PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Constantine stod og så ud over en stor eng imens han tænkte. I et øjeblik var alt helt perfekt, han havde en skøn familie og havde endelig fået lov til at vise hvad han kunne ved at være øverste. Men knap var det sket før alting ændrede sig. Han sukkede irriteret og så ned. Han havde stadig sin skønne familie og det gjorde ham usigeligt lykkelig men lige i dette øjeblik var han bare irriteret over udviklingen. På den front gik ting bare ikke særlig godt, han havde også forsøgt at opnå noget med Leslie men det viste sig også at gå galt - ikke mindst fordi Leslie åbenbart var en forfærdelig og ubehagelig hingst.
Han så op da han hørte et vrinsk, hans søde datter var på vej imod ham og efterhånden som hun kom tættere på begyndte han så småt at smile. Han havde i hvert fald en fantastisk familie. En familie han også havde drømme om men kunne han snakke om dem? De havde været igennem en del på det seneste...
Kerizín vrinskede ivrigt da hun fik øje på sin far længere fremme. Hun var efterhånden ved at være en unghest og hun var meget stolt af hvor meget hun kunne klare selv nu. Tænk sig, hun havde endda mødt en rigtig, levende drage! Da hun kom lidt tættere på kunne hun dog godt se at hendes far ikke så helt så glad ud så hun satte tempoet op for at se om der var noget i vejen.
Post by Lúthendril Oasis on Feb 8, 2019 12:54:52 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis krop var stadig i chok - hun var blevet reddet ganske givet. Men det havde pludselig sat sine spor i den stærke sjæl, hvorledes ens frihed og allerkæreste evner pludselig kunne blive en frarøvet. Traumet havde hjemsøgt hende og forfulgt hende ud i verden. Hun ville overvinde det med tiden, men i øjeblikket måtte hun bare forsøgte at holde sig i sikkerhed og gøre sig stærkere og stærkere igen. For hun havde en familie at stå op for. En familie der måtte prøve forfra at finde deres veje og sikkerhed i landet, nu hvor faldet var sket i rigerne.
Elasium føltes stadig hjemligt - men hun var begyndt at spekulere på at drage mod en flok. Trygheden i at have en hel flok bag sig var tiltalende. Idet hun skridtede over en bakkekam på en af de store enge nær Svompy, hørte hun to meget velkendte stemmer. Hun smilede og ro bredte sig i hendes hjerte. Hoppen vrinskede selv og satte i galop for at møde Constantine få øjeblikke efter hendes smukke unge datter. "Godmorgen!" den klare stemme var ivrig og glædelig som hun standsede op og den lange hvide man hvivlede omkring hende.
Constantine nåede lige at ae Kerizín på halsen som en lille hilsen inden Oasis kom galopperende imod dem. Al den irritation og forvirring der sad i ham gled væk som havde den aldrig været der da han nu stod der ved siden af det meste af sin elskede familie. "Nu går det godt, Keri." svarede han med et smil inden han vendte sig mod sit livs kærlighed så han kunne stryge hende kærligt ned ad halsen. Tiden hvor hun var væk var den mest forfærdelige tid han nogensinde havde oplevet og selv nu hvor hun var hos ham igen kunne han blive helt nervøs for at hun ville forsvinde.
Der var tidspunkter hvor han havde lyst til at følge hende konstant, sikre sig at hun ikke igen kunne forsvinde men han vidste at det hurtigt ville blive for trangt for dem begge to så han nøjes med at være bekymret i den tid han ikke kunne se hende. "Godmorgen." Han så på hende med et ømt blik. Der var ingen tvivl i hans hjerte om at der aldrig ville være en anden der kunne tage hendes plads hvis hun skulle forsvinde. Måske han ville finde nogen igen, men aldrig på dette niveau.
Kerizín så kort undersøgende på sin far, hun lagde godt mærke til at han sagde 'nu' men hun kunne også se hvordan han lysnede op da både hende og hendes mor dukkede op ved hans side så måske det bare var kortvarig tristhed? Det kunne de fleste vel opleve? Stille besluttede hun at holde lidt ekstra øje med det men ellers lade det være for nu. Det var så rart at have hendes mor her igen, det føltes sikkert og rart og det havde virkelig manglet da hun var væk, også selvom Kerizín var begyndt at vandre meget rundt selv.
"Mor!" udbrød hun glædesstrålende - men først efter Constantine havde hilst kærligt - dét gad hun ikke blandes ind i. Hun dansede ivrigt rundt om dem og rystede let på hovedet. Hun var en smule jaloux på hendes mors lange, luksuriøse man men hendes egen var nu også fin. Og sej, ligesom hendes fars! "Der er sket så meget!"
Post by Lúthendril Oasis on Feb 8, 2019 13:24:26 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Oasis brummede mildt, som den brogede hingst hun havde skænket sit liv til sendte et blik der gik i lige i hjertet. Den ømme stemme hilste og hun lukkede sine øjne for at lade mulen møde hans mildt og kort. Hun var hjemme. Trygt og sikkert. Det var et spøjst størelsesforhold parret havde - Oasis lidt højere end han, men hans udstråling følte hun altid, var større end hendes - som om hun uanset sin størrelse var en lille hoppe, han kunne putte ind til sig.
Datteren blev begejstret og Oasis kærlige orange øjne strøg hendes fine stritman - den blev nok aldrig rigtig lang, det gjorde intet - hvis den dog bare ville makke ret og sidde pænt - men Oasis måtte rynke panden og give op - den ville bare stå ud til alle sider. Datteren ville fortælle noget "Hvilke eventyr har du været på?" smilede moderen.
Constantine lagde forsigtige hovedet mod Oasis hals, han lyttede selvfølgelig til Kerizín ord, hun ville blive noget så fornærmet hvis han ikke gjorde, men lige nu var hans fokus på hans elskede og følelsen af at hun var lige der ved siden af ham, i sikkerhed. Desuden havde han sikkert været med til i hvert fald noget af det. Mon hun ville fortælle om Emeriel? Hun havde ikke villet snakke meget med Constantine om ham på det seneste men han havde på fornemmelsen at de stadig sås.
Han kunne heller ikke lade være med at smile da Oasis forsøgte at rette Kerizín man. Det gjorde hun jævnligt ved Chihiro men det så ud til at Kerizín havde fået nogle af hans gener med den man så den ville ikke andet end at stritte i alle retninger. Han synes det så enormt sødt ud.
Kerizín grinede ivrigt da hendes mor spurgte ind til hendes eventyr. Det eneste der var edre end at fortælle om eventyr var at være på eventyr så det kunne næsten ikke blive bedre! ”Jeg har mødt en drage! En rigtig stor flot en! Det var vildt spændende” hun stejlede for at demonstrere hvor stor han var ”Han havde meeega varm ånde og hans hoved var gigantisk! Og han var ret sød selvom han kom til at kradse mig! Og! Han vidste slet ikke hvad venskab er! Så jeg prøvede at lære ham det!”
Hun stoppede brat og tøvede et øjeblik ”Og.. vi reddede også Emeriel fra nogle onde heste og sådan...” man kunne ane en svag rødmen i hendes kinder og et øjeblik efter vendte hun tilbage til drageemnet, det at snakke om - og med - Emeriel var begyndt at føltes så underligt og hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre med den underlige følelse ”Men altså... dragen var virkelig stor! Jeg håber jeg kan møde ham igen. Så kan vi måske blive venner!”
Post by Lúthendril Oasis on Feb 11, 2019 11:15:26 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Constantines varme var værdsat, som han puttede sig imod hende. Oasis smilede og vippede sine bløde ører imod sin yngste datter - det var sjovt hvor forskellige de faktisk var blevet. Døtrene. Glæden i deres hjerter overstrålede alt selvfølgelig. Men Chihiro mindede utroligt meget om Oasis i en mere selvsikker udgave. Kerizin var blevet en lille eventyrer med vildhed i sit unge sind. På den gode måde altså. Som hun fortalte om en drage fik Oasis en lille rynke i panden. Kerizin løj ikke. Det vidste moderen og hendes intelligens understøttede hende - men hvilket væsen kunne ligne en drage? Hun vidste de var uddøde, hun havde besøgt Dragon Graves flere gange. Hoppen tittede over på hendes elskede - vidste han besked?
Men emnet skiftede så til Emeriel - hendes gode ven. Fanget? Af onde heste? Oasis var gået glip af en masse farlige ting lød det til. Hendes øjne blev store og forundelige. "Sikke nogle oplevelser du har fået med dig! En rigtig drage min skat? Jeg troede de uddøde for længst." hun smilede opmuntrende og var på vagt for det næste datteren ville fortælle. Det kunne være sandt. Proelio holdt sjældent hvad det lovede.
Constantine stirrede på sin datter, havde hun set en drage? Han vidste selvfølgelig at de havde reddet Emeriel men hvornår havde hun mødt en drage??? Han lagde mærke til Oasis' blik og returnerede det med et skuldertræk, han anede ikke hvad hun talte om og håbede inderligt at hun havde mødt noget der bare lignede en drage. Tanken om at der rendte drager rundt i Proelio var ikke særlig opmuntrende og han havde absolut ikke lyst til at møde en selv.
Tanken at Kerizín måske løj strejfede ham kort men hun havde aldrig løjet før så det virkede underligt at begynde nu. Men hvis hun havde mødt en drage hvordan var hun så tilsyneladende helt okay? Ikke skadet, brændt eller lignende? "Er du sikker på det var en rigtig drage? Som din mor siger troede jeg de uddøde for mange mange år siden."
Kerizín så begejstret på sine forældre da de så forvirrede på hinanden. Måske havde hun helt selv opdaget drager?!? Eller i hvert fald at de stadig var i live? I live igen? Hun var ikke helt sikker. Hun var dog helt sikker på at hun havde mødt en drage, at det var en rigtig drage og at de nok snart skulle blive rigtig gode venner! "Ja! Han er en rigtig drage! Han er rigtig flot, helt grøn og kæææææmpe stor! Og han var rigtig trist fordi hans venner og familie var døde."
Det var måske ikke helt det han havde sagt men det var sådan hun valgte at forstå det - man kunne jo ikke være andet end trist og ensom hvis man ikke have nogen venner og hele ens familie var død! Hvor var det egentlig heldigt at han var kommet hertil så han kunne blive venner med Kerizín og en masse andre søde heste. Så behøvede han slet ikke at være ensom mere! "Jeg kan introducere jer for ham når vi er blevet venner! Han er lidt mærkelig så jeg må nok hellere vente til bagefter. Han siger det er heste der dræbte hans familie så hvis jeg tog jer med før ville han måske tro at I ville skade ham eller sådan noget! Selvom han er kæmpe stor så jeg forstår ikke hvordan heste kunne dræbe drager..."
Post by Lúthendril Oasis on Feb 12, 2019 10:42:36 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Lyttende måtte hun afvente at datteren fastholdt at dragen var virkelig. Ikke bare et stort krybdyr, men simpelthen en drage - der med sin lange tunge kunne tale og dens intelligente hjerne forstå hvad der skete omkring den. Oasis blinkede helt forundret - Constantine havde også forsøgt at finde hoved og hale i historien: Det kunne hun hører på stemmen og spørgsmålet. Men det kunne ikke være en løgn. Og hvilket væsen ville være så intelligent at forstå hvad der skete og fører en samtale? Hvis da ikke det var en illusion fra en gudelig. Noget mystisk magi i landet?
Dog havde Oasis længe før hun blev fanget haft en varslende følelse i kroppen - det kom fra Dragon Graves, da hun sidst havde været der. Ildevarslende havde omgivelserne føltes. Hun brummede mildt og tippede hovedet på skrå. "Nuvel, nej, det er ikke til at fatte... Men de gamle sagn siger at dragerne blev for fjendtlige for os heste... Det kan måske ændre sig, hvis vi giver dem en chance." Oasis var aldrig bleg for at redde levende væsner. Heller ikke selvom de var frygtindgydende. "Hvad med Emeriel? Hvad var der sket, min skat?" emneskiftet skete idét det gik op for Oasis at Kerizin knap havde nævnt det før hun var strøget forbi den fortælling.
Constantine stirrede måbende på sin datter, det var altså sandt, en rigtig levende drage og hans lille datter havde stået overfor den helt alene! Et øjeblik stod han helt som stivnet inden han hurtigt rystede det af sig, hun var jo okay. Desuden virkede Oasis til at tage det stille og roligt og hun kendte trods alt landet bedre. Men alligevel, en drage?
Da Oasis svarede at de kunne prøve at give dragerne en chance kunne han ikke lade være med at skæve lidt til hende, det lød altså meget farligt! Han var normalt ikke bange af sig men når det nu gjalt hans familie... Samtidig, det lød interessant og han stolede enormt meget på sin datters og sin elskede Oasis' vurdering så hvis de mente at der var en chance så.. Ja så var det vel værd at prøve! "Så længe vi er forsigtige tror jeg det kunne være en god ting at give dem en chance - især hvis vi kan slippe for en ny kamp mod dem."
Kerizín slog ivrigt med halen da hun hørte hendes forældres svar - de var med på at give hendes -snart- nye ven en chance! Sådan! Hun havde nok mødt ham om de syntes om det eller ej men det var nu meget rarere at de støttede hende og ville være med. Ikke at hun havde forestillet sig at de ville være imod hendes nye ven, tanken havde måske nok strejfet hende - stor, farlig drage jo - men den var hurtigt blevet skubbet væk. Hendes forældre skulle nok støtte op om hendes ide!
Hun så knap så ivrig ud da Oasis pludselig skiftede emne. Hun troede jo lige hun var kommet væk fra det emne igen ved at snakke om drager! Det var da også mere spændende at snakke om drager, ikke? "Altså han var blevet taget til fange af en eller anden Leslie og så reddede vi ham... Altså mest Far og Emeriels far men stadig, vi hjalp til! Mig og Chihiro..." Hun mumlede lidt og så sig lidt omkring. Hun plejede at elske at tale om Emeriel men der var altså noget nu... Måske var hun blevet syg? Kunne man blive syg så det føltes mærkeligt når man tænkte på en bestemt hest? Det lød lidt underligt. "Det var dejligt at se ham igen..." Endnu engang rødmede hun let og besluttede sig straks for at skifte emne igen "Men altså... Jeg tror han er den eneste drage for han var rigtig ensom og sådan så måske vi kan gøre ham glad? Og hvis der kun er en er de nok ikke så farlige... Og han kan godt lide skinnende ting."
Post by Lúthendril Oasis on Feb 12, 2019 21:08:40 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hoppen fornemmede sin kæres uro over faren, det nu engang måtte være at støde på en drage. Men præcis som hun tænkte, at han måtte tænke, så stod Kerizin her med livet i behold og knap nok en skramme. Hun var ikke psykisk mærket, men var derimod - som en rigtig mors datter - i den fortrøstning at dragen blot manglede en ven. Hun var en modig lille pige, og Oasis i den alder havde nok tænkt det samme, trods hun nok også ville have analyseret og tænkt meget mere konsekvent over situationen.
Hun lyttede med moderlige øjne - Leslie. Oasis havde hørt om sylinums fald da Leslie trådte til. At han nu var blevet væltet - men før det havde Kerizin altså været på redningsaktion med sin far og Emeriels far. Hoppen smilede nu over hele ansigtet - hun kunne lige forestille sig de 4 drage på mission. To fædre og hendes to smukke unger. "Det var da godt i fik ham hjem - Leslie var ikke til at spøge med, jeg tror Amazona flokken led grueligt under hans herske." hun fornemmede med det samme Kerizins forlegenhed over sin ven... Oasis så let på Constantine med sigende øjne - der var lidt romantik i luften? Hun ville gerne hjælpe datteren med sine følelser, men det var nok lettest på tohånd. Fædre kunne blive så forlegne og underlige.
"Som en drage nu kan det - det fortæller alle sagn, hvordan de lever for deres skat." hun smilede og puttede sig let imod Constantine. "Han må være trist og alene..."
