Inilteir stod i udkanten af Elasium i nærheden af det østlige ingenmandsland og stirrede forvirret på alle de voldsomme ting der var sket med stedet. Hun anede ikke hvad der var foregået eller hvorfor, andet end at det var som om verden var ved at gå under så hun måtte flygte til ingenmandsland med sine to sønner. Heldigvis var der intet sket dem men det ændrede ikke på at det havde været en noget oprivende oplevelse. 

Det lignede jo ikke noget at verden sådan bare ændrede sig omkring hende! Hun kunne jo være kommet til skade! Desuden var der absolut intet kønt eller charmerende ved at spæne afsted i - selvfølgelig ikke panik - med to meget bange føl. Irriteret lagde hun ørene tilbage og trampede i jorden som om det ville få hendes hjem til igen at blive som det plejede at være.