PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Som skudt ud af en kanon nærmest fløj en lille, sort skikkelse af sted. For det utrænede øje kunne det se ud som om, at en hale af ild var efter kanonkuglen, men dog ikke. Det var den sorte hoppe Trudy, der med sine væld af farver fór af sted gennem landet. De mosgrønne øjne skinnede af en sær panik, der aldrig før havde været en del af hendes følelsesregister. Verden var ved at bryde sammen omkring ørerne på hende. En eksplosion, sælsomme skygger der først overtog himlen for derefter at gå til angreb på alt levende på jorden. Den sorte krop bar således tydelige tegn på sammenstødet med disse skygger. Rifter og bid der ikke havde kunne undgås, var overalt på den spinkle hoppe. De ville have taget hende med sig, hvis de havde kunne. Det havde været tæt på flere gange, men Trudy var ingen normal hoppe, til trods for at intet gudeblod løb i hendes årer, var hun i den grad i stand til at forsvare sig selv. Som solen havde gjort sin entré, havde skyggerne fortrukket sig til mere mørke steder.
Himlen var så at sige faldet ned i hovedet på den sorte, men det var ikke det, der havde fået panikken til at brede sig. Hun søgte dem, hun havde kær. Flakezé kunne tage vare på sig selv, men der var dem der ikke på samme måde, var i stand til at forsvare sig selv. Engang havde striberne hersket i Proelio, nu var der ikke mange af dem tilbage. Trudy søgte sin datter og sit barnebarn. Det eneste af hendes familie, som endnu var til stede i livet. Men de var væk! Ingen steder kunne hun finde nogen af dem! Irissia Isandi kunne være en udfordring, da hun ikke blot kunne bevæge sig på jorden, men ligeledes i himmelrummet. Dog måtte skyggerne have tvunget hende ned, men hvor var hun så? Og datteren Jah-lila der ikke forstod sig på, at der i denne verden ligeledes herskede ondskab, ville nok have forsøgt sig med at omgås skyggerne, som var de gamle venner. Men hun var ligeledes ingen steder at se.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Himmelriget var lagt bag den store blå krop og hovedet, der var under pres, for at finde en løsning. Han kunne dog ikke stå med et så vanvittigt ansvar alene. Derfor var hans tanker gået til både Jaymelia og Helzlori. Om de så ville hører ham. Laylis var inkluderet i hans tanker, for hun stod alene med den største sorg, man næsten kunne forestille sig. Han kunne ikke nænne at presse hende med en løsning i disse stunder. I stedet søgte han til de andre. Helzlori var borte - dødsguden ville med al sandsynlighed ikke lytte til Flakezé. Derfor håbede han at Jaymelia forstod ham. Noget i deres blikudveksling ved liget i paradiset, sagde ham, at alt var lagt bag dem, for at redde situationen.
I dette nu var han gået til det han selv havde kært og måtte forsvare i landet. Han søgte. Med hele sin magt af gudelige evner. Lige lidt havde det hjulpet ham. For han kunne kun finde frem til Trudy i skyggernes hærgen. De andre var som forsvundet fra Proelio. Alt imens han søgte imod den elskede Trudy, blev han ved med at søge ud. For intet at finde... Skyggerne havde ikke bare overtaget Proelios overflade - de havde også blokeret ham på visse punkter, det var han sikker på! Smeyé havde altid været magtfuldt... Nu var hans magi sluppet løs. Hvor ensom og sindssyg måtte Flakezé ikke have følt sig, da han skabte søen Dead og sjælen der udgjorde Smeyé. Desperat og alene... Forhadt over den magi der havde været i ham, han ikke ønskede at bruge. Det havde alt sammen ændret sig markant.
Hingstens øjne fandt sin mage. Længe havde han kunne fornemme at hun klarede sig forbi skyggerne, trods de fik givet hende nogle skrammer. Stærk. Trudy var en ganske særlig og stærk sjæl. Han satte af og i et spring fandt han hendes side. Han bremsede kaosset af skygger omkring dem - de kunne nok røre Flakezé, men han kunne støde dem fra sig og derved beskytte dem begge i denne situation. Det var dog ingen let sag. Anstrengt så han imod hendes øjne og bad til at dagslyset ville jage dem væk, når Calliope og Vesperus fik styr på deres nye opgave. "Trudy... Jeg." han følte sig et øjeblik helt lammet - chokket gik endelig igennem ham. Det var virkelighed og det var sandt. Tåre faldt vildfarent over hans kinder - langsomt men stødt. Sjældent så man ham så knækket, men selv han havde mistet noget i nat. "Smeyé." det var ét ord der indeholdt alt hvad han følte. Navnet. Hans øjne stirrede imod hendes, som forsøgte han at sende billederne til hende, så hun ville forstå. For han havde en krig med skyggerne og at finde sin egen stemmes brug, var i sandhed ikke let i denne stund.
Med ét var noget stort ved hendes side.. Trudy skulle til at angribe med både fysik og magi, men fik dog stoppet sig selv, da det gik op for hende, hvem det var. Farten blev taget af og et kort øjeblik formåede de varme følelser for hingsten, at trænge panikken i baggrunden. Det varede dog ikke længe, for Flakezé var tydeligvis ikke sig selv. Den store blå hingst virkede som lammet, trods tårer begyndte at trille ned af hans kind. Trudy blev fuldstændig kold indvendigt af ren og skær frygt. For hvad var det der var sket, som kunne ryste Flakezé sådan? Ham som altid formåede at holde hovedet koldt og aldrig lade sig rive med af noget, ligegyldigt hvor håbløst det så ud!
"Hvad er der sket?" Det blev ikke til andet end en hvisken, da den sorte hoppe ikke var sikker på, at hun ønskede at kende svaret. Blidt lod hun sin mule glide over hans næseryg, og slikkede forsigtigt tåren af hans kind. Hun kunne nok regne ud, af noget var helt galt, men hvor galt det egentligt stod til, havde hun ingen anelse om. Ligesom resten af Proelio kunne Trudy kun gætte på, hvad der var foregået siden et sådan vanvid var brudt ud. Et vanvid som måtte have noget med guderne at gøre.
"Smeyé," navnet forlod anstrengt hendes mages læber. Ørerne gled automatisk ned i nakken på den mindre hoppe, ved lyden af det forhadte navn. Ingen Gud var så farlig som den vanvittige mørkeblå hingst. Vanvittige..? Trudy nåede kun at kaste et kort blik op mod skyggerne, inden et tydeligt billede tog form i hendes tanker. Himmeriget.. De andre guder.. Livet der ebbede ud.. Skyggerne der blev frie.. Stjernestøv. Angsten da forståelsen vældede op i den sorte hoppe, formørkede hendes ellers så livlige blik. "Hvad skal der ske med os?"
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Hendes kærlighed føltes så blid og tiltrængt på den store krop, der havde holdt sig selv tilbage for alle andre på sin vej. Men nu hvor han fandt tryghed i hans kæreste mage, flød hans angst ud af hans krop. Det var en umulig situation. Hingsten havde blot brug for følelsen af en forståelse og gensidighed i denne stund. Senere vidste han, hvorledes han måtte samles og gøre sit bedste for at redde Proelio og landets beboere. Han så imod hendes grønne øjne, som hun mærkede det han havde set. Glimtene i hendes øjne som billederne flimrede, var angste : Ligesom han.
Formørkelsen tog fat i hendes øjne. Alt det elskelige liv der ellers herskede i den sorte hoppe, blev presset ud af dette vanvittige scenarie. De var som lænket. Apollons død havde været lille i det store billede af balance. For Artemis havde været der til at overtage hans byrde og opretholde balancen - nu var byrden pålagt hendes nyeste tvillinger. Men Smeyé. Havde ingen i sit lige. Ingen søskende. Ingen afkom. Intet.
Trusslen var surrealistisk, men den bankede på døren alligevel. Hendes ord fik hans øjne til at søge håb, hvor der knap var et. Aldrig var noget så grufuldt sket. "Trudy... Jeg har ikke den fjerneste anelse." hviskede han og i samme øjeblik tog han hoppen nær og knugede hende med al den kærlighed der flød i hans åre. Kærligheden til hende. "Jeg vil gøre alt i min magt, for at beskytte vores hjem... Wareena er ikke faldet, før jeg har kæmpet til det sidste." lovede han.
Flakezés blotte nærvær fik den sorte hoppe til at falde mere til ro, til trods for at hun nu vidste besked om, hvad der var sket. Og denne besked var endnu mere frygtelig, end hvad hun selv havde kunne forestille sig. Det lød egentligt mest af alt som om, at Proelio ville gå under af dette vanvid, og de ville alle gå under sammen med landet. Til trods for at den blå hingst ikke kunne svare på hendes spørgsmål, nærede Trudy den største tillid til ham. At Flakezé nok skulle finde en vej ud af dette mørke, det var hun slet ikke i tvivl om. Som han knugede hende ind til sig, følte den sorte hoppe sig så tryg, at hun et kort øjeblik glemte, at resterne af hendes stribede familie var forsvundet. Hun ønskede blot at være lige her, sammen med ham, og aldrig flytte sig mere. Verden bestod kun af de to, og det var nok. Som Flakezé atter lod den dybe stemme rumle og afgav sit løfte, forbrændte en lille flamme det yderste af en tot af hans pandelok. "Og jeg kæmper ved din side," de mosgrønne øjne stirrede trodsigt ind i hans, vel vidende hvad der nu ville komme. Trudy var en hoppe der var udmærket i stand til at passe på sig selv. De talrige ar på hendes krop vidnede om de mange kampe hun havde overlevet. Krige, som før var kæmpet i denne blå hingsts navn. Flakezé havde tidligere haft en kærlighedsgud som mage, nu havde han fundet det stik modsatte.
"Hvad siger de andre guder? Hvor er de?" Trudy kiggede sig omkring, som om de pludselig ville dukke op af den blå luft. Flakezé kunne da ikke være den eneste der kæmpede for Proelio? Hun kendte ganske vidst ikke til Jaymelia, men både Helzlori og Laylis havde da familie i landet, dem måtte de da kæmpe for.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Et lille intenst øjeblik, føltes næsten som om alting var godt. Deres kærlighed var så stærk og brændende, at den nærmest overskyggede al det grusomme der var ved at finde sted. Himlen føltes ikke nær så blå. Planterne synes allerede at lide og visne. Lydende var surrealistiske og manglede alt det gode ved dem... Stemningen var helt og andeles kold og farlig. Truende. Han kunne derfor kun finde så rart et øjeblik i ganske, ganske kort tid. Hendes øjne var i hans, en flamme tændtes let. Hun var en sand krigerinde. En han selv som gudelig så op til. Hun ville stå ved hans side - omend det skræmte ham en smule at hun kunne falde en dag, så var hun ingen sjæl at lade blive i sikkerhedens ly. Hun skulle ud og gøre sit - indtil hun intet kunne gøre mere. Ilden passede så vidunderligt til hende: Ildsjælen. Hans ildflue.
"Jeg tvivler ikke et sekund." hviskede han ømt.
Kort efter lød spørgsmålet om de andre gudelige. Alvoren var overvældende og den kunne ikke blive overset. Han ville aldrig kunne lade folket i stikken. "Jaymelia er oprørt over sin datter. Men jeg sendte hende efter Helzlori - for han har ikke vist sit ansigt, trods han MÅ kunne fornemme ubalancen. Jeg satser på de begge vender hjem snart, for hun ved vi må stå sammen. Laylis..." han trak vejret dybt. Mærkede hvor hjerteskærende det var. "Er i dyb sorg... Jeg kan ikke nænne at tvinge hende til at hjælpe i denne stund." hviskede han, men fandt noget mere styrke derefter. Hun ville hjælpe når tid var - det vidste han. Tiden var hendes.