PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Det kolde havvand plasker voldsomt rundt omkring mig, i takt med at jeg lystigt springer rundt på det lave vand. Jeg er ikke langt fra strandbredden, men min lave højde gør, at selv det lave vand virker højt. I en hurtig bevægelse stikker jeg mulen ned i vandet, og pruster så hurtigt at boblerne danser på vandets overflade. "Weee!", udbryder jeg i en lys, lys tone, for derefter at springe afsted igen. Min føllede, men dog elegante krop lyser op som en stjerne blandt det mørke hav og den mørke himmel. En dyb lilla stjerne. Jeg er alene; mine forældre er ingen steder at se. Jeg er stukket af igen, for de eventyr jeg vidste ventede på mig, var simpelthen for uimodståelige.
Phanara vandrer langsomt langs stranden, livet her i Proelio var meget anderledes end hun var vant til så hun endte ofte med bare at vandre rundt uden at vide hvad hun skulle lave. Det ville også have hjulpet gevaldigt hvis hun kendte nogle flere men på trods af at der vist boede en del i dette land lykkedes det hende aldrig rigtig at støde ind i dem.
Med et prust satte hun frem i galop imens hun bevægede sig lidt ud så hendes hove kunne lave tilfredsstillende små plask for hvert skridt. Dette medførte også at da hun pludselig fik øje på et føl forude kunne hun lave et dejligt imponerende plask ved at stoppe brat op og nærmest glide de sidste par meter. Udadtil viste hun dog ikke hvor meget det glædede hende at have lavet et stort plask, det var ikke sådan noget store, voksne heste syntes var sjovt, var det?
I en kæmpe stor og hurtig galop i forhold til min alder og størrelse, springer jeg gennem det lave vand. I mit hoved forestiller jeg mig, at jeg flyver gennem alle himlens stjerner. Jeg forestiller mig, at sandet under mine hove, er jorden set oppefra, og at vandet er skyen af stjerner, som jeg flyver igennem. En fantastisk fantasi i et føllet sind. Foran mig flyver vandet rundt i så voldsomme plask, at det ikke kan stamme fra mig. Det vækker mig fra min fantasi, og et noget overrasket udtryk finder plads i mine øjne, da den noget større hest dukker op foran mig. "Wauuw, du kan plaske!", udbryder jeg med min lyse stemme i en imponeret tone.
Phanara smilte tilfreds over føllets reaktion og stejler lavt for at lave endnu et stort plask, bare fordi hun lige havde lyst til at stejle, slet ikke fordi det var sjovt at plaske! "Du er da heller ikke værst til at plaske!" Når det lykkedes hende at 'glemme' at det måske var lidt pinligt sådan at lege rundt med et føl var det noget hun holdt enormt meget af. Føl var sådan nogle sjove små skabninger der som regel var med på meget sjovere ting end hendes halvbrødre.
Hun skulle til at foreslå at de kunne løbe en tur sammen men stoppede da hun ikke kunne få øje på føllets forældre da hun så sig om for at spørge om lov. "Hvor er dine forældre henne?" Var det måske blevet væk? Der kunne jo ske alt muligt..!
Med store øjne kigger jeg imponeret på den store hest, da hun stejler og laver et endnu større plask end før - det er fantastisk at møde én, som er lige så god til at lege, som jeg! "Vi er gode plaskere begge to!", udbryder jeg med et dybt lykkeligt, føllet grin. For at understrege mine ord, rejser jeg mig i det største stejl jeg kan præstere og hopper et skridt frem, for så at lande i et andet kæmpe plask. Så stort et plask at jeg stort set er plaskvåd nu. Nu siger kæmpehoppen dog noget yderst kedeligt; hun spørger mig om hvor mine forældre er.. Jeg himler med øjnene, og svarer så kort; "Det ved jeg ikke - jeg er taget på eventyr."
Phanara stirrede på føllet. Det var tydeligt at det ikke var dets forældre det ønskede at tale om men det var jo lille bitte! Det kunne da ikke bare rende rundt alene på den måde! "Men... Du er jo lille, du bør da være i nærheden af dine forældre?" svarede hun usikkert. På øen havde de fleste føl holdt sig i nærheden, der var trods alt konkurrerende flokke og andre farlige ting der kunne ske så hun vidste ikke helt hvad hun sådan skulle gøre med et bortløbent føl!
Hun så sig omkring "Hvor var de sidst? Vi kunne jo ..." Hun stoppede sig selv, hvis hun var løbet væk var hun nok ikke interesseret i at lede efter dem? Vi kunne tage på eventyr for at finde dem?" forsøgte hun, måske det ville virke?
