PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Post by Lúthendril Oasis on Dec 30, 2018 18:46:22 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hove. Metal. Gnister. Hove. Metal. Gnister. Hove. Metal. Gnister. En faretruende buldrende lyd et sted langt over den arbejdende krop. Hun lukkede det ude. Lydende. Angsten. Kroppen var gået i et overlevelses mode, og Oasis fortsatte. De stærke muskler svækkede efter tiden til fange. Hjernens intelligens drænet en anelse, da den nu havde ladet instinkt tage over. Tremmerne gav sig kun meget lidt. Så ganske lidt at hun aldrig ville nå ud i tide.
Men sådan fortsatte hun nu alligevel. Lige indtil at en rystelse tvang hoppen i gulvet og hun måtte bide tænderne sammen da det gik op for hende hvad der var sket. En klippesten havde smadret hendes ene kodeled på bagbenet. Hun benyttede det andet ben til at komme fri, ved at skubbe klippen væk med en kræftanstrengelse. Hoppen rejste sig med en støn af smerte. Koden blødte og noget var brækket. Men så så hun det. Tremmerne. En anden klippesten var tørnet direkte igennem dem og havde skabt et hul til hende. Heldigvis for det - for længe gik der ikke før sydende varmt vand fandt vej ned igennem sprækkerne. Det nåede netop at forbrænde hendes bagpartsmuskler, før hun styrtede frem og imod udgangen af grotten. Hendes hjerte bankede med adrenalin - der var næsten sort. Pånær sprækker fra foroven - langt over hendes hoved. Hun sænkede dette selvsamme hoved og satte farten ned... For hvor i alverden var udgangen? Hun stirrede i blinde på de forskellige gange... Ej huskede hun hvorledes hun var kommet herind og det havde været svært at lure lyden af Renektons hove, når han var nået til dette sted... Hun gispede og måtte snart satse på en vej.
Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.
Constantine nussede forsigtigt Kerizín imens han stirrede på verden omkring dem som meget pludseligt så helt anderledes ud. Hvordan kunne det dog være sket? Og så pludseligt? Han havde aldrig oplevet noget så voldsomt før i sit liv og i dette øjeblik anede han ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller hans døtre. Næsten som forstivnet stod han bare og gentog den samme nussende bevægelse i Kerizins man, der var sket alt for meget på det seneste, hvad kunne han overhovedet gøre?
Pludselig mærkede han Kerizin nusse ham tilbage og han blinkede og så på hende, sådan rigtig så. Hun var blevet større, hun var ikke et lille bitte føl mere.. Og hun stod der, klar og modig, ventede bare på ham. Med en dyb vejrtrækning rettede han sig op, det hjalp ikke noget at stå der og han skulle jo også finde Oasis... Oasis! Var hun okay? Var hun stadig fanget et sted? "Kerizín, Chihiro... Bliv her og pas godt på jer selv, prøv at se om nogen har brug for hjælp... Jeg må finde jeres mor!"
Efter at have stormet op ad bjerget og undveget diverse flydende is og flyvende sten og træer, nåede han endelig frem til den grotte, der holdt Oasis fanget i en celle. Han stormede ind ad indgangen og snoede sig af sted langs de lange gange, der førte ind i grottens dyb og hen til hendes celle. Der blev mørkere og mørkere omkring ham, og snart var det næsten umuligt at se en hov for sig. Men der havde ikke været nogen tid at spilde, og han havde derfor ikke haft tid til at tænde en fakkel og bringe den med sig. Heldigvis kunne han dog vejen i hovedet, så han nåede hurtigt og problemfrit frem til det rum, hvor hun sad fanget.
"Oasis!"
Han stormede ind i rummet og klemte øjnene sammen i et forsøg på at vende dem til mørket, men til hans store skræk var det et noget uventet syn, der ramte ham. En kæmpe klippesten var røget direkte igennem tremmerne og havde smadret dem, og der flød nu sydende varmt vand ned fra alle åbne sprækker i grotten og var langsomt ved at oversvømme cellen. Men gudskelov kunne han ikke se Oasis nogen steder; hun måtte være undsluppet og flygtet. Han vidste dog, at der var bælgmørkt i grotten, og at det derfor nok ville være umuligt for hende at slippe ud, når hun ikke kendte vejen lige som ham. Hans mission var derfor ikke slut endnu; der var stadig risiko for, at hun var fanget et sted i grotten, og han måtte derfor forsøge at finde hende! Han sprang videre ud af rummet og fortsatte ned ad en af de andre gange, som førte væk fra udgangen - han vidste jo, at hun ikke kunne være på vej i den rigtige retning, da han jo selv lige kom derfra. Han lod et kaldende vrinsk runge igennem den mørke grotte og råbte, så højt han kunne.
"Oasis!?"
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
Post by Lúthendril Oasis on Jan 3, 2019 11:13:59 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Hun havde satset. Trods al intelligens, var disse odds ikke sikre, der var ingen vej til at forudse hvilken retning var den rette. Ingen pile i hendes hjerne til at guide. Hun var på bar bund og for første gang nogensinde så angst at hendes hjerte befandt sig et sted i hendes hals og hovedet dunkede. Adrenalin holdt hende i live - kørende. På en eller anden måde var det som om kroppen bare tog over og gjorde ting, imens hun hjælpeløst måtte se til. På randen til at besvime. Hvad hvis hun forsvandt? Og kroppen bare fortsatte? Kunne det lade sig gøre?
Oasis arbejdede så hårdt på at undgå stenskred i hulerne og sydende vand, at hun knap registerede andet omkring sig. Ikke lys fra sprækkerne. Ikke lyde. Ikke udmattelsen. Langt bag hende hørtes en kalden. Først knap så høj. Hjernen så sig kort tilbage, imens kroppen hektisk fortsatte. Hun kunne ikke kontrollere sine rystende lemmer. End ikke selvom hun forstod at hendes navn var blevet sagt. Angsten fik en piben til at lyde fra de bløde, snavsede læber.
Så kom råbet. Højt og brat og det fortsatte så længe der var luft i Renektons lunger. Alt standsede. Hun stod med blikket stift fremad, med ørene bagud mod lyden. Hjertet sprang et slag over. Var han kommet for at tage hende? Spillede hjernen hende et puds? Ville han bare fængsle hende et andet sted? Endelig slog hjernen igennem og hun vendte sig. Nej. Det var frygten der talte - han var kommet for at bringe hende ud. I sikkerhed. Hoppens hove lød mod grottens klipper, som hun travede tilbage igennem mørket. "Renekton." stemmen var ikke høj. Hun var udmattet og hæs. Men alligevel forsøgte hun konstant at sige navnet, falmende i blinde.
Så snart hans døtre havde nikket og lovet ham at passe på satte han kursen mod det frosne bjerg hvor han havde mødt hingsten med spanden. Han havde ikke nogen specifik grund til at tro hun ville være der udover den følelse han havde i kroppen. Han måtte bare tilbage dertil og undersøge sagen, måske finde hingsten igen og se om han kunne finde ud af noget mere. Hvis altså han kunne finde tilbage... Ingenmandsland var nogenlunde roligt men alle de andre områder var i voldsom forandring med den ene farlige forekomst efter anden anden.
Rejsen tog meget længere tid end den normalt ville have gjort og selv da han nåede frem til bjerget måtte han kæmpe sig frem. Det var som om dele af det faldt sammen imens der andre sted sprang klippestykker op sammen med kogende vand i større og mindre gejsere. Så snart han var bare i nærheden af den sø hvor han mødte hingsten begyndte han at råbe i håbet om at der ville være en eller anden i nærheden der kunne høre ham "ER HER NOGEN? HALLO!"
Han fortsatte af sted igennem de mørke, snoede gange i så højt et tempo, han kunne komme til uden at vælte blindt ind i alting. Panikken var ved at sætte sig i hans krop. Alt faldt sammen om ørerne på dem, og hvis ikke han snart fandt Oasis og kom ud i sikkerhed, ville de begge ende med at blive begravet levende herinde! Han fortsatte, i hvad der føltes som flere timer, og var lige på nippet til at give op, da han pludselig kunne høre noget. Hovskridt. Travende, feminine hovtrin gav genlyd gennem de mørke gange, og som han kom tættere og tættere på, kunne han også pludselig høre hendes stemme udtrykke hans navn. Han fortsatte rundt om et hjørne, og dér stod hun pludselig foran ham. Hendes smukke øjne funklede som diamanter i mørket, og selvom hendes krop efterhånden så noget beskidt og hærgret ud, skinnede den stadig i lyset fra de små sprækker rundt omkring. Hun var simpelthen den smukkeste hoppe, han nogensinde havde set; selv i denne sølle tilstand. Han trådte forsigtigt et skridt frem mod hende og strakte blidt sin mule frem, inden han mildt lod sin stemme lyde mod hende. ,,Oasis... Du skal ikke være bange. Jeg er kommet for at redde dig."
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
Post by Lúthendril Oasis on Mar 7, 2019 18:18:18 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
De frygtsomme gule øjne stirrede nærmest i angst på mørket foran sig. Trods hun travede i mørket var hun ikke videre hæmmet i sine bevægelser - adrenalin havde overtaget hendes krop og tvang den af sted for overlevelse. Intelligensen forsøgte at prikke hende let i hovedet, men hun havde svært ved at modtage dens ord. I stedet var hun utryg og faktisk ikke sikker på hun havde ret i at han var kommet for at redde hende... Skulle hun vende om nu?
NEJ. Du har ikke en chance. Du er med høj sandsynlighed i vildrede og ude af stand til at finde ud selv...
Hun sukkede. En kort gispende lyd, der erklærede og bekræftede at hun snart ikke kunne mere fysisk. Hvis hun ramte muren... Hvad ville der så ske? Hoppen havde end ikke registreret hans hovslag nærme sig, for hendes ører vendte imod truslen over dem og forsøgte at undvige det skoldende vand der sommetider dryppede ned i gangene. Oasis hørte stemmen før hun overhovedet så ham i mørket... Hans stemme føltes varm og tryg. Som om noget af det der havde lagt i hans indre blussede op. Hun trak på smilebåndet. Se. Du har ret. Han er intet væsen der kan kvæle andre som sin bror gør det.
Trods alting fik hun mødt hans mule og stoppet op for at trække vejret og mærke en underlig form for ro brede sig. Hun ønskede at frelse ham fra det mørke han synes tynget under. Renekton var slet ikke så slem som det lod til... Hun var sikker på der ventede en galant gentlemand under facaden... En elskværdig hingst. "Som sjæle har det med at vise hvad de virkelig indeholder..." hviskede hun udmattet i hans ører, da hun sank imdod ham, fordi benene skælvede under hende.
Da Constantine ikke modtog nogen svar løb han videre mod søen men håbet var svært at holde oppe. Hvis hun var fanget et eller andet sted på dette bjerg havde hun så overhovedet en chance for at slippe ud? Og hvordan kunne han på nogen måde finde hende? Han havde ingen anelse om hvor han skulle starte og selv hvis han havde så alting allerede så meget anderledes ud at det næsten var held at han havde fundet søen.
Forpustet stoppede han ved søens bred og så sig om, hvor var den hingst kommet fra den dag? Kunne han finde den vej igen? Inden han nåede at se sig mere om hørte han en underlig hvæsende lyd og et øjeblik efter begyndte vandet at boble faretruende. Et øjebliks tøven medførte at han kun i sidste øjeblik fik sprunget væk inden en søjle af varmt vand stod ud af søen hvorefter vandet regnede ned hele vejen rundt. Kun nogle dråber ramte ham men de sved tilstrækkeligt til at han fortsatte væk fra søen og i stedet ledte efter et udsigtspunkt hvor han måske kunne få øje på Oasis, eller en grotte eller lignende hvor hun eller hingsten kunne være.
Til hans store overraskelse tog hun faktisk imod hans berøring og lod let sin mule møde hans. Han mærkede et sug gå igennem sin mave, da hendes fløjlsbløde mule mærkedes mod hans sensitive mulehår. Han kunne næsten ikke tro, at hun virkelig stod her foran ham og havde valgt at stole på ham, at give ham den tillid... Men hun havde selvfølgelig heller ikke så mange andre valg lige nu, da verden bogstaveligt talt var ved at styrte sammen omkring dem. Han lyttede til hendes poetiske ord, der blev hvisket ind i hans ører, og blev nærmest helt fortryllet af hendes stemme. Til trods for, at den var blevet helt hæs og svækket efter de mange måneder med isolation og dehydrering, så var den stadig direkte magisk at lytte til.
Han mærkede nu, hvordan benene nærmest knak sammen under hende, og hun udmattet sank ind mod hans krop. Hans krop eksploderede i et væld af overvældende følelser, og han udstødte kort et gisp. Han blev overvældet af en kildende og snurrende følelse i kroppen ved fornemmelsen af hendes krop så tæt op ad hans egen, samt overvældet af følelsen af skam og uretfærdighed. Denne smukke og helt igennem fortryllende hoppe var så svag, knækket og nærmest døden nær, udelukkende på grund af han og hans brors grusomheder - deres egoistiske behov for at holde noget så smukt fanget. Men en fugl i fangenskab vil aldrig kunne flyve frit og synge smukt - og det var han ved at indse nu. Oasis var så meget mere værd end det. Hun var en smuk gudinde, der skulle have lov til at blomstre i frihed. Og hun havde både mage og føl; en familie, der elskede og savnede hende. Alt, hvad Semper og han havde gjort, var forkert - og han mærkede hadet blusse frem under sin hud. Had til sin bror, Semper Fi. Had til denne magtliderlighed og undertrykkelse, han havde ladet alle disse hopper leve under.
I starten havde Renekton været ligeglad og ikke udvist nogen følelser eller medlidenhed med dem overhovedet - for ham var det hele blot spændende, og han nød at se hopperne som sin ejendel og et stykke legetøj, han bare kunne tage ud og bruge, når han havde lyst. Men med tiden var det gået op for ham, hvor meget hopperne betød for ham - på en helt anden måde. De var så smukke, så værdige, så skrøbelige, sarte og fine... Og alt dette forsvandt, når de blev holdt i fangenskab og domineret på denne måde. Lyset i deres øjne slukkedes, og deres værdighed svandt langsomt ind til ingenting... Og det tog det smukke fra dem. Og med disse følelser, som det nu langsomt var ved at gå op for ham, at han havde udviklet for Oasis, voksede hadet også til sin bror; et had, som han efterhånden havde været brændt inde med i lang tid. Han ønskede at slå ham ihjel.Hævne alle de uskyldige hopper, som Semper havde voldtaget, fanget og tyranniseret igennem årerne. Ja... Hvis han nogensinde så Semper Fi igen, så var han en død hingst!
Blikket i hans øjne brændte, da han langsomt løsrev sig fra den tankestrøm, Oasis' berøring havde sat i gang, og gled atter tilbage til virkeligheden. Lige nu var han nødt til at handle! Han ville aldrig kunne beskytte Oasis og de andre hopper eller hævne dem ved at straffe Semper, hvis han døde hernede... De måtte flytte sig nu. Hurtigt! Han lod blidt sin mule stryge ned ad hendes næseryg i en øm berøring. "Lad os få dig ud herfra."
Med de ord bevægede han sig langsomt ned langs siden af hende og lod hende bruge ham som støtte, mens han bevægede sig fremad i så hurtigt et tempo, som hendes skælvende ben kunne holde til. Stenene rullede omkring dem, lavaen flød ned langs væggene, og loftet eksploderede bid for bid over hovedet på dem. Det var et kapløb med tiden, som de snoede sig igennem de lange mørke gange på vej mod udgangen. Han var fast besluttet på at gennemføre det her! Han skulle have Oasis ud i sikkerhed - om han så selv skulle dø for det.
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
Post by Lúthendril Oasis on Mar 26, 2019 9:34:25 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Fornemmelser var noget Oasis havde mange af. Hun var herskerinde over at dømme om disse var rigtige eller forkerte. Alle fik fornemmelser indimellem, spørgsmålet var hvor godt de bedømte dem. Det var her hendes intelligens altid havde spillet ind og gjort hende stærk. Modig. Hun tog så ganske sjældent fejl - det var årevis siden hun havde prøvet det sidst. Instinkterne var dog blevet forgiftede af denne traumatiske oplevelse og hoppen var begyndt at tvivle på sig selv. En tvivl hun aldrig havde kendt før. Knækket. Hingste der knækkede hopper, både sind og hjerter var fæle idioter... Hun havde været udsat for disse førhen - ja sidst hun fejlbedømte en situation, var hun blevet forrådt af en hingst, hvis eneste hensigt var at stjæle riget. Tage magten og herredømmet. Oasis havde været purrung og endnu let naiv. Men det havde ændret sig brat. Sidenhen havde hun ikke stolet blindt på det hun så, men set efter under overfladen. Følelserne var skjult og lukket inde i hendes sind - kun formidlet igennem øjnene. Afslørrende og dansende i de farver der spejlede hendes hjerte. I dette øjeblik, hvor kroppen sank mod den rødbrune hingst, forvandlede de sig snart til en lun rødlig farve...
Hoppen sukkede udmattet. Alle sanserne var på nippet til at opgive kampen, men samtidig var de alle så hamrende intense og stærke at hun nærmest følte en usikker eksplotion i nervesystemet som han tog imod hende og med sikkerhed havde fortrudt alle de valg han havde taget hos Semper. En broder, der aldrig ville måle sig med Renekton. Hans hjerte var måske en hård skal, men intet ondt herskede dybt under. En sand troublemaker... Men ingen hersker af mørket og dets intentioner.
Oasis havde haft ret. Et smil trak sig om de bløde læber og ørene vendtes opmærksomt imod ham. En helt, omend han nok aldrig helt ville indrømme det. Hun måtte vride hans inderside ud - blidt og sikkert, så han en skønne dag kunne se sig selv i øjnene. Opdage at alt ikke var så sort som hans broder havde gjort det til. At hans egen sjæl var frelst fra disse minder, i det øjeblik han valgte at tilgive sig selv sine gerninger. Hoppen trak vejret gispende og hjertet fik kræfter igen, af den kortvarige pause. Stemmen og berøringen sagde alt sammen det hun netop havde tænkt: Han var slet ikke så kold, som han troede. Lettet fulgte hun med ham. Blindt måske, men hendes intelligens havde vist hende vejen. Trods hun var på sit bareste - mest nøgne. Mest skrøbelige. Hun var blottet og enhver kunne i disse øjeblikke gøre som de ville. Det ville tage tid at genopbygge sig selv. Det indre såvel som det ydre. Hun mærkede nærmest huden mod ribbenene og hvordan pelsen fedtede... En enkelt tåre faldt ud af hende øje - var det frygten, eller var den glæden?
Med et fik Constantine øje på nogt, noget der måske kunne give ham adgang ind i bjerget så han endelig kunne lede efter sin elskede. Ivrigt satte han afsted mod åbningen i bjerget der forhåbentlig var mere end bare en revne. Det så lovende ud men den var så uhyggeligt langt væk og de faldende sten og pludselige udbrud af kogende vand gjorde det til en langsommelig tur. Hver gang han endelig følte han kunne sætte tempoet op og måske nå frem dukkede der en forhindring op i hans vej så han måtte finde en ny besværlig rute.
Alt imens truede frygten med at overvælde ham, selv hvis han nåede denne åbning hvordan så bjerget så ud indvendigt? Kunne han overhovedet finde frem til Oasis derinde? Og var det overhovedet muligt at noget var i live derinde endnu? Den lille nagende stemme der sagde at han ikke engang vidste om hun var på, eller i, dette bjerg nægtede han fuldstændig at lytte til. Hvordan skulle han kunne nå at finde hende et helt andet sted? Samtidig, han burde ikke risikere at de begge døde, så ville deres døtre pludselig blive forældreløse og det kunne han ikke byde dem, kunne han? Denne tanke fik ham til at tøve et øjeblik ved indgangen imens han lyttede intenst efter det mindste tegn på at hun var derinde.
Hendes ører blev vendt mod ham, og et smil tegnede sig på hendes kønne ansigt. Og dér vidste han det; hun havde tilgivet ham og bar ikke nag. Han kunne se det på hende. Hun så noget i ham, som han aldrig selv havde set - eller rettere sagt, hun havde hjulpet ham til at se en side af sig selv, som han aldrig havde været klar over, at han havde. Og som de to heste nu løb side om side i en kamp for overlevelse, var dette i virkeligheden også et smukt symbol for den kamp, der havde udspillet sig i Renektons sind. Og for hvert minut, de overlevede og kom tættere på udgangen, blev den tunge fornemmelse i hans sind lettere og lettere. Han var ikke blot ved at befri Oasis fra sit fængsel - han var også ved at befri sig fra sit eget.
Minutterne føltes som timer, men endelig begyndte det at lysne mere og mere op omkring dem, og snart kunne de se udgangen lidt længere fremme. Lyset væltede ind i den mørke hule og var nærmest blændende, da de fortsat kæmpede fremad og endelig kom ud i sikkerhed. Han stoppede forpustet op og sukkede lettet. De var fri! Men faren var endnu ikke overstået... Verden var stadig ved at falde sammen omkring dem, og de måtte ned fra dette bjerg så hurtigt som muligt! Han tvang dog sig selv til at forholde sig i ro og lige give Oasis tid til at holde en pause og vænne sig til det nye klima. Hun havde trods alt siddet indespærret dernede i mørket i flere måneder, så lyset, kulden og de mange lyde og indtryk måtte være noget overvældende lige nu!
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
Post by Lúthendril Oasis on May 3, 2019 14:56:38 GMT
Lúthendril Oasis You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.
Kroppen havde en overlevelses strategi. Den sikrede hende i disse tiltrængte stunder og fyldte hendes komplet udmattede og nedslidte muskler med adrenalin. Frygten for aldrig at nå ud i lyset i livet igen holdte hende simpelthen igang. Forandringen i Renekton påvirkede hende ligeledes kraftigt til at forfølge hendes forsatte liv ud af denne grotte. Oasis ville se ham. I lyset. Blomstre og vokse sig større end sin broder. Se hvordan livet ville pulsere varmt i hans åre når han en skønne dag oplevede at nogen elskede ham - at han ikke var forhadt og alene i denne verden. Han blev endnu en af de mange hun havde hjulpet - ladet dem vokse med hendes tro på dem. Når først nogen troede på en blev alting meget lettere.
Med hendes evner til at fornemme situationer og se løsninger, følte hun nærmest hvordan rygsøjlen voksede under Renektons skind, som han nu tog dette valg. Et valg der stred imod alt hvad han havde været. Det åbende hvad han var ved at blive til. Han voksede. Det knagede faretruende. Minutterne tikkede af sted. Hun stønnede anstrengt og sved piblede frem - det kogende vand og dets dampe varmede alting op. En sten snittede hende, men hun fandt støtte i hans stærke krop. Før hun helt var klar over det var de ude. Lyset blændede hendes øjne fuldstændig et øjeblik. Det føltes som om kroppen ville give efter og synke sammen... Men det var ikke slut.
Hun stod og registrerede de forandrede lyde og verden udenfor. Hendes øjne sugede nu lyset til sig og pupillen blev markant mindre. Han havde fået hende ud. Taknemlige øjne stirrede på ham med en varm og rar følelse. Kort efter var hun dog tvunget til at ændre adfærd fra stillestående til at springe til siden. Jorden under hende ville gerne revne... Det var i det øjeblik hun sprang til siden at hendes øjne fandt Constantine - han stirrede imod dem - grotteåbningen. Havde han vidst hun var her? Hun landede sikkert, men skælvene og mærkede den afkræftede magre krop knække en smule sammen... Men hun følte sig elsket og mere sikker - Constantine havde fulgt et instinkt og det havde ledt ham hertil. På det helt rigtige tidspunkt. "Vores døtre?" hviskede hun dog halvkvalt, som kroppen bragte hende imod ham. Skridt for skridt til hun sank let imod hans krop og måtte kærtegne hans brogede skind. Tåre pressede sig på. Han var her. Han var hos hende.
Hun så dog tilbage imod den rødbrune Renekton. Han måtte ikke gå... De kunne vise ham et andet liv, en anden verden. Ville han søge med dem?
Constantine havde næsten valgt at gå, at vende tilbage til sine døtre og håbe eller prøve igen men noget fik ham til at blive stående - bare lidt længere - og pludselig nåede han enden på sin søgen. Ud fra grotten dukkede hans elskede, i live og rask nok til at gå ud omend ikke så rask som han sidst havde set hende. Hvad var der dog sket i den tid de havde været adskilt? Hvorfor havde han ikke fundet hende før? Lang, lang tid før? Denne tanke blev hurtigt skubbet væk, han havde gjort alt hvad han kunne og det var langt vigtigere at være der for hende nu.
Han gik hende hurtigt i møde og krammede hende tæt ind til sig. Al frygten og tvivlene forsvandt, han havde gjort sit bedste og hun havde tydeligvis gjort sit bedste og nu var de sammen igen. For evigt. "De er sikre, jeg har været tilbage hos dem jævnligt imens jeg har ledt efter dig... Svarede han lavmælt imens han nussede hende, alt så helt anderledes lyst ud nu hvor han endelig havde fundet hende. Da hun kiggede tilbage lagde han endelig mærke til hingsten der var kommet ud først, han havde egentlig set ham men det var forsvundet som dug for solen da han fik øje på hende. Først lagde han vredt ørene tilbage, det var den hingst han havde mødt før! Men hun virkede ikke vred og så længe hingsten ikke virkede truende var det vigtigere for ham at støtte Oasis end at finde ud af hvad han skulle gøre eller synes om denne fremmede.
Han mødte Oasis' taknemmelige blik, og i det øjeblik vidste han, at han havde handlet helt rigtigt. Han havde aldrig kunnet leve med sig selv, hvis han og Semper havde levet videre i sikkerhed velvidende om, at dette smukke væsen havde lidt en langsom og smertefuld død på grund af dem. Det kunne godt være, at han havde mistet hele sit liv nu, og at Semper ville slå ham ihjel, næste gang han så ham - men det havde været det hele værd. Han så hende dybt ind i øjnene og mærkede en varm følelse skylle ind over sig. Han havde mest af alt bare lyst til at omfavne hende; kærtegne hendes bløde krop, møde hendes varme læber, fortælle hende at alt nok skulle gå, at hun kunne blive lykkelig igen... Men han bed sig blot i læben og måtte holde sig i skindet. Han vidste, at hun tilhørte en anden. Hun var lykkelig sammen med sin mage. Hun ville aldrig kunne blive hans... Han ville alligevel aldrig kunne være god nok til hende. Hun var det smukkeste, reneste væsen her på jorden; hun var perfektionen selv, og hans sølle jeg ville aldrig kunne nå hende til sokkeholderne...
Han blev brat afbrudt af sin tankestrøm, da Oasis pludselig måtte springe til siden for at undgå en revne, der flækkede jorden under hende. Han brummede bekymret og skulle lige til at gå over til hende for at sikre sig, at hun var okay - men da så han, at hendes blik var fæstnet på noget andet. Hun begyndte pludselig at gå målrettet fremad, og så fik han også øje på ham - den brogede hingst, som han havde mødt ved søen dengang. Oasis' mage... Den trofaste hingst, der havde ledt og ledt efter hende i flere måneder og aldrig givet op - end ikke nu, hvor verden var ved at styrte sammen omkring dem. Som hun faldt ind mod hans brogede krop, og de kærtegnede hinanden, gav det et lille stik i Renektons mave. Han var glad på hendes vegne, det var han virkelig - men det gjorde ondt. Lige som hende selv var denne brogede hingst også perfektion. Han var den perfekte mage - han var stærk og muskuløs, så godt ud, havde et hjerte af guld og kunne give Oasis den tryghed og kærlighed, hun fortjente. Han var alt det, som Renekton aldrig ville være... Og han havde alt dét, som Renekton aldrig kunne få.
Pludselig bemærkede han, at Oasis vendte sit blik tilbage mod ham, hvilket tvang ham til at vende tilbage til virkeligheden. Han smilede varmt til hende og forsøgte blot at nyde lykken på hendes vegne. Han mødte derefter den brogede hingsts blik, da han advarende lagde ørerne i nakken. Renekton trådte et skridt bagud og sænkede underdanigt hovedet. Han forstod godt, at den brogede hingst var skeptisk og måske lidt vred på ham, så han forsøgte blot med alt sit kropssprog at signalere, at han ikke var nogen trussel. Han blev derefter stående lidt usikkert og skrabede fraværende til et blad på jorden. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre nu. Oasis var i sikkerhed. Hans mission var fuldført. Så hvad så nu? Han vidste, at han burde lade de to elskende være i fred og blot fokusere på at redde sit eget liv nu. Men hvad skulle han dog stille op nu? Han havde intet at leve for mere...
You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.
