PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Han lyttede til Constantines ord og nikkede eftertænksomt. Det var selvfølgelig rigtigt, det kunne han godt se. Det ville ikke give særlig meget mening at melde sig ind i en organisation, der lige havde kidnappet ens føl.
,,Det har du nok ret i."
Han lyttede derefter til Constantines forslag og lyste op i et stort smil, mens han nikkede ivrigt.
,,Ja, det var en god idé!"
Han så derefter spændt og afventende på Constantine, mens han bare ventede på hans signal til at følge efter og møde vagten ansigt til ansigt. Åhh, hvor blev det spændende! Han skulle snart få sin elskede Emeriel at se igen - han kunne slet ikke vente!
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Constantine nikkede, det var ret betryggende endelig at have en plan der kunne føre dem helt i mål. Nu galt det bare om at få den til at lykkedes i sidste ende. Efter en sidste dyb vejrtrækningen trak han et smil over ansigtet og gjorde tegn til Mephisto imens han gik hen imod vagten. ”Her er en af vores dygtige vagter, hun holder øje med de føl der er her i lejren!” han smilte venligt til hoppen og introducerede hurtigt Mephisto uden dog at nævne hans navn - det var ikke til at vide om Emeriel havde nævnt sin fars navn på et tidspunkt og der var ingen grund til at risikere mistanke.
”Vores nye ven her vil meget gerne se hvordan vi håndterer føllene her i lejren, han kommer fra en flok med en dele føl og han vil gerne bringe dem med i Leslies flok her. Kan du vise os hen til føllene?” han kiggede kort på Mephisto imens han snakkede for at tjekke at han virkede motiveret nok men holdt ellers fokus på hoppen.
Han puttede fascaden som ny-hingst-i-lejren på og skridtede efter Constantine hen mod vagten. Han lod Constantine føre ordet og smilede blot venligt og høfligt til vagten, mens han krydsede hove for, at hun ikke ville bemærke, hvor meget han lignede Emeriel og dermed fatte mistanke. Han holdt vejret i spænding, da Constantine stillede vagten sit spørgsmål, men til hans store lettelse hoppede vagten lige i med begge ben og bad dem om at følge med. Han mærkede spændingen stige, mens han fulgte efter vagten ind i et lille, mørkt rum. Nu skulle han snart se sin søn igen!
I en lille celle i det fjerneste hjørne af det mørke rum, sad en lille forkrøblet skabning. Hans pels var forpjusket, hans krop var udhungret og dehydreret, hans øjne var matte og blikket dødt og trist. Hvor længe havde han siddet her? Det føltes som flere år, og han var for længst stoppet med at tælle dage... I starten havde det kun været ham og et andet lille hoppeføl, men med tiden var der kommet flere og flere til. Han forstod det ikke. Hvad var det for et monster, der havde kidnappet alle disse føl og holdt dem fanget på denne måde? Hvem ville dog gøre noget så grusomt?! Han var så bange, og trods han var omringet af en masse føl i de andre celler, havde han aldrig følt sig så ensom og forladt...
Det skete sjældent, at vagten kom ind med frisk mad og vand til dem - nok kun maks et par gange om ugen. Dette var ikke en af de dage... Derfor kom det som et kæmpe chok for ham og de andre føl, da døren ind til fængslet blev åbnet, og lyset væltede ind i det lille mørke rum. Han missede med øjnene og følte sig blind i et par sekunder - han var blevet så vant til at leve herinde i mørket, at lyset fysisk gjorde ondt i øjnene hver gang. Det var som sædvanlig den hoppe, der holdt vagt, der trådte ind i rummet - men i stedet for mad og vand, havde hun denne gang to andre heste med sig. Men det var ikke nye føl til samlingen; nej, dette var voksne heste lige som hende selv. Og den ene af dem var... hans far?! Han stavrede frem på sine svækkede ben og stirrede desperat ud igennem tremmerne.
,,...far?"
Hans stemme var svag, hæs og knapt hørlig, da han ikke havde brugt den i snart et helt år.
Constantine så sig hurtigt omkring da døren blev åbnet og det var kun med nød og næppe at han forhindrede sig selv i at reagere på det han så. Føllene så jo forfærdelige ud, tynde, sultne og forpjuskede. Hvordan kunne de andre tillade at det var på denne måde? Han kunne dog ikke holde sig fra at skære tænder men det burde trods alt ikke kunne høres. De var kun lige begyndt at gå ind ad døren da han fik øje på Emeriel som tydeligvis havde set dem. Da han så Emeriel åbne munden for at sige et eller andet trampede han pludseligt hårdt i jorden, de kunne ikke risikere at vagten blev mistænksom før de havde fået hende helt ind og havde lukket døren bag dem, ellers kunne de risikere at nogen hørte dem.
Da vagten forvirret kiggede tilbage på ham tvang han sig selv til at smile let "Jeg ville bare være sikker på de alle er vågne så vores gæst kan få dem ordentligt at se... " Han forsøgte at give et signal til Emeriel om at han skulle være stille men han var ikke sikker på om det lykkedes eftersom de skulle være ret diskrete når vagten kiggede på ham. Så snart han kunne trådte han til side så Mephisto forhåbentlig kunne komme til at lukke døren.
Synet, der mødte den spraglede hingst, da han trådte ind i rummet, var mildest talt forfærdeligt. En masse føl var fanget og spærret inde i små celler i mørket, og de var både udhungrede, beskidte og forpjuskede at se på. Han bed tænderne sammen og mærkede vreden vokse i sit indre. Det her var forkert! Der var andre, der lige som ham havde mistet deres søn eller datter og skulle leve med den selv samme smerte og bekymring, han selv lige havde været igennem... Det her galskab måtte stoppe! Han huskede med gru tilbage på dengang, han selv havde mødt den sleske Leslie, der næsten havde fået overtalt ham til at være med i sin gruppe. Tænk, at han kun havde været ét ja-svar væk fra at være en del af det her!
En stemme ætsede sig pludselig ind i hans indre og afbrød hans vrede tankestrøm. Far... Stemmen var ikke til at tage fejl af. Den var hæs og svækket, men det var ham. Emeriel! Han så sig febrilsk rundt i mørket, og ovre i det fjerneste hjørne, i en lillebitte celle, fik han øje på sin søn. Han blinkede vildt med øjnene for at forhindre tårerne i at trænge sig på, mens han lettere panikslagent rystede på hovedet af Emeriel for at få ham til at tie stille. Han sendte Constantine et sigende blik og håbede bare, at hans lille trampe-manøvre havde været nok til at overdøve Emeriels stemme, så vagten ikke havde hørt ham. Mephisto skyndte sig at lukke døren bag dem, så der forhåbentlig ikke var alt for mange, der ville lægge mærke til det kommende postyr. Mørket omsluttede atter det lille rum, da der nu ikke kom noget lys ind fra døråbningen. Mephisto så frem for sig i mørket og rømmede sig let.
,,Er det muligt at tænde noget lys herinde? Man kan jo ikke se en hov for sig!"
Vagten nikkede let og skridtede hen til en kontakt på væggen, som hun let trykkede på med sin mule. Dette udløste et signal, der fik alle faklerne på væggene i rummet til at blusse op og blive tændt, og snart var hele rummet badet i et varmt og behageligt lys fra ilden rundt omkring. Mephisto så spørgende mod Constantine. Hvad skulle de gøre nu? Skulle de forsøge at slå hende ihjel, eller var der en anden måde at få løst dette problem på? Måske de kunne overbevise hende om, at dette var forkert, og overtale hende til at slippe føllene fri? Han kastede et hurtigt blik hen mod den nærmeste fakkel. Måske de kunne vriste en fakkel fri hver og bruge dem som våben mod hende?
(Springer Emeriel over )
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Constantine fulgte med i Emeriel og Mephistos handlinger ud af øjenkrogen men holdt ellers sit fokus på vagten som heldigvis ikke virkede til at have opfanget noget. Han så derfor Mephistos spørgende blik og havde også selv nogle af de samme tanker. Ideelt ville han ikke slå nogen ihjel, måske bare slå hende ud? Men de kunne måske forsøge at overtale hende først... Især nu hvor døren var lukket og Mephisto delvist stod i vejen... De burde kunne nå at stoppe hende hvis hun virkede modvillig.
Men... Selv hvis hun sagde at hun var med dem kunne de så stole på hende? Hun kunne jo bare vente til de var udenfor igen og så slå alarm... Måske lukke hende inde i en af cellerne? "Vi er her for at befri føllene, hvis ikke du vil angribes af os begge to skal du lukke føllene ud og selv stille dig ind i en celle! Uden en lyd!" Han prøvede at se ret stor og truende ud og var stille glad for at Mehisto var en ret stærk hingst, han så i hvert fald sådan ud.
Mephistos øjne strålede let af begejstring, da han hørte Constantines forslag. Yes, det var en god idé! På den måde ville de forhåbentlig kunne befri føllene uden at behøve at slå nogen ihjel! Og ved at låse hende inde i en af cellerne, ville de forhåbentlig få god tid til at snige sig væk med føllene og forsvinde ud over alle bjerge, før nogen kom ned og opdagede hende - det var genialt! Han kunne dog desværre se, at Constantine ikke just var så talentfuld i evnen til at se stor og skræmmende ud. Havde situationen ikke været så alvorlig og omhandlet hans egen søn, havde han måske endda kunnet finde på at fnise lidt af synet. Men der var ikke tid til sjov og ballade nu - det her var alvor! Han snurrede derfor hurtigt rundt på bagbenene og greb ud efter faklen bag sig, som han fik løsnet fra væggen og nu bar i sin mule. Han trådte da op ved siden af Constantine og pegede truende den brændende fakkel frem mod hende, mens han stirrede på hende med et blik, der indikerede, at hun end ikke skulle overveje at stikke af!
Constantine kunne måske godt kæmpe men han havde sjældent haft brug for det og havde helt sikker aldrig haft brug for at true nogen før så han var meget glad da Mehpsisto viste sig at have et vist talent for det. Vagten så i hvert fald noget mere bekymret ud da Mephisto dukkede op med faklen end da det bare var Constantine der prøvede at se farlig ud. Hun gik dog ikke hen for at åbne cellerne men stod i stedet og så noget tøvende ud som om hun ikke helt kunne vælge den bedste løsning.
"Vi har føl herinde, vi vil ikke tøve med at skade dig hvis det er det der skal til for at redde dem!" Forhåbentlig forstod hun hvor langt en forældre ville gå og forhåbentlig vidste hun ikke at Constantine ikke havde føl derinde selvom det nu ikke betød at han ikke ville gøre enormt meget for at redde dem. Da hun stadig tøvede og så småt begyndte at skæve til døren som om hun håbede at hun kunne smutte forbi dem valgte han at tage en chance ved at bide hende hurtigt i halsen som en advarsel og for at vise at han mente det. Han brød sig ikke om at skade hende hvis han kunne undgå det men des længere de stod her og ventede des større var risikoen for at nogen ville komme forbi og opdage hvad der foregik.
Han smilede en smule selvtilfreds, da hans lille stunt med faklen fik hende til at se en del mere bekymret ud. Nu kunne det være, at hun endelig fattede alvoren! Hun så dog stadig en smule tøvende ud, så da Constantine talte, nikkede han bestemt og stirrede på hende med sammenknebne, truende øjne for at understrege, at han var helt enig i den anden hingsts ord. Hoppen var dog ikke sådan lige til at knække - det var tydeligt at se, at Leslie havde valgt en viljestærk og dygtig hoppe til opgaven. Men nu løb tålmodigheden af med Constantine, der sprang frem og advarende bed ud efter hendes hals. Mephisto var lige ved at udbryde et grin, der kun blev dæmpet, fordi han stadig holdt faklen mellem tænderne. Hold da op, han havde det sgu i sig, den brogede! Han så kort imponeret på Constantine, inden han trådte frem mod hoppen og svingede faklen truende mod hende, mens han talte, så godt han nu kunne med sine sammenknebne tænder. ,Hvad venter du på?! Få så lettet røven og luk de føl ud! Det her er sidste chance, inden jeg sætter ild til dig og lader dig brænde op!"
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Constantine trampede utålmodigt med det ene forben, den vagt var altså alt for viljestærk! Både han og Mephisto skubbede så hårdt de kunne for at få hende til at gøre hvad de ville have men alligevel trak hun tiden og tøvede. Lige indtil Mephisto svingede truende med faklen. Dét var åbenbart alligevel for meget for hun begyndte at bevæge sig mod den fjerneste celle for at åbne den. Hun bevægede sig dog stadig ikke så hurtigt som han gerne ville have men han turde ikke helt presse igen. Tænk hvis hun pludselig begyndte at råbe op eller sådan noget... Så ville det blive meget svært at få føllene ud.
"Hold godt øje med hende, jeg tjekker at der stadig er frit udenfor.." hviskede han lavmælt til Mephisto inden han drejede tilbage mod indgangen så han forsigtigt lige akkurat kunne se ud. Der var stadig frit til den ene side så der var en chance for at få føllene ud men der gik heste rundt i området. Mon de skulle prøve at snige sig? Eller bare løbe så hurtigt de kunne?
Han smilede selvtilfreds, da vagten nu endelig tog deres trusler seriøst og begyndte at bevæge sig hen mod den fjerneste celle for at åbne den én for én. Han lyttede til Constantines ord, drejede hovedet og nikkede anerkendende til ham. Derefter holdt han skarpt øje med vagten, som hun én for én lukkede op for alle cellerne og slap de små føl fri. Mange af dem var bange og rystede. De stod urokkelige som sten i deres celler og turde ikke bevæge sig. Mange af dem var udhungrede, hårdt sårede og for svage til at bevæge sig. De ville være nødt til at bære dem ud. Nogle af føllene var dog stadig stærke nok til at stå oprejst og bevægede sig derfor vaklende ud af cellerne - Emeriel deriblandt. Han stavrede hen til sin far med gensynsglædens tårer sprøjtende ud ad øjnene, men måtte dog holde sig tilbage på grund af den fakkel med levende ild, som han stadig stod med. Mephisto så kærligt, men bestemt på ham. De måtte vente med gensynsglæde og -hilsen, til faren var overstået. Han så ham derfor dybt i øjnene og sagde bestemt: "Emeriel. Gå hen til Constantine. Du kan stole på ham. Han er Kerizíns far, og han vil få dig ud."
Han drejede da hovedet og så på Constantine med et beslutsomt blik i øjnene.
"Constantine. Det her er værre end først antaget. Der er mange føl, og nogen af dem kan ikke gå. Vil du være sød at føre Emeriel i sikkerhed ud til dine døtre? Jeg bliver nødt til at slå hende her ihjel. Vi kan ikke risikere, at hun sladrer. Bagefter prøver jeg at snige mig ud med de føl, der selv kan gå. Og så må vi hjælpes ad med at bære de resterende ud til sidst. Vi må være så hurtige og lydløse som muligt - og bede en bøn til, at vi ikke bliver opdaget..."
Constantine så bekymret på de svækkede føl. Det ville blive et stort arbejde at få dem ud herfra og kunne de klare det uden at blive opdagede? Overrasket drejede han hovedet i retning mod Mephisto - dræbe vagten? Han havde selvfølgelig overvejet at det kunne blive nødvendigt men han havde forestillet sig at det ville blive i kamp, ikke en henrettelse på denne måde. Hurtigt så han på vagten der stod som stivnet ved den sidste celle og stirrede på dem. Hun havde heldigvis lukket alle ud men han tvivlede på hun ville fortsætte med at samarbejde nu.
Et øjeblik stod han og så fra føllene til Mephisto og videre til vagten, var der en anden - og sikrere - måde at gøre dette på? Selv hvis han ignorerede problemet med vagten var det risikabelt at gå mange gange. Han brød sig heller ikke om tanken om at føllene ville komme til at se Mephisto dræbe vagten, det var de fleste alt for små til.
Hurtigt vendte han sig tilbage mod døren og kiggede ud, det var desværre ikke mørkt men det var overskyet og det varede ikke længe inden mørket ville begynde at falde på. Kunne de måske finde en rute hvor de kunne bevæge sig i skygge? Det ville gøre det sværere at finde dem. Desuden ville han også kunne tage alle de stærkeste føl med på den måde og så lade sine døtre føre dem væk som de havde snakket om. "Alle føl der kan mindst gå raskt kom hen til mig!" Han så hen på Mephisto "Hvis vi kan undgå at dræbe hende foretrækker jeg det. Men selv hvis du dræber hende tror jeg det er for risikabelt at vi begge er væk herfra, vi er nødt til at kunne stoppe dem hvis der kommer nogen. Mine døtre venter udenfor, hvis jeg viser føllene vejen kan de selv gå hen til dem og blive ledt videre og jeg kan komme tilbage så snart de er ude af syne." Han stod klar i døren men han rykkede sig ikke, hvis Mephisto var uenig ville han blive så de kunne finde en god løsning sammen.
Han lyttede respektfuldt til Constantines ord og kunne sagtens se meningen med det. Det ville måske blive lidt for voldsomt og unødvendigt, hvis de decideret dræbte hende - selvom Mephisto ikke var god til det med følelser og derfor ikke følte en skid over for denne vagt, så kunne han sagtens se, at det var unødvendigt at tage et andet liv uden grund, og at det nok også ville være lidt for voldsomt for de små føl at skulle overvære. Han nikkede derfor bekræftende til Constantine.
,,Du har ret. Og god idé!"
Mens Constantine begyndte at lede de føl, der selv kunne gå, af sted mod udgangen, trådte Mephisto truende frem mod vagten og pressede hende ind i den bagerste celle ved hjælp af faklen. Han smed da faklen fra sig, samlede nøglen til cellerne op, smækkede døren i og låste hende inde.
,,Hvis du så meget som siger et piv, der kan lokke andre vagter herhen, så brænder jeg dig levende i denne celle!"
Han så hårdt og truende på hende for at lade hende forstå, at det var hans alvor - hvis hun så meget som tænkte på at råbe om hjælp, så ville han kaste alle faklerne derind og lade hende brænde op! Han skridtede da skiftevis hen til de sårede, grædende og svækkede føl, der ikke rigtigt kunne bevæge sig, og forsøgte at trøste dem så godt som muligt, mens de ventede på, at Constantine forhåbentlig ville komme tilbage uden problemer.
A question that sometimes drives me hazy; Am I or are the others crazy?
Constantine nikkede lettet da Mephisto gav ham ret. Han havde været med på at dræbe hende hvis det var den eneste løsning men han ville have hadet det og det havde nok forfulgt ham i lang tid bagefter. Hurtigt kiggede han ud, ingen kiggede i deres retning på dette tidspunkt så så snart han havde forklaret føllene hvad de skulle gøre - holde sig i skyggerne, bevæge sig hurtigt og lydløst - satte han afsted med føllene efter sig. Det var voldsomt nervepirrende at føre føllene ud på denne måde, der skulle næsten intet til for at de blev opdaget og hele planen ville gå i vasken.
Han havde kun lige nået at udpege stedet hvor hans døtre gemte sig så føllene selv kunne gå resten af vejen da en hest fra Leslies gruppe dukkede op ved siden af dem. Et øjeblik stivnede han og stirrede på hesten men da den endnu ikke havde sagt en lyd valgte han hurtigt at angribe den. Heldigvis lod overraskelsesen ham ramme dens hoved med et godt, solidt spark så den gik i jorden med det samme.
Voldsomt stresset og med lettere udspilede øjne sendte han føllene afsted og skyndte sig tilbage til Mephisto så de kunne få de sidste føl ud.
