PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Til trods for, at det havde været en ret kaotisk og ubehagelig oplevelse, da alle landsdelene faldt sammen og fik nedlagt alle rigerne, så var Mephisto nu ganske glad for denne hændelse - for det betød, at han nu endelig kunne befinde sig i skønne Sylinum ganske lovligt. Her var altid varmt, og på denne tid af året kunne der snildt blive op til mellem 40 og 50 grader varmt, og det var derfor ikke et sted, som de fleste kunne holde ud at være - men Mephisto var ikke som alle andre. Til trods for sin kraftige bygning og tykke hårpragt, så elskede han varmen og kunne nærmest ikke få nok! Og så passede det ham ganske godt, at der ikke var så mange andre i Sylinum på denne tid af året grundet de høje temperatur - det dér med at møde nye heste hele tiden var jo stadig ikke sådan rigtigt hans kop the. Han syntes bestemt, at han havde RIGELIGT med venner, nu hvor han både havde Alarica og hendes familie, og nu også Constantine og hans familie! For ak ja, siden Constantine havde hjulpet ham med at befri sin søn Emeriel fra skurken Leslie, havde Mephisto svoret ham evig troskab. Det lød måske lidt dramatisk, men sådan en type var Mephisto. Han ville aldrig glemme denne heltegerning, som Constantine havde gjort for ham, og han ville for evigt være ham taknemmelig og stå til hans rådighed, hvis han nogensinde fik brug for ham! Og dette var nok det tætteste, man nogensinde kunne komme på at have et rigtigt venskab med Mephisto... Han kunne ikke dy sig for at fløjte en lille munter melodi, da han kom slentrende ned ad en eng. Græsset var grønt, himlen var blå, fuglene sang, og han havde fået sin søn tilbage... Kunne livet være bedre?! Han fandt en stor, flad sten midt i solen og smed sig op på den med alle fire stænger lige i vejret, mens han bare lå dér og stegte som en bøf på en pande. Nøøøj, hvor var det lækkert! Endelig lidt fred og ro efter alle de mange måneders vilde strabadser. Der var så stille... Intet til at forstyrre ham i at nyde livet. <3
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Inilteir rystede sig let, verden omkring hende havde tilladt sig at ændre sig fuldstændig! Og helt uden hendes tilladelse! Det gjorde hende voldsomt vred og irritabel når sådan noget skete og så havde det endda været farligt! Hun var nær blevet ramt af indtil flere sten og varmt vand! Fuldstændig uacceptabelt!
Med et fnys rystede hun sig igen, kraftigere denne gang, det havde selvfølgelig betydet at hun ikke havde mødt nogen af de irriterende heste der fandtes i dette land. Hun troede i hvert fald at det var derfor.. måske var de endda blevet mast af en dejlig stor sten eller et eller andet. Især ham den Dumme Hingst! Med denne varme og opløftende tanke tillod hun sig selv et lille suk, måske var det faktisk ikke så slemt trods alt, vejret var dejligt, solen fremhævede hendes smukke aftegn og der var masser af dejligt græs.
Et par nip bekræftede hende i at græsset ganske rigtigt var dejligt og selvom her var voldsomt varmt hjalp hendes lyse farve og barndom på sletterne hende til at kunne nyde det i stedet for at smelte. Faktisk var alting måske bare godt? Idet hun trådte ud fra nogle få træer der stod på engen stoppede hun brat. Var verden virkelig blevet et bedre sted? Fik hun nu sine ønsker opfyldt bare ved st tænke dem?? Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne, der, foran hende, lå den Dumme Hingst, tilsyneladende død? I nogle få sekunder stod hun helt forundret og lykkelig inden hun opdagede at han trak vejret. ”Urgh du skal da også ødelægge alting!” udbrød hun i trampede vredt. Her troede hun lige hun fik sit ønske opfyldt og så prøvede han bare at narre hende!
Aldrig havde han nydt freden og stilheden så meget, og det var lige før, at han nær var begyndt at døse lidt hen, mens han lå dér og fik ristet røven... Men så ætsede der sig pludselig verdens værste stemme ind i hans øregang, og da han slog øjnene op, stirrede han lige op i fjæset på Den Dumme Hoppe. Aaaaargh! Hans ansigt trak sig sammen i en rædselsvækkende grimasse, mens han desperat blinkede med øjnene for at få de forfærdelige rester af sit mareridt til at gå væk. Men det var ikke bare en ond drøm... Hun stod lige dér i levende live foran ham og brokkede sig som sædvanlig. Af alle heste, der havde overlevet disse naturkatastrofer.... Hvordan kunne hun så være en af dem?! Hun havde da overhovedet ikke hjerne nok til sådan noget! Han hævede uimponeret et bryn og smaskede lettere døsigt med munden, inden han sendte hende et slesk smil "...hvad er problemet, nyder du ikke udsigten?" brummede han og flyttede blikket ned mod sit klokkeværk, der sprang lige op i øjnene på hende.
Inilteir stirrede vredt på ham, hvor vovede han at lave sådan et ansigtsudtryk når han var så heldig at få lov til at se på hende?!? Han burde prise sig lykkelig for at det ikke var hans ansigt han var nødt til at se på! For der var da ikke meget værre end at stirre ind i hans ansigt. Hun skulle lige til at vende sig væk i afsky da han pludselig begyndte at tale på en fuldstændig uacceptabel måde! Hendes eneste tanke i forbindelse med hans...... udsigt.... var om hun skulle bide den af! Det kunne være det ville hjælpe på hans forfærdelige opførsel!
Men, så ville hun være nødt til at røre ved ham... Med et fnys trak hun et par skridt baglæns og vendte sig væk fra ham "Som sædvanlig demonstrerer du din lave intellekt og barnagtige tankegang i hvert eneste ord du siger! Hun løftede knejsende hovedet og trådte nogle flere skridt væk, hun skulle ikke være tæt på når han fik rejst sig op! Han havde sådan en forfærdelig tendens til at ty til vold for et godt ord!
Han kunne ikke lade være med at grine smørret og en anelse hånligt, da hun fnysende trak sig væk ved synet af hans ædlere dele, nærmest som om hun var bange eller ligefrem frastødt over synet. Men hah, det var der jo ikke noget at sige til... En hoppe som hende havde vel aldrig nogensinde set sådan en før! For han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at nogen hingst ville have haft lyst til at være sammen med hende! Et slesk smil tegnede sig atter på hans mule. Det var jo næsten helt synd for hende... Måske han skulle være barmhjertig og rent faktisk vise hende, hvordan sådan noget foregik? Hendes fornærmende ord lød nu i hans ører, men for en gang skyld reagerede han ikke vredt på det; nej, han trak blot lidt på smilebåndet, mens han kom med endnu et smørret grin. ,,Hah, det er da fordi, at din tilstedeværelse ikke ligefrem lægger op til en høj intellektuel samtale... Så man må jo tale på et niveau, hvor du kan være med." Han krængede overlæben op i et flabet og provokerende smil og nød blot i fulde drag at roaste hende på den måde.
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Inilteir kastede hovedet rundt og stirrede på ham med et yderst forarget ansigtsudtryk. Hvor VOVEDE han at tale sådan til hende? Der var absolut intet godt ved den hingst! Mindet af alt at han vovede at efterligne hendes smukke farvesammensætning! Og det var også tydeligvis gået galt! OG!! Han vovede at ligge der og slet ikke blive sur?! Når hun kom med sådan nogle fantastiske, intellektuelle og sande udtalelser der burde have fået hans lille skrumpe-hjerne til at krølle helt sammen?!
Pludselig smilede hun dog, hendes tilstedeværelse var så overvældende for ham at han ikke kunne tænke intellektuelt? Se det var mere rigtigt! - hun glemte effektivt den sidste del af det han havde sagt - Hun smilede bredt og smørret og kiggede på ham, noget mere positivt denne gang, ”Jeg ved det er svært at tænke fornuftigt i nærheden af noget så fantastisk som mig, det oplever jeg ofte i hestene omkring mig! Men jeg kan godt acceptere at du øver dig til det lykkedes.” sagde hun, næsten med medlidenhed i stemme - men kun næsten.
Han kunne ikke lade være med at smile stort og en smule slesk, da hun så på ham med det mest forargede ansigtsudtryk, han nogensinde havde set. Han kunne da heller ikke dy sig for lige at lade endnu en brummende latter undslippe hans svælg. Åh ja, nok var denne hoppe forfærdelig, men han måtte dog indrømme, at der ikke fandtes en eneste hest i hele verden, der formåede at underholde ham så godt... Et smil faldt dog pludselig over hendes ansigt, og det fik ham til at se en smule forbløffet på hende. Han havde faktisk aldrig set hende smile før! Det klædte hende da, det måtte han indrømme... Hendes smil udviklede sig og blev bredere og en anelse smørret, og han kunne næsten ikke lade være med at smile selv over synet. Han havde slet ikke troet, at denne hoppe havde det i sig! Hendes ord kom så meget bag på ham, at det næsten fik en rødmen til at skyde frem på hans kinder. Han ville i hvert fald aldrig tænke sådan om hende... nej, nej! Eller hvad...? Normalt havde denne hingst altid et skråsikkert og provokerende svar liggende på læben, men i denne situation var han for første gang blevet hyldet helt ude af den og vidste slet ikke, hvad han skulle sige! ,,Øhh... som... som om at nogen heste nogensinde har tænkt det om dig...!" fik han noget brødebetynget fremstammet.
Inilteir så overlegent på ham, det føltes utroligt godt endeligt at have regnet ud hvorfor han altid var så dum og ubehagelig. Han vidste jo tydeligvis ikke hvad han skulle gøre af sig selv når hun var i nærheden! Man kunne jo næsten få helt ondt af ham, den lille stakkel! Han må have været så forvirret i så lang tid! Det lykkedes hende dog ikke helt at rykke fra overlegen tilfredshed til medlidenhed men hun prøvede.
Det bedste af det hele var hans forvirring og rødmen, det bekræftede hende jo fuldstændig! For ikke at tale om han stammende forsøg på at bortforklare! "!Du behøver ikke at bortforklare, jeg forstår det fuldstændig! Det er virkelig svært at være fornuftig omkring mig!" Hun rankede sig let og det var tydeligt hvor veltilpas og glad hun pludselig var "Men du bør nu øve dig, al den udenomsnak er ikke god træning!
Hendes ord fik ham til at blive rød i hovedet som en tomat. Det var en blanding af, at han blev utrolig forlegen, og at han var ved at springe i luften af vrede. Hvor vovede hun at sige sådan noget sludder! Det passede i hvert fald ikke, at han havde tænkt sådan om hende! Eller gjorde det...? Hans krop forrådte ham og sendte ham modstridende signaler. For han kunne virkelig ikke lide denne hoppe - hun var en af de mest irriterende personer på hele denne klode! Så hvorfor reagerede han lige pludselig som en småforelsket teenager, når hun talte sådan dér til ham...? Han havde ikke haft det sådan med andre siden Akata... Han rystede arrigt på hovedet i en slags protest, der var henvendt både til hende, men i særdeleshed også sig selv. Han kunne ikke tillade sig at have sådanne tanker! Han havde svoret, at han aldrig ville være sammen med andre hopper end Akata!
,,Jeg har absolut ikke brug for at øve mig! For det første gider jeg slet ikke at bruge mere tid i dit selskab end højst nødvendigt! Og for det andet kunne jeg da bare tage dig til hver en tid, hvis jeg ville!"
Han blev en smule paf ved lyden af sine egne ord. Det lå ikke til ham at være så primitiv i sin tankegang. Han ville aldrig bare 'tage' en hoppe uden hendes vilje... Men han var desperat for at skubbe de underlige blødsødne tanker ud af sit hoved, og derfor tyede han til det eneste forsvar, han kendte til: verbalt angreb.
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Inilteir rystede på hovedet med et overbærende smil. Det var så tydeligt nu at han i virkeligheden beundrede hende og bare ikke vidste hvordan han skulle opføre sig. Og det at han nægtede det så voldsomt beviste bare endnu tydeligere for hende at hun havde ret. Hvorfor skulle han ellers nægte sådan? Hun sukkede blidt og smilte til ham, hun måtte jo hjælpe ham med at indse hvor meget han tog fejl! Og selvfølgelig også at, ligegyldig hvor forvirret man var, så var det aldrig acceptabelt at så meget som overveje voldtægt! Stakkels forvirrede hingst...
Hendes udtryk skiftede til medlidenhed "Det kan være svært pludselig at indse så store ting om sig selv men bare rolig, det er meget normalt at være forvirret i nærheden af mig!" Hun slog let med hovedet og knejsede med nakken "Det er en stor og overvældende oplevelse at møde en hest så smuk og fantastisk som mig, det er aldrig sket i dit liv før og kommer ikke til at ske igen udover når du ser mig. Selvfølgelig er det stort!"
Han lukkede trodsigt øjnene i og skar stædigt en grimasse, som om han var et lille barn, der nægtede at høre på den voksnes fornuft. Hendes ord om, at det var helt normalt at være forvirret i nærheden af hende, ramte ham og skræmte livet af ham! Hvorfra vidste hun, at han var forvirret?! Var hun mon tankelæser?! Ak ja, den stakkels Mephisto var slet ikke i stand til at se, hvor meget forvirringen lyste ud af hans kropssprog, men var overbevist om, at han da i hvert fald var helt fattet og absolut ikke kunne læses... Han spruttede nu af vrede, og der stod nærmest røg ud af næseborerne på ham som en drage, da hun fortsatte sin talestrøm. Han var så arrig, at han hoppede på stedet med et spjæt, da han slet ikke kunne være i sin egen krop.
,,DET PASSER I HVERT FALD IKKE! Min mage Akata, hun er meget smukkere end dig! Hun er den smukkeste hest, jeg nogensinde har set! Ingen kommer nogensinde til at slå hende!"
Inilteir kunne ikke lade være med at himle let med øjnene, selvfølgelig skulle hun have medlidenhed med den stakkels hingst - og det havde hun så sandelig også! Ingen anden end hende med hende uendelige venlighed og tålmodighed ville kunne stå her og tale roligt med ham når han opførte sig sådan! Men alligevel, han hoppede som et uopdragent føl og fandt nu på fantasiheste! Bare for at kunne gemme sig for sandheden lidt længere. Stakkels, stakkels lille hingst.
Hun rystede sig let for at vise ham hvor afslappet hun var - det kunne jo være at han kunne efterligne hende når nu han var så betaget af hende at han ellers slet ikke kunne styre sig selv - inden hun roligt, og helt uden! medlidenhed eller nedladende tonefald svarede ham ”Selvfølgelig er din mage smuk, det er da helt klart...”, i hans øjne i hvert fald... hvis han da overhovedet havde en mage hvilket hun havde svært ved at tro på! Det var tydeligt at hans stakkels lille, dumme hjerne ikke kunne følge med så hun prøvede at lade ham selv nå frem til sandheden - at selv hvis hun var smuk var hun jo naturligvis ikke lige så smuk som Inilteir.
Mephisto var rigtig dårlig til at aflæse både kropssprog, tonefald og mimik og fangede derfor slet ikke, at Inilteir var dybt ironisk. Han lyste derfor blot op i et stort smil og nikkede stolt. ,,Ja nemlig ja, hun er den smukkeste hoppe i verden, og du ville fuldstændig blegne i hendes tilstedeværelse!"
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Inilteir kunne ikke lade være med at se bare en smule utilfreds ud da hun hørte hans svar, hvor vovede han at stå der og sige den slags når hun var så venlig og forstående og rar og alt muligt?!? Hun trampede i jorden og rystede på hovedet, ”Nok er hun sikkert pæn men hun kan ikke stå mål med mig! Nu må du lige prøve at styre dine hallucinationer! Jeg kan godt forstå det er svært og overvældende men direkte løgn er altså ikke en god måde at håndtere det på!” hun så meget strengt på ham, dette måtte han altså forstå!
Han stirrede en smule måbende på hende, da hun brød ud i raseri. Wtf!? Nu havde han jo lige stået dér og været så glad og stolt, så hvorfor skulle hun nu ødelægge hans øjeblik med at plapre løs om, at han led af hallucinationer og direkte løj overfor hende?! Han stirrede vredt på hende og kopierede hendes trampen i jorden.
,,Hallucinationer?! Løgn?! Hvad bilder du dig ind at tro det?! Har DU måske set hende selv, hva'?!"
