Med ét syntes det som om, at den blå hingst havde taget hans beslutning. Der kom liv i ham, væk var den stabile klippe, som i visse tilfælde kunne være ganske god, med som nu blot havde været et tirrende fundament, som i sin stoiske ro ikke havde rykket sig ud af flækken. Hans bløde mule gled over hendes pande, nippede til de følsomme ørespidser, strøg gennem den vitre, pinke man. Endelig, endelig! En temmelig primitiv lød fra Trudys strube, som hun fuldstændig gav sig selv hen til den hingst, der nu endelig langt om længe så hende. Det havde vist sig, at det ikke var tågen omkring dem der havde været problemet, men tågen i Flakezés tanker.

Den dybe stemme lød nu atter, men Trudy gad ikke høre på mere tale, hun ønskede blot at lade kroppens sprog tale imellem dem. Alligevel fornemmede hun noget i hans stemme der sagde hende, at hun hellere måtte høre efter, også selvom det var svært. Flakezé ønskede at hun skulle være hans. Uforstående stirrede hun ind i hans dybe grønne øjne, der rummede så meget alvor. Men hun var jo allerede hans, ingen anden havde hendes hjerte som denne hingst. Hun skulle netop til at åbne munden, for at forklare ham dette, da han endnu en gang fortsatte. Denne gang lød han så skrøbelig som glas, som kunne det mindste vindpust få ham til at springe i tusind stykker. Hans hjertes udkårne.. Hans mage! Trudy forstod nu, at Flakezé var langt mere seriøs i sin tankegang, end hun selv havde været. Hun elskede ham, det var der ingen tvivl om, men at være hans mage? Sidst hun havde været nogens mage, havde hun grumme kommet til at fortryde det. Ønskede hun atter dette? Endnu en gang at binde sig? Trods disse tvivlstanker, kende den sorte hoppe udmærket godt svaret. Mage eller ej, hun ville aldrig forråde Flakezé på nogen måde.

Langsomt nikkede hun med det spinkle hoved. "Ja, jeg vil leve mit liv hos dig. Ja, jeg vil være din mage, som du vil være min." En ny alvorsfuld mine var dukket op hos den sorte, som hun lod disse ord komme over sine læber. Flakezé ville aldrig forråde hende, som Frost havde gjort. Han ville ikke forlade landet og forsvinde i flere år, uden at sige et ord. Han ville ikke tage hendes føl med sig, således hun aldrig skulle se dem igen.

Føl.. Med ét rødmede de sorte kinder. Til trods for alvoren fra før, og hendes ophidsede opførsel fra før det, der absolut ikke overlod noget til fantasien om, hvad hun tilbød Flakezé, hendes mage. Ja, så følte hun sig pludselig som en bly unghest igen. En unghest som blot kunne finde på at lade sig rive med at stemningen, uden at vide hvad resultatet kunne blive. Trudy kunne godt lide, at følge sig som en unghest igen.  

Kærligheden var ikke kun tant og fjas, men også alvorlig.. Alvorligheden havde hersket, først hos ham og siden hen hos hende, men med et kys så varmt, at det ville have smeltet enhver anden der ikke rummede ildens hede, var alvorligheden som brændt bort, og tilbage stod to heste, der trods deres alder tydeligvis atter var i ungdommens vold. Flakezé lo. Han lo så hjerteligt og glædestrålende, som Trudy aldrig havde hørt ham før, og hun var ikke sen til at følge med. Som en symfoni af latter, smøg deres stemmer sig om hinanden i en samklang så uperfekt, at den blev perfekt. Trudy følte sig med ét lige så fjollet som før, blot med den forskel, at hun nu havde fået sig en legekammerat.

De stribede ben lavede pludselig et badutspring af højeste klasse, således den sorte hoppe med et ordentligt bump sprang tilbage. "Det er forbudt og røre, kun se." Et frækt smil spillede om den hvide mule, som ikke lagde op til andet end ballade. Latteren var fortsat af se i de mosgrønne øjne, der dog samtidig rummede en dyb kærlighed til den hingst, hun netop havde forbudt at røre hende. Heldigvis gjaldt det jo ikke den anden vej rundt, og i endnu et fjollet spring der næsten fik væltet hende omkuld på det ujævne underlag, som skovbunden bestod af, var hun henne på siden af ham, hvor det hurtigt blev til et nap i det følsomme maveskind. Med et grin hun end ikke forsøgte at skjule var hun atter væk. Trudy var som en hvirvelvind. En vind der fik blæst sig selv mere og mere op, for måske at ende som en storm?

En anelse forpustet var den sorte hoppe nu stoppet op med tågen bølgende mellem de stribede ben. Hun kiggede ikke hen på Flakezé, men mærkede tydeligt hans nærværd. Et nærværd der fik hende til at føle sig hel igen. Hel efter det hul som DawnFrost tidligere havde efterladt. Trods tanken om hendes tidligere mage var sneget sig ind i hendes tanker, kunne mindet ikke kvæle den overvældende lykke der huserede i hendes krop, og fik hende til at stå og smile fjoget ud i luften.

Denne dag måtte ingen ende tage..

Som Trudy stod ganske stille for atter at få vejret til at fortsætte, bemærkede hun pludselig hvorledes en mild brise smøg sig om hende. Og det til trods for, at der tidligere havde været ganske vindstille, hvilket jo netop var grund til den tykke ærtesuppe af en tåge, ikke forsvandt. Blikket fløj straks tilbage på hendes mage, der blot stod nok så uskyldigt.. Og var skyldigheden selv! "Din snyder," hvinede hun højt og sparkede legesygt ud efter ham, til trods for at Flakezé på ingen måde var i nærheden. Med overdrevent hoppende skridt dansede hun nu tilbage til den blå hingst, som hun tog en runde om, inden hun stoppede direkte foran ham. Her pressede hun sin pande mod hans, mens det lattermilde blik gengældte hans. "Du tabte.."

Al denne livlige aktivitet, havde gjort den sorte hoppe tørstig. Hun vidste at der lå en å lige i nærheden, hun skulle bare lige have den lokaliseret i denne såkaldte omtågede verden. Normalt ville den rislende lyd af vand kunne lede hende på sporet, men selv lydende blev forvrænget og var ikke til at stole på, når tågen havde overtaget. Langsomt lod hun sin mule glide op mod det ene af Flakezés følsomme ører, hvor hun nænsomt hviskede. "Lad os finde åen.. Lad vores kroppe dampe af, lad os ikke ende med at fordampe, som en del af denne tåge." De trængte muligvis til at køle af, selvom det i Trudys kunne være svært, så længe hun var i Flakezés selskab. Den blå hingst formåede i en sådan grad af fyre op under hende! Og dertil kom naturligvis også, at den sorte hoppe nød at blive bragt i kog på denne måde. Nød at mærke hjertet banke og blodet pulserer hurtigere og hurtigere. Nød at være i live!

De små pinke hove trippede hurtigt af sted gennem skovbunden. Mosen under dem var blød og fjedrende, og gav en følelse af og danse af sted. En munter nynnen fandt pludselig vej ud af den sortes strube, mens hun lykkeligt bevægede sig af sted. Trudy kunne ikke forstille sig noget bedre end dette. Et kærligt blik blev sendt op mod Flakezé, som var kilden til denne lykke. "Hvad tænker du på?" Spørgsmålet var nysgerrigt og oprigtigt. Det var aldrig til at vide, hvad der rørte sig i et gudesind.

Trudy følte sig efterhånden så utrolig let, at hun kort undrede sig over, at hun ikke svævede bort sammen med tågen. Glemt var alle de dårlige minder om en hingst der ligeledes havde berørt hendes hjerte, for derefter at knuse det. Væk var bekymringerne omkring hendes døtre. Den ene forsvundet, den anden så godtroende og naiv, at verden utvivlsomt ville få bugt med hende en dag. Væk var uroen omkring Smeyé og hans had til hendes slags, de overnaturlige.

Tilbage var kun lykken over nuet, som blev tilbragt sammen med denne hingst, som hun kunne kalde for hendes. I smug skævede hun over mod ham, og mærkede varmen brede sig i den lille krop, blot ved synet af ham. Hun trak vejret dybt og nød den betryggende duft af ham. Hun lyttede til hans store hoves overraskende dæmpede hovslag, og forsøgte at holde trit. Næsten umærkeligt bar hendes egne pinke hove hende tættere på. Måske for tæt på? Kortvarigt rørte de varme kroppe hinanden, inden Trudy atter trak sig lidt væk, for at de ikke skulle falde over hinanden. Et bredt smil var om den hvide mule, som pludselig brød ud i en lykkelig latter. Dette øjeblik måtte aldrig ende.

Tanker.. Tanker om hende. Hun var den der fyldte Flakezés tanker. Tanker og fantasier. Ved den sidste udtalelse skød rødmen op i hendes kinder, trods det ikke var let at se for den sorte farve. Hans hoved blev nu vendt mod hende, hans blik søgte hendes, og hun gengældte det straks. Til hendes glæde bemærkede hun også den let røde farve i hans kinder. Hun elskede, at de begge kunne føle sig som to uerfarne ungheste igen. Og det til trods for at de begge havde oplevet kærligheden til en anden samt oplevet at give nyt liv. De kendte begge hinandens fortid, vidste at den anden havde erfaring, men alligevel var dette som noget helt nyt og uerfarent igen. De var begge unge igen.

Med ét satte Flakezé farten op, og Trudy måtte slå over i galop for at følge med den store hingst. Spørgsmålet lå over hendes læber. Spørgsmålet som kun ville gøre dem begge endnu mere flove.

Plask! De pinke hove sank pludselig ned i den bløde sandbund, mens åens rislede af sted omkring hende. Åen.. Trudy havde helt glemt, at det faktisk var den de ledte efter. Som for at udskyde det, sank hun nu med et tilfreds grynt ned i det kølige vand, hvor det blev til en ordentlig rulletur, mens vandet stod i kaskader omkring hende. Kroppen blev kølet af, men ikke det indre.

Da den sorte hoppe atter var på benene igen, kiggede hun over på Flakezé med et næsten uforskammet blik og et frækt smil om læberne.

"Hvilke fantasier er det du har? Om os?"