PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Kerizín stod lidt væk fra de andre og så eftertænksomt på månen. Siden de havde reddet Emeriel var der sket så meget. De havde hjulpet føllene og var nu begyndt at hjælpe de stærkeste hjem men vigtigere end det, i hvert fald for hende, var hvor underligt det var begyndt at føltes hver gang hun så på Emeriel. Hun blev varm i hovedet og hendes mave føltes underlig og så var det som om hun slet ikke kunne snakke rigtigt mere. Det var meget forvirrende og det fik hende til at trække sig fra deres samtaler når det blev for meget for hende - hvilket skete mere og mere.
Så nu stod hun her - lidt væk fra de andre - for at køle af og prøve at tænke på noget andet. Men hvorfor egentlig, hun holdt jo så meget af ham? Der var faktisk ikke noget hun hellere ville end at stå helt tæt op ad ham og snakke med ham i timevis men samtidig var det bare.. For meget! Med et suk rystede hun let på hovedet, hun måtte prøve at fokusere på hvor flot månen var i stedet! Så faldt det hele nok til ro inden i hende så hun kunne blive sig selv igen!
Emeriel lå godt beskyttet under en lille klynge træer. Ved siden af ham lå hans far og sov, og rundt omkring lå Keris familie og de mange nye føl også og sov. Han var efterhånden ved at være kommet sig efter at være blevet reddet. Siden den dag havde han boet her hos Keris familie, og de havde været så søde til at passe på ham og få fedet ham op igen med alt den friske græs, som der voksede her på engen. Det var et lille paradis på jord, og han havde slet ikke lyst til en dag at skulle rejse herfra igen! Meget af det havde dog nok også noget med Kerizin at gøre... Hun havde altid været hans bedste ven, men nu hvor han var blevet større, var det som om, at hans følelser for hende var blevet anderledes. De var ikke blevet mindre, nej tværtimod... De var bare anderledes, og han kunne ikke helt finde ud af, hvad der skete.
Efter at have ligget og grublet til langt ud på natten uden at være i stand til at falde i søvn, syntes han pludselig, at han kunne fornemme en anden pusle rundt. Var det Keri, der også var stået op? I sit stille sind lå han og betragtede hende, som hun stillede sig lidt længere væk fra flokken og betragtede månen. Han vidste, at han burde blive liggende her og prøve at få noget søvn... Men han kunne ikke tage blikket væk fra hende; den måde, hendes smukke krop blev oplyst af månen på magiske vis. Han mærkede et sug i maven - et sug, som han så ofte havde fået her på det sidste, når han kiggede på hende.
Længslen blev pludselig for stor, og han kunne ikke længere styre sin rastløshed. Med nærmest automatiske bevægelser kom han derfor på benene, og de begyndte nærmest helt af sig selv at slentre hen til det sted, hvor hun stod. Da han nærmede sig hende, rømmede han sig lidt forsigtigt, så hun ikke ville blive forskrækket, inden han trådte op ved siden af hende. ,,Hej Keri..." sagde han genert og mødte hendes blik. Hendes øjne var så smukke og funklende i nattens mørke, og han kiggede hurtigt en smule forlegent væk igen, som om det havde været forbudt, og så i stedet op på månen. ,,Den er godt nok flot..."
Kerizin hørte Emeriel komme hen imod hende og i et lille øjeblik overvejede hun at lade som om hun ikke hørte ham da han rømmede sig. Hun var ikke klar til at snakke med ham, at skulle håndtere de mærkelige følelser hun netop stod her, alene, for at få styr på! Hun kunne dog ikke lade være med at lade først blikket flytte sig hurtigt til siden og til sidst hele hovedet fulgte med. Det var hende fuldstændig imod at gøre ham ked af det og det ville det jo absolut gøre hvis hun ignorerede ham.
Hej Emi.." I modsætning til ham så hun ikke væk bagefter, da hun først begyndte at kigge på ham var det som om hun ikke kunne flytte blikket igen. Han var virkelig blevet en .. flot .. hingst. Hun rødmede let og kunne pludselig godt følge hans blik op på månen igen "Meget flot..." mumlede hun, lidt distræt.
Han mærkede straks en rødmen skyde frem på sine kinder, da han kunne mærke hendes blik hvile på sig. Han vidste, at det nok var mest høfligt at opretholde øjenkontakten med hende, men han kunne simpelthen ikke. Det var simpelthen for overvældende at se ind i hendes funklende øjne lige nu! Specielt når han i forvejen ikke var så god til at holde øjenkontakt med folk... Det var faktisk kun hans mor og far og Keri, som han var tryg nok til at se ind i øjnene - så hvorfor havde det pludselig ændret sig?? Han sukkede lettet indvendigt, da hun dog endelig så tilbage på månen igen. Han opfangede hendes distræte mumlen et sted i sit baghoved, lidt som om han ikke længere var til stede i sin krop, men blot hørte hendes ord et sted ude fra... Han blev dog hurtigt tvunget tilbage til virkeligheden igen, da han mærkede sin mave slå knuder på sig selv og sende et jag op igennem ham. Fuck... Hvorfor var han overhovedet gået hen til hende uden en plan for, hvad han egentlig ville?? Hvad havde han dog tænkt på?!
Han havde mest af alt lyst til bare hurtigt at vende sig om og løbe væk igen, men det virkede nok alligevel lidt for mærkeligt, selv for hans standard... Han vidste, at han måtte sige noget til hende, så der ikke opstod akavet stilhed. Men han var ikke god til det med ord. Alt ved ham var bare akavet, og at skabe akavet stemning var derfor en af hans forcer. Han drejede atter hovedet og så på hende, inden han nærmest snublende fik fremstammet nogle ord.
,,Det er du også! Øh, flot altså... Li... ligesom månen..."
Han fjernede hurtigt blikket fra hende igen og bed sig så hårdt og nervøst i læben, at det begyndte at bløde lidt - nærmest som prøvede han at straffe sig selv for at have sagt disse ord. Det lød så latterligt! Hvorfor havde han dog sagt det?! Urgh...
Kerizín så overrasket på ham, hun havde slet ikke forventet at han ville sige sådan noget! Hun havde aldrig været i tvivl om at hun var pæn - det syntes hun i hvert fald selv - og hun havde heller ikke tendens til at være usikker. Men nu hvor hun hørte ham kommentere på hendes udseende var det pludselig enormt vigtigt hvad han synes! I flere sekunder stirrede hun på ham imens hun forsøgte at få samling nok på tankerne til at svare ham, eller i hvert fald sige noget.
Til sidst valgte hun den trygge rute - frembrusende og fyldt med ord som altid. "Du er også flot! Ikke som månen, den er ikke rød, men du er flot! Mere som sne og ild? Eller nogle gange er månen rød så måske som månen? Og naten.. Og altså.. Men også.." Hun indså at hun ikke længere vidste hvad hun prøvede på at sige og lukkede munden med et 'klik'. Forvirret så hun hurtigt op på månen igen så hun ikke behøvede at se på ham. Han måtte da synes hun var virkelig mærkelig nu!
