PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Dybt inde mellem Sweyitaks store, krogede træer, i en lysning så godt gemt, at man aldrig ville finde den, medmindre man havde kendskab til dens eksistens, var nyt liv ved at komme til verden. Magiens gudinde lå præcis i midten af den perfekte cirkel, som lysningen udgjorde blandt de ældgamle træer, som stod vagt hele vejen rundt om. Ikke at der behøvede nogen form for vagter, for den flaskegrønne hoppe var så udmærket i stand til at forsvare sig selv, selv i denne tilstand.
Sveden drev ned af hende, mens smerterne i hendes enorme mave tog til. Et forunderligt udtryk var af finde i hendes fine ansigt, idet hun aldrig sådan rigtig, havde følt nogen form for smerter før. Det stod bestemt også i Jaymelias magt at fjerne disse smerter, men følelsen var så fremmedartet og livsbekræftende, at hun intet foretog sig i den retning. Med et støn sank det smalle hoved ned blandt de små, hvide blomster, som netop i denne lysning fandtes som det eneste sted i Proelio.
Rent instinktivt begyndte hun at presse. Næseboerne var udvidet, mens luften blev trukket ned i lungerne med korte gisp. De strålende blå øjne stirrede tomt frem for sig med et forpint blik, mens den snehvide hale med næsten arrige sving, svirpede gennem luften. Og med ét, var det overstået.. Lettelsen bredte sig i den grønne hoppe, mens hun stille lå og lod sig komme til kræfter igen, inden hun med en hurtig bevægelse fik rullet sig om på maven. Her lå hun lidt med blikket vendt ufravendt mod det lille væsen, der lå bag hendes bagpart. Grøn, grøn som farven på græsset når det var saftigst. Grøn som træernes blade når de stod stærkest. Grøn som hende selv. I én smidig bevægelse som man ikke skulle tro, en hoppe der lige havde folet kunne præstere, var hun på benene. Den varme tunge begyndte nu helt af sig selv, at slikke det lille nyfødte føl. Det var ikke noget Jaymelia behøvede tænke over, det kom bare ganske naturligt til hende, hvilket ligeledes var til stor forundring for den smukke hoppe. Et jag i maven gjorde nu opmærksom på, at endnu et liv ville til verden. Dette kom ikke som nogen overraskelse for Magiens Gudinde, der godt havde kunne mærke, hvorledes to hjerter havde banket i hendes indre. Endnu en gang sank nu ned på knæ for derefter at vælte om på siden. For anden gang den dag, gennemrystede hendes krop af smerter, til trods for det ligesom var lettere denne gang. Nu vidste hun trods alt, hvad hun skulle forvente. Og inden længe var endnu et føl kommet til, og lå med bankende hjerteslag blandt de små, hvide blomster. Denne gang var det blåt. Blåt som det mægtige hav. Blåt som en mild sommerhimmel. Blåt som sin far.
Også dette føl fik nu turen med tungen, således det kunne blive tørt og få blodcirkulationen i gang. En sælsom aura lå omkring de to føl, og det var ganske tydeligt, at de begge var noget særligt. Længe gik der heller ikke, før de begge var på benene og mæskede sig i deres mors livgivende råmælk. I Jaymelias blå øjne lå der et tilfreds blik. Tilfreds over hvad hun havde kunne skabe, og det helt uden magi.
Et smertens skrig kunne pludselig høres over hele Proelio. Et skrig så gruopvækkende at kun Magiens Gudinde ikke krympede sig under det. I stedet dukkede der et bekymret blik op i de så strålende, blå øjne. For Jaymelia havde med det samme genkendt skriget. Det var fra hendes anden unge. Hendes skabning som til forskel fra disse to, i den grad var skabt af magi. Rakathan.. Hvad end der var sket, måtte hun ham til undsætning, det tvivlede hun ikke på. Men hvad med disse to? Rakathan havde kun hende, mens tvillingerne jo også havde Apeiron. En hurtig beslutning blev taget, og med en blid bevægelse lod hun mulen glide fra nakken ned langs halsen, rygraden og ned til haleroden på begge føl. Magien var blevet forseglet, og de to nyfødte var nu begge i stand til at overleve på græs og vand, præcis ligesom enhver fuldvoksen hest. Beskyttelse måtte de også have, og uden synderlig stor anstrengelse glitrede luften foran de tre et par sekunder, inden den pelsede blå hingst pludselig stod foran dem. Jaymelia mærkede godt det ekstra slag hjertet slog, da hingsten hun havde skabt disse føl med, stod foran hende. Hun havde ikke set ham siden dengang..
Naturligvis så Apeiron noget paf ud, men der var ikke tid til at forklare. "Det er dine," Jaymelias stemme var lige så melodisk som den plejede, og med et sidste blik på hendes nyeste skabninger, forsvandt hun i et svagt, flaskegrønt lysglimt..
Efter at have ligget trygt og godt sammen med sin broder i sin moders mave i mange måneder, begyndte tingene pludselig at ændre på sig. Det lille hoppeføl mærkede pludselig "væggene" omkring sig trække sig sammen og presse hende udad. En åbning ud til verdenen kom pludselig til syne, og lige så stille gled hun ud ad den. Alt blev koldt, da hun forlod sin moders varme mave, og pludselig kunne hun ikke få luft mere. Hun gispede efter vejret og begyndte panisk at græde, mens hun forvirret lå på jorden og var ude af stand til at røre sig. Pludselig sprang hendes lille beskyttende hinde dog, og ilten væltede ind i hende. Hun åbnede de små næsebor og trak vejret i dybe stød, mens hun langsomt fik vejret igen. Hun åbnede også de små dybblå øjne og så sig for første gang omkring i sin nye verden. Det hele var så stort, så farverigt og overvældende... Hun begyndte at græde igen, helt mættet og overvældet af de mange indtryk - men så fornemmede hun pludselig noget genkendt. Hun kunne dufte sin moder...
En stor grøn skikkelse kom hen imod hende, og selvom hun endnu ikke kendte denne skikkelse af udseende, kunne hun med det samme genkende hendes lugt og omsorg, da hun mærkede sin moders bløde tunge mod sin pels. Hun holdt straks inde med sin gråd og strakte forsigtigt sin lille mule frem og lagde den mod sin moders faste ben. Hun nippede prøvende til sin moders pels og begyndte straks at grine lykkeligt. Så det var altså sådan, hendes mor så ud! Pludselig kom hun i tanke om noget, der manglede. Hun havde ikke været alene inde i sin moders mave, men derimod ligget sammen med en anden lille skikkelse, som havde givet hende tryghed og nærvær! Hendes bror... Hun kiggede sig lidt omkring med sine små nyåbnede øjne. Hvor var han henne?!
Pludselig trak hendes moder sig tilbage igen og faldt atter til jorden. Sirenia strakte hovedet og udstødte et lille, længsesfuldt og bekymret hvin efter hende. Hvad skete der nu?! Pludselig kunne hun se det... Det var hendes broder, der gik igennem den selv samme rejse, som hun lige havde været på. Og nu... nu kunne hun også se ham nede på jorden! Hun vrinskede varmt og genkendende til ham, mens hun helt instinktivt begyndte at møve sig fremad og prøvende flyttede rundt på sine lange ben i et forsøg på at komme op og gå; for hun ville da også være med derovre! Hun ville også møde sin bror!
Det tog ikke de små gudebørn lang tid, før de begge var kommet stærkt på benene og nu stod og mæskede deres moders mælk i sig. Sirenia "logrede" ivrigt med halen og nød bare øjeblikket her sammen med sin mor og bror. Men freden varede ikke længe... Et højt og rædselsvækkende skrig flækkede pludselig himlen og fik Sirenia til at fare forskrækket sammen. Hvad i alverden var dog dét, der kunne udstøde sådan en høj og grusom lyd?! Hun puttede sig skræmt ind til sin moder, indtil der pludselig skete noget. Det rumsterede let i hendes krop, som hele hendes fordøjelsessystem ændrede sig. Hun følte sig pludselig stærkere, sundere og ikke spor sulten efter sin mors mælk længere. Men det var ikke det vildeste... For luften begyndte nu at glitre omkring de to føl, og pludselig dukkede en anden skikkelse op. En stor og voksen skikkelse lige som deres moder. Hun så nysgerrigt op på denne fremmede og følte på en eller anden måde, at hun kendte ham... Men hvem var han?
Før hun havde nået at se sig om, havde deres mor pludselig forladt dem, og i stedet stod hun nu tilbage med denne fremmede hingst og sin bror. Hun så sig forskræmt omkring og udstødte et lille hyl efter sin mor, mens hun blot så afventende op på den store hingst. De måtte da følge efter hende!
Acerion blinkede langsomt med øjnene, der var så utroligt lyst lige pludselig, lyst og koldt og åbent. Langsomt drejede han hovedet fra side til side, al den trygge varme og mørke han havde været omgivet af var blevet erstattet med lys og hvad der lige nu føltes som endeløs plads. En dyb vejrtrækning trak sig ud af ham og pludselig kunne han lugte og fornemme så meget mere af verden omkring ham og det var som om han endelig vågnede lidt op. Et ekstra blink og så mærkede han sin mors varme tunge slikke ham hen ad ryggen, slikke ham tør og varm.
Ved lyden af et vrinsk kiggede han til siden, hans søster? Der var ingen tvivl for ham, det var helt sikkert hende. Ivrigt begyndte han at møve sig på benene så han kunne gå hende i møde. Denne fremmede, nye verden var ikke nær så skræmmende når man havde noget trygt og velkendt ved sin side. Han havde dog kun lige nået hen til hende og deres mor da en endelig følelse fór igennem ham der fik ham til at føle sig stærkere. Forvirret blinkede han og så sig omkring på den glitrende luft for så pludselig at opdage at deres mor var forsvundet. Han tillod sig selv en lille, forvirret, lyd men holdt sig ellers stille. I stedet trykkede han sig let op af sin søster og så på den fremmede hingst.
