nærmest røg helt ned på bagdelen, inden der var hold i ham. Månen strålede ned mellem træerne, og længere fremme - ikke langt fra det funklende vand, kunne man høre vandfaldets brusen.
"Træd forsigtigt, der er meget glat, når vi nærmer os."
Sagde han, og lod sin mule kort og svagt berøre hendes kind, inden han satte i skridt mod vandfaldet.
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
Hun fulgte efter ham hele vejen, indtil han pludselig bremsede så hårdt op, at han kurede let hen ad jorden på bagdelen, og hun nær var væltet lige ind i ham! Hun kunne ikke lade være med at fnise rødmende, da hendes brystkasse kort ramte lige ind i hans mås! Hun fik dog hurtigt styr på sig selv igen og rettede sig op, inden hun atter skridtede op ved siden af ham og fulgte hans blik ind mellem træerne, som månen smukt skinnede ned igennem. Hun kunne høre vandet bruse i det fjerne. De måtte være nået frem!
Hun lyttede til hans ord om at træde forsigtigt og nikkede taknemmeligt. Det varmede hende at høre, at han passede på hende på den måde. Der var noget gentleman feeling over det, og hun kunne virkelig godt lide det. Hun følte sig så tryg og godt behandlet i hans selskab - fuldstændig som var hun en rigtig prinsesse! Hun stivnede og mærkede hjertet slå et slag over, da han kort berørte hendes kind, inden han skridtede af sted. Varmen skød frem på hendes kinder, og hun mærkede en snurrende fornemmelse i sin krop. Hans berøring havde været kort og diskret, men alligevel med fuld overlæg. Hun smilede over hele femøren som en nyforelsket teenager, mens hun spændt trippede af sted efter ham i de smukke omgivelser. Det hele var så perfekt og magisk, at det næsten føltes som at være midt i en drøm - og hvis hun kunne, så havde hun nevet sig selv i armen!
Post by Rhett ir Ghizcari on May 7, 2019 12:35:59 GMT
Rhett ir Ghizcari What I love most about this crazy life is the adventure of it.
Det var først da de næsten var henne ved vandfaldet, at han opdagede hendes blussende kinder, da han så tilbage. Han var et kort øjeblik lige ved at træde ved siden af, men nåede at rette op i sidste øjeblik. Kort sugede han underlæben ind, og slap den så for ikke at blive distraheret, som de gik på den smalle passage tæt ved vandfaldet. Det brusede og larmede, men der var en symfoni over det, som han altid havde fundet lokkende. Snart smøg han sig mellem vandfaldets dråber og grottens åbning. Han gik et stykke ind, inden han vendte sig rundt.
"Der er krystaller længere inde, vil du med ind og se?"
Der var så mange ting han ønskede at fortælle hende, så mange ting han gerne ville dele. Men ville det være smart? Han vidste at han havde ting der tyngede ham, og hende ligeså - men han ønskede ikke at tynge hende med måske ... sorg? Ville det være sorg at fortælle hende om, hvad der var forudbestemt? Hvad hans fader havde truet ham med og hvad han var blevet solgt til?
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.
