PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Gervina Riverza on Dec 22, 2018 19:53:40 GMT
Det er længe siden jeg har været afsted. På rejse, på eventyr, på vandring. Min nysgerrige sjæl har savnet det; følelsen af at kunne bevæge sig frit afsted, uden nogen anden plan end at nyde vejen og rejsen. Skæbnen ville det sådan, at mine ben har ført mig til Frozticen. Et land fyldt med kulde og den mest hvide sne, jeg længe har set. Kulden rører mig ikke, og følelsen af sneen under mine hove og omkring mine ben ved hvert skridt, bringer sådan en glæde til mit sind og min krop. Jeg nyder det helt bestemt.
Med blikket rettet mod horisonten vandrer jeg videre, uden et mål, uden en plan. Men med en fornyet glæde og en nysgerrighed på fremtiden.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Dec 23, 2018 21:09:23 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Han havde bare affundet sig. I alle aspekter af hans liv. Gøremål i Lux Umbra. Faldet alle landsdelene havde gennemgået. Virvarret af følelser der ikke var til at navigerer i.
Savn. Opgivelse. Håb. Vrede.
Hingsten stirrede på isen under hans hove. Ved Tundraen i Frozticen fandt man en tilfrosset sø... Spejlblank. Så blank at han tydeligt kunne se sig selv. Øjnene der ligende faderens. Det var som om de indimellem talte til ham. Vinden pustede og stemmen blev bragt til hans ørergang... Narrator... Jeg er allerede stolt af dig. de sidste ord faderen havde udtalt til ham, før hans brutale død. Narrator havde lært meget siden, både godt og skidt om sin far. Frygt og nysgerrighed sad i ham. Men mest af alt savn og vrede.
Post by Gervina Riverza on Jan 4, 2019 21:58:34 GMT
Hvor jeg bevæger mig nu, er der ikke meget liv. Et par visne planter og buske findes rundt omkring, men jeg har endnu ikke mødt noget eller nogle levende. Intet med en puls; intet med pulserende årer. Som et barn af Helzlori er jeg plaget af blodsugergenet. Plaget. Det er længe siden, at jeg har drukket blod - og min stædighed bekræfter mig i, at der går endnu længere endnu, før jeg kommer til det. Men det slår mig ikke ud - jeg vil bevare min glæde ved min rejse, og et smil pryder stadig mine læber. Uden at have øje på hvor jeg går, vader jeg direkte ind i en tornebusk. "Argh", udbryder jeg forskrækket, da jeg kan mærke et par torne bryde min hud på det ene forben. Et irriteret fnys kommer fra mig, da jeg ser de små bloddråber begynde at pible ud. Typisk. Vågnet fra mine tanker løfter jeg hovedet og skuer ud over landskabet. Intet, intet - men så, lige dér i intetheden, får jeg øje på en skikkelse. En hest, som selv på afstand ser umådeligt bekendt ud. Med små bloddråber dryppende ud i den hvide sne ved hvert skridt jeg tager, bevæger jeg mig tættere på skikkelsen.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Jan 6, 2019 18:21:53 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Så længe natten omslutter månen... Gør den ikke stadig det. Narrator? Hans tænder skar en smule imod hinanden, som han stirrede på det der skulle have været hans spejlbillede - men det var en ældre hingst - den slående lighed ikke til at tage fejl af. Faderen talte som om han virkelig var der. Om det foregik i Narrators hoved og han var ved at blive sindssyg, kunne han ikke vide med sikkerhed. Det kunne også være en rest af sorgen. En fase han skulle igennem? Han skimtede mod himlen. Lyst. Der var stadig lyst. Ingen måne... Natten havde taget hende, som den plejede.
Han hørte en lyd i det fjerne - en stemme hans hjerne memorerede og huskede temmelig hurtigt. Det var evigheder siden - synes han. Blikket vendtes langsomt, for han kunne næsten ikke få sig til at kigge. Men der gik dødsgudens unge datter. Gervina Riverza. Hoppen der havde stjålet hans hjerte.
Post by Gervina Riverza on Jan 9, 2019 11:40:55 GMT
De første skridt jeg tager er hurtige og ivrige, men efterhånden som jeg kommer tættere på hingsten, bliver mine skridt langsommere. Tøvende. Det går op for mig, at det er længe siden jeg sidst har set ham - men på trods af dette, kan jeg samtidig mærke mit hjerte banke hurtigere jo tættere på jeg kommer. Helt stille stopper jeg nogle meter fra ham. Et forsigtigt smil er på mine læber, og et nysgerrigt blik findes i mine øjne. På én og samme tid har jeg lyst til at hoppe rundt af ren glæde, men samtidig føles det knap så rigtigt, især da han ikke ligefrem emmer af glæde selv. "Narrator", en stille hilsen bliver alt jeg formår at gøre.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Jan 14, 2019 9:38:24 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Den velkendte skikkelse nærmede sig nu - først hastigt, så mere listende. Han forstod det. Han mærkede selv hvordan hjertet pulserede og arbejdede usædvanligt meget bare ved at stå der og fornemme hende. Han havde ikke set hende siden han trak hende ud af svampeskoven i Darkena. Påvirket og vrøvlende... Tiden var passeret. Savn havde meldt sig, ædt ham levende, men han havde ikke taget nogle skridt. Hvorfor? Han tittede tilbage i spejlbilledet og fik et kort opmuntrende smil fra Amoris, før billedet forsvandt og hans eget unge ansigt stirrede tilbage på ham. Rank stillede han sig op for hende. Gervina standsede og smilede - der var en underligt anspændthed i luften. Hingsten hørte sit navn, han ville så gerne bryde sin barrikade. Murene, men hvordan?
"Så stille hun ånder i hans nærvær. Shh." hans krop tog de sidste skridt og fjernede noget afstand mellem dem. Han havde ikke ordene til at forklare sig. Det var sjældent han manglede noget at fortælle. Narrator lod siden af hans hoved mødes hende ømt og med lukkede øjne. Blot et beroligende åndedræt forsøgte at formidle hans kærlighed.
Post by Gervina Riverza on Jan 16, 2019 18:01:59 GMT
I øjeblikkene fra jeg siger hans navn til at han formindsker afstanden mellem os, står jeg blot og betragter ham. Han er virkelig en smuk skabning, mens hans mørke og til tider triste sind er så synligt for mig; det er som en aura omkring ham. Men det er jo ham, hele ham og alt hvad han indeholder, som mit hjerte banker for, og derfor skræmmer hans aura mig ikke. Narrator's stemme får alle mine tanker til at fryse og virker som et beroligende middel på min hjertebanken. Så velkendt og trygt. En dyb udånding forlader min mule. Vores hoveder mødes og jeg forstår med det samme, at vi deler samme kærlige følelser. "Hey du..", min stemme er stille og fløjlsblød på en og samme tid, "Jeg har savnet dig".
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Jan 25, 2019 12:42:56 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Alt i kroppen rasede, men det var en behagelig følelse omend stærk og forvirrende. Ungdommens spæde kærlighed var ikke til at spøge med. Den føg igennem kroppen som sne over engene - af sted og på et øjeblik lagde den meget afstand bag sig. Narrators hjerte spredte blodet i stedet - langt ud i årene og afstanden til hjertet blev størrer og større til det til sidst måtte vende tilbage og få mere ilt. Hans blik var mildt og varmt, de gule øjne fængslede i hendes. Stemmen hun talte med fik ham til at smile svagt, på en gang vemodigt og samtidig fortrøstningsfuldt og varmt. Hun var her nu... Måske skulle han aldrig lade der gå så længe igen... Dette var første gang i månedsvis at hingsten følte sig mere levende end død.
"Som hun bringer livet med sig - en følelse der savnes nat og dag...." mørkets stemme, men kærlighedens ord fortalt fra hans læber, som en fortæller måtte formidle sine følelser. Det var gengældt.
Post by Gervina Riverza on Feb 7, 2019 18:38:33 GMT
Om end jeg har på fornemmelsen, at han altid vil have et mørkt og sørgmodigt udtryk med en dertilhørende mørk og sørgmodig aura, så varmer det mig så helt utroligt meget hver gang hans mundvige formes mod et smil. Det sker sjældent, men hver gang det sker gemmer jeg mindet om smilet i min hukommelse. Min egen lille mentale kasse fyldt med Narrator-smil. Jeg bliver så fanget af hans blik, så mildt og varmt, at jeg knap kan få vejret - og der går unormalt lang tid før jeg reagerer på hans søde ord; "Som du dog kan sige det..", halvt hvisker jeg, stadig fanget i blikket. Til sidst må jeg trække vejret dybt for, at få mit hjerne til at vågne op, og jeg ser på ham med et mere vågent blik. "Har du det godt, min kære fortæller?".
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on Feb 7, 2019 19:28:57 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Tavshed var helt pirrende. Hun havde besvær med sin vejrtrækning og fandt ikke frem til sin stemme. Nej hun var bare fanget i hans blik og hans øjne lo mildt af hende - det var kært. Det var præcis hvad han havde brug for. Hende og alt den blide glæde hun bragte med sig. Han åndede dybt ind, duften gik i hans system og nerverne kildede. Han nød hendes hvisken da den endelig kom over hendes læber. Som han stirrede tilbage i de øjne, der ikke slap ham. Et svagt grin nåede over hans læber. Han havde det med at sige tingene anderledes - det var hans pligt som en fortæller altid at have ord på læben - ord der ikke bare var ord... Men historier.
Hoppen vågnede op som fra en trance. "Han har det markant bedre nu, end for få øjeblikke siden, da ensomheden kravlede op ad hans ben. Ventede på at stikke det sidste liv ud." hans mørke stemme blid og overbevisende om hvilken lykke hun bragte hans toturerede sind.
Post by Gervina Riverza on Apr 25, 2019 16:41:35 GMT
Hans svage latter giver mig præcis den samme følelse i maven, som når man hører de første fugle kvidre om foråret; sådan en blanding af sommerfugle, varme og en ukontrollerbar glæde. Denne følelse i min mave får mig til kun at fokusere på det positive i hans ord; at han har det bedre nu. Hans stemmes tone giver mig en endnu større følelse af, at være elsket - og værdsat. Min mule formes i et varmt smil. "Jeg er glad for at jeg nåede at redde dig så", min krop nærmer sig hans, "det lyder som en frygtelig ensomhed, du har med dig". Jeg trykker min pande mod hans, blot for at skræmme det sidste af hans ensomhed væk.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on May 1, 2019 14:43:08 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Var der en vej ud af de kolde følelser, der stædigt agtede at besejre hans sjæl? Han var som et lille misfoster... Præcis som sine forældre. Måske for selvhadsk til tider - men det var også svært at navigere i hans verden. En verden hvor mørke og lys var kollideret - som hvis himlen helt bogstaveligt havde været delt i to - nat og dag og aldrig flyttede sig. Hvis skyerne var hans tanker så drev de ind og ud af lys og mørke. Han trak på smilebåndet.
Han vidste godt han var god nok - han elskede sig selv og den helt unikke evne han havde til at fortælle alting i billeder... Han elskede sine forældre omend hans tilværelse var speciel. Den del af ham voksede nu med følelsen af hende. Hun var et eller andet sted lidt det samme. Gjort ud af noget så mørkt som Helzlori - men så uendeligt smuk og lys på indersiden.
"Hm. Han burde bede hende om aldrig at forsvinde igen. Så deres sjæle kunne finde ro altid, trods deres vanskelige sind." hviskede han og mærkede et let stød flyve igennem hans krop som hun lagde panden mod ham. Han trykkede tilbage. Det var som hvis nogen havde søgt svar og ledt i evigheder - han svarede hendes gestus, men efter lidt tid. For hingsten var stadig vildfarren. Men ikke ensom.
Post by Gervina Riverza on May 1, 2019 19:03:09 GMT
"Jeg ville uden tøven blive ved din side, altid". Hvert et ord i mit svar er så fuld af den kærlighed, som jeg føler til hingsten med det mørke, men smukke sind. Forskellen på vores måder at tale på bliver tydelig i situationer som denne - men hans måde at gøre hver sætning til en fantastisk fortælling, er noget af det som gør ham til noget helt specielt. Noget jeg oprigtigt elsker ved ham, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han ved det.
Lette snefnug begynder at falde fra himlen; her er koldt, rigtigt koldt, men jeg ænser det ikke længere. I min verden eksisterer kun jeg og ham - og den magi der findes imellem os. Jeg løfter stille mit hoved og betragter Narrator med et varmt blik. Der er intet jeg hellere vil end at blive sammen med ham forevigt, og i dette øjeblik kan jeg ikke se hvorfor det skulle være umuligt.
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
184 posts
0 likes
Post by Narrator on May 3, 2019 14:33:52 GMT
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Hendes stemme fandt sin sikre vej ind ad hans mandelformede ører, videre igennem hjernen og bandt sig i hans hjerte. En dyb indånding blev sluppet og luften dampede ud af de store lunger, der nu trak vejret mere frit. Det kunne nok være at han vidste hun kunne lide at være hos ham, som han kunne at være hos hende. Men det var alligevel en stærk følelse at få dette bekræftet. Hingsten rankede nu ryggen. Stolt over at være hendes ... ja hvad kunne man kalde ham? Han trak på smilebåndet. Hjertes udkårne.
Men det var svært at elske - det var i sandhed hvad han havde lært af sine forældres historie.
Beskyttende trådte han så helt tæt på og lagde hovedet omkring hendes hals - som for at skænke hende ly fra den sne der nu dalede ned... Først langsomt. Men snart mere hektisk. Han rynkede panden en smule og stillede skarpt på horisonten. Frozticens vejr var grusomt til tider, og kun de hårdføre klarede det værste. Hans krop gik nu i alarm tilstand - han frøs ikke med hende så nær, når alle nerverne føltes elektriske og hele kroppen pulserede af liv og lykke...
"Gervina... Nok var her så smukt og stille... Ordene hun sagde betød så meget og tavsheden var som en plads til at lade kærligheden trænge ind. Men han ser dette vejr udvikle sig. Negativt." hans stemme var så varm og kærlig, lige indtil han rettede opmærksomheden mod snestormen forude - så blev den mørk. Han var en ganske levende sjæl og stemmen den passede til hvilken historie han fortalte. Hans gule øjne så ind i hendes da han let trak sig. De kunne meget snart ende med at fryse. Bidende vind trængte nu igennem - han så omkring sig for at finde ly. Tundraen var blottet - men måske var Slyventu skoven sikker nok? Han havde sjældent været der.
