PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
En vild lyd af raslende kæder og vrede hovslag kunne høres vidt omkring, som dagen langsomt var ved at gå på hæld. Et arrigt hvin blev ligeledes tilføjet, som for at understrege, hvor stor frustrationen egentligt var. Men at opdage at man var blevet snydt, netop som man troede, at man havde opnået sin frihed, ja det ville til enhver tid bringe følelserne i kog. Selv hos én der intet følte..
Dragen havde brugt sin ild, den havde smeltet stålet således kæderne var faldet af hans ben. Dragen havde taget kæderne med sig, og han var yderst tilfreds vandret sin vej ud i natten. Men da morgendagen atter gryet, havde den gyldne hingst atter fundet sig selv lænket til det forhadte bjerg, sådan som det altid havde været siden han havde fået adgang til Proelio!
Atter skreg Calan Gaeaf sit raseri ud, mens han som en sindssyg hev i sine lænker, der ikke gav sig det mindste.
Forbandede være Helzlori! Han havde snydt ham! Mon dragen var med i dette komplot? Det skulle ikke undre Calan Gaeaf, Dødsguden havde det med at smede de snedigste rænker! Men denne gang havde han alligevel overgået sig selv. En drage! Hvor havde han overhovedet fået den fra?
Selvom det brændte i hans øjne, vendte han blikket mod solen. Som for at håne ham, havde den endnu ikke forladt himmelhvælvingen.
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Langt inde i bjergene lød en vejrtrækning så høj, at noget nær intet turde nærme sig. Den knurrede og nærmest kradsede i halsen på væsenet den tilhørte. Dragen Rakathan. En skabning af natten, der havde fundet vej til livet på grund af den almægtige magiske gudinde Jaymelia. Sovende var hans puls afslappet og stødt. Men snart fornemmede ørene lyde i den begyndende nat og kroppen gav sig til at vågne. Halen der havde været slynget omkring ham og hans skat, strakte sig så lang som den var. Guldet raslede, som stykker af det trillede ned under hans vægt. Dragen rejste sig på forbenene og gabte, så lyden rungede i grotterne. Han smaskede derefter kortvarigt og så sig omkring. Lænker. Der var en raslen som ingen anden et sted udenfor. Hans øjne kneb sig lettere irriteret sammen...
✯ Lyden af lænker
Lyden var forstyrrende, men pludselig satte den kog i dragen, der vendte sig for at stirre på gulvet bag sig... Noget var forsvundet. Noget var på magisk vis forsvundet! Havde nogen stjålet? Eller havde magi taget lænkerne fra dragen? Et arrigt skrig lød mekanisk overalt og han satte vingerne i gang med sit brøl. Lænkerne raslede og kaldte noget så frusterende på dragen. Hans øjne var nærmest blodssprængte. Kroppen kom stormende ud af grotten og nærmest lydløst svævede han til uanede højder, før han dalede ned imod den. Den hingst. Den hingst der havde lovet ham sine lænker!
Han landede brutalt på klipperne, meget mere frygtindgydende end dagen før. For ingen skulle snyde en drage! Hans mund slog gnister... Men hingsten synes lige så irriteret som Dragen.
Bandende og svovlende fortsatte Calan Gaeaf sin uafbrudte hiven og sliden i de lænker, der på magisk vis atter bandt ham til det bjerg, som han i den grad hadede. Ja om han hadede bjerget eller lænkerne mest, kunne han end ikke selv sige. Med stor sandsynlighed var den mest forhadte af dem alle Dødsguden!
Solen der langsomt bevægede sig ned af sin sædvanlige bane, ville snart være forsvundet, og så ville friheden for den gyldne atter være vundet. Dog føltes det blot som en bitter smag i munden, da denne frihed blot var et falsk løfte. Et løfte som dag efter dag ville blive brudt. Endnu et skrig lød, et skrig der var så fyldt af hysterisk raseri, at det skræmte ethvert levende væsen væk, på nær ét..
Som solen forsvandt ned bag hvælvingen, steg et mægtigt grønt væsen op på den mørknende himmel, et væsen som ikke blev bemærket, da hingsten havde kastet sig bagud i selv samme øjeblik, som magien blev løsnet. Dette resulterede i at han tumlede bagud og endte på ryggen, hvor utallige sten skar ham i ryggen. Trods smerterne ikke kunne mærkes, forvoldte stenene alligevel skade, og da Calan Gaeaf atter var kommet på benene, var ildrøde bloddråber at ane på det gyldne skind. Et øjeblik stod han blot ganske stille og trak hurtigt vejret ind og ud, mens hele kroppen rystede af den medfart den havde fået.
Langsomt løftede han blikket..
"DIG!" Ordet blev nærmest spyttet ud som mødte hans øjne dragens. "Dit løgnagtige, ækle firben! Hvor vover du at vise dig her!" Ørene lå faldt ned af nakken, mens tænderne blev vidst i en rasende snerren, der var en drage værdig. "Du snød mig, dit lede bæst!" At dragen ligeledes ikke var i det bedste humør, gik fuldstændig Calan Gaeafs opmærksomhed forbi, da han var opslugt i sit eget raseri.
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Dragens blå øjne stirrede som blodet gled over skindet på den faldne Calan. Han fik sig rejst, ganske upåvirket af sit fald - der var kun én ting i den forrræderiske gyldnes øjne. Had og vrede. Dragen åbnede gabet og stirrede med selvsamme had på den anden - det gik ham fuldstændig forbi at Calan måske også følte sig forrådt - for dragen så kun lænkerne der var tilbage her på klippen! Han vovede at snyde ham?! Og være gal?
Calans mund åbnede sig og han spyttede ordet DIG ud forfulgt af en masse andre. Rakathan hvæsede med en tyk røg, klar til at blive varm, som Dragen ønskede at udslætte hingsten! Der havde været noget lumsk over ham hele tiden og nu viste det sig at være på sin plads at dragen havde været mistroisk. Men nu var han ikke bange mere. Han var arrig, for ingen stjal fra en sovende drage! Ingen snød en drage!
Det var i det øjeblik hans moders ord sank ind og det samme gjorde Calans... Han skulle være god ved 'heste'. Snød ham? Rakathans øjne slog lyn som hans hjerne nærmest roterede i frustration. "Hvad! Det er DIG der har lænkerne smukt placeret hos dig! Jeg ville aldrig give afkald på noget så smukt frivilligt!" hvæsede han med en mørk og rungende stemme... Gnisterne tændtes i hans hals og med Jaymelias ord i det knagende hoved vendte han ilden mod himlens mørke og oplyste alt i området med en hed flamme.
At den gyldnes raseri blev genspejlet i dragen, var ganske tydelig. Calan Gaeaf var dog ikke spor i tvivl om, at det blot var fordi dragen var blevet taget i sit forræderi, at den selv følte vrede. Usle firben der burde være forblevet uddød! Det var nu ganske tydeligt, at den stod i ledtog med Helzlori. Hvem andre end han kunne ellers vække de døde? Livets Gud selvfølgelig, men at vække noget så gyseligt til live, stod ikke til den blå hingst, dette var selvfølgelig også grunden til, at dragen havde spurgt ind til hans tilhørsforhold til Flakezé, den første gang de var mødtes. Ham og Helzlori var jo svorne fjender, det var klart at den grønne ikke kunne lide Livets gud.
Røgen væltede nu op af dragens næsebor, men trods dette veg Calan Gaeaf ikke fra sin plads foran den. Det var muligt at det satans firben kunne slå kroppen ihjel, men som den dæmon han var, kunne han ikke slås ihjel af andre end selve Dødsguden. Og hvem vidste hvad der ville ske, hvis selve Calan Gaeafs kerne blev sluppet løs? Ville han fare direkte tilbage til Helvedet? Eller ville han blot svæve rundt til han fandt en anden krop at besætte? En drages måske.. Et ondskabsfuldt smil forvrængede fuldstændig hingstens ansigt, som han med et sultent blik i de kulsorte øjne, stirrede på den forhadte drage foran sig.
Med ét var det som om dragen tøvede, for derefter at rette anklagen mod Calan Gaeaf. Som om han havde stjålet lænkerne tilbage! Hvilken fuldstændig absurd påstand! "Som om jeg ville give afkald på min frihed, når jeg endelig havde opnået den!" Hans stemme var mere behersket nu, til trods for at det iskolde raseri stadig kunne høres. "Mit ønske har aldrig været at bære disse lænker, hvorfor skulle jeg ønske at få dem tilbage, når de i den grad begrænser min færden?"
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Dragens gab lukkedes og efterlod himlen i et brandende skær, som flammerne susede imod den. De legede og dansede før de slukkedes ganske langsomt - der var intet i luften der kunne brænde. Dog var der stadig gnister i dragens mund, da han vendte blikket imod den orange hingst - frygt var der et sted under Rakathans skæl - for der var et skær i de sorte øjne den anden bar, der var umådeligt faretruende. Et lille grin... Indtil han havde hørt Rakathans ord. Så forsvandt det og vreden dæmpedes - dog ej meget. Dragen studerede den anden og overvejede situationen... Ja. Hvorfor skulle den orange i grunden have taget sine lænker tilbage? Såfremt hans historie var sand, ville det aldrig gavne ham... Flammerne i dragens hals slukkedes helt.
✯ Forvirring
"En af os må lyve... Medmindre der lægger en magisk grund bag, ingen af os to er i stand til at forandre." rungede dragens stemme forvirret og stadig ophidset. Han rankede sin krop... Han ønskede ikke at udvise svagheder og frygt, selvom dette væsen gjorde ham utilpas. Rakathan var sikker på der var mere i hans historie end han lagde vægt på... Dragens klør skrabede imod underlaget. "Guderne har deres idiotiske idéer... " dragen så omkring sig, kort og på vagt.
Ilden svandt bort, som det flammende gab langsomt slukkedes.. En eftertænksomhed var at ane i de blå øjne, som dragen lod Calan Gaeafs ord synke ind. Ufravendt var de kulsorte øjne vendt mod den anden. Der var ikke længere grund til at skjule dem, trods den grønne stadig følte væmmelse ved ham. Han behøvede ikke længere forsøge at charmere dragen, idet den tydeligvis ikke kunne hjælpe ham, når det kom til stykket. En gud.. Han måtte have fat i en gud. Magien der omgærdede lænkerne var skabt af en gud, og derfor kunne de også kun brydes af en gud. Den usle drage var intet andet end et svagt firben, skabt af grunde som den gyldne på ingen måde kunne gætte.
Den ru stemme lød nu, som dragen ligeledes havde regnet sammenhængen ud. "Ingen løgne er blandt os." Vreden var der stadig, men Calan Gaeafs stemme havde atter fået sin fløjlsbløde klang tilbage. Det var en anelse ironisk, at sådan en sætning skulle komme netop fra den gyldne. Han som var mester i løgnagtigheder, og som aldrig gik af vejen for at fordreje sandheden. Men i netop dette tilfælde, var den gode, gamle løgn ikke at finde over hans læber. Calan Gaeafs kunne konstatere, at sandheden smagte besynderligt.
"Hvad er grunden til din eksistens?" Spørgsmålet kom ud af det blå. Hårdt og nådesløst. Men hvad i alverden var dog meningen med en drage? De havde været uddøde i århundrede, hvorfor ikke blot lade det være ved det, medmindre der var en plan bag? En plan som måske omhandlede at styrte en gud eller to? Man kunne jo håbe..
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Det var overraskende, hvordan de begge følte sig narret. En drage og en ... besynderlig skabning. Hvad kunne man kalde ham? De sorte øjne og den manipulerende fremgangsmålde? Dragen fnøs og forsøgte at udrede situationen, men det var ingen smal sag. Denne magi var stærk. Guddommelig. Den havde et tag i den gyldne som hans ild åbenbart ikke kunne hindre. Øjnene var på vagt og en smule arrige endnu. Vreden var vendt imod magien - ej længere skabningen.
Ingen løgne.
Rakathan nåede ikke at svare på dette, før et spørgsmål blev slynget i hovedet af ham. Det føltes personligt og dragen knurrede en smule. "Jeg har den samme ret til livet, som du selv har..." hvæsede han og forsøgte så rent faktisk at finde en grund. Han levede. Fordi Jaymelia havde ønsket hans eksistens. Han var taknemlig, men blev nu en smule forvirret. Hans mening var i øjeblikket at finde fred med andet levende - især heste. For ellers ville han blive udslettet igen. "Min moder vækkede mig på ny. Jeg skal finde fred iblandt jer levende, for at kunne blive..." hviskede han.
At dragen ikke brød sig om spørgsmålet, var vel egentligt ikke så underligt. Det kunne faktisk kaldes for direkte uforskammet, sådan at spørge ind til, hvorfor andre eksisterede. Men høflighed lå kun til Calan Gaeaf, når han ville opnå noget. Og i dette tilfælde havde han allerede prøvet og ville opnå noget med dragen. Det var lykkes, men var alligevel endt med en fiasko.. Endnu en hadefuld tanke blev sendt mod Dødsguden, der trods alt var ham, der havde skænket den gyldne livet og til dels friheden.
"Jeg vil ikke påstå, at jeg er enig i dit udsagn." Stemmen var kold, men en anelse charmerende, som skulle Calan Gaeaf til at rette på en elev, der ikke var den skarpeste kniv i skuffen, men som han dog skulle finde sig i. "Du, mit ækle firben, er uddød. Og når man er uddød har man ingen ret til livet, for man en død." En yderst simpel forklaring som selv en drage måtte kunne forstå. At Calan Gaeaf selv i princippet heller ikke havde ret til livet, skænkede han ikke en tanke. Han var ganske vidst ikke uddød, men en dæmon hørte til i helvedet, og ikke på jorden. Ikke i live i sin egen krop.
Langsomt begyndte den gyldne at skridte rundt om den anden. En hvisken nåede nu hans ører. En hvisken som fik et ganske hæsligt smil til at vise sig på de sorte læber. "Finde fred, ser man det.. For at kunne blive, javel." Da runden var fuldført stoppede han atter foran den grønne. "Men hvorfor blive? Her er ingen andre af din slags. Du er ganske ensom, har intet formål og virker mere eller mindre som et simpelt eksperiment, blot for at se om din moder kunne." Endnu en gang passede alt hvad Calan Gaeaf sagde, ikke blot på dragen, men ligeledes på ham selv. Uden de vidste det, var de to skabninger så forskellige som de overhovedet kunne være, men ligeledes så ens som to dråber vand.
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Rakathan fulgte denne forbandende hingst med øjnene og hvæsede når han kom for tæt på. Hvert et ord der blev formidlet fra de kolde læber, bed sig fast i Rakathan. Han havde ganske vist ikke verdens stærkeste selvværd eller noget stort skjold til at beskytte ham. Uden en familie, kunne han kun se tilbage i arkivet. Fra da dragerne levede - de ville have støttet hinanden. Ædt sjæle som Calan til morgenmad, for at få lænkerne. Men Rakathan havde en pligt der var anderledes overfor hans moder. Behandle dem ordtenligt...
Selv én der ikke var som andre heste? Rakathan kneb øjnene sammen og tænderne klappede sig sammen i det store gab, som denne usle sjæl plantede stårede følelser i hans indre. Det var direkte mobning. Rakathans muskler spændtes og hans vinger spredtes langsomt. Nærmest i slowmotion. Hans ører lyttede, indtil hans hjerne blev så frustreret at dragen ikke længere kunne være i sig selv af vrede. Dette væsen var som skabt til at manipulere føleleser - og Rakathan var skabt til at angribe og beskytte sin familie, samt skat. Så han tog sin familie i forsvar - herunder ham selv...
Jaymelia - sandheden? Var der rigtigt hvad han sagde? Han lyttede ikke efter i sig selv, for han ville ikke lade det trænge ind. Hun fortalte ham at hun ønskede ham. I livet. At der ville komme flere, når de var klar. Han fnøs og inden Calan nåede at tale helt ud, snappede det enorme gab ud efter hingsten, klørene var efter ham og hans bid var ikke mildt. Det var dog ikke længe han holdt fast, før han lettede på sit vingefang og slap... Noget var helt galt med dette væsen - han følte noget frastødende og mørkt. "Tal for dig selv..." hvæsede han.
Calan Gaeafs ord gik rent ind, det var ganske tydeligt. Dragen blev mere og mere ophidset, og den gyldne kunne ikke andet end at fryde sig. Åh ja, sandheden kunne såre langt mere end løgnen, det så han nu. De giftige ord fortsatte trods snappende tænder og udbredte vinger. Det usle firben brød sig bestemt ikke om, hvad Calan Gaeaf havde at sige, men han kunne ikke være mere ligeglad, og fortsatte blot.
Haps.. Dragen var blevet presset til det yderste, og den dæmoniske hingst var gået over grænsen. Han hang nu i gabet på den grønne, mens de sylespidse tænder stak i både mave og ryg. Smerten føltes som var den langt væk. Var overflødig, havde ingen betydning, og det til trods for at hestekroppen ikke kunne holde til en sådan hårdhændet behandling. Selvom Calan Gaeaf ikke mærkede den smerte, enhver anden hest ville have følt i gabet på en drage. Frygten var der heller ikke, i stedet lo han blot arrogant over den desperate handling, som dragen havde grebet til.
Med ét blev gabet atter åbnet, og Calan Gaeaf faldt de par meter ned der var til jorden. Her lå han blot ganske stille, hvor han var lavet. Blodet drev ned af ham fra de utallige sår, dragens tænder havde påført ham. Alligevel lå det hæslige smil fortsat om hans læber, mens de kulsorte øjne ikke veg fra firbenet. "Sikke en måde at leve i fred på." Stemmen var lavmeldt, men alligevel ganske tydelig. "Din moder bliver helt sikkert stolt af dig." Sarkasmen var direkte til at tage og føle på.
Det var helt forkert! Rakthan havde ganske vist ikke smagt heste før. Ikke mærket deres kød og blod. Deres frygt og angst. Men han havde set minderne om det. Følt dem så ganske tæt på. Dette var intet lignende hvad han havde tolket fra arkivet. Han hvæsede, da han lettede og stirrede ned på den blodige klump hingst. Hans øjne føltes slørrede. Så han rigtigt? Levede hingsten? Smilede han blot?
Dragen kaldte: Højt og mekanisk. Et skrig efter nogen der kunne rede dette forbandede mysterie ud... Men han kunne også se at han havde handlet forkert. Nok var denne 'sjæl' ikke almindelig... Men var det fair? Dragen havde en naturlig smag for blod. Han mærkede det vendes i sit indre. Hvordan trangen ville blive værre: For han var en skabning, der kun beskyttede sig selv og sin familie. Ikke heste. Ikke gudelige...
Han lyttede næsten ikke. For han var chokkeret over hvordan denne hingst bar sig ad med at tale! "HVEM ER DIN SKABER?" hvæsede dragen nu med lyn i sine øjne. Umuligt at dette var en almen sjæl! Han måtte være forhekset!
Et skrig lød nu fra dragen. Desperat og langtrukkent. Et skrig om hjælp.. Et blodigt fnys lød blot fra den sårede hingst, der med munterhed studerede den anden. Så ens de var. Den ene fysisk såret den anden psykisk. Og de havde endda gjort dette mod hinanden. En iskold latter lød fra Calan Gaeaf da dette gik op for ham. Mon de i al der særhed var brødre? Åh ja, det ville være kønt. Begge var de skabninger der kun betrådte denne jord på grund af deres guders velvilje. Og dog var der her en lille forskel. Det fjollede firben kaldte sin skaber for moder, som troede han virkelig på dette familiebånd? Calan Gaeaf ville til enhver stikke en kniv i ryggen på Dødsguden. Hvor langt mon den grønne skulle presses, for at han ville gøre det samme?
Temperamentet havde atter overvældet dragen, der nu skreg på hvem den gyldnes skaber var. Et hemmelighedsfuldt smil bølgede om de sorte læber. "Jeg beklager, at jeg ej erindre hverken min fader eller min moder. De forlod mig da jeg blot var et føl." Løgnen gled så let, at Calan Gaeaf næsten selv troede på det.
Den gyldne krop der havde mistet meget blod, begyndte at føltes svag. Dette var ikke noget godt tegn. Heldigvis kendte hingsten til hemmeligheden bag Life, nu skulle han bare derhen. Flere forsøg skulle der til, før Calan Gaeaf besværet fik rejst den gennemhullede krop. Han rystede og følte sig svimmel. Yderst ubelejligt. "Med al den skade du har påført, ville det mindste du kunne gøre være, at tage mig til søen Life." De nu let slørede sorte øjne blev vendt mod dragen med en tydelig forventning.
Can't be too careful with your company I can feel the Devil walking next to me..
Rakathan slikkede sine tænder rene. Hans oprørte sind var nærmest på vej bort - han registrerede knap det svar der blev ham givet af denne skabning! Det var blot endnu en løgn - for Rakathan følte ikke nogen sandhed bag ordene... Nok kunne hingsten være født. Men han kunne på ingen måde være en almen sjæl - der var noget ragende galt og Rakathan ville gerne have svaret på bordet. Han fik dog intet ud af den orange.
Så da hans klør skrabede i underlaget og hans krop givet agtede at rejse sig for at forsvinde, flød den andens ord ud igen. Han krævede en tjeneste, for dette var det mindste Rakathan kunne gøre for at råde bod på skaderne... Dragen stirrede mistroisk på ham. Men han ville samtidig leve op til alt hans moder forventede. Så dragen hævede sig fra jorden og lettedepå sine vinger - ikke om han ville have denne skabning på ryggen! Så de store klør var påpasselige, da de løftede. De lukkede sig sikkert og dragen sagde ej et ord. Han havde ham i sine kløer og prøvede han på noget nu, kunne Rakathan 'tabe' ham...