PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Lúthendril Oasis on May 10, 2019 20:02:42 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis blik veg først ikke fra Renekton. Hun lyttede opmærksomt til Constantines ord, men fulgte Renektons nu usikre gestusser... Han følte ikke han hørte til her. Han stod på en bar bund, faldet fra en gold klippe, der havde vist sig at rumme alt hvad han ikke inderst inde ønskede at stå for. Hun sukkede stille - han ville vokse hun var slet ikke i tvivl. En skønne dag ville han stå og skue ud over at frodigt landskab, omringet af træer i stedet for den ubarmhjertige klippe, fyldt med skranter og øde marker... Han ville blive værdig til livets smukke hændelser. Se sit eget føl vokse op, hos en mage der ville elske hans to sider. Renekton var som en mørk prins, der skjulte sit hjerte. Hun der fik det måtte aldrig give det væk. Oasis trak på smilebåndet ligesom Constantine lagde ørene ad den rødbrune.
Oasis koncentration vendte og hun så på sin elskede med uforstående øjne. Hun havde hørt ordene han sagde, men fik ikke besvaret disse - hun var udmattet. "Renekton har forrådt sin broder og befriet mig fra Semper Fis tvang og totur." hviskede hun, idet katastrofen omkring dem igen viste sit ansigt. Hun mistede balancen og trippede en smule den ene vej for at finde den igen. "Lad ham komme med hjem. Han har ingen nu..." hun var en smule desperat for at få begge hingste med hjem i sikkerhed. For den rødbrune havde taget en plads i hendes hjerte nu. Han havde reddet hende i en tid hvor hun var på sit mest sårbare. Hun ville støtte ham, som han havde støttet hende. Hun så febrilsk rundt og skubbede så til Constantine for at få ham væk fra jorden der sprækkede under dem. De måtte væk.
Constantine stod et øjeblik og lod vreden skylle igennem sig, den hingst var skyld i at han ikke havde fundet hende længe før! Men han stolede fuldt og fast på Oasis så hvis hun sagde at han var en man kunne stole på nu så ville han tro på hende til det modsatte blev bevist. Han kunne nok ikke undgå at holde lidt ekstra øje med denne hingst fremover men med et dybt åndedrag tvang han sig selv til at løsne de spændte muskler og lade ørene rejse sig igen. Hingsten kunne få en chance, hvis det var det Oasis ønskede. Efter et sidste blik på hingsten, denne gang bare vurderende, fokuserede han på Oasis igen.
”Hvis det er det du mener er bedst..” der var stadig rester af tvivl i hans stemme men indtil videre skubbede han den væk. Det vigtigste nu var at komme væk og hvis denne Renekton virkelig havde hjulpet hende og forrådt sin bror kunne de godt tage ham med... indtil videre. Constantine lod sig let skubbe da Oasis skubbede til ham og det hjalp ham til at fokusere på hvor akut deres situation egentlig var. Han så kort på Renekton ”kom, vi må væk herfra!” sagde han kort inden han fokuserede på at støtte Oasis afsted så hurtigt hun kunne bevæge sig. Der var et tydeligt skift fra da han kiggede på Renekton til sin elskede Oasis, overfor hende kunne han ikke virke det mindste kold.
En let måben gled over hans ansigt, da han hørte Oasis' ord. Lad ham komme med hjem... Vent, hvad? Det kunne han da ikke! Han ville da på ingen måde lade sig trænge sådan på i deres liv! Og desuden lignede hendes mage én, der ønskede at slå ham ihjel, så snart det skulle være... Men til hans store overraskelse valgte hendes mage at acceptere det, hvis det var dét, hun mente var bedst. Han mødte den brogede hingsts blik og sænkede ydmygt hovedet i en taknemmelig gestus, inden han drejede blikket videre til Oasis og sendte hende et berørt smil. Han havde svært ved at forstå, hvordan de to næsten fremmede heste kunne stå dér og på så beundringsværdig en måde byde ham velkommen i deres hjem, til trods for alle de modbydelige ting han havde gjort. Men det var åbenbart sådan her, det føltes, når man gjorde noget godt for andre... Det var en helt ny måde at forholde sig til livet på, og han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville kunnne føles så rart. Men den gode karma kom tilbage til ham; han havde reddet Oasis, og nu ville hun redde ham. Han blev brat afbrudt fra sin flyvske tankegang af Constantines stemme, der råbte, at de måtte væk herfra. Renekton lod straks blikket glide ud over landskabet igen og blev da mindet om den forfærdelige virkelighed, de stadig befandt sig i lige nu. Bjerget var stadig ved at styrte sammen under dem, og de var på ingen måde uden for livsfare endnu. Han nikkede derfor stumt og alvorligt til den brogede hingst, inden han blot skyndte sig efter dem uden yderligere ord.
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
Post by Lúthendril Oasis on May 21, 2019 14:14:26 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Med et blik der fulgte Constas midt i forvandlingen han befandt sig i for at acceptere Renekton, så hun på den rødbrune og hans chok over hvorledes de valgte at behandle andre. Havde han virkelig aldrig kendt til kærlighed og omsorg? Hun trak vejret dybt og så på sin kære igen, nu hvor han havde udtalt sine ord. Stålfaste blå øjne stirrede på ham - tro og håb. Hun vidste de kunne byde ham et bedre liv og at han fortjente dette. Forskellen på Constantine og Oasis i denne stund var vel og mærke at Oasis kunne læse og se den sjæl der var under skindet længe før han kunne. Hun kunne se dem forandre sig - medmindre de var sorte som Semper.
Hoppen nikkede og hastede snart af sted med den lidt mindre hingst. Stierne ned af bjerget var som forsvundet, så de måtte tage et sats for at nå ud af Frozticens ulykke. Oasis havde et ører vendt imod den brogede Constantine og et ører vendt imod den rødbrune Renekton. Hun følte sit hjerte være en anelse splittet, da hun ikke ønskede at se nogen af dem dø. Men hvad kunne hun i grunden gøre med en så svagelig og udmattet krop? Hun mærkede efter nogen vandren igennem det ubarmhjertige landskab hvordan Constantines støtte alene ikke helt var nok. Hun var drænet, trods adrenalinen bød hende at fortsætte, så kunne hun snart ikke mere hverken fysisk eller mentalt... Bjergets fod var nået - men forude var endnu is og frostengen samt skov og flod, før de var ude af landsdelen.
I modsætning til Oasis var kun en lille del af Constantines opmærksomhed rettet mod hingsten der fulgte dem. Det vigtigste for ham, langt det vigtigste, var at få Oasis ned fra bjerget og i sikkerhed der hvor deres døtre ventede. Alligevel vendte han en gang imellem øret i retning af hingsten og tjekkede at han fulgte dem. Nu hvor de havde valgt at tage ham med var det ikke kun mistro der fik ham til at tjekke men også et vag og fuldstændig ubevidst følelse af at han nu burde passe lidt på hingsten også.
Efterhånden som de nåede ned af bjerget kunne Constantine mærke hvordan hans støtte langsomt ikke var nok for Oasis mere. Han kunne kun støtte den ene side og der var ingen chance for at han kunne bære hende resten af vejen. Efter et par ubeslutsomme skridt stoppede han forsigtigt for ikke at forskubbe hendes balance. "Du må støtte hende på den anden side, der er stadig langt endnu..." Han så først på Oasis som for at bede om tilladelse til at de gjorde sådan og derefter tilbage på hingsten.