PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Tør du? Tør hun? Tør han? Tør en gud? Hvem tør i grunden stjæle fra en drage?
✯ Information
Rakathan var ude på sin natlige søgen. Hans hjem i Dragon Graves var blevet forladt til fordel for at finde spritnye genstande til samlingen... Åh ja... Han elskede at samle. Han levede for at samle. Den store dynge af smukke ædelsten, guld, magi og glitrende støv fuldendte hver krog af hans hjerte. Han elskede at lege. Han elskede at lege med sit glitrende guld. Og forsvare det. Han ville forsvare det med sit liv. Men indtil nu havde der ingen grund været til at vogte noget særligt over hans hjem. Nej ingen havde bevæget sig ind i grotterne og fundet hans allerkæreste skat. Ingen. Derfor var han ganske uvidende om at fuldmånen havde et tiltrækkende skær og lyste ekstra op over grotterne. Aldrig endnu, havde han kunne forestille sig hvordan et ganske magisk hvidt lys forlod grotten og dansede af sted for at hente en ny ejer. Lyset kaldte på sjæle. Sjæle der havde brug for dette lys...
Lyset kom fra en ganske særlig ædelsten - en hvid opal der skinnede op ved fuldmåne. Dens magiske kræfter søgte efter en sjæl i nød. En der havde brug for dens hjælp og ville benytte den med et kærligt hjerte. Et hjerte som Rakathan ikke besad. Opalstenens evner ville blive givet til dens ejer, ved at stenen blev en del af hestens krop. Et aften - men stadig en sten. Hvem ville turde finde stene? Stjæle fra en drage?
✯ Gevinst
Magisk Opal: Denne opal lyser kraftigt op hver måned, når månen er fuld. I denne stund ved fuldmåne kan stenens ejer opnå utrolige kræfter. Ejeren kan svæve mellem liv og død i en tilstand hvor de tager en kraftig spøgelses form. Dette sker, da de kommer i stand til at kontakte de døde og endda rejse til helvede. Ejeren vil kunne skabe en forbindelse imellem en levende og en død, så de to kan tale sammen igen og måske finde fred med deres situation. Derfor er stenen skabt til at hjælpe andre - dette er farefuldt for stenens ejer at rejse mellem liv og død, men som åndemager har man mange fordele. Ved at hjælpe andre og bruge sin evne, bliver man usårlig, medmindre der er fuldmåne. Sår heler simpelthen utroligt hurtigt. Disse helende evner kan også benyttes ved fuldmåne på andre heste. Om så det er en fysisk blødning eller ar på sjælen, kan man lindre andres smerter.
Udfordring: Jer der tør, vil opdage lyset og bevæge jer imod det. Stenen fortæller og forklarer hvorledes den kan hjælpe både jer og andre. I vil blive skåret fra tilfældigt ved terning kast for hver 'runde' vi spiller. For at deltage skal du derfor skrive et svar, hvor du nærmer dig grotten og træder ind i den. De andre der gør det samme, vil du kunne se og kommunikere med som enhver anden tråd. I har indtil den 5 dec. til at deltage - herefter vil jeg skærer 1-2 fra ved at Rakathan opdager dem og smider dem ud. Den heldige vinder findes næste søndag efter er par runder med svar og terningekast.
Kerizín stod og slappede af og nød aftenkulden og det klare vejr da hun pludselig lagde mærke til et mærkeligt lys. Kortvarigt stod hun bare helt stille og kiggede betaget på lyset der nærmest dansede, lokkende og interessant. Efter endnu et øjebliks tøven bevægede hun sig langsomt i retning af lyset, var det noget fysisk hun kunne finde frem til? Eller måske ligesom en regnbue, noget man aldrig kunne nå? Det virkede som om hun kom lidt tættere på men det tog ikke længe før hun opdagede at lyset konstant holdt sig i nogenlunde den samme afstand hvilket fik hende til at stoppe. Måske var det en mærkeligt slags nat-regnbue eller sådan noget... i tørvejr...
Men da hun stod stille og tilsyneladende nægtede at komme nærmere lyset var det som om lyset nærmede sig hende, lokkede og dansede og ligesom inviterede hende til at følge med. Denne gang var nysgerrigheden for stærk og hun stoppede ikke igen da hun satte efter det og lyset hurtigt trak sig og holdt sig på afstand fra hende imens det ledte hende mod en stor grotte.
Det var efterhånden længe siden, at man havde set noget til den smukke stjernehoppe, Gizhebi. Men efter mødet med Darkenas Lord, Mambu, der på tragisk vis var endt ud i en voldtægt, havde hun holdt sig lidt for sig selv i Amazona-flokken sammen med sin datter og sin mage, mens hun havde født sit nye føl. Alt var sådan set gået fint og gnidningsfrit, men hun var stadig i syv sind med hensyn til, hvordan hun nogensinde skulle få fortalt Phaedra, at Cinna ikke var hendes rigtige fader, men at hun derimod stammede fra den onde Lord af Darkena. Men den tid, den sorg - hun skulle nok få det at vide, når tiden engang var inde.
Gizhebi forsøgte derfor blot at fokusere lidt på de gode ting i livet igen, efter at være kommet sig over den traumatiske oplevelse med Mambu. Og nu hvor Phaedra var blevet stor nok til at kunne klare sig på egen hånd, var det vist også ved at være på tide, at hendes moder kom ud og levede livet lidt igen... Hun havde derfor for første gang i lang tid forladt Amazona for en stund og var draget ud på et lille eventyr, mens hun vidste, at Cinna passede på deres døtre derhjemme.
Dagen var nu gået på held, og hun var på vej tilbage til sit hjem i Sylinum, da hun pludselig blev mødt af et klart lys. I starten forsøgte hun lidt at ignorere det, for hun ville gerne nå hjem til flokken, inden det blev alt for sent, og havde ikke just brug for flere forstyrrelser på vejen. Men alligevel var der noget ved dette smukke lys, hun fandt så fascinerende, at hun ikke kunne lade være med at stoppe op alligevel. Det var som om, at lyset var levende og forsøgte at fange hendes opmærksomhed. Hun følte sig så draget af det...
Før hun så af det, var hun derfor begyndt at følge efter det igennem natten. Det kaldte nærmest på hende og fik hende til helt automatisk at følge med, som var hun tryllebundet af dets magi. En lille bekymring rumsterede naturligvis rundt i hendes hoved: Var dette hendes hallucinationer, der var begyndt at vende tilbage? Hun vidste det ikke, men valgte dog at lade tvivlen komme hende til gode denne gang. Lyset førte hende hen til en stor grotte, og hun hørte godt den lille stemme i hendes baghoved, der fortalte hende, at det ikke var en god idé at gå ind i en mørk og uhyggelig grotte midt om natten - men lyset havde nu totalt fanget hendes sind og gjorde det umuligt for hende at ignorere det. Hun trådte derfor forsigtigt ind i mørket og fulgte videre med efter det lille lys...
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Dec 29, 2018 11:01:32 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Lyset kaldet. Det tikkede. Det fortalte. En lille sten, en lille fortæller sten... Han lyttede og stirrede efter det. Andre hovslag var nær Dragon Graves, da Narrator stirrede ind i en grottes gab.
Narrator var en splittet sjæl. Svævende mellem det mørke og det lyse. Det onde og det gode. En arret sjæl, med et smil på læben. Hans øjne ingen undtagelse - de var både blide og kolde. Disse sene timer, hvor mørket faldt på og stjernerne glimtede, mindede ham i den grad om hvem han var. "For natten omslutter lyset... Lyset fra månen og dens stjerner." hviskede han hæst. Velvidende at andre gængere i natten ville kunne hører ham. Men han var tryg og sikker, på trods af at enhver kunne lurer derude. Han var trods alt søn af Insanus Amoris Drachmas... Og Caeli Pluvia. Selv når de ikke var der - befandt de sig lige nær ham.
Han rankede sin krop og fulgte nu meget ihærdigt efter det lys der havde kaldt på ham. Et par hopper var i nærheden, men hans fokus var nu kun på grotten. Det grå skind forsvandt ind i mørket. Hulen var kroget og kæmpestor... Man kunne gro en lille skov hvis blot lyset var nået ind. Det eneste lys han kunne se var det der til stadighed kaldte. Han lyttede.
Rakahtan svævede over landet helt uvidende om hvad der foregik hjemme i hans grotte. Hans brede vinger spredtes og slog ham højere og højere op i luften. Hans åndedrag var dybe og nydelsesfulde. Det var en sand fornøjelse at flyve... Lige indtil hans instinkter fortalte at noget var ragende galt. Hans øje faldt tilbage imod hans hjem. Hans næse prustede damp ud og forsøgte at opsnuse dufte i luften... Der var noget, der var anderledes. Noget kaldte tydeligt ud i natten og det kom hjemme fra hans hule!
Rakathan vidste ikke hvad det drejede sig om. Opalen talte ikke til ham og hans væsen... Hans øjne kneb sig sammen og et mægtigt skrig forlod hans hals. Dragen fløj stik imod sit hjem, og et faretruende brøl med levende ild stod ud af hans mund ved huleindgangen... En hingst. En lille månefarvet hingst med blå man befandt sig i grotten. Rakathans gab mødte næsten denne hingst... Men hingsten løb op ad en afsides gang, der var alt for lille til Rakathan. Hingsten forsvandt op i bjergkæden - den ledte en lang vej ud. Hvis denne hingst var klog blev han der og ventede med at komme ud til solens lys strålede... Var der flere uvelkomne gæster??
Kerizín drejede kort hovedet mod udgangen, hun var ret langt inde så hun var ikke sikker men hun syntes hun hørte noget udenfor? Efter at have tøvet et øjeblik trak hun på skuldrene og fortsatte, det var for spændende at finde stenen til at hun ville bruge tid på at undersøge noget der måske/måske ikke var udenfor. Hun ville jo nok se der når hun forlod grotten igen alligevel. Til gengæld kunne hun høre en andens hovslagene endnu ikke se den. Var den mon længere fremme end hende, eller længere tilbage? Eller måske i en anden forgrening?
Ivrigt satte hun tempoet op, hun vidste godt nok ikke rigtig hvad hun ville bruge stenen til hvis hun fandt den - hun kendte ikke rigtig nogen døde heste - men hun fandt sikkert ud af noget. Ellers vidste hendes mor helt sikkert hvad hun skulle gøre, Oasis virkede altid til at vide den slags ting. Det ville også i det hele taget bare være ret sejt så i alle tilfælde forsøget værd!
Salira var vandret afsted, uden nogen egentlig grund. Hun havde dog i det fjerne skimtet noget, som virkede så.. forunderligt. Med sine fine vinger, slog hun et slag, og lettede fra jorden. Hun dragede mod en grotte i det fjerne, en grotte der tryllebandt hende på mærkværdigt vis. I en let og elegant bevægelse, landede den hvidlige hoppe på jorden, tog nogle enkelte skridt, alt imens hun tog sine vinger ned og lod dem falde langs hendes krop. De mørke øjne stirrede ind imod grotten, hvor noget svageligt lyste op.
Hvad var det?
Skeptisk som hun jo var, kneb hun sine øjne i. Ørene vippede rundt, inden hun prustede højlydt for sig selv, nærmest iritteret. Hvorfor, skulle hun altid være så skide nysgerrig! Hun kunne selvfølgelig ikke holde sig tilbage, og begyndte derfor at træde længere og dybere ind af de snoede gange i grotten. Pokkers til mørke – og pokkers til nysgerrighed, som den unge hoppe besad. Det var ikke lige nemt at se noget, men det svage lys fulgte hun stadig. Hun gik og gik, alt imens hun bemærkede hovslag fra andre. Der måtte altså være flere herinde – men hvor og hvem?
Salira knejste nakken dybt op, og lod ørene vippe i alle retninger, alt imens hun fortsatte. Hun ville finde ud af, hvor det lys kom fra – og ikke mindst hvad det var!
Dragens dybe stemme rungede nu let i grotten og væggene skælvede en smule, så småsten trillede ned af de sorte forkullede kanter, brændt igennem tiderne af ilden fra dragerne selv. Hans øjne var årvågne. Han havde ingen problemer med at se i mørket eller finde rundt og benene listede efter de næste. I samme øjeblik hørte han en lyd bag sig og stirrede først mistroisk mod sin hale... Turde de virkelig bevæge sig flere herind? Dette var ikke et stort problem - det var dem foran til gengæld. Han hvislede med tungen og trampede i gulvet, så en sten skred ned fra loftet og landede et sted foran Gizhebi.
Hoppens vej var blokeret og chokket tog hende med storm. Hun havde små døtre der forventede hende med livet i behold - trusslen blev for stor og hoppen søgte en vej ud af grotterne til venstre og en lang lille tunnel ud, Rakathan var for stort til at bruge nu.
Kerizín stoppede kortvarigt da hun hørte en dyb, rungende... Stemme? Det lød som nogen der brummede. I et par sekunder stod hun helt stille imens hun forsøgte at identificere hvorfra lyden kom men der var alt for mange gange til at hun kunne finde den præcise retning så det tog ikke lang tid før hun trak på skuldrene og gik videre. Hvis det var noget vigtigt ville hun nok støde på det på et eller andet tidspunkt.
I det mindste var det ikke svært at finde ud af hvilken vej hun skulle gå, stenen trak i hende så hvis hun bare lod være med at tænke for meget over det var det som om hendes hove selv kendte vejen. Hun håbede i hvert fald at det var det der skete og hun ikke bare gik tilfældigt rundt men ligegyldig hvad var dette et kæmpe eventyr og det var næsten lige så godt som en finde en sej sten. Med et hørte hun endnu en kraftig lyd hvilket fik hende til at stoppe og se sig omkring. Der var helt sikkert andre herinde men hvor? Hun forsøgte sig med et kaldende vrinsk, måske nogen ville svare? inden hun fortsatte sin vandren.
Salira fortsatte sin færden frem igennem de dybe, rungende gange i grotten. Hendes fine vinger var foldet godt ind til kroppen, så de ikke ramte imod nogle løse sten. De hvide øre vippede rundt, meget opmærksomt.
Mens hun gik afsted, kom der lyde fra andre steder i grotten. Den ene gang lød det som et stenskred, og hun stoppede derfor en smule mistroisk op - hvad og hvor kom lyden fra? Hun kneb øjnene i, eftertænksomt, inden hun dog ufortrødent fortsatte fremad, søgende efter de lys, hun stadig kunne skimte længere inde. Det var som om det nærmest trak i hende; kaldte på hende. Og Salira havde ikke tænkt sig at stoppe sin færden, til trods de de dybe og rungende lyde der kom rundt omkring i grotten. Niks - for den spraglede hoppe, frygtede ikke rigtig noget. Ikke endnu.
Dragen mærkede vreden bruse op i sin store krop. Han var så tæt på sin skat, men samtidig så fjernt fra den - der var mindst to sjæle tilbage i grotten og han agtede at finde dem! Men som hans iver blev større og større og han forfulgte den ene af disse to, sansede han straks også duften. Duften af en lille hest han havde set før. En frejdig og frisk sjæl der havde budt til venskab og glæde... Ting hans moder sagde han burde finde i hestene, så han kunne leve trygt og sikkert i verden. Måske med flere nye drager som gevinst.
Rakathans øjne havde været snævre, vrede og blodtørstige... Men de blev straks milde og forvirrede, da han så den lille brogede krop og genkendte hende. Hans hjerne føltes igen som om den blev sat på frys. Instinkter blev dræbt som han sænkede hovedet til den lille hoppe og standsede hendes færd med siden af sit elegante hoved. "Jeg ville aldrig stjæle fra dig." hviskede stemmen prøvende venligt.
✯ Salira
Grotterne udfoldede sig foran hende. Den største af disse blev oplyst fra en lystunnel over dem, der ledte til bjerget og månelysets stråler kastede sig ned over skatten. En samling af ædelsten, glitrende magi, guld og sølv. Den lyste op i mørket... Men vigtigst af alt stod den stærke flotte opal sten frem og hviskede til hende - dens nyfundne ejer. Tag mig med... Lad mig vise dig en vej ind og ud af de dødes land. Jeg vil beskytte dig og hjælpe i nødens tider![/b] Stenen svævede i det lys der havde lokket Salira ind i grotten. En kæde af glitrende sølv formet i sirlige spiraler og løvblade formede sig til en halskæde. Den søgte mod Saliras hoved i ønsket om at lægge sig om den, men afventede hendes valg. Det er en farlig færd... Men kræfterne kan blive dine. Tag et valg, før dragen vågner.[/b] hviskede den milde stemme der ikke kunne identificeres som hverken kvinde eller mand.
Kerizín stoppede brat da et stort hoved pludselig bremsede hendes færd. Et øjeblik stirrede hun bare forvirret, hvor var det kommet fra?!? Før hun genkendte sin nye drageven hvilket fik et stort smil til at brede sig på hendes mule. Hun havde ledt efter ham efter deres sidste møde og nu stødte hun bare helt tilfældigt på ham? Hvad mon han lavede her?
Da han hviskede at han aldrig ville stjæle fra hende blinkede hun forvirret, hvorfor skulle han stjæle fra hende? Var det mon de ting han bad om, eller krævede, af heste han mente? De skinnende ting han var så glad for? Stenen som var årsagen til hendes tilstedeværelse i grotten var allerede fuldstændig glemt, overskygget af dragen. "Jeg ville heller aldrig stjæle fra dig!" svarede hun, fuldstændig uanende at hun på en måde havde været ved at gøre lige netop det.
Dragen havde glemt den sjæl der nu var nået ind til skatten. Hans øjne funklede selv i grottens minimale lys, som han prøvende fik blotlagt sig for den lille hoppe skabning. Blotlagt i den forstand at han modstred sine instinkter for at lære at føle. Præcis som moderen havde sagt han burde. Den unge drage var så ganske optaget af at prøve på at læse hoppens signaler at hjernen slog fuldstændig fra i alle andre aspekter. Hun forstod ikke hvad hun var ved at gøre og det irriterede ham så dampen stod ud af mundsprækken. Hans krop skælvede ved en rumlen fre det metalliske stemmebånd. "Ikke det?" sagde han som forrådt - for hun var trods alt i hans hjem. Hans grotte. Dragens ild oplyste nu snart gangen foran dem - det var utvetydigt at han hørte til her. Det måtte hun kunne se. På væggenes udformning - på ilden der oplyste de smelte vægge. Skatten der glimtede i det fjerne. Underlaget der havde klomærker fra hans færd...
Kerizín trak hovedet let til sig da der pludselig stod damp ud af hans mund, den var varm! Han virkede irriteret over et eller andet men hun var ikke sikker på hvad. Det måtte være fordi hun sagde at hun ikke ville stjæle, så troede han at hun var ved at stjæle noget fra ham? Idet ilden oplyste gangen de var i kunne hun for første gang se både vægge og gulv tydeligt og... Var det klomærker?
Et øjeblik stod hun stille og så sig omkring inden hun fokuserede på ham igen, "Bor du her?" Det gav jo egentlig meget god mening at han boede i en grotte, det gjorde drager jo nærmest altid i historierne! Men hun havde alligevel forestillet sig at han boede et større sted på en eller anden måde. "Kender du så den talende sten?" Kunne man kende en sten? Og troede han mon at hun var inde i hans hule for at stjæle noget? Det var hun jo ikke, hun var her kun fordi den der sten kaldte på hende og ville have hende til at hente den. Hvis den kunne det ville det vel ikke være at stjæle at hente den?
Han så det ske langsomt i hendes øjne - opdage grottens detajler... Han forsøgte ængsteligt ikke at nappe til hende, for at få hende til at tænke hurtigere. For han havde jo fået af vide at han måtte blive i harmoni med disse små væsner. Uanset om han var frustreret over det eller ej. Dragen brummede da hun spurgte ham om han boede der. Han nikkede med hovedet på den lange hals, før han begyndte at bevæge sig imod hulen. Hans mund stod let åben med flammerne bag tænderne, så det hele var oplyst.
Det var på det tidspunkt at Kerizin fik ham til at standse, ved at tale om sten... Der kunne tale.
"Hvad?" han vente sig med sine vilde øjne i uro. Dragen stirrede fra gangen til Keri og tilbage. Hans skat havde mange luskede tricks. Der var magi indblandet i en del af de skinnende ting. "Magi... Der findes magi herinde..." han havde ikke lyst til at uddybe en masse om sin skat... Måske ville han bare lede hende ud?
