PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Tid: Formiddag ved 10-11 tiden. Sted: Sirenea. Vejr: 15 grader, kraftig blæst og let regn.
Det var ikke så længe siden, at Racornic atter havde fået kontakt med sin søn, Recimir. De to hingste havde ikke altid været på lige god talefod, men de havde endelig besluttet sig for at lægge fortidens luner bag sig og starte på en frisk. Dette havde resulteret i, at Racornic nu havde besluttet sig for at forlade Hitsugaya i Sylinum og i stedet melde sig ind i sin søns flok her i Darkena. Selvom han glædede sig til at blive en del af Keir Rhain, så måtte han dog indrømme, at han lige skulle vænne sig til tanken om at skulle bo i Darkena. Det havde jo ikke ligefrem ry for at være den mest trygge landsdel at befærde sig i, og derfor havde han aldrig rigtigt været på disse kanter før. Men én gang skulle jo være den første, og han var sikker på, at han nok skulle være i trygge hove, nu hvor han også havde flokken til at beskytte sig.
Han var derfor rejst til Darkena denne dag og var ankommet dertil i løbet af morgenen. Han havde nu været her i et par timer, men havde ikke rigtigt nogen anelse om, hvor han skulle finde Ithaca flokken henne, så han bevægede sig blot lidt rundt på må og få. Han var nu ankommet til en stor, blank sø med det mest krystalklare vand, han nogensinde havde set. Han skridtede nysgerrigt hen til bredden og snusede til det isblå vand. Det duftede forfriskende og helt normalt, så han lod taknemmeligt mulen synke ned i det dybe vand og slukkede tørsten.
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Blandt de mange skygger stod den sortgyldne hoppe. De lyserøde øjne var fæstnet mod den skikkelse, som var dukket op i løbet af morgenen. Hun havde observeret ham længe. Øjnene var smallet sammen, men det var ingen hemmelighed at hingsten bar præg af noget velkendt. Han duftede ligefrem også som noget velkendt. Det vågne blik var rettet mod hingsten, mens hun mærkede enkelte regndråber ramme pelsen i dette heftige blæsevejr. Det ruskede i trækronerne.
Det gjorde ikke Ally noget. Hvad skulle det også gøre ved hende? Hun havde boet i dette område lige siden den dag, hendes farvede hove for første gang lod sig berøre af Proelios jord. Darkena var hendes hjemsted og stede, hvor hun havde fået sine forbindelse - sine venskaber - sin familie. Der var sket så meget på den tid hun havde været her. Så mange gode ting. Hun havde aldrig haft problemer med nogen hun havde mødt - måske havde de haft et problem med hende, men det va rjo ikke noget som berørte hende. I denne stund valgte hun at træde frem i det svage lys. Skyernes overdækning af himlen havde fået området til at se en smule mut ud. Hun nød det. Flokken var i sikkerhed, og hendes nyfødte føl var på vandring med sin fader.
"En fremmed er vandret til Darkenas land... Men er du helt fremmed, fremmede?"
Spurgte hun, som hun nærmede ham. Hovene var lydløse mod underlaget, og den hæse - næsten uskyldsrene stemme blev først brugt da hun ikke var langt fra den tørstige hingst.
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
Han havde ikke lige umiddelbart mærket noget til sin lille forfølger. Et par gange havde han kort haft fornemmelsen af øjne, der stirrede på ham, men han havde ikke kunnet få øje på noget og havde derfor bare slået det hen som en af de uhyggelige ting, man nok bare oplevede, når man var i Darkena... Derfor gav det et lille sæt i hans krop, da en fremmed hoppestemme pludselig lød i hans ører bag ham. Hun havde simpelthen formået at bevæge sig så lydløst ind på ham, at han slet ikke havde hørt hende. Han løftede mulen fra vandet og vendte sig om, så han nu stod med front mod den fremmede. En ganske køn hoppe; sort som natten, men med de smukkeste og mest finurlige aftegninger. Kraftigt bygget, nærmest som en hingst, men alligevel elegant og feminin på sin helt egen måde. Han smilede venligt og lettere nobelt til hende og nikkede let med hovedet i en hilsende gestus.
,,Vær hilset, fremmede nathoppe. Mit navn er Racornic, og jeg er rejst hertil hele vejen fra Sylinum. Ser De, jeg leder efter hingsten Recimir, som har flokken Keir Rhein. Kender De ham, eller ved De eventuelt, hvor jeg kan finde flokken?"
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Det morede altid hende, når de andre gav et sæt. Hun havde haft en god lære - og selv hendes mage var det lykkedes at snige sig ind på én enkelt gang. Noget der bestemt var en sensation for Ally. Denne hingst talte snart med sin stemme, og hendes ører gled frem ved lyden af sin mages navn og flokkens ligeledes. Vandet dryppede sagte fra hans mørke mule, og hun gik vurderende tæt mod hingsten. Drejede fra, og om på den anden side - for at følge tilbage igen og stoppe op foran hingsten. Hun skubbede måsen rundt, så den stod bort fra hingsten og hendes front var mod ham. Vurderende lå blikket mod den fremmede.
"Ja... Og Ja..."
Gled det tænksomt og let over hendes mule. Det simple svar. For det gjorde hun skam. Åh, ja hun kendte den uden tvivl - men hvem var den spørgende sjæl, som ønskede at komme i nærheden af flokken? Ally skulle have flere informationer, hvis hun skulle lede den fremmede mod sin flok. Sikre sig, at hingsten ikke var en der ønskede at ødelægge flokken.
"Sig mig - Hvad er dit erinde med Recimir og Keir Rhein?"
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
Det kriblede let i hans krop som gåsehud, da nattehoppen nu trådte en runde rundt omkring ham og lod sit intense blik glide vurderende over ham. Ikke fordi han ikke brød sig om at have hende så tæt på sig, men blot fordi, at dette var hans første møde med en fremmed fra Darkena, og han var derfor endnu usikker på, hvad hendes intentioner var. En smule fordømmende måske, men han havde trods alt hørt mange rygter om de folk, der boede i Darkena, og det var svært ikke at tage dem til sig...
Hun stoppede da op ved hans front igen og svarede nu ja til begge hans spørgsmål. Altså kendte hun både Recimir og vidste, hvor hans flok hørte til. Han smilede let til hende. Det var da dejligt, at han var rendt ind i denne hoppe som den første, så hun kunne hjælpe ham med at finde hans destination. Hun spurgte dog nu ind til, hvad hans erinde med Recimir og flokken var, og det kom naturligvis ikke som en overraskelse for ham - det var jo helt fair og også meget forståeligt, at hun ønskede at vide, hvad hans intentioner var, før hun bare ledte en helt fremmed til flokken. Han sendte hende derfor et venligt, ærligt og oprigtigt smil og håbede blot, at hun ville tro hans ord.
,,Jo, ser De... Jeg er Recimirs fader. Og sidst jeg snakkede med ham, inviterede han mig til at være med i hans flok - vist nok som noget, der hed Esh' Emith eller sådan noget? Så jeg har forladt min egen flok i Sylinum denne dag og er rejst hertil for at finde mit nye hjem her i Darkena."
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Intenst og stikkende var blikket fra de farvede øjne, mens hun lod det spotte og dygge mod hingstens sind. Et smil tegnede sig på hingsten, og afventede hans svar. Der gik ikke længe, inden hans ord allerede havde indprintet sig i hendes sind. Fader til Recimir.
"Esh' Emith"
Lod hun glide over sine læber for at forsikre ham om, at det var det titlen var. Som hun studerede ham, kunne hun se flere og flere af hans farver og genkendeligheden, men der var også meget som var anderledes fra de to hingste.
"Faderen er vendt hjem, men rollerne er byttet om... En invitation er givet... Keir Rhein gemmer sig i skyggernes mørke, lad mig vise dem vejen, Racornic. Recimir er på vandring med sin datter, men vender snart tilbage"
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
Han mærkede hendes intense og nærmest stikkende blik, som hun lod det falde spottende over ham. Det føltes nærmest som om, at hun granskede hele hans sjæl og kunne se ind i hans sind. Det var en smule ubehageligt, men han stod blot helt stille og forholdt sig tavs, mens han lod hende tale. Hun bekræftede ham i, at der var en rolle, der hed Esh' Emith. Han smilede let - så havde han altså husket rigtigt. Men nu var han jo trods alt også vokset op i Ithaca, så ordene derfra var bestemt ikke fremmede på hans tunge. Han lyttede da til hendes næste ord og smilede taknemmeligt, mens han let nikkede med hovedet. Recimir var på vandring med sin datter... Så havde han altså fået endnu et føl ud over Rhett? Hvor spændende! Han trådte roligt op på siden af hoppen, mens han gjorde sig klar til at følge med hende.
,,Mange tak, miss - det sætter jeg virkelig pris på. Må jeg spørge, hvem De er?"
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Den sortgyldne hoppe gjorde et kast med det borgede hoved. De lyserøde øjne var fængslet på hingsten, stadig vurderende - han var familie til Recimir. Fader, og dermed også familie til deres afkom. Hun satte så i bevægelse, og lod sine gyldne hove bære sig vejen ind mellem skyggerne. Hun forventede skam, at hingsten ville følge trop. Bag sig hang den gyldne hale afslappet. Hun havde aldrig haft nogen grund til at frygte noget. Altid havde hendes interlekt fået hende gennem alskinds oplevelser. For jo, hun havde skam altid haft en rap tunge, som kunne stikke af.
"Det er altid tilladt at spørge - Alarica, er navnet som er blevet mig givet."
Svarede hun roligt.
"Det er denne vej, hvis du ønsker at møde flokken."
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
Han fulgte taknemmeligt efter hende, da hun satte i gang og bevægede sig ind mellem skyggerne. En evne, som han ellers kun havde set Ithaca heste besidde - så det var i sandhed flot og imponerende at se, hvor god denne hoppe havde været til at tage ved lære og bevæge sig lige som en rigtig Ithaca hest. Mon det var Recimir, der havde lært hende op?
Han lyttede til hendes svar og smilede let. Ah, så faldt brikkerne på plads, og det hele gav mening nu. Denne hoppe var altså Alarica, Recimirs mage. Recimir havde godt fortalt Racornic lidt om, hvordan han havde valgt denne hoppe, selvom det stred imod deres traditioner at parre sig med en hoppe, der ikke var af Ithaca slægt. Men at dømme på denne Alarica virkede det bestemt til at have været et godt valg. Hun virkede intelligent og stærk, og så havde hun den dér mystiske aura over sig, som Recimir også havde - så de passede i sandhed godt sammen. Og så virkede det til, at Recimir havde oplært hende godt, og at hun derfor var en ægte Ithacahoppe værdig.
,,Ahh, så De er altså Alarica. Det er mig en ære at møde Dem. Recimir har fortalt mig lidt om Dem, så det glæder mig at kunne se Dem med egne øjne."
Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke havde været lidt skeptisk i starten. Han var jo selv en meget traditionsrig hingst og havde derfor forsøgt at opfostre Recimir og hans broder til at være på samme måde. Men han måtte jo også bare erkende, at tiderne havde skiftet. De befandt sig ikke længere på Ithaca, men i Proelio - og her i Proelio var der ikke mange Ithacaheste, så det var ligesom ikke rigtigt muligt at vælge en Ithacahoppe til at føre sin slægt videre med. Så selv Racornic måtte indrømme, at det vist var på tide at åbne op for nyt blod til Ithacaslægten - og denne Alarica virkede bestemt til at have været et godt valg. Han smilede og nikkede ved hendes næste ord og fulgte blot tæt efter hende mellem skyggerne.
,,Mange tak, miss Alarica. De er moderen til Rhett, ikke sandt?"
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Navnet var aldrig blevet overgivet til den sortgyldne hoppe. Ikke at det havde været nødvendigt. Recimir - hendes mage - var en privat hest, og de havde aldrig haft brug for at udveksle navne udover til deres afkom. Alarica havde aldrig selv givet sit navn - ligeledes Recimir, men de havde lært dem alligevel gennem deres afkom, venner og bekendte. Det havde ikke været en forudsætning for at klare livet og leve i samhørighed. Hun var let og lydløs, som hun vandrede mod flokkens territorium. Alarica kendte ikke sin forhistorie. Hun huskede begrænset fra før Proelios ringe var for hendes gyldne hove.
"Glæden er på min side. Recimir er en privat person, så det ville undre mig hvis mit navn var blev nævnt ofte."
Gav hun ham ret. Hun kendte deres traditioner, og vidste at det ikke var med god vilje, at nogen førte slægten videre med ikke Ithaca heste. Det var helt normalt, men båndet var blevet smedet og de var blevet forenet. Som dag og nat vandrede de og udgjorde en helhed, som mange ikke forstod.
"Moder til Rhett og Rim, dine børnebørn. De har mødt min søn, ikke sandt?"
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
Han nikkede bekræftende til hendes ord om, at Recimir var en privat person, og det derfor ville undre hende, hvis hendes navn var blevet nævnt ofte. Og dette var ganske rigtigt. Det havde ikke været med sin gode vilje, at Recimir havde fortalt ham om hende - men livet var anderledes her i Proelio, og forholdet mellem fader og søn havde langsomt ændret sig. Og desuden havde han jo allerede godt haft regnet ud, at Recimir havde fundet sig en mage her i landet, eftersom at han jo helt tilfældigt havde mødt sit barnebarn Rhett en dag, før han havde fået talt med Recimir om det. Han nikkede derfor til hendes spørgsmål og smilede varmt.
,,Det har jeg ja. En pragtfuld ung mand."
Han kunne ikke lade være med at se en smule stolt ud. For selvom Rhett ikke var hans søn, så var han trods alt hans barnebarn, og det glædede ham at se, at han havde ført så gode gener ud i livet. Han smilede atter varmt til Alarica.
,,Det glæder mig at høre, at I har fået endnu en. Jeg vil glæde mig til at møde denne Rim."
Admit it. You're waiting for something you know won't happen.
Alarica The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.
Hun hvælvede let i nakken, og gjorde et nik som svar på hans ord. Ja, måske havde det ikke været med overleg at de to afkom var kommet til verden, men den lille atypiske familie havde nu altid klaret sig godt sammen. Hvis hun selv skulle sige det, så var både Rim og Rhett også nogle pragtfulde afkom - ikke at de altid fulgte deres forældres anvisning, men mon ikke det kom på et tidspunkt.
"Vi er ikke langt fra flokkens område, så hvis du fortsat ønsker det - så følg blot med."
Hun gjorde et let nik, inden hun satte i bevægelse. Snart ændrede omgivelserne, og de andre heste var ikke langt derfra. Det var ikke en lang rejse - nej ikke mere end en halvtimes vandring skulle der til, inden flokkens grænser var at se og dermed også de heste der hørte til ved den.
Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.
