Langsomt, langsomt så umådeligt langsomt bevægede solen sig ned mod horisonten. Det var ligesom om at den tirrede Calan Gaeaf med vilje! De sorte huller hans øjne bestod af, kunne ikke tåle sollyset, men ved blot at følge skyggernes gang over klippevæggen, kunne han følge med i, hvor langt den satans lysende stjerne var i sin færd. Kom den da aldrig videre? Et yderst sørgmodigt suk forlod hingsten, som tydeligvis havde meget ondt af sig selv. Om han forstod, hvorfor Helzlori havde båret sig sådan ad. Ikke bare med at forbande denne krop, således den ikke tålte dagslyset, men samtidig at lænke ham til denne bjergkæde.. Som om forbandelsen ikke var nok! Et lusket smil gled over de sorte læber.. Okay, Calan Gaeaf forstod det godt, men det gjorde ikke uretfærdigheden mindre! Der var da andre langt mere ubehagelige typer end ham, der gik frit omkring uden at blive lænket. Hvad bildte den Dødsgud sig egentligt ind!

Endelig langt om længe forsvandt solen til fuldkommenhed, og det lille velkendte metalliske klong lød, da lænkerne blev frigivet fra klippevæggen. Det var også på tide! Calan Gaeaf nåede dog ikke meget mere end at løfte hovedet, før han blev opmærksom på, at han ikke længere var alene. En hæs, hvislende vejrtrækning lød fra oven, samtidig med at småsten og grus føg ned ad siderne på klippevæggen.

Nysgerrigt lagde dæmonen hovedet tilbage og stirrede på det besynderlige syn, der var på vej ned imod ham. Hvis ikke han vidste bedre, ville han mene at det var en drage, men de var da uddøde? Han vidste af erfaring, at deres fortabte sjæle befandt sig i en særlig afkrog af helvedet. Der var ingen frygt at spore I Calan Gaeaf, som han studerede det væsen der uden tvivl kunne æde ham i et snuptag. Men den gyldne hingst var heller ikke en rigtig levende sjæl, og kunne derfor højest miste sit hylster, hvilket han da også ville være ganske ked af. Derudover var følelser heller ikke just noget, som Helzlori havde udstyret denne dæmonhingst med.

"Jamen godaften du fremmede," samt et lusket smil var hvad det dragelignende væsen blev budt velkommen med.

Dragens himmelblå øjne stirrede ufravendt mod de bronzefarvede lænker, som Calan Gaeaf hadede så inderligt.. En tydelig fascination var at spore hos dette iltre væsen, indtil det gik op for den, at kæderne befandt sig rundt om et par ben. Hans ben. Da var det som om, at en forsigtighed sneg sig ind i dens bevægelser, hvor farten på dens fremfærd ligeledes blev sat ned. De sorte øjne blev til smalle sprækker, som Calan Gaeaf studerede dragevæsnet. Var den altid så forsigtig over for heste, eller fornemmede den noget anderledes.. ved ham? Dæmonen gættede på det sidste, da han ikke kunne se nogen grund til, at en drage skulle frygte en hest, i hvert fald ikke en almindelig én af slagsen.

På sikker afstand stoppede den grønne nu op, mens en snerren forlod dens gab. En hvislende stemme lød nu fra dens enorme indre, som den lukkede sin undren ud. En undren der var rettet direkte mod Calan Gaeaf, der nu var sikker i sin sag. Dette væsen vidste, at han ikke blot var en almindelig hest. Hvorfor ellers bruge ordet skabning, når denne krop så tydeligt udtalte ordet hest.

Dragen udstrålede i lige så høj grad magi, som dæmonen selv gjorde og måske, måske var det muligt, at den kunne være ham behjælpelig. En plan begyndte med lynets hast at tage form.

"Jeg kan kun give dig ret, du fremmede. Jeg husker intet om, hvorledes jeg er blevet lænket til dit bjerg, ej heller grunden til denne gerning." Et sørgmodigt tonefald havde sneget sig ind i den ellers så velsmurte stemme. "Min frihed bliver berøvet hver dag ved solopgang, og trods utallige forsøg på at bryde dette onde, er det endnu ikke lykkes mig." Det gyldne hoved hang en kort stund, og talte sit tydelige sprog om, hvilken sorg det var for denne hingst. "Er det mon muligt, at dine kræfter er så mægtige, at du vil kunne befri mig for disse lænker, ærede fremmede?"

Det lod ikke til, at dragen følte sig specielt overbevidst om, at det var en særlig god idé, at prøve at hjælpe Calan Gaeaf. Pokkers! Det forvoksede firben var alt for mistænkeligt! Dæmonen var som skabt til at drage heste mod sig. Hans gyldne skind lyste som en ildflue, og ville virke tiltrækkende på enhver hest i mørket. Men dette dragevæsen følte tydeligvis ikke samme tiltrækning, og turde end ikke komme nær ham, til trods for at den tydeligvis havde størrelsen på dens side. Derudover virkede den ikke til at have noget imod mørket, præcis ligesom Calan Gaeaf selv. Ja den var vel egentligt først dukket op, da solen var gået ned, var den ikke? Mon dette blot var et tilfælde, eller var der en sammenhæng her, som også kunne minde om en anden?

Dragen hævede nu sin lange hals, og så ned på hingsten et sted endnu højere oppe fra end før. Den brød sig godt nok ikke om ham.. At hjælpe ham, ønskede den åbenbart heller ikke. Et lille smil spillede dog over Calan Gaeafs mørke læber, da han egentligt fandt det ganske forstående, at dragedyret spurgte ind til hvorfor den dog skulle hjælpe ham. De var måske ikke helt så ulig hinanden, som deres udseende kunne indikere.

Som var han bedrøvet, lod hingsten atter hovedet falde, således de kulsorte øjne nu var gemt bag den blodrøde, pjuskede pandelok. "Jeg håbede blot, at en ligesindet ville kunne se uretfærdigheden i denne forbandelse." Calan Gaeaf valgte nu at gamble vildt, og satse på at hans egne betragtninger var rigtige. "Du kender selv til solens forbandelse, men i modsætning til mig, at du frit stillet til at søge skjul, hvor end du lyster." Kort skævede han op mod det store væsen. "At blive udstillet og ydmyget foran enhver der måtte ligge vejen forbi, er du forskånet for. Men ikke jeg.. Jeg har ingen mulighed for, at skærme mig fra angreb af hverken fysisk eller psykisk art." Et ulykkeligt suk lød nu fra den gyldne. Ganske vidst havde han aldrig prøvet at blive angrebet på nogen som helst måde. Ingen hest havde nogensinde fundet frem til hans fangested, og han udstrålede for meget fremmedhed til, at rovdyrene gjorde andet end at gå en stor bue uden om. Men det behøvede dragen jo ikke vide.. 

"Du er muligvis ikke nådig, fremmede. Men retfærdighed ligger dig måske på sinde.."

Til trods for at mistænksomheden nærmest strålede ud af dragen, virkede det alligevel som om, at Calan Gaeaf havde fået vagt dens nysgerrighed. Så langt så godt, men hvordan kom han videre her fra? Dragen valgte nu selv at give ham svaret. Dens glitrende blå øjne synes ikke rigtig at kunne finde hvile, og gled konstant fra ham ned til hans ben, eller rettere sagt til de forbandede lænker, der var omkring hans ben. Kunne den virkelig være interesseret i dem? En svag rest af viden synes at svæve gennem dæmonens tanker.. Var der ikke et eller andet om drager og skatte? Glitrende ting og sådan? De kulsorte øjne gled nu selv ned mod lænkerne, som i Calan Gaeafs øjne ikke var andet end en frygtelig forbandelse. Til helvede med Helzlori! Hvis han da ikke allerede var der.. Men hvis han forsøgte og glemme den forbandelse han så, så kunne han da godt se, at de skinnede ganske pragtfuldt, især hvis man kunne lide sådanne skinnende ting.

Dragens ru stemme lød nu, og hvad den spurgte om, var som sød musik i Calan Gaeafs ører. Et skridt af ren og skær iver blev nu taget frem mod den langt større drage, mens de to blækklatter der fungerede som øjne, blev rettet med et sultens blik mod det fremmedartede væsen. "JA!" Udbruddet kom heftigt og spontant, inden den gyldne hingst fik hold på sig selv, og atter fik sænket blikket, da han huskede på, hvorledes den anden ikke brød sig om hans øjne.

Lidt mere besindigt lød det nu. "Ja du fremmede. I retfærdighedens navn ønsker jeg, at give dig mine lænker for min frihed."

Udbruddet af iver der så spontant var opstået i den gyldne, havde været en fejltagelse. Dragen trak sig med dampen bølgende ud af munden. Calan Gaeaf kunne godt have forudset dette, da den anden tydeligvis ikke følte sig tryg i hans selskab, men med udsigten til frihed, havde han ganske enkelt ikke kunne holde sig tilbage. Dette overraskede ligeledes ham selv. Ingen følelse havde før bølget så stærkt igennem ham, men dette. Dette var virkelig noget der betød noget for ham! Et grumt smil dukkede op på de mørke læber ved tanken om, hvorledes det muligvis ville lykkes ham, og snyde Helzlori. Åh hvilken fryd det ville være.

Dragen var nu kommet sig over hans udbrud, og lod atter talens brug dele mellem dem. At han ingen kær skabning var, kunne den have ret i. Ærgerligt at han ikke havde kunne narre den, men den grønne var trods alt lige så magisk og fremmedartet som ham selv, så det var vel egentligt ikke så underligt, når det kom til stykket. "Mit navn er Calan Gaeaf, du fremmede." Hans stemme var blød som honning, og de uhyggelige øjne atter sænket for ikke at fremme ubehag hos den anden. Han fornemmede, at de var kommet til et vigtigt punkt i kampen mod friheden. Et punkt hvor dragen var klar til at smide sin forsigtighed. Da Flakezé pludselig blev nævnt, var det oprigtig forbløffelse, der gik gennem dæmonen. Hvorfor blande denne blødsødne gud ind i deres samtale? Calan Gaeaf havde intet med den blå at gøre. Ja havde ikke engang lagt øjne på ham. Kun to guder havde krydset den gyldnes vej. Helzlori, hans skaber og månegudinden Artemis, som ihærdigt havde prøvet at gennemskue ham, den nat månen lyste klarest.

"Min tilbedelse går hverken til Flakezé eller nogen af de andre guder. Jeg ønsker blot at leve mit liv for mig selv." For en gangs skyld var det den rene og skære sandhed, der kom ud af munden på dæmonen. Han var muligvis lænket til Helzlori, men nogen tilhænger var han ikke. 

I stedet for at trække sig væk, kom dragen nu nærmere. Dens bevægelser var smidige og lydløse, som sneg den sig ind på den gyldne, til trods for at denne udmærket var bevidst om bevægelsen. Calan Gaeaf blev blot stående, tålmodigt, trods hans sind var alt andet end tålmodigt. Hans frihed var inden for rækkevide, og derfor kunne det kun gå for langsomt, men.. Dragen var ganske frygtsom, og blot en enkelt lille forkert bevægelse kunne atter skræmme den væk. Altså, tålmodighed..

Et smil trak nu op i det grønne firbens kæber, og viste de sylespidser tænder som i et enkelt haps, kunne fortære en hest. Et skræmmende syn, jovist, men ligeledes et syn der fortalte Calan Gaeaf, at hans svar på spørgsmålet havde været rigtigt. Hvilket egentligt var meget heldigt, da dæmonen for en gangs skyld havde fortalt sandheden. Dragen afslørede nu, at den kendte til Calan Gaeafs intentioner. Eller den vidste i hvert fald, at der var noget han ikke fortalte den, til trods for at den ikke vidste hvad. Den havde b.la. opfanget, at han havde undgået at fortælle, hvorfra han kom. "Måske," svaret var ganske kort og fulgt op med et skuldertræk. Dæmonen kunne ikke forestille sig, at han skulle afsløre denne kendsgerning for nogen, men på den anden side, så var den drage jo heller ikke helt normal, præcis som ham selv. Så måske..

En rødglødende sølje af ild blev nu udspyet fra dragens mund og mod hans ben. Fascineret fulgte Calan Gaeaf ildens kamp mod lænkerne, og til trods for at han godt kunne mærke varmen, mærkede han ikke smerterne, der ellers ville lamme enhver anden. Med en klirren røg de af. Lænkerne sad ikke længere spændt fast til hans ben.. Calan Gaeaf var fri!