PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Flakezé stirrede ud over den store sø Life. Hans store blå krop var nærmest i ét med det farvefulde vand der også havde flere nuancer. Tankerne var i sandhed på spil - for søen her bragte minder med sig. Dens healende evner var opstået efter krigen ... Den krig hvor han slog Helzlori ihjel - havde han troet. For når selv ondskaben kunne elske, hvordan kunne livet så ikke flyde over? Med lykke, kærlighed, nærvær og lys? Han trak på smilebåndet og en svag brummen kom fra ham.
Der var hændt så vanvittigt meget siden da. Det var en smule sørgeligt. Hvordan de levede - åndede og var tvunget til det... Hvordan det var som om planeten Wareena havde sin egen plan og mening om dem og deres færd. Hun havde netop bruset ud og slynget landsdelene itu, fordi det tilsyneladende ikke var hendes ønske at de skulle dele Proelio... Så nu var landet frit igen. Guder måtte finde sig til rette her og i himmelriget og kun besøge landsdelene som førhen...
Han var forvirret og en smule tvivlsom. Et langt liv. Sommetider meningsløst. Sommetider tomt... Selv når hans hjerte nu bankede med den pulserende følelse af glæde over Trudy, kunne han ikke nægte at sommetider viskede vinden farven blå - grå.
Det var kommet som et chok for alle, da det voldsomme vejrfænomen var brudt ud og havde udslettet alle landsdelene. Selvom landet stadig var delt op i sine sædvanlige dele, var der ikke længere nogen Øverste, love eller grænser tilbage - Proeolio var blot ét stort land, hvor alle var velkomne til at komme og gå, som de ville. Det havde været lidt af en omvæltning for hende, specielt fordi hun lige var blevet en af de Øverste i Elasium under Jaymelias ledelse. Alt dette eksisterede dog ikke længere, og hun var derfor ikke længere knyttet til Elasium. Heldigvis havde dette dog ikke haft nogen særlig stor betydning for hende personligt - hun levede jo stadig i landet sammen med sin mor, far og søster, så på det punkt ville intet nogensinde ændre sig.
Denne dag var hun rejst til Proelios Hjerte - et sted, som hun ellers ikke kom så tit. Men hun håbede på måske at kunne finde Jaymelia her et sted. Hun ville gerne snakke med hende efter alt det, der var sket med Proelio, og lige tjekke op på, om hun var okay. For ja, sådan var Chihiro... Det var jo fuldstændig utænkeligt at forestille sig, at en udødelig gudinde ikke skulle være okay ovenpå lidt vejrstrabadser - men Chihiros kærlige sind bød hende at bekymre sig om alle levende væsner, uanset hvor stærke de var. Hun nærmede sig den store, smukke sø Life - ganske ubevidst om, at hun snart skulle møde en helt speciel sjæl, som hun havde drømt om at møde hele sit liv.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Han ville ikke være alene meget længere. Som hans øjne var i fortidens minder, mærkede hver en sans i han krop hvordan en sjæl nærmede sig. En ung, modig sjæl, der lod til at bære et hjerte af guld. Gudens store blik vendte sig nu. Græs engene stod smukt og svajede i denne finurlige vind, han følte malede alt omkring ham gråt. Kesia skovens træer knagede på den anden side af søen. Himlen var blå under en aftensol. Men hingstens hjerte var tungt.
Dog havde han aldrig i sit liv afvist en sjæl og dennes selskab. Så idet hoppen nærmede sig rankede han ryggen, fandt sig selv og de smaragdgrønne øjne fik nu øje på en skikkelse. Lilla med sort man og aftegninger der harmonerede med det væsen hun synes at være. Guden smilede faderligt og varmt - de var alle hans børn. Gode som onde.
Det gav et lille sug i hendes mave, og hendes krop syntes nærmest at fryse til is, da hun fik øje på skikkelsen nede ved søen. Det var ikke en hvilken som helst fremmed sjæl, hun her stod overfor... Nej, der var ingen tvivl i hendes unge sind. Det karakteriske udseende, de smaragdgrønne øjne, det faderlige og varme smil og den aura af godhed og guddommelighed, der syntes at stråle fra ham... Det kunne ikke være andre end selveste Flakezé; Livets Gud, som hun var vokset op med at tro på via sin mor. Hendes øjne lyste op i iver og stolthed, og hendes mundvige trak sig op i et varmt og beæret smil, inden hun ærbødigt bøjede nakken for ham. Hun lagde sig derefter ned på knæ og bukkede galant for ham, inden hun så op på ham med ren kærlighed og beundring i blikket.
,,Ærede Flakezé... Det er mig en stor ære endelig at møde Dem."
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Søen glimtede let i aftenens skær. Perfektionen af stemningen omkring dem var ganske betagende - ligesom han beundrede hvert væsen og hele verden omkring ham. Kæmpede for at beskytte den gang på gang - og atter igen måtte han affinde sig med at have fejlet. Lærte han overhovedet noget? Havde tiden ændret ham eller var han stadig den samme? Begik han stadig de samme karakteristiske fejl? Ved at stole på de andre guder... Ved at lytte til folket og sommetider overse hele billedet.
Opmærksomheden gik til den lilla hoppe. Endnu et af landets finurlige udseender og med striber... Han trak på smilebåndet. Der havde været en periode i fortiden, hvor stribede heste nærmest indtog landet. De havde været i hobetal. Nu var der få tilbage af samme slægt. Jah-lila. Irissia. Han huskede ikke flere, førend denne levende hoppe begyndte at tale. Hun havde nærmet sig, han havde set det - men blot stået roligt og med de milde øjne bydende velkommen. Hovedet tippede let fremad og gengældte hendes respektfulde gestus. Der var liv i hoppen. Liv han savnede til tider. Varme. Hoppens øjne bar et skær - Flakezé placerede nu farven og smilede en tand mere kærligt. Hvorfor havde ligheden ikke slået ham før? Oasis havde været ved hans side igennem en krig - dette kunne ikke være andet end hendes datter.
"Godaften kære. Æren må være på min side. Hvis ikke jeg tager fejl kender jeg din moder. Oasis." hans hoved faldt et par centimeter og øjnene var sigende, samt blide.
Den mægtige guds ord lød i hendes ører og fyldte hende med en ære, stolthed og varme som aldrig før. Æren måtte være på hans side! Aldrig havde hun troet, at hun skulle høre en gud sige noget så stort og ærefuldt om en så lille og ubetydelig sjæl som hende. Men det beviste jo bare, at rygterne talte sandt - Flakezé var i sandhed folkets gud! En gud, der aldrig havde set sig selv som højere eller mere værdig end andre, men derimod ønskede at være helt nede på jorden og i ét med sit folk. Det var en af de egenskaber, der gjorde, at både hun og hendes moder så sådan op til ham!
Hun lyste op i et kæmpestort og varmt smil, da han nu nævnte hendes moders navn. Åh, han kunne huske hende - og han kunne genkende hende i Chihiro! Det var næsten den største kompliment i hele verden, man kunne give den unge hoppe - for hendes moder var hendes største forbillede, og hun ønskede mere end noget andet at blive lige som hende! Hun kunne ikke styre sin livsglæde og fløj derfor op på alle fire ben igen med en ungdommelig og nærmest barnlig iver, mens hun så varmt og kærligt på Flakezé.
,,Ja, ja, ja! Min moder er Oasis, og jeg er Chihiro! Åh hr. Flakezé, jeg er så glad for endelig at møde Dem - min moder har fortalt mig så meget om Dem, og nu kan jeg endelig se Dem med egne øjne!"
Ordene væltede ud af hende med samme iver og glæde som et lille føls, men hun kunne slet ikke styre det. Hun følte sig som et lille barn igen ved synet af denne guddommelige hingst, som hun havde tilbedt og drømt om at møde hele sit liv!
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Livet susede igennem årene på den unge hoppe, som hun nærmest ikke kunne stå fast på sine egne ben af bar glæde og iver. En ting ved andre der gjorde ham særdeles glad, mens bestemt også stolt. At være skaber til livet havde både sine op-og-nedture, det kunne han ikke komme udenom. Dette var en af de mange opture. At se hvordan en sjæl kunne være så glad og fin. Tilpas i sit liv... Det var jo en af grundende til han var startet. For at skabe glæde i andre sjæle. Glæde over livets følelser. Så han kunne dele denne fantastiske gave med andre. For altid.
Stemmen var som en barnesjæls latter. Hun var strålende som en lille sol og voksede flere centimeter af dette. Han lyttede ganske tålmodigt og varmen i de grønne øjne var særlig glædesfulde. Han lod sig smitte. Han havde sågår brug for at blive smittet, med de tanker der netop havde rumsteret.
"Jamen goddag Chihiro. Det er bestemt også en glæde at hilse på dig. En datter af Oasis er altid velkommen i mit selskab. Hvad bringer dig til Life?" hans stemme emmede af ro og overbærenhed. Dyb og blid som en dejlig melodi. Hans krop var mere solidt plantet end hendes - men ikke til at tage fejl af. Han var skam også blevet i bedre humør.
En datter af Oasis er altid velkommen i mit selskab. Det var næsten lige før, at hun blev rørt til tårer over hans ord. De betød så ubeskriveligt meget for hende... Hun lyttede da til hans spørgsmål og smilede en smule akavet. Hun vidste, at hun ville fortælle ham sandheden, men hun var en lille smule i tvivl om, om det ville få hende til at fremstå i et dårligt lys - fordi han i såfald ville få at vide, at hun havde tjent Jaymelia. Hun var ikke helt klar over, hvor stor konkurrencegenet mellem de forskellige guder var - om han ville se det som et tegn på illoyalitet fra hendes side af? Men ligegyldigt hvad, så var hun i hvert fald ikke typen, der løj; nej, så ville hun hellere fortælle ham sandheden og blot håbe, at han kunne fornemme hendes oprigtige kærlighed og loyalitet til ham alligevel.
,,Kort tid før destruktionen af alle landsdelene, mødte jeg Gudinde Jaymelia og udviklede et ganske godt forhold til hende; faktisk så godt, at hun gav mig pladsen som en af De Øverste i hendes landsdel. Så ja, jeg kom egentlig i første omgang hertil i håbet om at finde Jaymelia, bare for lige at sikre mig, at hun er okay og uskadt ovenpå katastrofen..."
Hun smilede en anelse forlegent, men dog også varmt og oprigtigt. Kærligheden var ikke til at tage fejl af i den unge hoppes krop. For hun vidste skam godt, at det var en anelse fjollet at bekymre sig om en gudinde på denne måde - men hendes kærlige og omsorgsfulde sind bød hende simpelthen ikke at kunne lade være.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Guden fornemmede at der var en form for tvivl igang indeni Chihiro, da tavshed sænkede sig en smule. Men hun var alligevel hurtig til at træffe et valg - hun måtte vide præcis hvem hun var og ville være. Nogle beslutninger var selvfølgelig svære for enhver - men de der tænkte på den de ønskede at være, ville som regel være hurtigere til at nå til enden af deres tankestrøm. Derfor lyttede han nu med milde øjne til forklaringen. Flakezé var nok den af guderne der bar mindst had og nag til de andre. Han vidste godt de ikke alle var lige gode, men han havde en klar forestilling om at alle kunne ændre sig - han havde set det i Helzloris øjne. Da dødsguden begyndte at elske. Set det i Smeyés blik. Da Guden indså at magien var nødvendig for hans egen overlevelse. Han kendte Laylis hjerte, selv bag alt hendes kaos. Artemis, der trods sine følelser fandt vejen igennem mørket. Tvivlsomt var det mere med Jaymelia, hun var ikke støbt af det samme turmult af følelser og den slags. Hendes verden havde været meget anderledes - men af hvad han havde set og oplevet, vovede hun nogle ting, han ikke selv turde undersøge. Hun var modig og stærk - men ikke dum.
Han brummede med et let smil - hun kom fra Elasium og den landsdel var spækket med områder der oprindeligt var fra Jaymelias rige. Livets gud nægtede ikke nogen at være i hans varme, hvis de selv valgte dette. Ikke engang dræbere og onde sjæle - han troede ikke på at der intet godt fandtes i disse. Hingsten løftede hovedet og nikkede let. "En fin grund, unge Chihiro - det er godt at være tro imod dem der giver os noget tilbage." han var bestemt ikke påvirket af denne grund. Proelios Hjerte var hjemsted for alle guderne - ikke kun ham.
Hun mærkede straks lettelsen skylle ind over sig, da Flakezés ord lød i hendes ører. Han var tilsyneladende helt upåvirket over det med Jaymelia og kunne sagtens forstå hende. Hun smilede varmt til ham og var lidt i tvivl om, hvad hun skulle gøre af sig selv nu. Hun havde jo ikke super meget erfaring med at være sammen med guder, da dette kun var hendes andet møde med en - så hun var lidt i tvivl om, hvad man kunne tillade sig. Ville det være mest høfligt at takke af nu og give ham fred? Eller kunne man godt tillade sig at blive hængende og småsludre lidt, ligesom man normalt gjorde i "almindelige" hestes selskab? Hun vidste det ikke, og endte derfor med blot at blive stående i lidt tid og overveje det. Hun ville dog nødigt ende ud i, at der skulle opstå pinlig tavshed, og derfor tog hun en hurtig beslutning og valgte at blive hængende - så måtte det briste eller bære!
,,De ved vel ikke tilfældigvis, hvor jeg kan finde hende henne?"
Hun rødmede en smule. Var det et dumt spørgsmål at stille? Havde guderne overhovedet kontakt til hinanden på den måde? Hun vidste det ikke og følte sig pludselig som en kæmpe klovn - et lille umodent føl, der ikke anede en skid og bare var dum at høre på! Hendes tanker løb af sted med hende og blev en smule selvdestruerende, men det var desværre en af "bivirkningerne" ved at have et så sensitivt sind som Chihiros - der var en fin linje mellem sensitivitet og depression, og hendes tanker kunne derfor godt gå hen og blive lidt dystre, hvis ikke hun passede på.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Guden emmede af ro omend der var uro et sted i hans hjerte. Det var forbløffende hvordan hans sind var der for befolkningen. Hvordan kroppen rankede sig, satte alt i hans hjerte på pause, for at yde sit bedste. Deraf strålede han som en klippe af stærke diamanter under solens lys. Varme og sikkerhed. En ganske urokkelig klippe. Det burde føles naturligt efter et rum tid at være i hans selskab. Hans udstråling var nok gudelig for mange, men hans sind og væremåde var så ganske naturlig. Ingen almægtige magter synes at skulle indbyde til respekt, frygt eller andet. Han var livet. Livet var ham. Alt levende der havde noget på sinde kunne være der hos ham som de ønskede det.
Chihiro havde ikke spottet dette endnu - men det ville hun opdage ved at kigge efter. Turde mærke efter. Flakezés mule sank afslappet imod vandet - han pustede let mod dets overflade og betragtede ringene forsvinde ud imod søens midte. Hun talte nu som var hun nervøs for tavsheden. "Jaymelia er ikke forudsigelig for mig, kære. Jeg vil ikke forstyrre hendes færd ved at søge efter hende i denne stund... Men noget siger mig hun er i vore østlige dele. Mod dit eget hjem." hans stemme var stadig rolig. Tilgivende for hendes spørgsmål, selvom det nu ikke generede ham. "Hvordan går det din familie? Efter freden har lagt sig igen?" tilpashed burde indtræffe hos hende snart. Nu han sansede al hendes bekymring, holdt han gang i deres lille møde med et smil.
Den store, elskelige gud syntes at fornemme hendes indre uro og usikkerhed, og om han brugte lidt magi til at påvirke hendes sind, eller om hans fantastiske væremåde bare havde den indvirkning på andre, var ikke til at vide - men i hvert fald faldt hun langsomt til ro igen og blev atter lullet ind i den varme og beroligende følelse fra den indvirking, som Livets Gud syntes at have på hende. Hun smilede taknemmeligt til ham, da han svarede på hendes spørgsmål med venlighed og ro og tilsyneladende ikke lod sig fornærme af det - eller i hvert fald blot skjulte det godt, hvis det var. Hun nikkede takkende og smilede atter varmt til ham.
,,Mange tak, ærede Flakezé. Forhåbentlig vil jeg støde ind i hende på vej hjem igen så."
Hun kom nu atter til at befinde sig i den situation, hvor hun ikke rigtigt vidste, om hun kunne tillade sig at spørge mere ind til ham, eller om hun burde gå - men heldigvis kom han hende i forkøbet denne gang og valgte til hendes store glæde selv at holde deres samtale kørende ved at spørge, hvordan det gik med hendes familie. Hun lyste atter op i et stort smil og kunne slet ikke styre, hvor glad hun var for, at han ønskede at bruge mere tid i hendes selskab og ikke havde alt for travlt med at gå! ,,Det går rigtig godt, tak! Far og Kerizín har det godt, og mor er også ved at komme sig nu og får det bedre igen dag for dag."
Hun så spørgende på ham, inden hun talte videre. For hun var faktisk ikke klar over, om Flakezé havde hørt om kidkapningen? Hun ville meget gerne fortælle om det, hvis han ikke havde - men hun ville naturligvis ikke kede ham ved at fortælle historien en gang til, hvis han allerede havde hørt det.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Det blev snart mere behageligt for den unge Chihiro at befinde sig her hos en 'gudelig'. Han havde set mange bøje sig i respekt, ikke vide helt hvad de skulle stille op og mange trisse ud af hans syn eller sågår hade ham. Der var næsten ikke den type han ikke havde oplevet i sit lange liv... Når alt kom til alt så var han en del af folket, om de opdagede det helt eller ej. Hans hjertes udkårne havde tilmed haft en strid i sit indre omkring guder - men det var blevet glemt, da hun så hans hestelighed.
Chihiro fik nu svaret på hans spørgsmål. Det var noget tid siden han havde set til Oasis, så det var ikke meget han bare lige havde fulgt med i hvad der var hændt. Tragisk var der dog sket en masse da landsdelene faldt og Proelio igen blev som ét. Forenet. Han vidste dog ikke besked om Oasis ulykke og hans ører vippede deraf en anelse længere frem, imens øjnene blev en smule bekymrede.
"Jeg er vist ikke bekendt med hvad der er sket din moder? Det er længe siden vi samarbejdede i krigen og det er ikke meget jeg ser til hende..." hans ædle hoved vippedes nu på skrå og han så blidt på den unge hoppe. Hvis hun havde lyst til at fortælle ham hvad der var sket...
Det varmede hendes hjerte at se det bekymrede blik, der nu viste sig i den blå guds øjne. Det var allerede nu tydeligt at se på ham, at han ikke var bekendt med ulykken, og at han helt oprigtigt bekymrede sig for, hvad der var hændt hendes moder. Hun kunne ikke lade være med at smile indvendigt. Det var tydeligt at fornemme, at denne store og ædle gud virkelig oprigtigt holdt af hendes moder, og alle de ting, hendes moder havde fortalt om ham igennem hendes liv, blev blot gjort til sandhed lige for øjnene af hende. Han var i sandhed folkets gud, der oprigtigt holdt af sit folk som sin familie og bekymrede sig om deres liv og velfærd. Det var ikke blot spil for galleriet!
Ganske rigtigt bekræftede han hende nu i, at han vist ikke var bekendt med, hvad der var sket med hendes moder, og vippede nu spørgende hovedet på skrå. Hun smilede varmt og venligt til ham, glad for at hun nu fik mulighed for at fortælle ham en historie, og at han rent faktisk virkede oprigtigt interesseret i at høre den.
,,Her for nylig, da alle landsdelene styrtede sammen, sad min mor fanget i et bjerg midt i al kaosset! Det var to hingstebrødre, Semper Fi og Renekton, der havde fanget hende og holdt hende indespærret deroppe i flere måneder! Min familie og jeg var helt ude af den, men vi kunne ikke finde hende nogen steder! Min far mistede dog aldrig håbet eller gav op, så den dag, da det hele styrtede sammen, trodsede han sin frygt og satte livet på spil for at finde hende! Han endte heldigvis på det bjerg, som hun befandt sig på, men det viste sig faktisk, at det var den ene af hingstene, Renekton, der alligevel fik medlidenhed med hende og endte med at sætte sit eget liv på spil for at løbe tilbage til fængslet og redde hende. De mødte da min far på bjerget, og det lykkedes heldigvis dem alle tre at komme levende ned derfra! Så ja, min mor var meget påvirket efter den episode - hun var svækket, udhungret, dehydreret og døden nær. Men hun mistede aldrig håbet! Gnisten i hendes øjne brændte aldrig ud, og nu er hun endelig ved at være helt sig selv igen!"
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Flakezé lyttede med sine tålmodige øjne og et foruroliget blik. Historien beviste for ham, at han aldrig rigtig kunne holde hele landet sikkert og dette plagede ham mere end noget andet. Der fandtes hingste der tilbedte mørket og der var intet at gøre, for verdens balance havde brug for Helzlori og Smeyé. Deres tilbedere var dog unødvendige og Flakezé følte sig skamfuld over det ingen ende tog, hvad deres gerninger var. Spærret inde... Fængslet. Totureret og udpint. En krigerinde som Oasis burde behandles med den fineste respekt. Han brummede medfølende, men historien fik en lykkelig slutning. Den ene broder havde ikke været hjerteløs. Flakezé trak på smilebåndet.
"Desværre, kære Chihiro, er der heste i denne verden der viger til mørket og piner andre for egen lysts skyld. Vi kan kun forsøge at lade vores gode hjerter smitte eller redde disse sjæle fra deres eget kaos, men det er farligt og vanskeligt." sagde han med en sukken. "Det er trist, men hvor er det rart at Oasis er kommet hjem i sikkerhed. Hun af alle er en stærk sjæl og jeg tror på jeres familie bliver helt sig selv igen." Guden nikkkede let til hende, da en følelse af kalden efter ham meldte sig i hans sind - himmelriget havde et påstyr ifærd... Smeyé var god til at skabe splid deroppe i det der havde været hans domæne alene... Guden rystede på hovedet. "Jeg beklager Chihiro, men der er atter en dag hvor noget må løses af min opmærksomhed." guden smilede let, og pegede på himlen med sin mule. Han var dog ikke hurtig til at forlade hende uden at sige pænt farvel. Så alvorligt var det ikke.