PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Den stjernebeklædte Ignacia vandrede afsted. Hendes blik var vågent, men for nu slappede hun en smule af. Der var ingen dufte af andre, og ingen fare - i hvert fald ingen som hun havde opdaget endnu. Som altid på vagt overfor den mindste bevægelse. Hovedet var sænket, mens hun i ny og næ nappede fat om et stykke græs, som hun fangede på sin vej. Hun var på vej mod flokkens område, men endnu ikke helt tæt ved den. Den store eng bredte sig smukt og åbent over landsskabet og der var et stykke vej til de nærmeste træer og buske endnu.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Meget var sket i den unge hingsts liv i løbet af de sidste par måneder. For det første var han blevet en stor og smuk unghest, der i den grad slægtede sin far på i højde og styrke. Men desværre var der også sket noget knapt så godt; både hans mor og søster var nemlig fuldstændigt forsvundet fra jordens overflade. Det var flere måneder siden, han sidst havde set dem, og nu gik han blot ud fra, at de var døde. Sorgen havde naturligvis taget hårdt på den unge hingst, der havde været meget knyttet til både sin mor og søster, så han havde valgt at søge væk fra flokkens område i et stykke tid for lige at samle tankerne og forhåbentlig komme i bedre humør, indtil han engang blev klar til at vende tilbage til flokken igen. Han vidste nemlig, at han nok ville være arving til lederposten, nu hvor hans mor var væk - men han ønskede for alt i verden ikke at blive leder af Lux Umbra. Han følte sig slet ikke klar til så stort et ansvar endnu. Derfor måtte han lige samle lidt styrke og mod, indtil han var klar til at vende tilbage igen.
Han havde rejst lidt rundt på må og få og befandt sig lige nu i Sylinum. Her havde han et ganske behageligt minde fra dengang, han havde mødt en lille stjernedækket hoppe ligesom ham selv og havde tilbragt natten i hendes selskab for at beskytte hende. Han havde ikke set hende siden dengang, men havde tit tænkt på hende og håbede bare, at hun havde det godt. Det var derfor meget rart at være tilbage i Sylinum igen - måske han endda ville være så heldig at støde på hende igen? Han bevægede sig roligt ned over en stor, smuk eng og nappede let til et par græstotter hist og pist, mens han blot vandrede fredeligt rundt i sine egne tanker - helt ubevidst om den helt specielle sjæl, der var på vej i hans retning netop i dette øjeblik.
A certain darkness is needed for the stars to be seen.
Post by Ignacia Amlug on Nov 10, 2018 17:01:26 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Her gik hun så i det skønneste vejr, og opsnappede alt i luften. Den søde duft af sommerfugle, der var begyndt at bevæge sig rundt mellem blomsterne. Ignacia var lettere opslugt og slappede for engang sin skyld helt af. Ingen heste i nærheden. Det ændrede sig dog snart. Lyden af hovslag fik hendes øre til at vippe stift opad. Det gav et ryk i det kønne stjernespækkede hoved. Hun udspilede næseborerne, og øjnene søgte med det samme efter den fremmede.
Det tog lidt tid, inden hun genkendte duften. Der var noget velkendt over den. Var det godt eller skidt? Øjnene søgte rundt, inden hun fik øje på stjerner - masser af stjerner midt på den smukke eng. Der gik han så og nappede til græsset, ligesom hun selv havde gjort få sekunder forinden. Hun stod helt stille, mens hun studerede ham. Overvejede om hun turde give lyd fra sig. Ville han blive sur, hvis hun ikke gjorde? Og hvad vhis han gerne ville være alene? Så ville hun jo ikke forstyre ham. Nervøst vippede hun forsitigt med halen, inden hun lagde hovedet let på skrå.
Et forsigtigt og lettere nervøst vrinsk - eller hvad der i hvert fald skulle have været det, kom over hendes mule. Hun sank hovedet for underkastelse, og skævede mod ham. Han havde hjulpet hende sidste gang, men han var blevet stor i mellemtiden. Det var hun også.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Bedst som han gik i sine egne tanker og nippede let til græsset på sin vej, opfangede hans små ører let nogle nervøse toner i luften. Var det et vrinsk? Han løftede hovedet og så frem for sig, og der fik han øje på hende: Ignacia Amlug, Stjernehoppen. Hun var blevet lige så stor som ham, og helt igennem smuk. En svag rødmen skød op på hans kinder blot ved tanken om hende. Han havde aldrig set på andre heste, som han så på hende lige nu. Hun var noget helt særligt... Så smuk og tiltrækkende. Hans sind hungrede efter at møde hende igen, og her var hun.
Nøjagtig som han huskede hende, virkede hun nervøs og sænkede straks hovedet ned i en underdanig stilling. Et skævt smil formede sig let om hans mule. Kunne hun mon ikke kende ham? Eller var hun bare så nervøs og skeptisk, at hun stadig ikke turde stole på, at han ikke ville gøre hende noget? Han smilede venligt og lod en beroligende brummen lyde mod hende, inden han roligt skridtede hen imod hende med en afslappet holdning.
,,Ignacia? Det er mig... Azazael."
A certain darkness is needed for the stars to be seen.
Post by Ignacia Amlug on Nov 23, 2018 11:57:09 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Ofte havde hun tænkt på den stjerneklædte hingst, som havde hjulpet hende igennem den iskolde og våde nat. Han havde våget over hende - og hende over ham den sidste times tid, da han var faldet hen. Det havde været en hård nat, men hun havde klaret den på grund af ham. Hun skyldte ham så meget, og alligevel var hun bange for, at han ikke ønskede at se hende igen. Han løftede hovedet. Et smil tegnede sig over hans mule, idnen han med brummende lyse nærmede sig. Hans kropsholdning var afslappet. Det burde hun også være - tænkte hun. Han gjorde hende ikke noget. Det havde nok heller ikke forandret sig. Men alligevel var hun skeptisk. Det blev hu nød til at være, der var sket så meget. Forsigtigt nikkede hun.
"H-hej... Jeg-jeg var i ... tvivl om du ... huskede mig..."
Kom det forsigtigt over hende mule, da han var tættere på hende. Usikker på, hvad hun skulle gøre af sig selv.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
- Dragen fra vores hovedplot. Har man noget at tilbyde, hvad som helst, vil han være nådig.
✯ Forstyrrelsen
To enorme vingefang bredte sig ud fra hans hjem i Dragon Graves. Han var udvokset, udhvilet og klar til at samle flere genstande til sin samling af skønne ting. Magiske, glitrende ting. Hans krop var grønlig med et sirligt mønster i guld. Dette mønster havde forvane at pulsere som om det var blodet under skindet der løb rundt derinde. Øjnene var havblå - han lignede sin skaber Jaymelia. Dragen havde endnu ikke vist sig for hestene i landet. Grebet af sit instinkt til at søge spændende genstande, der ligefrem sang til ham, havde han hidtil ignoreret alt levende. Fra toppen af klipperne stirrede han nu ud over verden under ham. Tåge lagde sig over meget af landet. Skarpe klør spændtes så klipper skred lidt under hans vægt. Derefter lød et hæst skrig fra dettte enorme væsen, som hidtil havde været uddød. Rakathan sprang og fløj nu igennem skydækket som et monster der forsvandt under havets overflade. Han nærmede sig de varmere dele af Proelio med et fikseret blik på en eng. Som drevet af en maskine søgte hans krop efter alt hvad der skinnede op i landskabet... Men snart fængslede noget han ikke havde forestillet sig før hans øjne. To skikkelser på engen bar et skind af stjernerne selv!
Rakathan samlede vingerne til sig og styrtdykkede derfor nu imod disse sjæle. Han faldt nærmest ud af skyerne med et varslende skrig - metallisk og dybt. Kroppens vinger spredte sig så græsset blæste ud til alle sider, som han landede ganske nær de to sjæle. Med sine intense krybdyrs øjne studerede han deres pels...
✯ Udfordring
Såfremt de to ikke blev skræmt fra vid og sans og stak af, stod Rakatan nu med sin lange hals sænket og hovedet tippet på skrå. "Sjældent har man set et så strålende, vidunderligt skind!" Rakathans tænder viste sig, som stemmen hvislede af sted. Han sneg sig tættere på og indåndede deres dufte. "Man kunne jo næsten få lyst til at... stjæle dem." tungen listede ud af hans mund.
// Ignacia og Azazael er nu i Rakathans besiddelse - han kan let fange dem - ligesom de lettere end de tror, kan snøre ham. Har i noget at tilbyde, vil han holde jer i live.
Han smilede mildt over hendes forsigtige ord. Hvordan kunne hun være i tvivl om, om han havde husket hende?! Deres møde var et af de møder, der stod aller tydeligst i hans hukommelse! Han havde virkelig nydt hendes selskab og havde savnet hende lige siden.
,,Selvfølgelig kan jeg huske dig! Jeg har... tænkt meget på dig siden sidst."
Han smilede lidt genert og mærkede en let rødmen skyde frem på sine kinder. Pludselig lød et højt, hæst skrig i horisonten. Det var en lyd, han aldrig havde hørt mage til før. Hvilket dyr kunne mon skrige på den måde?! Det var i hvert fald ikke et, han nogensinde havde set eller hørt før! Han spærrede fascineret øjnene op og så nysgerrigt på Ignacia.
,,Hvad var det??"
Der gik dog ikke længe, før de to unge heste fik svar på netop det spørgsmål. For i det samme kom et enormt monster brydende ud igennem skyerne og styrtede direkte ned mod dem med et metallisk og varslende skrig. Det var et kæmpemæssigt flyvende dyr, beklædt med sirlige mønstre af guld, der nærmest syntes at pulsere som blodårer på dets grønne skind. Det landede foran de to sjæle og spredte sine enorme vinger ud, mens det så på dem med sine intense blå øjne, der lignede krybdyrs. Azazael stivnede og spærrede chokeret øjnene op, mens han måbende hævede blikket og så op på dette enorme monster, der lignede en kæmpe udgave af et flyvende krybdyr. Han mærkede hjertet pumpe så hårdt i sit indre, at det næsten truede med at springe ud af brystet på ham. De ville umuligt kunne bekæmpe eller flygte fra dette enorme, monsterlignende dyr... Skulle de dø nu?
Til hans store held og overraskelse sænkede dyret dog nu sin lange hals ned mod dem og tippede sit store hoved på skrå, inden det lod sin dybe stemme lyde i et sprog, som han faktisk kunne forstå. Den kunne tale?! Stemmen var hvislende, som det kæmpe dyr viste sine rovdyrstænder og sneg sig tættere på dem. Azazaels krop spændte op, og helt automatisk trådte han et skridt ind foran Ignacia, da det store dyr nærmede sig. Dens store tunge listede nu ud ad dens mund, mens den udtrykte, at den næsten fik lyst til at stjæle de to hestes skind. Azazael stivnede. Stjernerne... Det måtte være dem, der tiltrak det kæmpe væsen. Skælvende lod han sin stemme lyde op mod det kæmpe dyr.
,,H-hvem er du...?"
A certain darkness is needed for the stars to be seen.
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Det var ikke meget hun nåede at sige, inden der pludseligt kom noget af et skrig. Ignacia krympede sig med det samme. Hendes hale slog stift ind mod det stjernespættede bagparti. Hendes øjne slog op med det samme, og febrilsk så hun rundt. Hendes øjne mødte snart Azazaels, da han spurgte hvad det var. Hun rystede uforstående på hovedet. Ørene gled utrygt ud til siderne, for derefter at glide tilbage. I løbet af et split sekundt skete der mange ting.
En kæmpe landede foran dem. Ignacia blev så forskrækket, at hun sprang en omgang rundt og nogle skridt bort, inden hun snurrede rundt. Prustede nervøst, og meget usikkert, mens hun rystede over hele kroppen. Det store bæst fik frygten frem i den unge. Hendes ben rystede og truede med at give efter, men Azazael som var så modig trådte ind mellem dem to. Ignacia forsøgte at gå frem med sine stavrende ben - hun turde ikke - men hun ville heller ikke have der skete Azazael noget!
Helt anspændt lyttede hun. Men hun kunne ikke engang tale. Mundlam og bange gemte hun sig bag hingsten.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Rakahtan stirrede grådigt på stjernepelsen, mens han forestillede sig hvordan de ville se ud, uden deres ejere. Hængt op i grottens vægge og oplyst af alt det andet glitter han havde til at hvile i en stor dynge derhjemme... Hans øjne fortalte historien, da de ikke veg fra de to sjæle ét eneste sekund. Grådige. Ivrige. Frygtindgydende. Han var et væsen kun guder kunne tæmme - men enhver kunne tilbyde ham noget skinnende godt i bytte for deres liv.
Den unge hingst var modig - mere end man kunne sige om den lyseblå hoppe, der panisk for rundt om sig selv. Rakathan opdagede nu at han nød hendes frygt... Der var noget mere interessant ved dette end når han bare gav sig til at æde bjørne - de var mindre intelligente. Han åbnede sin mund og en dampende varm røg steg ud imod de to.
✯ Præsentation
Ord nåede over læberne på hingsten. Klart at han havde konstatereret at de ikke kunne flygte fra noget der var 10 gange deres størrelse. Dragens skæl sitrede kort og øjet studerede hingsten med en sådan intensitet at pulsen nærmest dunkede udenpå dragens følsomme hud om øjnene. "Ra-ka-thaaan." Hvislede tungen imod ham - stadig med en smule røg og få gnister. "Drager... Drager findes ikke? Huh? Jovist findes de nu hvor min moder Jaymelia ønskede os i live. Men sig mig børnlille... Hvad koster jeres skind?" se det var lidt en leg. For han havde da i grunden bare tænkt sig at tage skindene og smutte - men lidt leg viste sig at være underholdende.
Azazael stirrede så frygtløst som muligt ind i øjnene på det store bæst. Han kunne nærmest se reflektionen af sine stjerner glimte i bæstets øjne, da det stirrede så intenst på hans krop. Han turde slet ikke forestille sig, hvad det havde tænkt sig at gøre med hans stjerner, hvis det fik lov...
Bæstet åbnede nu sin mund og lukkede en dampende varm røg ud mod de to heste. Azazael bakkede let og fnøs usikkert. Så længe det bare var røg, var det vel fint nok... Men han skulle ikke nyde noget af at stå i skudlinjen, hvis bæstet havde tænkt sig at spyde med ild igen!
Han flyttede nu blikket mod bæstet igen og kunne nærmest se pulsen dunke under dets skind. Hvad var det dog for et mystisk væsen?! Det fik han hurtigt svar på... Den hed Rakathan, og det var en drage - skabt af selveste Jaymelia. Azazael havde aldrig hørt om drager før, men han kunne ikke i sin vildeste fantasi forstå, hvorfor gudinden Jaymelia dog ville vække noget så grufuldt til live?! Jovist var det da et fascinerende væsen, og sikkert også meget smukt på sin egen måde - men det var jo kæmpestort og direkte livsfarligt for landets beboere!
Han lyttede nu til dragens spørgsmål, der fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen. Ganske rigtigt... Dragen var altså ude efter deres skind. Han tog en dyb og nervøs indånding, inden han atter trådte beskyttende ind foran Ignacia og så op på Rakathan med et frygtløst blik i de lyse øjne.
,,Hendes overlevelse! Hvis du lover at lade hende gå uskadt herfra nu - så må du gøre med mig, hvad du vil, og bruge mit skind som du lyster bagefter!"
A certain darkness is needed for the stars to be seen.
Post by Ignacia Amlug on Jan 20, 2019 11:23:57 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Hun krympede sig, da en stor dampende røg fløj ud af de store næseborer på det monster store væsen der var landet foran dem. Ignacia rystede. Hun var en kryster.... Hun kunne ikke tænke på anden end flugt, men hendes krop reagrede ikke. Hun var bange, og frosset helt fast. Hele hårlaget sitrede da ordene gled ud af munden på den store kæmpe. Men hun havde jo hjulpet med at bringe Jaymelia tilbage! Hvordan kunne hun så få sådan et monster frem og angribe dem??
Azazael trådte nu ind mellem dem, og det gav en smule ro til den unge hoppe. Ikke meget - men mere end før. Hendes øjne spærrede sig op, da han kom med sine ord. Nej det kunne han da ikke! Hendes hjerte galoperede i brystet, og hun tøvede noget. Virrede med hovedet, inden ordene gled ud af hende.
"Nej! Du må ikke... Du må ikke gøre ham noget! Jeg... Jeg... Jaymelia kom tilbage pga os... Pga... det vi gjorde... Vi... Jeg... Du må ikke gøre os noget..."
Peb hun nærmest, de blev mere og mere skingert og bange - næsten til en mumlen.
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Rakathans blik var nærgående på denne hingst, der stod op for den lille frossede hoppe, som ikke turde gøre noget. Hjertet måtte pulsere ulideligt hurtigt inde bag det lille blik. Denne hingst var dog ikke bange af sig, han var nærmest overmodig som han var villigt til at ofre sig selv for hoppens liv. Rakathans stemme kom med en latter, hvor lidt røg fandt vej ud af hans næsebor. Det var nærmest morsomt! Han gjorde sig klar til et angreb, for at strippe stjernerne af hingsten - ligesom hoppen peb op.
Hans store pande rynkede og øjet stirrede sultent på hende - men ordene der var svære at tyde først sank ind som hun skingert fik det sidste sagt. Løj hun? Han brølede en smule arrigt og slikkede sig om munden. "Sig mig lille ven! Hvem er duuuu?" hvislede han koldt... For hvis det var sandt... Jaymelia, før hans tid havde været død eller noget der lignede og hun - den lille bange sjæl - havde hjulpet... Kunne han så slå hende ihjel?
Han lukkede øjnene i og gjorde sig klar til at møde sin skæbne, da dragen gjorde klar til angreb. Men så kunne han pludselig høre Ignacias stemme bag sig. Han havde aldrig nogensinde hørt hende på denne måde før. Selvom hun stadig lød pivende, skinger, bange og nærmest mumlede sine ord ud, så hørte han dem tydeligt: Hun forsvarede ham. Hun nægtede at acceptere, at han skulle dø for hende, og det gjorde, at hun havde været modig nok til rent faktisk at sige fra over for det store væsen. Han havde efterhånden beskyttet Ignacia mange gange nu, men det var første gang, at hun også havde beskyttet ham... Han var virkelig rørt!
Han lyttede overrasket til de næste ord, hun sagde. Jaymelia kom tilbage på grund af dem og det, de gjorde... Hvem var de? Og hvad havde de gjort? Kunne det virkelig passe, at Ignacia havde haft gjort noget så stort, at det havde bragt en gud tilbage til livet - og så tilfældigvis lige præcis den gud, som denne drage kendte! Kunne dette være deres redning?? Han bed sig nervøst i læben og så blot spændt til, som dragen nu henvendte sig til Ignacia. Han håbede virkelig, at hun talte sandt og rent faktisk ville kunne overbevise dragen om ikke at slå nogen af dem ihjel alligevel...
A certain darkness is needed for the stars to be seen.
Post by Ignacia Amlug on Mar 23, 2019 21:22:40 GMT
Ignacia Amlug Hold on to dreams cause if the dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly
Selvom ordene var kommet ud af hendes mund, så havde hun ikke haft modet til at sige dem uden at pibe. Hun hadede at hun var sådan en kryster! Hun var altid så bange, og nu kunne hun end ikke hjælpe Azazael mod den store drage. Dragen slikkede sig om munden - hun så hvordan den ru tunge gled over det skællede ydre og hvordan tænderne kort var blottet. De måtte nærmest være på størrelse med hendes hove hver eneste af dem. Snart hvislede hasn ord frem og hun sank en klump.
"Ignacia ... Amlug... En af valentinesføllene..."
Kom det over hendes læber. Hendes lemmer var frosset fast, men hun ville ikke have der skete Azazael noget! Han havde hjulpet hende så mange gange og nu... Nu ville han endda forsvare hende igen, men det kunne hun ikke lade ham. Han måtte ikke give sit liv for hende! Han fortjente at leve med alt den hjælp og omsorg han havde givet hende gennem tiden. Hun så bedende og bange mod dragen. Han kunne ikke dræbe dem ... Ikke hvis han var tro mod Jaymelia!
It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.
Dragens intense øjne vurderede de små sjæle ihærdigt. Åh hvor ville han mæske sig hvis han blot kunne! Men den lille nervøse havde talt. Om hans moder, den smukke Jaymelia... Og med hendes navn fulgte øjeblikkets skyld. Dragen var sin moder tro - det bånd der skabtes der var mere intenst og holdbart end alle andre han måtte få. Men det irriterede ham et øjeblik. Det forhindrede igen hans sande instinkter... Men hun sagde. Hun sagde at dragen måtte ændre sig for at overleve i denne verden. Gøre sig fredeligere...
Han trak hovedet til sig. Trusslen som skåret ud af billedet. Han satte sig nærmest stædigt og kiggede på dem. Hvad i alverden skulle han så gøre? "Ignacia Amlug et valetines føl." dragen begyndte at le. Var det ikke rigtigt? At heste lo meget når de udtrykkede glæde? Eller virkede han bare uhyggelig nu...
