PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Mephisto bed sig nervøst i læberne og var hele tiden lige på nippet til at springe af sted efter Emeriel og Constantine. Hvorfor tog det så lang tid?? Han kunne snart ikke holde til det længere! Endelig dukkede Consta dog op i døråbningen, og Mephisto sprang lettet frem mod ham, da han så ud til at være okay. "Alt vel??" Han kiggede derefter over mod de små føl, der var tilbage. Der var 4 føl i alt. Alle lå i hver deres celle, for svage og afkræftede til at kunne gå. Han så bekymret på Constantine. "Mon vi kan få dem op på ryggen af os? Hvis nu vi ligger os ned, kan vi måske få to hver til at kravle op på vores rygge?"
Emeriel skyndte sig af sted sammen med Keri's far og de andre føl og så forbløffet og fascineret til, da Constantine fik sparket en af vagterne så hårdt, at den gik i gulvet med det samme. Wauuuw! Mon hans far også var lige så sej og stærk? Og ville han selv blive lige så sej og stærk en dag? Der var dog ikke tid til yderligere snak, for straks instruerede Constantine dem i, hvor de skulle gå hen for at finde Kerizin og Chihiro, der ventede på dem udenfor. Emeriel nikkede forstående og skyndte sig af sted sammen med de andre føl.
De mødte heldigvis ikke nogen yderligere farer på vejen, og ganske rigtigt nåede de hurtigt frem til udgangen, som Constantine havde fortalt. Emeriel trådte lettet udenfor og blev blændet af det skarpe lys, der mødte hans øjne efter at have siddet indespærret inde i mørket i så lang tid. Han spejdede rundt i omgivelserne, men var for svag og blændet til at kunne se noget som helst. Han stavrede derfor usikkert fremad og vrinskede hjælpeløst. "Keri??"
Constantine så bekymret på Mephisto. De kunne nok godt få føllene op men kunne de holde sig fast undervejs? Han tøvede et øjeblik inden han svarede imens han hurtigt tænkte sig om men da der ikke dukkede andre forslag op nikkede han langsomt. "Jeg kan ikke se at der er en anden eller bedre måde så lad os prøve! Men kan de holde sig fast på vores rygge? Hvis vi nu bliver nødt til at løbe eller kæmpe?"
Det var ikke sikkert at der var et godt svar og i så fald måtte de bare prøve og håbe at det gik godt. Udover den ene hest han så hjerteløst havde sparket havde han ikke mødt andre da han tog de første føl ud så måske de var lige så heldige denne gang.
Kerizín trampede nervøst frem og tilbage, havde de ikke været væk meget længe efterhånden? Burde de mon gå ind efter dem? Hendes far ville blive edderspændt rasende hvis hun gik derind men hvis det nu var for at redde ham... Og Emeriel? Men kunne de gøre så meget? Chihiro var stor og stærk men Kerizín måtte indrømme at hun selv stadig var ret lille så måske hun bare også ville blive taget til fange?
Efter et par irriterede trampeture frem og tilbage besluttede hun sig for at spørge Chihiro. Hvis nu hun også synes de skulle prøve at redde Far og Emeriels far så var det nok det rigtige at gøre. Beslutsomt drejede hun rundt mod Chihiro og åbnede munden. Den klappede dog hurtigt i igen idet hun vendte sig halvt om igen. Var det Emeriel??? Hun var sikker på at hun havde hørt ham vrinske! Vrinske hendes navn! "Chihiro!!!" hun stod stivnet et øjeblik imens hun lyttede efter endnu et vrinsk før hun i stedet begyndte at se efter ham og... Var det ham derhenne? Ivrigt kastede hun sig fremad i retning af ham.
Mephisto mødte hans bekymrede blik og lyttede da til hans ord. Han kunne sagtens forstå hans bekymring - så langt havde han ikke selv tænkt. Hvis de stødte på en eller flere vagter på vejen, ville de blive nødt til enten at flygte eller kæmpe - og begge dele ville hæmme dem, hvis de hver især havde to føl på ryggen. Hans øjne lyst kort op, da han fik en idé. "Det har du ret i, det er alt for risikabelt! Så hvad med, at en af os tager to føl på ryggen, mens den anden går ved siden af og er klar til at kæmpe, hvis det bliver nødvendigt? Så skynder vi os at aflevere de to føl til de andre, skynder os ind og gentager det samme med de sidste to føl, og så kan vi bære to på ryggen hver især, når vi er kommet udenfor og forhåbentlig i sikkerhed for Leslies slæng igen."
Hun stod lettere uroligt og betragtede blot Kerizín, der trampede frem og tilbage og slet ikke kunne holde sin rastløshed inde. Hun forstod hende dog godt. De havde godt nok været væk længe nu, og hun var virkelig ved at blive bekymret for deres far. Han skulle da nok overleve og komme ud til dem igen snart... ikke?! Alt i hende skreg efter at storme ind efter dem og redde sin far, og hun kunne mærke på sin søster, at de selv samme tanker løb igennem hendes hoved - men alligevel blev hun beslutsomt stående med hovene naglet fast til jorden, mens hun tvang sig selv til blot at vente. Hendes mor og far ville aldrig tilgive hende, hvis hun valgte at bringe Kerizín i fare! Så i denne situation måtte hun være den voksne og blive herude og beskytte sin søster - også selvom alt inde i hende skreg på at spæne af sted efter dem.
Pludselig drejede Kerizín sig om mod hende og åbnede munden, som om hun skulle til at sige noget, da hun blev afbrudt af et vrinsk. Chihiro spidsede lyttende ører og så sig opmærksomt frem, klar til at forsvare sig selv og sin søster med sit liv, hvis det skulle blive nødvendigt! Men så kunne hun pludselig høre en stemme sige sin søsters navn, og da hun mødte hendes blik og hørte hendes udbrud, var hun slet ikke i tvivl om, at det var en, som Keri genkendte. Kunne det være Emeriel?! Hun nåede slet ikke at få tænkt sig yderligere om, før Keri pludselig kastede sig ivrigt frem. Hun skulle lige til at råbe højt og hårdt efter hende og bede hende om at stoppe, men den lille hoppe var hurtig og var allerede spurtet af sted. Hun kunne derfor ikke gøre andet end blot at skynde sig efter hende og håbe og bede til, at de ikke var på vej ind i en eller anden fælde, som Leslie havde lagt for at lokke dem nærmere.
Han stavrede fortsat af sted på sine tynde, muskelfattige ben og famlede rundt i blinde, mens han blot forsøgte at holde hovedet koldt og orientere sig så godt, som han nu kunne, mens han desperat prøvede at vænne synet til det blændende lys. Han stoppede op og missede gentagende gange med øjnene, og da han endelig fik synet igen, kunne han se Keri og hendes søster komme løbende imod sig inde fra skoven af. Et lettet udtryk faldt straks over hans ansigt, og han fik tårer i øjnene af bar lykke - og så også lidt efter at være blevet blændet xD Hverken hans far, Keri eller Keris familie havde opgivet håbet om at finde ham - og nu var han endelig fri! Han var så taknemmelig! Helt uden at tænke over det løb han stavrende hen imod Keri og lod sig langsomt falde ind mod hendes krop, dels for at omfavne hende i gensynsglæde, og dels for at holde balancen og ikke falde om.
Constantine nikkede hurtigt, det var en god plan! ”jeg tager det første par. Lad os skynde os!” hurtigt gik han hen til de to første føl og lagde sig på knæ ved siden af dem, de så meget svage ud men forhåbentlig var de stærke nok til at holde sig fast så de alle kunne komme ud og i sikkerhed. Og forhåbentlig var de andre føl allerede ude ved hans døtre. Så var de i hvert fald ud hvis der skulle ske noget.
Heldigvis var de to føl stærke nok til selv at kravle det meste ad vejen op på hans ryk og med et lille puf fra Mephisto lå de oven på ham. Yderst forsigtigt rejste han sig op med hovedet højt løftet så de ikke gled af da han først løftede bagparten og så forparten. Det var ikke nemt men det lykkedes og efter et øjeblik hvor føllene lagde sig til rette så de lå mest muligt stabilt nikkede han til Mephisto og de listede sig ud mod udgangen.
Keri fik også tårer i øjnene da hun så ham, dels i glæde og dels i shock over hvor tynd og forvirret han så ud. For første gang i sit liv mærkede hun en trang til at skade andre - sørge for, med vold, at dem der havde gjort det mod ham aldrig ville gøre det mod nogen anden igen! Men efter kun et øjeblik skubbede hun beslutsomt den tanke væk - det var ikke sådan en hest hun ville være og det var langt vigtigere ting at fokusere på lige nu.
Overrasket ‘greb’ hun ham da han næsten væltede ind imod hende og trykkede ham ind til sig. ”Jeg har savnet dig..” der var så meget andet at sige også men hun var alt for følelsesladet til den slags. Usikkert så hun på Chihiro, kunne hun få resten væk og var hun villig til at prøve? Kerizín vidste hun burde hjælpe med at lede føllene hen til deres skjulested men hun kunne ikke få sig selv til at slippe Emeriel og desuden var deres far ikke kommet ud endnu så hun ville helst ikke forlade stedet før hun så ham i sikkerhed.
Han hvilede sit hoved ind mod Keri og mærkede straks hele sin krop slappe af igen. Han udstødte et lille, lettet suk. Her i hendes greb følte han sig tryg... Nu var han i sikkerhed igen. Når de to var sammen, kunne de klare alt! Ingen onde hingste kunne komme og bortføre ham, når han var sammen med hende! Han smilede varmt ved hendes ord og mumlede ned i hendes man: "...også savnet dig..."
[Springer lige Chihiro over, hun står bare og passer på de andre føl XD]
,,Vent her... Vi kommer meget snart tilbage og henter jer også," hviskede han beroligende til de sidste to føl, inden han skyndte sig med ud. Han holdt sig tæt op ad Constantine for at støtte de to føl, mens de listede igennem gangene så hurtigt som muligt. Da de kom forbi vagten, der var gået omkuld midt på gangen, kunne Mephisto ikke lade være med at udstøde en lille, imponeret fløjten. ,,Wauuw! Imponerende, brormand..." Heldigvis havde hans lille fløjten ikke vakt dem yderligere opmærksomhed, så uden videre problemer nåede de udenfor, hvor han fik øje på Emeriel, der stod og lænede sig op ad sin veninde. Han travede hen til dem og smilede varmt til Kerizín. ,,Tak, fordi du passer på ham imens." Han strøg hurtigt, men blidt Emeriel over ryggen. ,,Vi kommer snart tilbage!" Han skyndte sig derefter at hjælpe Constantine med at få lagt de svage føl ned i sikkerhed, hvor Chihiro og de resterende føl kunne passe på dem, og så skyndte de sig ellers ind igen for at hente de sidste to!
Constantine vippede lidt forlegent med ørene da Mephisto roste ham for at have fældet vagten. Han havde gjort det uden at tænke - den skulle bare ikke komme i vejen for dem! Så snart han havde lagt de to svage føl ved de andre føl tjekkede han hurtigt sine døtre som heldigvis så ud til at have det fint. Især Kerizín virkede enormt glad lige pludselig og han kunne ikke lade være med at smile en lille smule. De var vist meget glade for hinanden.
Sammen skyndte Mephisto og Constantine sig så ind for at hente de to sidste føl og til hans store lettelse gik det lige så let som med de to første. Der måtte helst heller ikke gå noget galt nu hvor alle føllene stod lige udenfor og ventede!
Langsomt strøg kerizín Emeriel ned ad halsen imens hun brummede tilfredst. Han var i live og fri nu, alt andet skulle nok gå fint! "De får aldrig lov til at røre dig igen!" Det kunne godt være at han var både ældre og større - omend måske ikke tungere lige nu - end hende men hvis de prøvede at røre ham igen skulle hun nok sørge for at de kom på andre tanker! Hun kunne ikke forestille sig noget hun ikke ville gøre for at beskytte ham og selv de andre føl de også havde reddet trådte i baggrunden for hende i dette øjeblik.
Det lykkedes hurtigt de to hingste at få møvet de to sidste føl op på Mephistos ryg, og ganske hurtigt og smertefrit fik de ligeledes ført dem ud i sikkerhed. Med Chihiros hjælp fik de da de to andre føl op på Constantines ryg, og med Kerizín som støtte til Emeriel og Chihiro som bagtrop for alle de raske føl, begyndte de nu langsomt at bevæge sig af sted hjem til dér, hvor Constantine og hans familie boede. Her fik de installeret alle føllene i sikkerhed og fik givet dem mad og vand, og så måtte de sammen prøve at få dem tilbage til deres familier igen, når de var kommet lidt mere til sig selv. Mephisto og Emeriel overnattede ligeledes hos dem i alt denne tid, så Mephisto ikke bare efterlod Constantine alene med alt ansvaret, og så de sammen kunne hjælpe føllene med at finde hjem igen, når de var klar til det. I løbet af de dage udviklede Constantine og Mephisto et livslangt venskab, og Kerizín og Emeriels forhold blev blot stærkere og stærkere.
[SLUT]
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?