PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Dragen var ikke i det bedste humør... Han havde mødt hestene i landet - nogle få i hvert fald. De havde noget at bytte med... De havde idéer og fristede med ting han knap kunne sige nej til. Men han var vred alligevel, for han vidste at det ikke ville vare længe før han ikke kunne have sine skatte i fred. Hans brændende blå øjne stirrede ud over havet ved Vustlaum under måneskinnet. Det grønne skællede skind glitrende som dråber - han ligende sin skaber. Jaymelia.
Dragens skrig var højlydt og skingert - ja nærmest metallisk. Varmen gnistede fra hans vidde gab og han lyttede... Afventende.
Kerizín var på vandretur - uden sine forældre! Det kunne godt være Constantine syntes at det var en forfærdelig idé men hun var uden tvivl stor nok til at rejse rundt alene nu! Hun var ikke noget lille bitte føl mere og selvom hun ikke var voksen nu så ville det ske en dag og det måtte han finde sig i! Desuden var det alt for spændende at undersøge alle områderne til at hun ville trækkes med sin far.
Hun skulle lige til at undersøge et dødt træ der havde en interessant form da hun hørte lyden af noget der helt sikkert var mere spændende. Hun vidste ikke endnu hvad det var men hvis det kunne lave sådan en lyd kunne det ikke være kedeligt! Ivrigt satte hun afsted i retning af lyden imens hun forsøgte at forestille sig hvad det kunne være.
På trods af hans vrede og ilden der rasede i hans bryst for at slippe ud, fornemmede dragen nu en sjæl der lystigt bevægede sig stik imod ham. Hans øjne der pulserede af et krybdyrs intensitet vendted imod den lille skikkelse under træerne ved kysten... Hans mægtige krop befandt sig på stranden og overså absolut intet der var i hans nærhed. I mørket var han blot let skjult, da skællene konsant skinnede og løbe over hans krop som levende stråler. Vingefangene bredte sig en smule ud. Halen med alle sine takker lagde sig sirligt omkring ham, som han nu satte sig afventende... Stirrende på den lille sjæl der snar ville træde ud af træerne og ende i sandet ved hans klør... Hans store vejrtrækning fandt sted langt over disse.
Hendes iver fik hende til at sætte tempoet op helt indtil hun nåede kanten af træerne og lavede en fin glidende opbremsning i sandet. Det var absolut ikke blade, buske eller lignende der glimtede og skinnede i grønne nuancer foran hende. Det var nok egentlig heller ikke fordi de lignede blade men i sin iver havde hun ikke tænkt over de glimt hun fik gennem træerne. Nu fik hun dog meget mere end et glimt og hun stirrede betaget imens hun langsomt løftede hovedet og lod blikket glide over den kæmpe store... DRAGE!
Hun kunne ikke lade være med at smile, tænk at HUN fik chancen for at møde en DRAGE! "Du er en rigtig drage!" Udbrød hun, enormt intelligent, men der var simpelt hen ikke plads til andet i hendes tanker i dette øjeblik. Eventyr og historier havde betaget hende siden hun var lille og drager var simpelthen noget af det bedste fra dem.
Der var noget helt galt. Dragens vejrtrækning rungede og hakkede dystert over det lille væsen. Hans øjne åd hende nærmest levende både med nysgerighed på hvordan en sådan lille hest smagte og samtidig hvad der mon ville røre sig i hende. Men det var forkert! Det var ikke hvad han forventede og var blevet vant til. Hoppen var glædesstrålende, nærmest eksploderende af iver i sine øjne, da hun fik øje på ham. Et fnys lød fra hans næsebor og røgen dampede let fra disse. En drage... En rigtig drage... Hvad havde hun forventet? En illusion? En Jaymelia forbyde det - FALSK drage? Han var forundret... Og meget fornærmet.
"Vogt dig da lille væsen." hvislede hans brummende stemme hvis klang var ligeså metallisk som hans skrig. "Hvad i alverden skulle jeg ellers være? HM?" hovedet sænkedes. Tungen splittet i to på miden stak let ud og nærmede sig hende kortvarigt. Et krybdyr? En slange?...
Kerizín rystede let på hovedet for at få man og pandelok til at lægge sig ordentligt igen efter det blev flyttet rundt af hans pusten. Tænk at han var så stor at han kunne lave blæsevejr! Mon alle drager var grønne? Eller kunne de også være hvide? Eller BLÅ? Eller PIINK?? Hun åbnede munden for at stille ham dette meget vigtige spørgsmål men nåede det ikke inden han stillede hende et. Hvad han var hvis han ikke var en drage? Det var da et mærkeligt spørgsmål...
"Altså... Nogle gange er drager prinser og prinsesser der er blevet forvandlet til drager?" Hun lagde hovedet på skrå og så på ham "Vil du da gerne være noget andet? Jeg synes du er en rigtig sej drage men jeg har aldrig set en drage før... Især ikke en RIGTIG en!" Hun havde leget at hun var en drage og at andre var drager... Og at sten, buske og diverse andre ting var drager men hun havde aldrig set en før, en rigtig levende en.
Det slog ham nærmest som kulde ville gøre det. Han havde brug for varme i sit ellers kolde blod - ellers blev han stivfrossen... Det eneste der kunne holde ham varm i sne og is, var hans indre kerne af magi. Tilbage til sagen - han stivnede i bar forvirring over dette lille væsens historier og forklaring... Svaret på hans spørgsmål. Dragen stod lamslået i adskillige minutter imens hendes begejstring blot voksede. Han hadede dette øjeblik i særdeleshed. En lyst til at snige sig væk meldte sig... Men det var ikke hans hensigt - han havde enddog så mange andre muligeder. Æde hende? Hm....
"Tys! Sikke dog en fantasi! Hvor naiv kan et lille væsen være?" han holdt inde og sænkede nu hovedet dybt ned til hende. Øjet der mindst var ligeså stort som hendes hoved stirrede mærkværdigt. "Hvad forestiller du dig? Vi udsletter. Stjæler. Samler... Dræber." hvislede han iskoldt.
Kerizin stirrede betaget på ham og smilede bredt. Selvom han tilsyneladende bare sad helt stille og tænkte gjorde det ingen forskel for hende, bare det at stirre på ham var nok til at få begejstringen til at sitre gennem hendes krop. Hun håbede at han var en sød drage der ville give hende flyveture og vise hende magi. Og som hun kunne vise til Emeriel! Det måtte da være sejere at vise nogen end drage end at vise nogen alfer... Selvom alferne var enormt seje!
Da han stak sit kæmpe store hoved ned til hende trak hun hovedet let til sig men flyttede sig ellers ikke. Hun var som sædvanligt ikke god til at indse hvornår hun potentielt kunne være i fare. "Det er det mine forældre fortalte mig når de fortalte mig om drager! Men hvis det er forkert... Så kunne du jo fortælle mig det rigtige!" Tænk hvis man kunne få lov til at høre dragehistorier fra en RIGTIG DRAGE! "Og kan lave magi og flyve! Og spyde ild? Det er SÅ SEJT!"
Magic? Flying? Firebreath? MAGIC? You must be crazy...
✯ Fornærmelse
Nej, nej, nej nu måtte det stoppe! Dragen var et kløgtigt, enormt væsen. Men han var ikke foruden følelser og tanker. Hans instinkter bød ham mange ting - deriblandt at æde andre - men også at tale, diskutere og irettesætte, når nogen tog fejl. Han kunne faktisk sommetider lide at irettesætte. Men dette lille væsen var yderst indtrængende og ikke mindst fornærmede hun ham! Forældre? Der fortalte historier om drager? Var folket ikke klogere længere? Tilstrækkelige nok til at vide bedre? Drager var dræbermaskiner der forsvarede deres skatte og stjal fra andre. Ikke kludedukkebamser til at kramme om natten og lege med om dagen. Hans mund dampede af røg og den indre kerne af magi brændte.
"JEG HØRER EJ MERE!" råbte han i angerskab. Han rejste sit hoved. Slyngede halen imod hende og øjnene var vilde. Flyske. "Er fakta ikke fakta mere? Af hvilke grunde tror du helt præcist vi var uddøde? Fordi der ikke var nok af os tilbage? ÅH!" hans ben bragte ham nu rundt om det lille væsen, med stive, kolde øjne. "Nok flyver vi. Spyer ild. SAMLER magi. Men ikke for at tilfredsstille dig, lille pjok." han stod bag hende med gabet åbent. Ild nærmede sig tænderne. Varmen var hed.
Kerizín hoppede forskrækket sidelæns da han pludselig råbte sådan op og svingede halen imod hende. Hun stirrede forvirret på ham, hvorfor var han nu sur? Hun havde da kun sagt pæne ting om drager... Så vidt hun vidste? Hun fulgte ham forvirret som han trampede rundt om hende "jeg vidste ikke I var uddøde... Mine forældre, især min far.. fortæller mig tit eventyr og historier om alle mulige fantastiske ting og væsner... Som drager. Jeg ved ikke om de ved at drager findes? Eller har været uddøde? Jeg tror i hvert fald aldrig de har mødt en." Som så mange andre fantastiske ting hun havde hørt om vidste hun jo egentlig godt at de nok ikke fandtes og at hendes forældre nok heller ikke troede på at de fandtes.
Usikker sænkede hun ørene let, det var ikke meningen af fornærme ham. Tænk at hun mødte en rigtig, virkelig drage og så på en eller anden måde fik fornærmet ham? Hun bakkede let væk fra hans mund og dermed ilden, det var svært at trække vejret i den varme. "Kan du ikke lide at folk hører om seje drager og den slags? Jeg kan godt bede dem stoppe... Selvom det er enormt spændende at høre om alle de fantastiske ting de kan. Jeg kan også fortælle dem at de skal sige noget andet hvis du vil have det?" Først troede hun at det måske var forkerte ting hun havde fået at vide men han bekræftede jo at de var rigtige så det eneste problem hun ellers kunne se var at han måske var ret genert? På en vred og irritabel måde... Selvfølgelig kunne det være han bare ikke kunne lide at heste snakkede om drager men hvad kunne hun gøre ved det? Eller havde heste måske gjort ham noget? Var de skyld i at dragerne var uddøde? " Eller... Kan du slet ikke lide heste?"
No. I really don't like horses - except for my creator.
✯ Sorg
Den lille hoppes ævl fortsatte nu - en smule rundt i cirkler, for hun talte bare en masse om sine forældre igen. Deres historier - hun ville bede dem ændre på disse. Han fnøs - damp fløj fra næsen og imod hende. Angrebsposotionen blev ikke aftaget - han stod der med dræbende øjne og med formålet at æde hende... Men alligevel holdt han lidt igen. For hun synes drager var seje... Hun ønskede nok virkelig at de fandtes og levede. Eksisterede og gjorde det som drager gjorde. Håbløst uoplyst var hun dog i den fantasi at de var venlige... At de delte skattene og deres evner. Rakathans stemme skar som metaller, som han en anelse pibende - mere brølende forsøgte at gøre op med sig selv om han bare skulle æde hende og komme videre. En lille natmad ville ikke skade. Heste var håbløse og det eneste de virkelig gjorde var at slå ihjel - hans art. Hans forfædre.
Så lød den lille stemme. Et spørgsmål og nu mere seriøst og oprigtigt. Hans øjne kneb sig sammen. "I slog os ihjel." hvislede stemmen iskoldt.
Kerizín stirrede på ham, det var kun ved en kraftanstrengelse at hun ikke stod med underkæben hængende som en døende fisk. Hun havde godt nok også selv tænkt tanken men havde da absolut ikke troet på den. Hvordan i alverden kunne heste dog have dræbt drager? Kæmpe store, mægtige, seje, ildspyende drager! Det burde da være komplet umuligt! "Men... Hvorfor?" Hun tog et par skridt tilbage, ikke i frygt men for bedre at kunne se ham - og for at kunne se andet af ham end ham kæmpe store mund. "I er seje og stærke, det burde da have været umuligt! Var der en krig?" Udover hvordan... Hvorfor havde hestene dog dræbt de store drager? Så var disse utrolige væsner jo ikke til stede i verden mere!
Havde dragerne måske spist heste? Den slags kunne de vel også finde på... Men kunne man så ikke bare holde sig væk eller noget? Selvfølgelig.. Hvis en drage spiste hendes familie ville hun nok også forsøge at dræbe den men der var masser af dyr der spiste heste og de blev da ikke udryddet? Medmindre nogen drager var onde og det var derfor? Heldigvis? forbandt hun på dette tidspunkt ikke disse tanker om morderiske drager med den drage hun stod overfor og reagerede derfor ikke med andet end forvirring og nysgerrighed.
Han forsøgte at huske hvad der helt præcist stod skrevet i hans hjem. Dragon Graves indeholdt mange uudforskede huler, som hans forfædre havde levet i. De havde skrevet med ild. Brændt deres ord og historier ind i træ. Hans øjne vendtes indad. Rakathan forsvandt næsten helt fra sit ydre for at trække sig ind i sig selv. Noget havde den lille hest gjort. Noget der havde sat gang i hans følelser og tanker. Så nu stod han bare. Gloede ud i luften med tomme øjne. De havde stjålet - fuldstændig som Rakathan gjorde det per instinkt. De havde dræbt for det. Fuldstændig som hans instinkter sagde han skulle, hvis ikke han fik noget overdraget.
Hendes stemme gik kun svagt ind. Krig. Krig nej. Flakezé havde vist bare indset de var for farlige at holde i live. Han havde samlet dem i Dragon Graves. Stjålet evnen til at avle. Der havde ikke været unge drager på det tidspunkt - kun æg. Mange æg. Men døde var de. Ingen drage til at holde æggene i live, var de ikke knækket. Jaymelia havde formået at vække Rakathans lille krop tilbage til live indeni ægget - han havde fået hendes farver deraf. Hans blik var fjernt. "Stjæler. Dræber. Sover. Vi samler. Glitter, guld, sølv. Magi. Alt det der ikke gives, må vi slå ihjel for. Vi lever for vores skat."
Kerizín ventede, lidt utålmodigt, på et svar da det virkede som om han bare sad og faldt i staver. Hun havde dog lært ikke bare at presse og genere andre indtil de svarede og hun kunne faktisk overholde det - for det meste. Heldigvis begyndte han at snakke igen inden hun nåede længere end til at trippe frustreret på stedet. Det første han sagde var til gengæld ikke så brugbart, bare usammenhængende ord men de sidste to sætninger gav hende det hun søgte. Så de var blevet slået ihjel fordi de dræbte og stjal? De forklarede årsagen til deres udryddelse men stadig ikke hvordan det kunne lade sig gøre når nu de var så meget større end heste.
"Jeg forstår stadig ikke hvordan det lykkedes heste at dræbe en masse drager... I er så store og stærke." Hun lagde tænksomt hovedet på skrå men kunne ikke komme frem til en løsning og hoppede derfor videre til næste punkt "Kan I ikke finde jeres skatte uden at dræbe folk? Så var der jo ikke nogen problemer! Og hvad skal I bruge skattene til?" Guld, sølv og ting der glitre var der selvfølgelig smukke og dejlige men ligefrem at dræbe for dem?
Rakathan vågnede ligesom langsomt op igen. Han mærkede en vrede brænde igennem sine årer da det lille væsen fortsatte sin ævlen. Han brølede skingert og mekanisk fra dybet af hans bryst. Det var deres næringskilde... De hungrede efter skattene og om dagen når de sov, sugede de ny energi igennem dem. Livet. Det var deres liv! Deres ret! Han ville bytte og sætte pris på ting, for ikke at slå ihjel - men samtidig var der sjæle der var uvillige og dem måtte man æde. Han lo kort, men så brændte hadet igen. "FLAKEZÉ STJAL DERES EVNE TIL AT KLÆKKE ÆG OG SKABE NYE DRAGER! Han lod dem rådne op i deres bjergkæde - nu kendt som Dragon Graves. Lille du! Du har spurgt og sagt nok! Hvad kan du tilbyde?!" hans stemme var arrig og han nærmede sig nu stød for stød med hovedet, til han ramte den lille hoppe med den ene fortand.