PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
De kantede, mørke bjerge der på afstand ikke så specielt betydningsfulde ud, dukkede nu for de strålende blå øjne, der søgte dem så ivrigt. I høj fart nærmede der sig en grøn skikkelse, hvis gyldne hove på det nærmeste ikke rørte jorden. En vild glæde der overgik alt andet, huserede i hendes indre. For det var lykkes! Det var lykkes for Magiens Gudinde at vække en af de ellers uddøde drager. Et væsen så prægtigt, så fuld af magi og så uforudsigeligt, at dets lige ikke kunne findes på denne jordklode. Et skrig af ren og skær lykke, lød nu fra den spinkle skikkelse, der på intet tidspunkt sagtnede farten. Dog måtte hun passe på. Hun var ikke sikker på, at de andre guder syntes, at det var så god en idé, at have skabt dette pragtfulde væsen. Jaymelia var dog ligeglad, så længe de andre guder blot holdt sig på afstand af hendes elskede, ville der ikke opstå nogen form for ballade. For den grønne gudinde havde skam i sinde at beskytte sin genoplivede drage, præcis som de føl hun netop havde skabt gennem sin krops resurser. De var alle af hendes blod, og derved var det lige så naturligt for hende at forsvare sit afkom, som det var for de andre guder.
Endelig var hun fremme! Hun stod ved åbningen af den mægtige grotte, der husede hendes største vidunder. For nok var Rakathan endnu ikke særlig gammel, mens hans omfang var på ingen måde til at spøge med. En blid, melodisk brummen lød nu fra den flaskegrønne gudinde, mens hun kaldte på det mægtige væsen.
Solen var netop sunket ned bag horisonten for at lade mørket overtage, og selv lade op til en ny dag. Tidspunktet kunne ikke være mere perfekt.
En svag rystelse i bjergets indre kunne nu føles gennem den rå klippe.
She has become the goddess of dragons - my mother.
✯ Gensyn
Dragens vinger strakte sig som et gab fik hulerne til at ryste omkring ham. Benene bevægede sig så guldet raslede under hans vægt. Han var vokset - det var gået stærkt. Som om at den lille skrøbelige krop han kom ud af ægget i, skulle vokse hurtigt i en verden, der nok ikke ville tage pænt imod ham. Før havde man nok tænkt at han var et deciceret nuttet og besynderligt krybdyr. Nu var han mægtig. Ingen tvivl om hvad hans store - men dog stadig slanke og knap så muskuløse - krop kunne udrette. Drage. Den eneste der trak vejret i disse år. Han ønskede sig flere artsfæller. Men indtil da ville han være hende taknemlig - hans gudinde. Man kunne sagtens kalde hende moder. For hun alene havde genoplivet hvad der var uddødt for længst. De fleste heste i denne verden troede ikke engang på drager, men nu var han her. Hadefuld overfor dem der udslettede hans art engang.
Hans krop søgte nu mod en af de store huleudgange tæt ved jorden. Bjergene rumlede. Klipperne gav let efter for vægten. Rakathan følte hans moder kalde. Hun ville se ham. Han ville se hende. De store klør greb fat i stenene og han nærmest svævede, trods han var indeni hulen. Endelig fandt han ud og i et mekanisk, højt skrig løftede han hele sin lange hals med hovedet og spyede ild. Han var fri. Takket være den lille, ædle skikkelse foran ham. Efter hans frihedsskrig sænkede han sit hoved og noget man sjældent ville se i Rakathans ansigt viste sig. En form for kærlighed og ro.
Tiden føltes som om den stod stille, så utålmodig var den grønne gudinde. Hun vidste, at han var på vej. Hun kunne ikke blot mærke det på bjergets rystelser, men ligeledes i hver eneste fiber i hendes krop. Alligevel kunne det kun gå for langsomt med atter at beundre det prægtige væsen hun havde skabt fra fortidens glemsel. Men med ét var ventetiden forbi, med ét skød et enormt hoved på en lang, muskuløs hals op af grotteåbningen. En mægtig flamme skød ud af hans åbne gab og op mod himlen, hvilket fik Jaymelia til at le hjerteligt. Ååhh var han da ikke fantastisk!
Efter denne opvisning blev det enorme hoved nu sænket mod den lille skikkelse, hvis farver gik igen i den store krop, der nu ligeledes kom op af grotten. "Rakathan min kære, hvordan har du det?" Den hvide mule blev nu blidt strøget over dragens overlæbe, mens det himmelblå blik gled over det mægtige væsen. Det var tydeligt at det gudinden så, fik følelserne af både kærlighed og stolthed til at brede sig i den spinkle, flaskegrønne krop. Jaymelia nærede et stort ønske om, at fremvise Rakathan for sine medguder. Hun ønskede, at de skulle beundre ham på samme måde som hun gjorde. Forstå hvorledes dragene ligeledes hørte hjemme her i Proelio, ligesom alle hestene. Men.. Magiens gudinde frygtede, at de andre guder ikke ville forstå dette, og derfor holdt hun endnu hendes hjertens barn skjult, af frygt for hvilke ugerninger de kunne finde på at gøre mod ham.
"Du er vokset min elskede, snart vil denne grotte ikke længere være stor nok til at huse dig."
Størrelsesforholdet her var helt henne i vejret, hvis man tænkte på den tilknytning Rakathan følte til den lille gudinde. En moder der ikke engang var halvt så stor som sin unge. Det var ligegyldigt, for den store drage mærkede stadig sikkerheden hos sin 'moder' som enhver anden unge ville gøre det. Han ville stadig ligge sig ned som en hvalp og lade hende stryge hans skæl. Men det var ikke det hun var her for, var det? Han fornemmede at Jaymelia som gudinde havde mange interesser også i forhold til hvad hun ønskede af ham. Han ville stå op til det - være klar når hun bad ham. Rakathan brummede ved lyden af hendes stemme og de blå øjne fandt ned til hende. "Jeg har det glimrende - klar til at tage verden på nakken...." hvislede stemmen, men stadig bar den, som så meget andet ved hans udstråling i øjeblikket, på varme. Dragen nikkede og så sig let tilbage. Grotten var en smule trængselsfuld... men der var vel flere grotter i dragernes sidste hjem ikke? Eller ønskede hun at han flyttede sin skat... Bort?
De store, blå øjne så lig hendes egne, gengældte hendes blik og rummede så meget liv, at Jaymelia blev helt rørt. En følelse hun ikke var bekendt med fra tidligere, og som derfor forskrækkede hende. Hun følte sig glad på en underlig sorgfuld måde? Her stod et væsen fra hendes verden, som oprindeligt var uddød. Men der var intet dødt over Rakathan, han strålede af en livsglæde så intens, at det slet ikke var til at forstå, hvor længe hun rent faktisk havde kæmpet, for netop at genoplive dette liv. At han nu blot bekræftede, at han havde det glimrende, fik et stort kærligt smil til at brede sig om Gudindens hvide mule. Jaymelia var ikke decideret nogen ond hoppe, men direkte kærlighed var sjældent noget hun skænkede nogen. Men nu var det jo Jaymelia der var tale om, så at en drage frem for en anden hest, formåede var vække disse blide følelser, var vel egentligt ikke så underligt.
Hun så det uudtalte spørgsmål i dragens spørgende blik, og puffede med mulen let drillende til hans langt større snude. "Din skat forbliver hvor du ønsker den skal være, men lad mig det vide, hvis du ønsker en udvidelse af din nuværende grotte, frem for at finde en anden i denne bjergkæde." At Rakathan følte sig godt tilpas, lå Gudinden meget på sinde.
Med et dukkede et tvivlende blik op i Jaymelias havblå øjne. Mon de snart var klar til hendes overraskelse? Hun vidste, at Rakathan havde mødt andre heste, og derved havde udvidet sit sind, men hvordan mon resten af hendes nye familie ville tage det? "Min kære, vores familie er større end blot os to, og jeg ønsker at I alle skal mødes.." Kort tøvede hun. "Men jeg ved ikke, hvornår tiden er moden? Hvordan har de heste du allerede har mødt her i landet, taget imod dig?"
Dragen var nået at mærke hjertet synke en smule over hans mulige tab af sit første hjem... Han havde haft det pragtfuldt i grotten med sin skat og trods han havde set de større grotter, var de ikke som sådan tiltalende. Han var hjembunden. Det blev drager ofte når de bosatte sig med deres skat. Rakathans øjne vågende op da hun puffede hans mule og tog tankerne ud af hovedet på ham. Kunne mødre mon virkelig læse tanker? For hun så alt. Han var næsten sikker på hun også vidste alt... Meget mere end de sølle skabninger han havde mødt på sin vej.
"Moder, intet kunne gøre mig mere tilpas, end at forblive i mit hjem, om du kan få det til at vokse med mig... Jeg vil altid være dig taknemlig." dettte var virkelig ikke den Rakathan de fleste mødte. Ærbødig og helt på sin plads kærlig og høflig. Hans dybe brystkasse fremsagde en mørk, hakkende lyd - en brummen, men mindede samtidig om en kats spinden. Han elskede hende
✯ Utryg
Han lyttede til hende. Hvert ord der faldt over de hvide læber... Men hans hoved blev lagt fladt ned i højde med nakken og dragens tænder skar mod hinanden... Mere familie og heste... Hans instinkter var nu engang at blive lettere utryg og bød ham at forsvare sig imod heste. Angribe. True... Men han havde nu ikke dræbt nogen... Han havde forhandlet. "Mine møder med hestene har ikke bragt død over nogen. Ikke krig og ikke skrammer. Men de fleste er forskræmte små væsner, der ikke tiltaler mit indre jeg... Kun én lille skabning har forvirret mig så meget, at hun trykkede på mit hjerte." han tænkte over det og smagte på ordene. Kerizin havde ikke været den mindste smule forskræmt, men hun havde været noget så forvirrende.
Rakathans ønske om at måtte forblive i sin nuværende grotte, fik et anerkendende nik fra den grønne gudinde. Hvis det var hvad hendes søn ønskede, så var det hvad han skulle få. At få grotten til at forstørres i takt med at dragen voksede, ville ikke kræve det store. Rakathan selv emmede så meget af magi, at det ikke kun undgås at smitte af på de omgivelser, hvor han opholdt sig meget. Derved var selve magien allerede tilstede i hans grotte, og skulle blot forarbejdet en smule, for at besværgelsen ville fungere.
Kærligheden flød mellem de to grønne væsner, der på det ydre ingen lighed havde med hinanden, men i det indre var som to alen af ét stykke. Ingen af dem hørte oprindeligt til i Proelio. Beboerne i landet følte ingen større begejstring for dem og ingen af dem forstod sig på de følelser, der som oftest vældede op i dem. At havde én der mindede så meget om hende selv, betød uendeligt meget for Jaymelia, og hun var yderst taknemlig for Rakathans eksistens.
Da emnet nu faldt på hestene i landet, dukkede en bekymret rynke op i panden på den ellers så sorgløse gudinde. At hestene frygtede Rakathan var vel egentligt ikke så underligt, men hun havde håbet, at det kun ville være et øjebliksbillede. Jaymelia kendte den grønne drage og vidste derfor, at han kun ville slå fra sig, hvis han blev provokeret til det. Det var dog vigtigt, at de alle vænnede sig til hinanden, både drage og hestene. Vigtigt hvis de andre guder, skulle holde sig fra at gøre hendes søn ondt. Hun nikkede derfor ganske tilfreds, da Rakathan kunne fortælle, at selvom han ikke brød sig om dem, havde han intet ondt udøvet. At der var én enkelt hest, der havde budt Rakathan at mærke sit hjerte, var godt. Jaymelia ville bare ønske, at der havde været flere.
"Jeg glæder mig over, at der ingen stridigheder har været min kære. Du har formået at kontrollere dig selv bedre, end jeg havde turde håbe på." En blid melodisk brummen hørtes nu fra den grønne hoppe, der følte sig stolt over hendes slægt. "Men jeg tror desværre at det er nødvendigt, at du fortsat prøver at blive en del af Proelio. Får hestenes accept, i hvert fald de fleste af dem."
Jaymelia ville ikke bede dragen om, ikke at forsvare sig, hvis det kom der til. Der fandtes trods alt en del krigeriske heste i landet. Men direkte at opsøge stridighederne, håbede hun at han fortsat ville holde sig fra. For hans eget livs skyld..
Som minutterne tikkede af sted flød hans tanker rundt i hans hoved som små irriterende fluer, der nægtede at lade sig standse deres irriterende dans omkring ens krop. Han havde instinkter der blev tændt ved visse heste, men endnu var knappen aldrig blevet tændt helt, før den slukkede igen... Dette var nok forskyldt af hans selvkontrol og evne til at forhandle i stedet for at tage. Dragens sind var en smule forpint under forvirrigen, men hans moders kald var det vigtigste han havde følt... Og hun ønskede dem sammen. Alle sammen. Heste, guder, drager og andre væsner. Ikke?
Rakathans vinger spredte sig i et stræk og kroppen fulgte med - det var sommetider udmattende at ligge på en skat hele dagen imens man ventede på natten tog over. Moderen svarede nu og forklarede hvordan hun ønskede tingene skulle være og at hun var glad for der ikke var opstået strid. Dragen brummede nærmest stolt. Han havde opfyldt et ønske hos sin mor! En ung sjæl havde svært ved at se hvad der kunne være bedre! Dog var der også en ulmende følelse i hans krop af uro. Hvad hvis han ikke kunne leve op til det hele? Ordenes ros havde fået kroppen til at hæve sig fra strækket flere meter. Men nu sank han en smule sammen og så ind i hendes øjne.
"Så må jeg finde lille Kerizin igen. Hun taler om... Venskaber som om det er jordens bedste ting. Hun har... Idéer. Idéer om drager og heste i harmoni..." han bed tænderne lidt sammen og hovedet føltes tungt ved tanken om alt det han måtte lærer. Men tanken lyste imod moderen... Havde han et valg?
Rakathan strakte sig, foldede de mægtige vinger ud. Han var urolig, hvilket ikke var noget at sige til, idet han dagen lang havde vogtet over sin skat. Nu hvor natten havde overtaget Proelio, var hans tid kommet. Jaymelia vidste, at hun ikke skulle holde på ham meget længere.
"Min kære, jeg ved du gør dit bedste, mere kan jeg ikke forlange." Hun mærkede tvivlen i ham. Tvivlen om han kunne leve op til hendes idéer om, hvorledes de skulle komme gennem det alt sammen, således Rakathans liv fik lov at fortsætte. Heste og drage var så langt fra hinanden, at hun sagtens kunne forstå hans forvirring. Der var ingen han kunne støtte sig op af, ingen som ham selv. Ingen han kunne folde sin sande personlighed ud sammen med, uden at behøve være bange for, at komme til at skade nogen.
Lysten i Jaymelia var stor. Hun ønskede at skabe ham en ligesindet. En han kunne være sig selv sammen med. Endnu en drage. Men Magiens Gudinde var ikke dum. Rakathan var endnu ikke blevet accepteret af de andre guder, og uvisheden om han overhovedet blev det, lå som en tung sky over dem begge. At skabe endnu en drage var derfor muligvis at presse den for meget, i hvert fald på dette tidspunkt.
Den grønne drage fortalte nu om denne hest, der havde rørt hans hjerte. Venskaber som åbenbart var noget hun prædikerede for Rakathan, var ikke noget som Jaymelia selv havde den store erfaring med, men idéen om drager og heste i harmoni var dog en idé, hun delte med denne Kerizin. "At drager og heste ville kunne leve side om side i fred og fordragelighed, ville være at foretrække." Et lille smil spillede om den hvide mule. "Men jeg skal ikke opholde dig længere min kære. Natten er endnu ung, og den venter på at du indtager den."
Noget af hans tvivl forsvandt ind, ved moderens ord om at hun ikke kunne forlange mere end hans bedste... Hun vidste han prøvede. Han havde med et meget at leve op til - nærmest mere end før, trods det ikke havde ændret sig. Men han ville jo gøre sit bedste, dette betød han måtte tage lidt mere ansvar over sine småudbrud. Stole på de små heste, eller i hvert fald give dem en chance. Dragens krop rystede sig let, hans ben trippede en smule. Klar til at tage af sted og først finde sig selv, slappe af, lede... Så snakke. Med de små heste... Opfylde sin moders ønsker.
De næste ord bekræftigede blot hvad han måtte gøre. Harmoni. Han smagte på ordet uden helt at sige det. Hvordan ville det egentlig være? Hvad ville det betyde for hans skat? Kunne de stadig forhandle? Eller... skulle han dele? Kort efter afbrød moderens smil og ord hans tanker. Hun ville ikke opholde ham længere. Han mærkede derved også utålmodigheden i sin unge krop efter at bevæge sig frit af sted. "Jeg sværger jeg vil gøre mit bedste, for dig. Tak moder, Vi mødes igen." dragens blide blik var ikke til at tage fejl af og den store ranke krop anerkendte hende. Han ville ikke svigte hvis han kunne undgå det. Dragen løb nu forbi sin moder, lettede på vingefangene og søgte månelyset! Han elskede livet.
Rakathan lod sin moder vide, at han sværgede, at ville gøre sit bedste. Dette tvivlede Jaymelia på intet tidspunkt på, og hun stod blot tavs tilbage, fuld af beundring, mens blikket fulgte den unge drage, som kastede sig ud i nattens eventyr. Han var i sandhed det prægtigste væsen i Proelio! Hvis blot alle andre også ville kunne få øjnene op for dette, især hendes medguder. Indtil da måtte de træde varsomt. Et dybt suk forlod den flaskegrønne hoppe. Det var ikke altid let, at skulle forene sig med ikke at være den eneste gud i landet, sådan som det havde været før i tiden. Det skulle tages så mange hensyn nu til dages.
Et lille smil dukkede nu op på Gudindens bløde mule. Hun havde startet natten med sin søn, nu ville hun videre til den anden del af hendes familie.
Og med et enkelt svirp med halen, var Jaymelia væk..