PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Dragen fulgte skyggerne rundt i Elasium. Normalt færdedes han ikke ude så tidligt om aftenen på grund af solens stråler - men noget havde hevet ham af sted denne dag. Skyggerne var hans redning. Under bjerget Doom stirrede han på himlen... Noget blev ved med at genere ham. Der var et eller andet forkert i færd. Kroppen vidste det instinktivt. Han kunne ikke finde den fornødne ro det krævede at søge magiske, glitrende genstande. I stedet fulgte han skyggerne tættere og tættere på friheden som aftenen drev af sted. Han havde et vågent øje på himlen derude. En klump i den enorme, slanke hals...
✯ Panik
Det var i disse langtrukne stunder, hvor han trippede allermest at det der havde luret endelig synes at bryde løs. Himlen gik nærmest i stykker, dens rytme sat fuldstændig ud af spil, som solen flammede op og skar i hvæsende Rakathans øjne. Han trak sig langt væk og dybere ind i Doom bjerget. Tavsheden lagde sig. Intet rørte sig mere og angst gled igennem hans krop. Det var unaturligt. Stilheden. Et sted i hans hjerte begyndte en fremmed og ubehagelig følelse at melde sin ankomst: Hvad hvis de skulle dø nu? Hvad med lille Kerizin? Fandt han den ven igen?
Dragen rejste sig og så ud over makerne på skyggesiden af bjerget. Hvor var den lille?? I samme nu begyndte sort støv at forme sig i luften over ham. Skygger dansede... Truende. Han spøg en flamme efter disse - men de veg blot let udenom og fortsatte deres skumle planer... Rakathan skreg - en metallisk og kaldene lyd.
Kerizín havde besluttet sig for at gå en tur - en lang! tur. Alt det med Emeriel fyldte så meget i hendes hoved at det var svært at tænke så til sidst havde hun opgivet og var gået i håbet om at turen, andre syn og indtryk, ville hjælpe hendes tanker til at falde til ro så hun kunne få helt styr på det. Det var absolut ikke fordi hun helst ville være væk fra ham, faktisk var der intet hun hellere ville end at være ved hans side. Hun havde også efterhånden fundet ud af hvad det var hun følte men der var alligevel en nagende frygt for at han måske ikke følte det samme, at noget ville ændre sig hvis hun handlede. Og frygt var bestemt ikke noget hun var vant til...
Og derfor var hun ret langt hjemmefra da alskens mærkelige ting begyndte at ske. Skygger der for rundt og en kraftig følelse af at noget var alvorligt galt fik hende til at vende næsen hjem men hun manglede stadig et godt stykke da himlen ændrede sig og sort støv dukkede op overalt omkring hende. Forvirret og bekymret satte hun tempoet op indtil hun galopperede i høj fart mod sit hjem - hvad foregik der?!? Var de andre okay??
Hendes vilde løb stoppede dog brat da hun hørte et skrig, anderledes end noget skrig hun havde hørt før men alligevel på en måde velkendt. Rakathan? Kunne det være andre end ham? Ubeslutsomt stod hun og så fra bjerget hvor lyden kom fra til retningen af hendes hjem og familie.
Der var noget helt galt. Alt var så mørkt og støvet, og himlen så helt forkert ud. Det var ikke blot almindelige skygger fra lyset, der drev rundt... Der var noget i færde, han kunne mærke det! Han kunne ikke finde Keri nogen steder, og det bekymrede ham. Han ville ikke have, at hun skulle færdes alene ude i det underlige vejr. Hvad nu, hvis det var farligt, og der skete hende noget?! Han vidste, at det nok ville være mest fornuftigt at gå enten til sin far eller Keris forældre og drøfte det med dem. Men han havde aldrig været en særligt fornuftig eller ansvarlig type... Lige som sin far var han meget impulsiv, en smule dumdristig og havde tendens til at gøre ting uden at tænke sig om først. Derfor satte han hovedkulds af sted i galop og løb af sted igennem de mange skygger uden at fortælle nogen om, at han tog af sted først. Han havde kun én ting i hovedet; at finde Keri hurtigst muligt og bringe hende tilbage til sikkerhed!
Dragen havde intet reelt valg. Han var tvunget til at blive i skyggerne og hans uro bredte sig med lynets hast i hans krop. Han var fanget her og kunne ikke flygte! Ikke søge efter de han ønskede at hjælpe i en situation som denne. Eller hende. Der var i grunden kun den ene... Han skreg derfor igen og lyttede intenst. Skyggesiden af bjerget der rummede en skov indeni, var kun lige bred nok til at han kunne færdes under åben himmel. Men var det farligt? Skyggerne. Støvet... Ville det angribe? Hvad kunne det udrette.
✯ Søgen
Hans øjne ledte febrilsk og fandt ikke umildbart hvad de søgte. Men hun var jo også så ganske lille. Og han så ikke hvad der måtte gemme sig et sted hvor solen endnu lyste. Snart faldt skyggerne dog for solen og lyset slap langsomt op... Kunne han ? Dragen bevægede sig ud under mere åben himmel og trak sig en smule. Det brændte stadig let igennem skyggerne... Men han kunne holde det ud. Dragen rejste sig og svævede. Et bedre overblik gav ham endelig syn til at se en lille skikkelse... Var det hende?
Kerizín brugte al for lang tid på at tage sin beslutning, det vidste hun godt men der var så store og vigtige ting i begge retninger. Hendes forældre, hendes søster, hendes.. elskede? Men på den anden side, hendes fantastiske nye ven der havde været så ensom og nok stadig var helt alene? Den tanke og lyden af et nyt skrig lod hende endelig beslutte sig. Hendes familie havde hinanden, hendes stærke, vidunderlige forældre skulle nok få alle i sikkerhed - hvis sådan et sted fandtes - men Rakathan var alene.
Beslutsomt drejede hun mod bjerget og satte afsteD. Inden hun nåede frem, både på grund af støvet og skyggerne der gjorde det besværligt at finde vej og på grund af afstanden til bjerget, så hun dog bevægelse oppe ved bjerget. Kunne det være ham? Hun blinkede flere gange med øjnene men støvet generede hende og gjorde det svært st se så hun var ikke sikker. Alligevel vrinskede hun højt, han ville vel svare hvis han hørte hende? Og fortsatte så hurtigt hun kunne.
Calan Gaeaf stod som altid på dette tidspunkt af dagen, i sin egen sælsomme form for dvale. Hans kulsorte øjne var vidt åbne, men så tydeligvis intet. Ørene hang let uden til siden i en afslappet vinkel, men hørte intet. Alle fire ben var solidt plantet i klippen han stod på, men ikke en muskel sitrede. De bronzefarvede lænker forbandt ham som altid til bjerget, skabt af den magi Dødsguden havde forbandet ham med. Klonk.. Lænkerne faldt af bjergsiden. Klink.. Lænkerne var atter fæstnet til bjergsiden.
Livet var atter vendt tilbage til den gyldne, som han studerede dette højest mærkværdige fænomen. Forsigtigt skævede ham op mod himlen, utryg ved solens stråler, som ville skære ham i øjnene. En kort stund flammede solen op, men derefter forsvandt den i støvet fra skyggevæsner. Calan Gaeaf kendte ikke specielt meget til dem, men dog nok til at kunne genkende dem. De tilhørte Guden Smeyé. Hvad skete der? Et skingert skrig lød pludselig over hele landet, et skrig der fik en behagelig gysen til at gå gennem kroppen på den gyldne. For han kendte denne form for skrig, det var et dødsskrig..
Trods mørket tiltog herskede dagen stadig. Alligevel begyndte Calan Gaeafs gyldne pels at lyse, sådan som den ellers kun gjorde når natten havde overtaget. Hvilken underlig form for ubalance havde overtaget landet? En ubalance som tydeligvis påvirkede den form for magi der omgav ham. Et nyt skrig gjorde nu hingsten opmærksom på, at han ikke var den eneste, der havde bemærket forandringerne i Proelio. Det skællede firben af en drage var kommet frem fra dens hul, til trods for at også den var bundet af dagslyset.
Dragens enorme skikkelse svævede ikke længe... For luften blev unaturligt anstrengende at svæve i. Selv for hans kæmpe vingefang der var ufatteligt muskuløste, begyndte det at føles mere som at svømme i tyk sovs. Dragen kæmpede imod vinden og sigtede efter den lille skikkelse der nu havde vendt sin kurs... Lyden af et smukt vrinsk fyldte luften og dragen vidste han kunne lande. Han stønnede en tung og skærende lyd, før han sænkede kroppen imod jorden og landede hårdt... Et stykke fra Kerizin, men han skred tættere og tættere på og til sidst sandsede kropppen endelig helt. Han fik sig rest og stirrede ned på den lille hoppe. Hun var fundet!
"Jeg sagde jeg ville finde dig igen." brummede den dybe klikkende stemme. Han tippede hovedet på skrå, men mærkede så skyggerne trænge sig tættere på. De ville gerne jagte ham - Han sænkede hovedet... Det var som at tage hovedet under et tag - kunne de mon kravle under?
Han havde ingen anelse om, hvor hun var henne, og hvilken retning han skulle løbe i. Men han kunne se nogle små hovspor på jorden, som godt kunne se ud til at passe til Kerizins hove - så han greb en chance og besluttede sig for blot at følge dem og håbe, at hans mavefornemmelse var korrekt. Til hans store lettelse havde han haft ret, for han begyndte nu at kunne fornemme Kerizins lugt i luften. Hun måtte være tæt på nu! Og ganske rigtigt gik der ikke længe, før han kunne fornemme hendes karakteriske farver i det fjerne. Men hun var ikke alene. Et kæmpemæssigt dyr landede ved siden af hende, større end noget, han nogensinde havde set før. Det lignede et krybdyr, bare i kæmpe version! Han spærrede forskrækket øjnene op og skreg panisk efter hende. ,,KERI! PAS PÅ!!!"
Så snart Rakathan ikke længere var i bevægelse sprang hun hen til ham. Det var en enorm lettelse at han havde fundet frem til hende så de ikke skulle lede i timevis blandt skyggerne og alt det andet mærkelige der foregik. "Jeg tvivlede aldrig på dig!" Hun skulle lige til at række mulen ud for at ae ham - han så noget trykket ud og hun ville gerne hjælpe og trøste ham - da hun hørte et panisk skrig som fik hende til at springe rundt - Emeriel?!?
Hun fik hurtigt øje på ham men der så ikke ud til at være noget farligt i nærheden af ham? Det var først da hun havde konstateret det at hun opfangede hvad det egentlig var han havde råbt. Hurtigt så hun sig omkring men kunne ikke få øje på noget farligt omkring sig med undtagelse af skyggerne, Rakathan var så meget en ven at det ikke faldt hende ind midt i den stressede situation at det kunne være ham der var skyld i panikken.
"EMERIEL! JEG HAR DET FINT!" svarede hun da hun havde sikret sig at ingen af dem - så vidt hun kunne se - var i direkte fare. Hun ville ikke forlade Rakathan nu hvor de havde fundet hinanden og når Emeriel kom hen til dem kunne de alle 3 støtte hinanden.
Dragen var lettet over at have fundet den lille skabning, der var den eneste ven han havde formået at skabe... Det var opgaven givet af hans moder. Lev fredeligt blandt hestene. Hans grønne krop formørkedes af alle skyggerne og han mærkede en tydeligt ubehageligt følelse i maven. Hvad ville der ske? Han stirrede omkring sig, ganske på vagt for omgivelserne... For han vidste at der var andre væsner derude. Værre end ham. Ville de blive befriet? Hvad ville de gøre?
Han skænkede hovedet, da han havde set sig omkring og åbnede gabet en smule for at puste mildt til den lille hoppe. Var hun nu også okay?
✯ En fremmed?
Nu hørtes et råb og et hastigt hovslag... Pas på?? Dragen vrængede på sine ansigtstræk. En smule hadsk - for han var jo kun farlig førhen... Nu skulle han være ... god. Han mærkede dog instinkterne der omgående ønskede at lade hingsten betale en gæld. Havde han noget skinnede? Kerizin svarede, før Raka nåede at åbne munden. Han tav... Trak sig en smule tilbage og hvæsede af den fremmede.
Han spærrede chokeret øjnene op og forberedte sig på at se sin bedste ven dø, da dragen åbnede sit store gab foran hende og - i Emeriels øjne - skulle lige til at æde hende! Men så skete der noget uventet... Kerizin så sig forvirret omkring og råbte så, at hun havde det helt fint. Emeriel stoppede brat op og slog frygtsomt med hovedet, mens han blot stirrede forstenet på det kæmpestore krybdyr, der nu hvæsende trak sig tilbage. Han mærkede hjertet pumpe panikslagent mod hans bryst, mens han blot stirrede skiftevis fra Kerizin til dragen med frygten lysende ud af de blå øjne. Hvorfor stod Kerizin bare dér og var så cool med det?! Hvordan kunne det lade sig gøre?! Hvorfor blev hun ikke angrebet?! Han slog måbende munden op og kæmpede sig stammende igennem sine ord.
Kerizín så forvirret på Emeriel, han så jo ud som om han havde set et ondsindet spøgelse eller sådan noget! Hun skulle lige til at kalde ham hen til sig da Raka også begyndte at opføre sig mærkeligt ved at hvæse og trække sig tilbage. Lidt irriteret slog hun med halen inden hun tog en dyb indånding, Emeriel var nok bare stresset over skyggerne og troede at Raka havde noget med dem og gøre sådan som de konstant føg rundt om ham og Raka var jo vant til at være helt alene så måske det var overvældende med en fremmed?
Hun sendte et roligt og varmt smil til Emeriel inden hun trådte efter Raka, hun ville ikke ignorere nogen af dem men måske det kunne berolige Emeriel at se at hun var helt tryg og glad - i hvert fald i forhold til Raka. "Det er min ... ven Emeriel, kan du huske at jeg ville introducere dig for mine venner og familie? Han er en af dem! Og du kan være helt rolig, han er rigtig sød og meget mere stille og rolig end mig." selv Kerizín kunne godt se at hun måske kunne være lidt voldsom til tider og hvis det var overvældende med flere heste kunne det måske hjælpe at de ikke alle var lige som hende.
Hun så tilbage på Emeriel da han spurgte hende hvad 'det' var. Mente han mon Raka? "Dette er min gode ven Rakathan! Skyggerne ved jeg ikke hvad er..."
Denne hingst var tydeligt panisk og forvirret - men Rakathan forstod ikke heste følelser endnu. Det eneste han virkelig så var frygten. Den borede sig igennem Rakas krop og han spredte sine vinger og hvæsede igen. Frygt var farlig. Denne hingst kunne have intentioner overfor dragen, der kun kom Flakezé til gode. Dragers udryddelse på ny. Rakathan mærkede stikket i sin krop og uroen herskede fuldkommen. Men så talte den lille Keri igen. Han samlede vingerne og så tittende på hende, med bløde øjne.
✯ Fanget
Han nåede ikke at finde megen ro. For som skyggerne havde lagt sig et øjeblik, ligeså hurtigt valgte de at overtrumle overfladen. Rakathan skreg og ild spøg ud af hans gab imod dem. Men de var ham overlegen. Rakathan gav sig til at løbe, da vingerne ej kunne spredes. Hans klør kradsede panisk og han følte sig generelt meget mindre end han var. Før han rigtig kunne mærke det, havde skyggerne vundet. Hans vægt var intet problem. Hans krop svævede snart på skyggerne, der alle tvang ham til at følge med. De snoede sig om hans gab og ben. Vingerne blev bukket under ham og han var hjælpeløs som de nu fragtede ham bort i virvarret af vrede skygger.
Han mødte hendes rolige og varme smil, hvilket gjorde ham en anelse mere beroliget - selvom han dog stadig ikke fattede, hvordan hun kunne være så rolig i sådan et stort monsters tilstedeværelse! Han trådte uroligt et enkelt skridt frem mod hende og mærkede uroen banke i sit hjerte, da hun nu valgte at træde endnu tættere på den hvæsende og spruttende drage. Men til hans store overraskelse syntes den at blive beroliget af hendes stemme, da hun nu til hans endnu større overraskelse fortalte, at dette var en af de venner, som hun ønskede at introducere ham for, og at han kunne være helt rolig, fordi dragen var sød og meget mere stille og rolig end hende. Han så skeptisk på hende. Den store, hvæsende og spruttende øgle?! Det var ikke ligefrem sød, stille og rolige egenskaber, den udstrålede! Og hvordan kunne hun være venner med sådan én?! Det var ikke en hest! Kunne den overhovedet tale?!
Hun svarede nu, at det var hendes gode ven Rakathan, og at hun ikke vidste, hvad skyggerne var for noget. Skyggerne... I sin panik over at se Kerizin sammen med dette farlige væsen havde han helt glemt alt om de faretruende skygger, som i virkeligheden havde været grunden til, at han var søgt ud for at lede efter hende! Det glædede ham at se, at hun tilsyneladende var ok - selvom han ikke helt stolede på det store, magiske væsen ved hendes side, så virkede den trods alt ikke til at have gjort hende noget. Han tog en dyb indånding og så en anelse mere venligt på denne Rakathan. Selvom han ikke brød sig om tanken om, at hun var venner med sådan en mærkelig ting, så ville han trods alt prøve at være lidt mindre dømmende og lidt mere imødekommende... For han vidste jo godt selv, at han heller ikke ligefrem var normal, og at han i andres øjne også var en total mærkelig tingest, så han burde nok ikke være så hurtig til at dømme andre.
Han skulle lige til at åbne munden og hilse pænt på dragen, da et rent kaos brød ud foran dem. Skyggerne blev pludselig vakt til live og kastede sig frådende over den store drage, som kæmpede imod, så godt han kunne. Der var dog intet at gøre, og Emeriel kunne blot passivt stå og se til, som skyggerne fik overrumplet den store drage, fangede den i deres greb og førte den med sig. Han så paf efter dragen og skyggerne, der nu forsvandt i det fjerne, inden han skyndte sig at styrte hen mod Kerizin. Det virkede ikke lige umiddelbart til, at skyggerne havde angrebet hende - men man kunne aldrig vide sig sikker!
Først stod Kerizín som forstenet og stirrede da skyggerne pludselig gik til angreb på Raka hvilket fik ham til at forsøge at løbe fra dem. Hvordan kunne det ske? Hendes store, stærke ven som hun endelig havde fundet igen? Og så uden at hun havde kunnet gøre noget overhovedet. Emeriels råb fik vækket hende fra sin forskrækkelse og forvirring - hvordan skulle hun gøre noget ved skygger? De var jo ikke noget man kunne røre ved...i hvert fald ikke normalt? Hun så kort på ham ”Jeg har det fint... men..” hun så fra Emeriel og til den hastigt forsvindende Raka.
Hun kunne ikke bede Emeriel om at hjælpe hende. Han var tydeligvis bange fo Raka og han kendte jo ikke dragen. Desuden ville det nok være farligt. ”Jeg må efter ham! Jeg må redde ham!” hun så intenst på Emeriel et øjeblik, håbede inderligt at han ville forstå, inden hun satte afsted efter den lille plet Raka nu var, langt langt væk. Hun ville ikke sige nej til Emeriels hjælp hvis han tilbød, det ville hjælpe meget at have ham med og hun ønskede ikke at være adskilt når der skete sådanne ting, men hun håbede samtidig at han ville tage hjem til deres familier og passe på dem.
