Tiden føltes som om den stod stille, så utålmodig var den grønne gudinde. Hun vidste, at han var på vej. Hun kunne ikke blot mærke det på bjergets rystelser, men ligeledes i hver eneste fiber i hendes krop. Alligevel kunne det kun gå for langsomt med atter at beundre det prægtige væsen hun havde skabt fra fortidens glemsel. Men med ét var ventetiden forbi, med ét skød et enormt hoved på en lang, muskuløs hals op af grotteåbningen. En mægtig flamme skød ud af hans åbne gab og op mod himlen, hvilket fik Jaymelia til at le hjerteligt. Ååhh var han da ikke fantastisk!

Efter denne opvisning blev det enorme hoved nu sænket mod den lille skikkelse, hvis farver gik igen i den store krop, der nu ligeledes kom op af grotten. "Rakathan min kære, hvordan har du det?" Den hvide mule blev nu blidt strøget over dragens overlæbe, mens det himmelblå blik gled over det mægtige væsen. Det var tydeligt at det gudinden så, fik følelserne af både kærlighed og stolthed til at brede sig i den spinkle, flaskegrønne krop. Jaymelia nærede et stort ønske om, at fremvise Rakathan for sine medguder. Hun ønskede, at de skulle beundre ham på samme måde som hun gjorde. Forstå hvorledes dragene ligeledes hørte hjemme her i Proelio, ligesom alle hestene. Men.. Magiens gudinde frygtede, at de andre guder ikke ville forstå dette, og derfor holdt hun endnu hendes hjertens barn skjult, af frygt for hvilke ugerninger de kunne finde på at gøre mod ham.

"Du er vokset min elskede, snart vil denne grotte ikke længere være stor nok til at huse dig."

De store, blå øjne så lig hendes egne, gengældte hendes blik og rummede så meget liv, at Jaymelia blev helt rørt. En følelse hun ikke var bekendt med fra tidligere, og som derfor forskrækkede hende. Hun følte sig glad på en underlig sorgfuld måde? Her stod et væsen fra hendes verden, som oprindeligt var uddød. Men der var intet dødt over Rakathan, han strålede af en livsglæde så intens, at det slet ikke var til at forstå, hvor længe hun rent faktisk havde kæmpet, for netop at genoplive dette liv. At han nu blot bekræftede, at han havde det glimrende, fik et stort kærligt smil til at brede sig om Gudindens hvide mule. Jaymelia var ikke decideret nogen ond hoppe, men direkte kærlighed var sjældent noget hun skænkede nogen. Men nu var det jo Jaymelia der var tale om, så at en drage frem for en anden hest, formåede var vække disse blide følelser, var vel egentligt ikke så underligt.

Hun så det uudtalte spørgsmål i dragens spørgende blik, og puffede med mulen let drillende til hans langt større snude. "Din skat forbliver hvor du ønsker den skal være, men lad mig det vide, hvis du ønsker en udvidelse af din nuværende grotte, frem for at finde en anden i denne bjergkæde." At Rakathan følte sig godt tilpas, lå Gudinden meget på sinde.

Med et dukkede et tvivlende blik op i Jaymelias havblå øjne. Mon de snart var klar til hendes overraskelse? Hun vidste, at Rakathan havde mødt andre heste, og derved havde udvidet sit sind, men hvordan mon resten af hendes nye familie ville tage det? "Min kære, vores familie er større end blot os to, og jeg ønsker at I alle skal mødes.." Kort tøvede hun. "Men jeg ved ikke, hvornår tiden er moden? Hvordan har de heste du allerede har mødt her i landet, taget imod dig?"

Rakathans ønske om at måtte forblive i sin nuværende grotte, fik et anerkendende nik fra den grønne gudinde. Hvis det var hvad hendes søn ønskede, så var det hvad han skulle få. At få grotten til at forstørres i takt med at dragen voksede, ville ikke kræve det store. Rakathan selv emmede så meget af magi, at det ikke kun undgås at smitte af på de omgivelser, hvor han opholdt sig meget. Derved var selve magien allerede tilstede i hans grotte, og skulle blot forarbejdet en smule, for at besværgelsen ville fungere.

Kærligheden flød mellem de to grønne væsner, der på det ydre ingen lighed havde med hinanden, men i det indre var som to alen af ét stykke. Ingen af dem hørte oprindeligt til i Proelio. Beboerne i landet følte ingen større begejstring for dem og ingen af dem forstod sig på de følelser, der som oftest vældede op i dem. At havde én der mindede så meget om hende selv, betød uendeligt meget for Jaymelia, og hun var yderst taknemlig for Rakathans eksistens.

Da emnet nu faldt på hestene i landet, dukkede en bekymret rynke op i panden på den ellers så sorgløse gudinde. At hestene frygtede Rakathan var vel egentligt ikke så underligt, men hun havde håbet, at det kun ville være et øjebliksbillede. Jaymelia kendte den grønne drage og vidste derfor, at han kun ville slå fra sig, hvis han blev provokeret til det. Det var dog vigtigt, at de alle vænnede sig til hinanden, både drage og hestene. Vigtigt hvis de andre guder, skulle holde sig fra at gøre hendes søn ondt. Hun nikkede derfor ganske tilfreds, da Rakathan kunne fortælle, at selvom han ikke brød sig om dem, havde han intet ondt udøvet. At der var én enkelt hest, der havde budt Rakathan at mærke sit hjerte, var godt. Jaymelia ville bare ønske, at der havde været flere.

"Jeg glæder mig over, at der ingen stridigheder har været min kære. Du har formået at kontrollere dig selv bedre, end jeg havde turde håbe på." En blid melodisk brummen hørtes nu fra den grønne hoppe, der følte sig stolt over hendes slægt. "Men jeg tror desværre at det er nødvendigt, at du fortsat prøver at blive en del af Proelio. Får hestenes accept, i hvert fald de fleste af dem."

Jaymelia ville ikke bede dragen om, ikke at forsvare sig, hvis det kom der til. Der fandtes trods alt en del krigeriske heste i landet. Men direkte at opsøge stridighederne, håbede hun at han fortsat ville holde sig fra. For hans eget livs skyld..

Rakathan strakte sig, foldede de mægtige vinger ud. Han var urolig, hvilket ikke var noget at sige til, idet han dagen lang havde vogtet over sin skat. Nu hvor natten havde overtaget Proelio, var hans tid kommet. Jaymelia vidste, at hun ikke skulle holde på ham meget længere.

"Min kære, jeg ved du gør dit bedste, mere kan jeg ikke forlange." Hun mærkede tvivlen i ham. Tvivlen om han kunne leve op til hendes idéer om, hvorledes de skulle komme gennem det alt sammen, således Rakathans liv fik lov at fortsætte. Heste og drage var så langt fra hinanden, at hun sagtens kunne forstå hans forvirring. Der var ingen han kunne støtte sig op af, ingen som ham selv. Ingen han kunne folde sin sande personlighed ud sammen med, uden at behøve være bange for, at komme til at skade nogen.

Lysten i Jaymelia var stor. Hun ønskede at skabe ham en ligesindet. En han kunne være sig selv sammen med. Endnu en drage. Men Magiens Gudinde var ikke dum. Rakathan var endnu ikke blevet accepteret af de andre guder, og uvisheden om han overhovedet blev det, lå som en tung sky over dem begge. At skabe endnu en drage var derfor muligvis at presse den for meget, i hvert fald på dette tidspunkt.

Den grønne drage fortalte nu om denne hest, der havde rørt hans hjerte. Venskaber som åbenbart var noget hun prædikerede for Rakathan, var ikke noget som Jaymelia selv havde den store erfaring med, men idéen om drager og heste i harmoni var dog en idé, hun delte med denne Kerizin. "At drager og heste ville kunne leve side om side i fred og fordragelighed, ville være at foretrække." Et lille smil spillede om den hvide mule. "Men jeg skal ikke opholde dig længere min kære. Natten er endnu ung, og den venter på at du indtager den."