PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Det var måske ikke nemt at forstå, hvorfor en ren og uskyldig hoppe bevægede sig på disse kanter. Men den hvidblålige hoppe, havde sat sine hove på disse kanter mange gange før; og som regel altid med samme formål. Sådan havde det hvert fald været længe nu. Hun søgte ét bestemt selskab, selvom hun for længe siden var blevet beordret til, at blive i Vustlaums områder. Men alt var forandret nu, og den hvide hoppe tilhørte derfor ikke nogen steder mere; sådan som det som regel altid havde været. Hun søgte et selskab, som hun savnede. Det var et selskab, som nok egentlig var farligt at befinde sig i, men for Solitaïre var det det eneste tidspunkt, hvorpå hun lod paraderne falde og blot lod sig leve. Ganske tragikomisk, taget i betragtning af, at selskabet hun søgte, var Gud over døden og helvedet. Men det var der, hun levede allermest – ved siden af ham, i hans selskab.
De hvide øre med blåligt skær, vippede forsigtigt omkring, lyttende til de mange lyde der kom. Men mest øredøvende var det dog, når hun satte sine hove på ny ned i den kolde sne. Hun bevægede sig forsigtigt og fløjlsblødt afsted, men til trods for det, var det umuligt at være lydløs i de mange centimeter sne. Benene var kolde og ømme, senerne skreg af smerte, men hun fortsatte afsted, standhaftigt og søgende. En forsigtig og lavmeldt brummende lyd forlod den hvide hoppe, ganske kaldende men helt forsigtigt og lavt. For hun vidste godt, at der på disse kanter også var mange sjæle, som hun bestemt ikke havde lyst til at møde denne mørke, snefulde nat.
Hun bevægede sig forsigtigt og smidigt imellem de tætte grantræer, skubbede sneen foran sine hove, inden hun da stoppede op og lod kroppen hvile. Benene var ømme og kolde, hun var træt og på nippet til at være opgivende. Langsomt lod hun hovedet falde ned af, i små hakkende bevægelser, alt imens øjenlågene blev tungere og tungere. Bedst som hun var ved at falde hen, i ren og skær udmattelse, skreg en ugle op i stilheden, og Solitaïre flåede sit hoved op, mens kroppen gav et Z. Et svagt prust forlod hendes nu udspilede næsebor, mens hun lod de isblå øjne kigge rundt imellem de tætte grantræer – hvad havde fået uglen til at skrige op? Sigtbarheden var dårlig grundet mørket, og den stadigt faldende sne.. Noget, der ikke gjorde utrygheden mindre hos den hvide hoppe.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Jan 6, 2019 19:34:02 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Et rum tid havde han været under jorden. Han havde sundet sig - alle hans planer var blevet forvrængede og gået tabt - splittet ad i dette virvar af ulykker landsdelene pludselig var gået igennem. Han havde mistet følgere... De var forsvundet. Guderne havde valgt at man ikke sådan kunne splitte Proelio imellem dem. Landet havde brug for alle guderne, deres energier og især i Proelios Hjerte og dermed himmelriget, helvede og hvorend der ellers var gudelig aktivitet. Derfor var han forblevet i helvede et rum tid. Han havde forsøgt - åh forsøgt at sende tanker til Solitaïre. Om at han holdte et øje på hende, men i disse stunder var nødsaget til at samle sine kræfter. Genoplade ... I ilden under jorden. Hos de døde. Hans øjne faldt rundt omkring på dem. Han var træt af dem... Sjælene som vandrede, skreg og kedede sig. Nok var han deres herre, men han var ikke glad for at betjene deres mindste behov.
I disse stunder vendtes hans øjne imod ildspejlet igen. Han søgte - på overfladen med nærmest glubske øjne. Intense og ivrige for at finde hende. Men hun var ikke som forventet hvor han ønskede det... Hvor han til stadighed ville mene hun var sikker. Nej. Hoppen var taget til Darkena i forsøget på at finde ham. Han var ved at flå sig i håret. og bide tænderne ud. Hvad i alverden lavede hun dog? Han sukkede for han vidste det jo godt. Hun søgte ham... Hendes lille vrinsk fortalte det.
Guden steg til vejrs. Hans krop svævede igennem rum og jord i et par stunder før han tog form ikke langt væk. Tids nok til at se hendes krop blive tung og næsten falde i søvn. Udsat. Alt for udsat var hun her i sneens kulde og stormen, der ville bringe hendes fært langt. Han indåndede den og mærkede kroppens intense reaktioner. Dirrende skind og pumpende hjerte igen. Næsten frastødende efter al den tid det havde stået stille føltes varmen. Hans ben tordende snart af sted, som han besvarede hendes søgende, lave vrinsk fra før med et jag af et hvin. Øjnene søgte hende nu, som han nærmede sig. Søgte hendes. Hun vågnede brat af en ugles skrigen og hun søgte ligeledes - efter grunden. Han trak på smilebåndet og den sorte mule fandt nu snart hendes, som kom han ud af det blå - men det var nu blot tåge og snefald.
Den hvide hoppes øjne søgte intenst rundt imellem de tætte grantræer, søgte efter grunden til uglens skrig, der før havde vækket hende lidt til live igen. Men det var ikke nemt for hende, at se meget i dette vejr, som både stod på mørke, let tåge og en masse snefald. Hendes øre vippede uroligt rundt, lyttende efter velkendte eller faretruende lyde, men her var forholdsvis stille; for en kort stund. Dundrende hove kunne nu høres i den tætte snemasse på jorden, lyden af hove der var forvrænget af sneen under dem – men alligevel var hovslagene bekendte. Alt for bekendte – og ikke mindst savnede!
Hun løftede sit hoved en anelse mere op, søgende i forskellige retninger. Men hun kunne ikke se ham, ikke endnu. Dog kom de rødlige øjne til syne nu, inde i den tætte snetåge, men kun kort før hans sorte mule ramte hendes hvide. Et Z gik igennem hende, af forbavselse og overraskelse, men den sitrende fornemmelse blev kort efter overtaget af en anden sitrende fornemmelse; nemlig velbehag og ro. Solitaïres hvide mule gned sig op af hans næseryg, kærtegnede den, alt imens hun brummede ganske stille og forsigtigt, hilsende og med sagte kærlige undertoner. Et forsigtigt og lille skævt smil, fandt vej til hendes hvide mule, som fortsat var lænet frem til hans, inden hun nippede svagt til hans pandelog, nulrende. Derefter trak hun mulen til sig, stille og forsigtigt, alt imens de isblå øjne nu studerede ham ganske tydeligt. Var han okay? ,,Er du okay kære?”
Spørgsmålet var måske ikke helt normalt, som en ’hilsen’. Men det var hvad den hvide hoppe sagde, med forsigtighed og blide toner, til Dødsguden foran hende. Hun kerede sig om ham, og ønskede at han var okay. At han havde det godt. En bestemt duft hang over den hvide hoppe, og hun vidste godt hvad det betød. Af samme årsag, lod hun aldrig halen bag sig bevæge sig, for der var ikke nogen grund til, at sprede duften yderligere.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Jan 8, 2019 16:44:04 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Han trak vejret og lod hendes duft synke ind. Duft, følelsen af hendes kærtegn og lyden af hendes stemme. Bekymret huh? Han piskede med halen og rankede sig. "Altid, snefnug. De døde keder mig blot - men det er i helvede min krop genoplader efter sådan en omgang jorden udsatte os for." brummede stemmen betryggende og nærmest helt beskyttende. Hun skulle ikke bekymre sig om ham. Han var stærk. Gudelig. Snu og altid i sikkerhed. Der skulle nu engang flere guder til at vælte ham, og de var jo blevet enige om for længst, at der var et behov på Wareena for dem alle.
Han strøg hende over halsen idet duften af brunst trængte ind. Panden rynkede sig en smule. Hun afslørerede det bestemt ikke med vilje og han lod det derfor ligge. Han havde ikke samme jordiske behov som almene hingste og havde en anelse lettere ved bare at ignorere instinkter - især når hans krop bare var død. Hun vækkede dog hjertet til live - deraf også flere naturlige instinkter. Guden brummede længselsfuldt og trak hende tæt ind mod sig. "Beklager, kære, at jeg ikke har kunnet give ordtenlig besked. Du bør ikke være her i Darkena..." hviskede han mod hendes ører og noget gik op for ham. Han havde ikke længere en byrde - en konflikt over at føle i hendes nærvær. Han accepterede det.
Solitaïre var en sjæl, der altid bekymrede og kerede sig om dem, som hun havde nær i sit hjerte. Og sådan en sjæl, var Helzlori. Hun havde ham tættest til sit hjerte, trods det måske kunne være et farefuldt valg. Men selvom hun havde forsøgt, at lægge låg på de mange boblende og spirende følelser, var det ikke lykkedes for hende. Og hun havde nu accepteret, at følelserne for den døde gud, var sådan som de nu engang var. Hun elskede ham. Hos ham, var hun i live – paradoksalt nok, eftersom han var Dødens Gud, og egentlig selv ejede en død krop. Men for hende, var han levende og bragte mere liv over hende, end nogen anden. Og han var okay. Han havde blot kedet sig hos de døde, men havde haft behovet for, ar genoplade sin krop, i det land han hørte til i. Hans mule strøg over hendes hals, og hun brummede kærligt og ganske lavmeldt, kun henvendt til ham. Hun mærkede hvordan han trak hende ind til sit store korpus, og hvordan den beroligende og betryggende fornemmelse slyngede sig indover hendes kølige krop, grundet kulden i Darkena. Han hviskede i hendes øre – og hun vidste jo godt, at hun ikke burde være her.
Let lod hun mulen glide fjerlet over hans sorte skulder, inden hun puttede hovedet ind under hans tykke man, og nippede forsigtigt og kærtegnende til den sorte pels. Og der blev hun stående, med sit hvide hoved, gemt i hans sorte man.
,,Jeg burde ej være her, det ved jeg kære. Men hovene bar mig i den retning, som hjertet søgte. Du havde været væk for længe. Jeg måtte vide, at intet var hændt dig.”
Svarede hun så, ganske sagte og undskyldende. Men hun havde taget valget, og hun var glad for det. For hun havde fundet ham. Genfundet ham.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Feb 5, 2019 19:28:02 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Hingsten mærkede fryden og følelserne sprede sig med lynets hast som den lille, fine hoppe trykkede sig imod ham. Nippede til hans pels, gemte sig der under hans man. Han følte en enorm ro og intens kærlighed - hun var hans. Beskytte hende det agtede han at gøre til verdens ende. Han brummede varmt og knuede hende ind til sig, som det døde hjerte slog sine rådne slag - men disse var helt berettiget til hende, det var nok et råddent sort hjerte. Men hun var grunden til at det slog og det størkende blod blev purre rødt igen. Pulserede varme ud i hver lemme og krog af den store sorte krop. Helzlori trak på smilebåndet. Hun vidste det jo godt - god pige...
Han stønnede helt magtesløs - der var ingen måde at tæmme hendes skridt på. Jovist elskede han hende alligevel, det var jo det rene romantik! En gang ævl og kævl, man ikke skulle træde ind i, men han havde gjort det igen. På trods af al afsky imod den slags følelser og pladder. Det var sødt. Det var romantisk at hun sådan bekymrede sig om sin kære. Men han var aldrig i fare. Hingsten rankede sig stærkt over hende - måske var det på tide de bare aldrig forlod hinanden? Han havde på sin vis opgivet sine planer lidt... Der fandtes en gammel hingst under hans ydre, der et eller andet sted ikke gad mere.
"Intet hænder mig bare sådan lige, snefnug." han nussede hendes skind. Følelsen fra mulen bredte sig dybt ned i hans krop og tændte selv det mørkeste blod. Nydelsen, oplevelsen af at undersøge hendes skind og det der lå under, fyldte ham med inderlig kærlighed. Duften af hende var tiltalende - brunsten ligeså, omend han ignorerede denne. "Hvorfor kommer du ikke med mig? Se om helvede er så slemt som de siger?" han trak sig let for at se på hende og savnet af hendes krops nærhed var straks i hans nervesystem.
I lang tid, havde den hvide hoppet benægtet, at den sorte virkelig ønskede hendes selskab, ønskede hende. Hele hende. Men efterhånden som tiden var gået, var Soli begyndt at forstå, og tro på, at det hun følte for ham, også var gengæld. Hun vidste ikke, om hans følelser for hende, var lige så stærke, som hendes var for ham. Men hun vidste, at noget måtte den sorte døds gud føle, for hjertet slog igen hos ham, hun kunne mærke det imod sit sensitive skind. Hun kunne mærke det slå, dung dung, tunge, langsomme slag, men de var der. Og varmen i hans krop kom også langsomt under huden på ham, hun kunne mærke den imod sit eget skind. Hans stønnende lyd, fortalte den hvide hoppe, at også han langsomt gav mere og mere efter for det, de havde skabt for hinanden. Han nussede hendes skind, kærtegnende, mens han talte. Intet ville hænde ham, og det vidste hun godt, måske var ganske korrekt. Men der var andre Guder derude. Guder, der måske ikke ønskede ham i landet, hvert fald ikke hos de levende.
,,Jeg tror aldrig, at mit hjerte stopper med at kere sig om dig, kære. Ej heller selvom du er en Gud.”
Sagde hun da, ganske sagte, inden hun mærkede hvordan han trådte væk, efter at have indbudt hende til Helvedets land, sammen med ham. Normale sjæle, ville nok ikke træde med ham. Men Solitaïre tøvede ikke med, at svare ham. For hvis blot hun kunne være, hvor han var, var det ligegyldigt hvor det så end var henne.
,,Lad mig gå ved din side, så vandrer jeg hvor du gør”
Svarede hun, ganske lavmeldt og med hviskende, kærlige toner. Hun mente hvert et ord. Hun ville gå, hvor han gjorde. Både i Helvede, og hos de levende. Hun søgte imod ham igen, søgte at mærke hans skind. Han måtte ikke forsvinde igen, ikke endnu. Hendes næseryg lod hun lade imod hans muskuløse bringe, søgte trygheden og nærvær igen.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Feb 5, 2019 20:20:06 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Han lo mildt... Hun kunne jo slet ikke lade være. Det var præcis som kærlighed skulle være - han forlod ikke hendes tanker. De kredsede om hende og han nød denne viden. Guden lyttede til ordene om at være gud... Selvom man var gud. Der var altid trusler fra de andre guder. Men de vidste alle efter de mange år at for balancen i hele Wareena blev vedligeholdt, var de nødt til at blive her. Alle sammen. Nødt til at enes på den ene eller anden måde. Helzlori bekymrede sig ikke... Jo han havde haft mange planer om at overtage landet og udrydde de andre guder. Men det var ganske enkelt ikke muligt bare at udrydde dem. Det værste de kunne gøre ham, var at trække ham til helvede og fængsle ham. Det var sket før, men han havde overlevet, ikke?
Hendes svar sendte iver igennem hans krop. Det var jo hans hjem - helvede. Sort, ildfyldt og dødt som det var, så hørte han til i sit palads oplyst af grøn ild og rødt månelys. Han trak på smilebåndet og glædede sig som aldrig før. De kunne være i fred... Der var en masse skønne ting de kunne foretage sig. Helt alene - hvis man så bort fra de dødes skrig og sommetider ihærdige forsøg på at få fat i Helzlori.
Guden lod hende komme nær igen, placerede sig så de var side om side, som hun ønskede dette. Hans mule tæt mod hendes. Så skridtede han. Et skridt af gangen, som sneen smeltede under hans hove - grøn ild formede sig ud af ingenting omkring dem. En portal af tåge og mørke åbnede sig med et spind af ilden omkring sig. Han så på hende - ledte efter en reaktion. Var hun spændt?
Det var en mærkværdig samhørighed der var opstået mellem de to. Ved deres første mange møder, havde den hvide nærmest gemt sig i sit indre, af frygt for den sorte. En frygt, der både bundede i det faktum, at han var Dødens Gud, og også fordi hele hendes indre vidste, at det måske på så mange måder, var forkert at falde for én som ham. Hun havde en datter med hans søn, en ting, der gjorde deres forhold endnu mere forunderligt. Men faktum var blot, at den hvide langsomt, men solidt, var faldet mere og mere for den charme og varme som han besad. Noget, som hun i starten ikke kunne se, fordi hun altid var skeptisk overfor andre eksistenser, og hvad de ønskede at gøre ved eller med hende.
Men hun var faldet nu. Og hun var faldet dybt. Så dybt, at hun godt vidste, at det var evigt for sent at ændre på det. Hun var hans – lige så længe, som han ønskede det. Hans leende lyde, fik hendes øre til at spidse sig helt i hans retning. Det var en sjældenhed at han lo, og i hendes øre, var det den kærligste gestus han nærmest kunne give hende. Selv smilede hun sjældent, men i hans selskab, kom smilene lettere og oftere, som nu. Hun stod nemlig med et lille, blidt smil om den hvide mule, idet han trådte langs hendes side, og tog nogle skridt afsted, med hende, inden en portal åbnede sig for øjnene af hende.
Hun kiggede forundret på denne portal, med nysgerrigt og dog alligevel lidt skeptiske øjne. Hendes blik blev knebet lidt sammen, mens hun strakte mulen lidt i dens retning, uden at røre. En brummende, nysgerrig, og alligevel let tilbageholden lyd forlod hendes spinkle krop, inden hun derefter puffede blidt til hans skulder. En gestus, og en invitation til, at han måtte føre an – for hun ville følge ham. Altid.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Feb 6, 2019 12:18:00 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Portalen skabte en total stilhed omkring sig. Ingen vind blæste, ingen lyde fra omverdenen trængte ind. Ilden dansede lydløst og tågen bevægede sig langsomt og dovent med mørket. Hingsten kiggede på den hvide hoppe. Smilet der trådte frem på hendes læber fangede alt det han vidste der lå under det skrøbelige skind. En stærkere hoppe - mere solid og sikker end hun nogensinde havde fremstået før. Han sukkede helt paralyseret indtil hun opfordrede ham til at lede hende. Et lettere olmt smil bredte sig, men samtidig charmerende.
"Kom med til underlandet." hviskede han med en spænding i sin stemme, der på en og samme gang var gyselig kold og indbydende.
Guden stejlede og satte af sted i store travskridt med kurs direkte imod portalen. Han forventede hendes skridt fulgte hans, som hans krop brød portalen og forsvandt direkte ind i midten af hans palads. Et slot af sorte, spidse klipper, hævet langt over floden af skrig, pinslernes marker, tågernes grotter og alt hvad der befandt sig i helvede. Bortset fra den del af helvede der var reserveret til helt særlige sjæle. Et lille paradis lå på en klippe lig hans slot - men fjernt i horisonten. Helvedes himmel var en illusion - loftet var magiske lænker, drypsten og svævende lava flere steder - men himlen havde alligevel en illusion - nattehimlen. Med farver man sjældent så andre steder end i nordlyset. Der var skønhed i dybet. Han skridtede ud på det sorte marmorgluv som ilden brændte ud og efterlod Darkena i dens normale element.
Den hvide hoppe kiggede mod den portal der var åbnet for dem begge. Side om side stod hun, med Dødens Gud. Hun burde frygte det, frygte at træde ind i denne portal – men det gjorde hun ikke. Hun stolede på ham, stolede på, at han ville føre hende til Helvede uden bagtanker eller for at holde hende fanget dernede. Men hun ville være hos ham, også selvom det skulle være i Helvedet, selv i en evighed. Bare han var der.
Da han trådte afsted og lod sig træde ind i portalen, var hun ikke længe om at sætte frem i skridtende bevægelser, blidt og sirligt efter ham. Hun trådte selv ind, og på et splitsekund ændrede det hele sig omkring hende. De blå øjne spejdede frem, og hun sugede alle detaljerne til sig. Lyden af hans hovslag på det sorte marmor gulv, gav ekko i hendes spidsede og lyttende øre. Selv trådte hun hen langs hans side, og lod sin spinkle krop smyge sig forsigtigt op af hans store korpus, til de stod side om side, med ansigtet i samme retning. Hun løftede blikket op, på den nattehimmel der hang over dem – så farverig og levende, som hun aldrig havde set det før. Det fik et forsigtigt og taknemmeligt smil frem på hendes mule, inden hun brummede i en sagte og kærlig tone til ham, og drejede sit blik ind i hans.
,,Det er smukt.. Så.. Levende..”
Sagde hun, nærmest helt forundret og med en taknemmelighed i stemmen – for det var hvad hun var. Taknemmelig for, at han havde taget hende med. Med forsigtighed lod hun sin mule nærme sig hans, og nippede til hans underlæbe, inden hun trak mulen til sig igen, og lod de blå øjne glide omkring dem, betragtende og iagttagende. Kunne dette virkelig være Helvede? Så fint og levende, og alligevel fyldt med mystik og mørke.
Go to heaven for the climate. Go to hell for the good company.
542 posts
1 like
Post by Helzlori on Mar 22, 2019 19:54:13 GMT
Helzlori Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.
Gudens portal slukkede bag dem og de var... Ja som man kunne sige det: Fanget i helvede. For nu. Var det i virkeligheden så slemt som verden gik og formidlede det til at være? Helzloris øjne fulgte Solitaïres med under og hans hjerte bankede... Han havde taget hende med hertil. Til han verden og her var de alene... Ja altså så man blot bort fra millioner af døde sjæle. De var uforstyrrede af de levendes verden - det sted han måske inderst inde vidste var et af de mest grumme steder af dem alle. Livet.
Det bragte sommetider meget mere sorg, tab og lidelse med sig, end døden gjorde. Hernede blev man dømt efter sit sind, sine handlinger og blev straffet herefter - mange fandt fred hvor livet altid havde været kaotisk. Urimeligt svært. Han stirrede så på hende, imens stemmen lød fra hende. Forundret... Hans hjerte smeltede næsten... Nok kunne han blive træt af helvede - men det var nu som sådan ikke stedet... Det var pligterne og hans evige byrde med at dømme og 'frelse' fra pinsel i døden.
Hun kunne se det. Han kunne dele sin verden... Som en hemmelighed - hvad der skete her blev her. De var som skjult og kunne elske i fred. Hans stemme var varm, da den tændtes med et mildt brum - hoppens tænder der nappede hans læbe. "Ingen sjæle ser dette med egne øjne før de dør. Visse finder fred. Visse fortjener ikke fred. Andre har uafsluttede ting på overfladen, der holder dem fanget her..." hviskede han imod hendes ører. Hans krop fandt ind til hendes som en sikker klippe af nyfunden varme... "Ønsker du at se mere?" der var en undertone i spørgsmålet... Jovist ville han vise hende underverdenen... Men der var en anden ting der rev i ham nu hvor en mærkværdig ro sænkede sig og han kunne blomstre med alt hvad han indebar overfor hende... Hingsten var fyldt til randen. Med lyst og med sin kærlighed.
