PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Nigrum Frollo on Oct 11, 2019 16:12:31 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Det havde bestemt været alt andet end skuffende at drage til Proelio... Måske var det eneste rigtig skuffende, at han så sjældent så sin broder i dette land. Nuvel det var også et stort land og de to var ikke just perlevenner. Familie var dog hellig... Han var pålagt den samvittighed der sagde, at han burde finde sin broder. Især i dette virvar der allerede udspillede sig i landet! Frollo nød at der var spænding, drama og noget at gå op i her. En side at tage. En kamp at kæmpe. Han kunne rejse sig her - blive til noget. Forme nogen.
Hingsten var ikke ligefrem en stor tilhænger af livets Gud Flakezé. Men alle guderne var ham hellige og de havde hans respekt, samt tro... Derfor var denne mulighed EJ at skippe! En forsamling. Ansigt til ansigt med en gudelig. Frollo trak på de sorte læber. Hans øjne glødede i skovens skygger... Dagen havde været roligere, men efter skyggerne, havde alting føltes forandret. Selv sollyset føltes... anderledes. En balance. Trance... Frollo ønskede som så mange andre en forklaring.
Derfor begav den ranke, frembrusende hingst sig af sted med knejset nakke og et respektfuldt blik - han var trods alt i Gudernes landsdel - imod Flakezés forsamling ved havet. Han var dog ikke nået helt frem endnu - endnu var han blot nået til Sweyitak. En oldgammel skov med megen historie.
Som så mange andre i landet havde den unge Sirenia også hørt guden Flakezés kald. Selvom hendes mor var Jaymelia, og hun derfor "tilhørte" en anden gud, så gav det alligevel rigtig god mening for hende at dukke op. For hun havde brug for viden om, hvad søren det var, der foregik i Proelio disse dage. Og når det endelig skulle være, så var Flakezé nok ikke den værste gud at høre på... Selvom han var meget anderledes end hendes mor, så havde de trods alt mange af de samme kerneværdier. Hun bevægede sig en smule usikkert og utrygt igennem den store skov. Det var et stort og skræmmende sted, som man let kunne fare vild i - specielt når man blot var et lille føl. Men der var et eller andet, der guidede hende til Flakezé, og derfor vidste hun på en eller anden måde hele tiden, hvor hun skulle gå hen.
Pludselig fik hun øje på en mørk hingst lidt længere fremme på en af stierne. Og selvom hun kun kunne se ham bagfra, så kunne hun tydeligt kende ham! Det var ham, som havde beskyttet hende mod de onde skygger og sørget for at holde hende i sikkerhed hele natten! Hun var på en eller anden måde blevet væk fra ham, så hun var rigtig glad for at have fundet ham igen! Til trods for at hun stadig ikke rigtigt kendte ham så godt, så var hun helt tryg ved ham! Hun kendte egentlig ikke hans navn, så i stedet vrinskede hun bare glad og føllet til ham, inden hun travede op på siden af ham og grinede legesygt.
Post by Nigrum Frollo on Oct 12, 2019 19:53:40 GMT
Nigrum Frollo Im not alone for my father is with me.
Der var en svag puslen et sted i skoven. Hingsten kneb de orange øjne let sammen og så sig kun let omkring, med et lusket blik. Der kunne dukke nærmest hvad som helst op i denne skov, i disse stunder og han var en vagsomt herre. Hans blik blev dog ikke fanget af nogen skikkelse. Ikke før den lille grønne, grundigt camouflerede hoppe sprang ud af skoven i trav og af sted med en brummen dukkede op ved hans side. Han bed tænderne ulideligt hårdt sammen, ved hendes stemmes livlige lyd - hun var helt overbevist om at de var venner efter hændelsen tidligere.
Hans hjerte slog en smule vredt og det viste sig i hans øjne - men hingsten var ærbødig overfor gudinden der beskyttede den lille magiske skabning...
Magi! Hvad havde han i grunden valgt at tage på sine skuldre!? Han havde et andet, ganske større formål - men ærefrygten for en gudinde, var mægtig. Han forstod alvoren i alt hvad hun havde sagt. Hun måtte forblive uskadt. Han vippede et øre imod hende, mens øjnene så frem - kolde og fjerne. Afvisende for hendes skønhed og charme - hun burde slet ikke eksistere i denne verden... Hun var en ubalance af blodsmagi. "Nuvel, godaften..." lød hans bitre stemme.
Hun fornemmede godt, at hingsten måske ikke ligefrem blev ovenud lykkelig for at se hende, men lige nu var hun ærlig talt selv så glad og stolt over at have fundet ham igen, at hun ikke rigtigt lod sig bemærke af det! I hendes hoved var han sådan en rigtig hyggelig morfar, der måske ikke altid strålede af kærlighed og varme, når man så ham, men som man alligevel elskede at hænge ud med, fordi det gav én følelsen af tryghed og omsorg, og fordi man havde respekt for ham og så op til ham. Ja, det var sådan, hun havde det med denne hingst... Hun så op til ham, og han gav hende følelsen af tryghed og beskyttelse; ak ja, det med respekten kunne jo så altid nå at komme...
Til trods for at han blot fastholdt sit blik koldt og fjernt fremad og end ikke gad se på hende, opfattede hun bestemt hans godaften som en invitation til at følge med ham! Ihhh! Hun gjorde et lille hop på stedet og havde svært ved at kontrollere sin glæde. Han var bare så hyggelig! Hun havde lyst til at klistre sig op ad ham, klatre rundt på hans krop, bide ham i øret og rode i hans man! Meeen hun var alligevel høflig og ansvarlig nok til at vide, at det ikke var en god og anstændig opførsel, ligegyldigt hvor meget hun higede efter kontakt og omsorg lige nu... Så i stedet trippede hun bare livligt ved siden af ham og så op på ham med sine stooore blå og bedårende øjne.
,,Godaften! Er du også på vej til Flakezés forsamling?"
