PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
De legede.. Eller Trudy legede i hvert fald, fra tid til anden legede Flakezé med, men der var alligevel øjeblikke hvor han virkede.. Fjern? Borte? Ikke til stede i nuet. Hvad hans tanker gik på, kunne Trudy umuligt gætte sig til, men de virkede til at formørke hans sind på en altoverskyggende måde. Hvad kunne det ellers være, der fjernede en hingsts opmærksomhed fra en hoppe, der var parat til at gøre alt for ham. I live igen fortalte han nu om denne særlige hoppe, som muligvis ville kunne få ham til at bryde sine grænser. Med et brændende blik placerede Trudy sin hvide mule direkte mod hans sorte. Hun ville gerne have ham til, at bryde disse grænser.
Endnu en gang forsvandt Guden, men via den fysiske kontakt lykkes det atter Trudy, at vække ham. Hun så kærligheden i hans blik, kærligheden til hende, men der var også noget andet? Usikkerhed? Men usikkerhed over hvad? Endnu en gang lod den sorte hoppe sin spinkle krop smyge sig op ad den store hingst. Der var kun én anden i Trudys liv, der havde fået hende til at té sig så tosset, og han havde svigtet hende. Frosts bedrag ville for altid være mejslet ind i Trudys sjæl, men hjertet var begyndt at hele. Hele takket være denne hingst. Det havde intet med hans magi at gøre, intet med hans gudestatus, det var ganske simpelt hans personlighed, hans væsen og hans kærlighed til den sorte hoppe.
Hvis nogen havde kigget, ville det have været et underligt syn der havde mødt dem. En blå hingst så stor og rolig som en klippe, med en lille sort hoppe vimsende omkring sig, som fik hidset sig selv mere og mere op, til trods for der kun var den mindste smule reaktion fra hingsten.
Den hvide mule løb langs den muskuløse blå krop, her, der, ja alle vegne var hun. Vejrtrækningen var stakåndet og det mosgrønne blik nærmest feberhedt. Der var ingen tvivl om, at Trudy var tændt. Den spinkle krop skælvede af ophidselse, og tiltrækningen var så stærk, som havde Flakezé været en magnet.
Da Trudy for en gangs skyld stod stille et øjeblik, lød svaret på hendes erkendelse af, at hun altid ville vente på ham. Han ville altid vende tilbage. Hans bløde mule, strøg hende nu atter over kæben, og et længselsfuldt suk kunne nu høres fra den sorte. På dette tidspunkt var de to heste ganske tydeligt på hver sit stadie. Hvor Flakezé var i tankernes dyb, var Trudy i følelsernes vold der i den grad med pisket op af de hormoner, der rasede i hendes krop.
Tågen omkring dem synes at blive tættere. Kunne kærligheden trænge igennem den?
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Der var en ting så ganske tankevækkende for ham ved disse stunder der udfoldede sig imellem dem. Gud. Han var en gud. Trods han havde meget at tænke over i den forstand omkring landet og hvad der var i vente - så følte han sig så ganske nedgraderet. Til en hingst. Til hendes hingst. Og tankerne omhandlede hende - følelser, ønsker, frygt. Ting der var så ganske naturlige og almene. Pånær den ene ting der slog ham i hovedet. Hans evige liv. Han kunne tilbyde hende at være hos ham. Udødelig. Men det ville være en smerte for hende - hun ville miste sine kære, for ikke alle kunne komme under sådanne vinger... Han sukkede derpå, og hovedet faldt markant. Hoppens liv var overalt omkring ham. Hun strøg ham. Gned sig mod ham. Alt sammen ting der fik hans hjerte til at hamre - men tankerne lammede ligesom de ønsker han havde. Hvorfor? Nåede han at tænke. Hvorfor bekymre sig så uendeligt meget? Når alt du vil er foran dig... Og livet pulserer i hende nu - hun vækker det i dig. Du spilder tiden.
Hingstens grønne øjne stirrede nu på hendes mindste bevælgelse. Lod følelsen af hende trænge ind under huden. Hun var ophidset. Duften af hende var betagende og bedøvede hjernen en stund. Han smilede svagt - et glimt i sit øje der charmede og nød hendes berøringer. Så meget at skindet på hans krop dirrede let og benene nærmest tikkede om at flytte på sig for at røre hende og være med. Krigen indeni ham var nærmest et uoverkommeligt valg. Men så standsede hun op og hans stryg over hendes mule gav et længselsfuldt suk fra hendes stemme. Han tændtes.
Til helvede med alt det der endnu ikke var nået til deres tid. Kroppen søgte hendes, hans læber led over panden, nippede det sorte ører, strøg igennem den vilde lyserøde man. Han brummede varmt og hedt imod hende, imens tågen tætnedes og det føltes helt trygt og sikkert. Deres egen lille bobbel "Trudy, mit hjerte kan ikke bærer at én dag til går bort, uden at du er min. Og jeg er din." hviskede han med en stemme der både var så blid og varm over følelserne, men samtidig så ganske skrøbelig som frygtede han hvad hun ville svare... Hans øjne søgte hendes i deres nærhed og hans ben stod så ganske tæt på som de kunne, for at trykke sin krop mod hendes. "Vil du fortsætte dit liv hos mig? Som mit hjertes udkårne. Som min mage?" hans hjerte sprang et slag over og han holdt vejret et øjeblik, før læberne strejfede hendes.
Med ét syntes det som om, at den blå hingst havde taget hans beslutning. Der kom liv i ham, væk var den stabile klippe, som i visse tilfælde kunne være ganske god, med som nu blot havde været et tirrende fundament, som i sin stoiske ro ikke havde rykket sig ud af flækken. Hans bløde mule gled over hendes pande, nippede til de følsomme ørespidser, strøg gennem den vitre, pinke man. Endelig, endelig! En temmelig primitiv lød fra Trudys strube, som hun fuldstændig gav sig selv hen til den hingst, der nu endelig langt om længe så hende. Det havde vist sig, at det ikke var tågen omkring dem der havde været problemet, men tågen i Flakezés tanker.
Den dybe stemme lød nu atter, men Trudy gad ikke høre på mere tale, hun ønskede blot at lade kroppens sprog tale imellem dem. Alligevel fornemmede hun noget i hans stemme der sagde hende, at hun hellere måtte høre efter, også selvom det var svært. Flakezé ønskede at hun skulle være hans. Uforstående stirrede hun ind i hans dybe grønne øjne, der rummede så meget alvor. Men hun var jo allerede hans, ingen anden havde hendes hjerte som denne hingst. Hun skulle netop til at åbne munden, for at forklare ham dette, da han endnu en gang fortsatte. Denne gang lød han så skrøbelig som glas, som kunne det mindste vindpust få ham til at springe i tusind stykker. Hans hjertes udkårne.. Hans mage! Trudy forstod nu, at Flakezé var langt mere seriøs i sin tankegang, end hun selv havde været. Hun elskede ham, det var der ingen tvivl om, men at være hans mage? Sidst hun havde været nogens mage, havde hun grumme kommet til at fortryde det. Ønskede hun atter dette? Endnu en gang at binde sig? Trods disse tvivlstanker, kende den sorte hoppe udmærket godt svaret. Mage eller ej, hun ville aldrig forråde Flakezé på nogen måde.
Langsomt nikkede hun med det spinkle hoved. "Ja, jeg vil leve mit liv hos dig. Ja, jeg vil være din mage, som du vil være min." En ny alvorsfuld mine var dukket op hos den sorte, som hun lod disse ord komme over sine læber. Flakezé ville aldrig forråde hende, som Frost havde gjort. Han ville ikke forlade landet og forsvinde i flere år, uden at sige et ord. Han ville ikke tage hendes føl med sig, således hun aldrig skulle se dem igen.
Føl.. Med ét rødmede de sorte kinder. Til trods for alvoren fra før, og hendes ophidsede opførsel fra før det, der absolut ikke overlod noget til fantasien om, hvad hun tilbød Flakezé, hendes mage. Ja, så følte hun sig pludselig som en bly unghest igen. En unghest som blot kunne finde på at lade sig rive med at stemningen, uden at vide hvad resultatet kunne blive. Trudy kunne godt lide, at følge sig som en unghest igen.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Han holdt vejret... Det var pirrende at stå så ganske tæt på hende, men nu kredsede hver eneste nerve, tanke og celle i hans krop om hende. Hendes svar - hvad der foregik inde bag de smukkeste øjne, der tilhørte hende. Øjne han kunne stirre sig blind i og aldrig ville glemme. Ikke nu. Ikke i morgen... Ikke om tusind år. Hans hjerte slog så ganske hårdt mod hans bryst - det var som om at han aldrig havde haft en eneste mage før: Men alle vidste jo at Flakezé havde oplevet kærligheden to gange i sit liv. Laylis og Eos.
Alligevel så havde det aldrig føltes på denne måde før. Det havde aldrig taget ham med en sådan storm at han følte uvejret befandt sig et sted indeni hans krop imens alt andet stod stille. Tiden. Omgivelserne. Hende. Trudy svarede ikke. Tiden tikkede afsted, som kun det lagsommeste sekund i verden kunne. Noget frøs, det føltes angiveligt koldt at se hendes øjne formørkedes i minder... Han var ikke i tvivl om hvad der pulserede. DawnFrost. Svigt. Som at blive stukket i hjertet. Hingstens øjne var varme, betryggende, overbevisende. De var beskyttende og lovende. Han ville aldrig nogensinde forlade hende. Flakezés loyalitet var stærkere end kernen af magi i Proelio. Han havde aldrig svigtet dem han havde kær - pånær Fermaz. Det var hans livs fejl som han til stadighed havde forsøgt at rette op på igennem hvert eneste år. Nu var sønnen forsvundet, som børn indimellem havde for vane at gøre.
Hun så på ham. Alvor i hendes mine, men samtidig med en stemme der gav sig til ham. Hvert ord betød ja. Han åndede luften dybt ind i sine lunger og mærkede alle nerverne gå i udbrud, som en vulkan. Han kunne næsten ikke rumme det, så trods hun stod der med alvoren lysende i sit ansigt så smilede han fjoget og puffede elskeligt til hendes bløde mule, førend han placerede det mest intense kys på hendes læber, der indehold al hans kærlighed, hvert eneste løfte han ville give hende. "Jeg er allerede din, Trudy." hviskede han med de helt ungdommelige og stærke øjne imod hendes. Så spottede han den samme ungdom i hende og han lo. Lo i glæde - de måtte fejre dette.
Kærligheden var ikke kun tant og fjas, men også alvorlig.. Alvorligheden havde hersket, først hos ham og siden hen hos hende, men med et kys så varmt, at det ville have smeltet enhver anden der ikke rummede ildens hede, var alvorligheden som brændt bort, og tilbage stod to heste, der trods deres alder tydeligvis atter var i ungdommens vold. Flakezé lo. Han lo så hjerteligt og glædestrålende, som Trudy aldrig havde hørt ham før, og hun var ikke sen til at følge med. Som en symfoni af latter, smøg deres stemmer sig om hinanden i en samklang så uperfekt, at den blev perfekt. Trudy følte sig med ét lige så fjollet som før, blot med den forskel, at hun nu havde fået sig en legekammerat.
De stribede ben lavede pludselig et badutspring af højeste klasse, således den sorte hoppe med et ordentligt bump sprang tilbage. "Det er forbudt og røre, kun se." Et frækt smil spillede om den hvide mule, som ikke lagde op til andet end ballade. Latteren var fortsat af se i de mosgrønne øjne, der dog samtidig rummede en dyb kærlighed til den hingst, hun netop havde forbudt at røre hende. Heldigvis gjaldt det jo ikke den anden vej rundt, og i endnu et fjollet spring der næsten fik væltet hende omkuld på det ujævne underlag, som skovbunden bestod af, var hun henne på siden af ham, hvor det hurtigt blev til et nap i det følsomme maveskind. Med et grin hun end ikke forsøgte at skjule var hun atter væk. Trudy var som en hvirvelvind. En vind der fik blæst sig selv mere og mere op, for måske at ende som en storm?
En anelse forpustet var den sorte hoppe nu stoppet op med tågen bølgende mellem de stribede ben. Hun kiggede ikke hen på Flakezé, men mærkede tydeligt hans nærværd. Et nærværd der fik hende til at føle sig hel igen. Hel efter det hul som DawnFrost tidligere havde efterladt. Trods tanken om hendes tidligere mage var sneget sig ind i hendes tanker, kunne mindet ikke kvæle den overvældende lykke der huserede i hendes krop, og fik hende til at stå og smile fjoget ud i luften.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Det var ikke kun Trudys hjerte der føltes helet. Flakezé havde lidt et lignende tab af både mage og datter for så mange år tilbage, at pinslen burde have taget en ende for længst. Det havde den dog ikke. Aldrig rigtig - før nu. Trods Eos aldrig havde været ham utro eller selv taget et valg om at forlade ham, så havde det alligevel pint hingsten at være nødsaget til at beskytte dem - ved at sende dem væk fra hans hjem på Wareena og bort til et sted han aldrig kunne komme igen. Hvor mange gange tanken havde strejfet ham om hvad der var blevet af dem derude, havde han intet overblik over. Men de havde det godt - de var hjemme.
Det var hingsten endelig også. Han følte en tilknytning... Et nyt liv og en ny sti at vandre på - forbundet med hendes. Som to snoede grene der ville fortsætte med at vokse sammen. Den manglende følelse af at høre til og elske livet var genvundet. Han var hjemme. Omend Proelio var stedet han forbandt med hjem, så var Trudy nu følelsen af at være hjemme. Hun var ligeså hurtigt tilbage i latter og glæde som han var, efter alvoren havde lagt sig. Hans krop spændtes, da han så det i hendes øjne - drillesygen. Hun satte regler for ham, så han brummede helt lykkeligt forpint "Ikke røre siger du?" han fulgte hende med øjnene, som hun nærmest fløj omkring hans krop, der tændtes ved hver berøring. Han forsøgte drillende at nå hende - se det var egentlig en smal sag, hvis man nu ikke var med på legen. Men han var alt hvad indbegrebet af en god mage, far, legekammerat og meget andet var. Ærlig og kærlig. Hingsten afventede sit træk og da det endelig blev muligt, fordi hans kære lige måtte trække vejret, så pustede han nærmest en blid vind efter hende - Det var ikke at røre! Men alligevel en pirrende form for mild overtrædelse af reglerne. Hun havde ikke set på ham og nu vendte han roligt sit 'uskyldige' blik væk og nynnede mildt en gammel vise om rigets myter og sagn.
Flakezés hjerte slog varmt. Han var klar til den nye tid i deres liv. Tågen hvirvlede langsommeligt omkring dem, efter bevægelserne havde taget en ende... Men intet i hans blods rus var langsommeligt - det var pulserende hurtigt i legens hede, men samtidig så trygt som noget kunne være.
Som Trudy stod ganske stille for atter at få vejret til at fortsætte, bemærkede hun pludselig hvorledes en mild brise smøg sig om hende. Og det til trods for, at der tidligere havde været ganske vindstille, hvilket jo netop var grund til den tykke ærtesuppe af en tåge, ikke forsvandt. Blikket fløj straks tilbage på hendes mage, der blot stod nok så uskyldigt.. Og var skyldigheden selv! "Din snyder," hvinede hun højt og sparkede legesygt ud efter ham, til trods for at Flakezé på ingen måde var i nærheden. Med overdrevent hoppende skridt dansede hun nu tilbage til den blå hingst, som hun tog en runde om, inden hun stoppede direkte foran ham. Her pressede hun sin pande mod hans, mens det lattermilde blik gengældte hans. "Du tabte.."
Al denne livlige aktivitet, havde gjort den sorte hoppe tørstig. Hun vidste at der lå en å lige i nærheden, hun skulle bare lige have den lokaliseret i denne såkaldte omtågede verden. Normalt ville den rislende lyd af vand kunne lede hende på sporet, men selv lydende blev forvrænget og var ikke til at stole på, når tågen havde overtaget. Langsomt lod hun sin mule glide op mod det ene af Flakezés følsomme ører, hvor hun nænsomt hviskede. "Lad os finde åen.. Lad vores kroppe dampe af, lad os ikke ende med at fordampe, som en del af denne tåge." De trængte muligvis til at køle af, selvom det i Trudys kunne være svært, så længe hun var i Flakezés selskab. Den blå hingst formåede i en sådan grad af fyre op under hende! Og dertil kom naturligvis også, at den sorte hoppe nød at blive bragt i kog på denne måde. Nød at mærke hjertet banke og blodet pulserer hurtigere og hurtigere. Nød at være i live!
De små pinke hove trippede hurtigt af sted gennem skovbunden. Mosen under dem var blød og fjedrende, og gav en følelse af og danse af sted. En munter nynnen fandt pludselig vej ud af den sortes strube, mens hun lykkeligt bevægede sig af sted. Trudy kunne ikke forstille sig noget bedre end dette. Et kærligt blik blev sendt op mod Flakezé, som var kilden til denne lykke. "Hvad tænker du på?" Spørgsmålet var nysgerrigt og oprigtigt. Det var aldrig til at vide, hvad der rørte sig i et gudesind.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Hingsten kunne ikke tilbageholde sit skyldige smil, da hun hvinede og teede sig som en anden unghest, han rystede hele den store krop og kastede legesygt med hovedet - han var da bare snedig! Hendes trissen omkring ham endte endelig og hun stod nu der imod hans pande og ævlede om at han havde tabt... Men han brummede blot drenget og kærligt. Han kunne ikke se det som at tabe, når nu han havde vundet at måtte røre ved hende igen. Mulen strøg over den strittende man og hans krop varmedes op. "Nok tabte jeg legen, men jeg har vundet retten til atter at røre dig." understregede han med en drillende tone.
Trudy virkede nu søgende i sin adfærd og han kiggede let omkring sig i tågen. Han fik snart stukket hendes bløde mule imod sit ører, da hendes skønne stemme hviskede til ham om at finde en å... Nok talte hun om at køle af, men på ham virkede hele hvisketingen pirrende og han mærkede blodet rase og kroppen tændes igen... Dog nikkede han og de ungdommelige øjne fulgte hende. Hans store krop tog lange, nærmest dansende skrift som de nu begav sig imod åen, der nok skjulte sig et sted i tågen. Nærmest magisk... Men hvad ved Proelio var ikke magisk?
Hans bevægelser var ikke længere helt afslappede. Der var en masse kærlighed der pumpede rundt i hans system blandet med den rene lyst til den hoppe der nu var hans mage. Normalt var han ellers en perfekt gentleman og lod sig ikke sådan påvirke - men deres leg og alle disse følelser der var blusset op til overfladen efter mange år, hvor de var poppet let op for så at blive undertrykt en smule igen, havde bare taget ham med storm. Hans mule søgte jorden som han fulgte duften af vand. Hans tanker var forstyrrede af hans lyst og han kunne næsten se hvordan de en eller anden smuk dag, ville have et solidt, elskeligt føl til at rende rundt - hvilket nu blev grunden til at han rødmede som en lille teenager.
"Dig... Du har invaderet hele mit sind og nok burde jeg tænke på en masse vigtige ting, men lige nu er du det allervigtigste jeg har... Du og mine fantasier... Om os." de sidste ord blev sagt imens han vendte hovedet og ganske blidt strejfede hendes mule med de grønne øjne intenst imod hendes. Selvom han stadig var varm i kinderne.
Hingsten kastede sig nu frem igennem skoven og dens tåge. Frisk trav i enorme bevægelser for at få lidt frihed fra sin egen flovhed og bare mærke livet i dem begge. Tågen hvirvlede til vejrs. Han fortsatte. Lige indtil hovene sank dybt og mødte vand i den skønneste lille å.
Trudy følte sig efterhånden så utrolig let, at hun kort undrede sig over, at hun ikke svævede bort sammen med tågen. Glemt var alle de dårlige minder om en hingst der ligeledes havde berørt hendes hjerte, for derefter at knuse det. Væk var bekymringerne omkring hendes døtre. Den ene forsvundet, den anden så godtroende og naiv, at verden utvivlsomt ville få bugt med hende en dag. Væk var uroen omkring Smeyé og hans had til hendes slags, de overnaturlige.
Tilbage var kun lykken over nuet, som blev tilbragt sammen med denne hingst, som hun kunne kalde for hendes. I smug skævede hun over mod ham, og mærkede varmen brede sig i den lille krop, blot ved synet af ham. Hun trak vejret dybt og nød den betryggende duft af ham. Hun lyttede til hans store hoves overraskende dæmpede hovslag, og forsøgte at holde trit. Næsten umærkeligt bar hendes egne pinke hove hende tættere på. Måske for tæt på? Kortvarigt rørte de varme kroppe hinanden, inden Trudy atter trak sig lidt væk, for at de ikke skulle falde over hinanden. Et bredt smil var om den hvide mule, som pludselig brød ud i en lykkelig latter. Dette øjeblik måtte aldrig ende.
Tanker.. Tanker om hende. Hun var den der fyldte Flakezés tanker. Tanker og fantasier. Ved den sidste udtalelse skød rødmen op i hendes kinder, trods det ikke var let at se for den sorte farve. Hans hoved blev nu vendt mod hende, hans blik søgte hendes, og hun gengældte det straks. Til hendes glæde bemærkede hun også den let røde farve i hans kinder. Hun elskede, at de begge kunne føle sig som to uerfarne ungheste igen. Og det til trods for at de begge havde oplevet kærligheden til en anden samt oplevet at give nyt liv. De kendte begge hinandens fortid, vidste at den anden havde erfaring, men alligevel var dette som noget helt nyt og uerfarent igen. De var begge unge igen.
Med ét satte Flakezé farten op, og Trudy måtte slå over i galop for at følge med den store hingst. Spørgsmålet lå over hendes læber. Spørgsmålet som kun ville gøre dem begge endnu mere flove.
Plask! De pinke hove sank pludselig ned i den bløde sandbund, mens åens rislede af sted omkring hende. Åen.. Trudy havde helt glemt, at det faktisk var den de ledte efter. Som for at udskyde det, sank hun nu med et tilfreds grynt ned i det kølige vand, hvor det blev til en ordentlig rulletur, mens vandet stod i kaskader omkring hende. Kroppen blev kølet af, men ikke det indre.
Da den sorte hoppe atter var på benene igen, kiggede hun over på Flakezé med et næsten uforskammet blik og et frækt smil om læberne.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Den store krop var i et fuldkommen fanatastisk udbrud af lykkelige følelser. Hver berøring, hver latter, hvert blik gjorde ham endnu mere vild og samtidig nervøs. Hvor meget han end havde følt i sin fortid, så var dette mindst ligeså slående og vidunderligt. Alt det hun bragte ham, var bragt med en forelskelse og en inderlig kærlighed der havde længtes efter at finde ud i årevis. De var sammen nu. Ingen tvivl om at de to ville opleve utrolige ting sammen. Tilknytningen til hende var allerede så stærk - for de havde kendt hinanden i godt og ondt. Trods de havde haft hvert sit, havde dette nok altid lunet et sted under overfladen. Han lo med hende. Nippede efter den sorte krop, som de røde farver svagt indtog den sorte.
Endelig ved åen var hans store krop atter i ro - i hvert fald synligt. Som Trudy plaskede rundt i vandet og ramte ham med kølige dråber, tændte hun mere ild i hans krop. Han stejlede let og landede friskt i åen med et kækt blik. Lige indtil hun fik sig rejst. Trudys ord lammede ham et øjeblik hvor hans underlæbe dirrede usikkert. Ville hun have samme fantasi? Kunne de mon begge ønske sig dette i fremtiden? Han sank sit spyt og forsøgte at sluge usikkerheden samtidig, som han rankede sig og søgte hendes mule som en urokkelig sikker klippe.
"Vi er lykkelige - de få ting der rør sig i landet er ubetydelige. Det er den perfekte verden at vokse op i. Jeg ser vores efterkommer, boltre sig lykkeligt i engene, under solen..." hviskede han og blidt kyssede hans sorte læber den hvide mule. Hingsten gabte herefter - det var lettere trættende at være så energisk og bruse med så mange følelser på én gang. Han så nu efter reaktionen.
Dråberne fløj fra den ene til den anden, som den sorte tumlede rundt nede under vandet, mens den blå balancerede rundt på to ben i vandet. Som begge atter var placeret på alle fire, og de eneste dråber der fortsat var i bevægelse, var dem i selve åen, bredte der sig pludselig en usikkerhed blandt de to. Eller i hvert fald over den ene. Hans mule fandt hendes, og hun lod den fredfyldt være der. Tålmodigt ventede Trudy på at høre, hvilke fantasier hendes blå hingst gik og legede med. Fantasier som meget vel kunne blive til virkelighed, hvis de var realistiske. Hun håbede, at Flakezé huskede, at hun ingen gud var. Hun var ikke Eos, og selvom deres kærlighed var stor, kunne hun ikke præstere det samme, som den hvide hoppe.
Flakezés bløde stemme lød nu, som han malede det billede, hans fantasi bestod af. Et fredeligt Proelio hvori han ønskede en efterkommer skulle vokse op i. En efterkommer.. Nu var det hendes tur til at stå som lammet. Det var ikke fordi det kom som et chok, det var jo ganske naturligt, og Trudy selv havde haft samme fantasier. Men at høre det sagt højt, gjorde det hele mere håndgribeligt. Mere realistisk. Det var noget, som hun kunne præstere. Kysset på hendes mule, fik atter den sorte hoppe til at vågne op. "En efterkommer ville passe perfekt." Der var andre svar i hendes indre, der ligeledes kunne være kommet ud. Frække svar, provokerende svar, svar som kunne være sagt på andre måder, men som alligevel alle ville rumme det samme svar. Ja!
Det store gab fra hendes blå, fik hende til at le let. "Kom ikke her og sig, at en dødelig kan køre en udødelig træt." Hun nippede drillende til hans kind, mens de mosgrønne øjne en sidste gang søgte hans, inden roen ville sænke sig over dem.
Flakezé We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.
Der var kun én ting i hans store hoved, og det var synet af dem. Lykkelige. Da Trudys svar ikke indeholdt flere små drillerier, men det simple svar, at det ville være perfekt, kunne han næsten ikke trække vejret - for han svævede ganske højt. Det var noget de kunne gøre sammen. Han følte sig så almen hos hende - det var ganske anderledes end den kærlighed han havde næret for Eos - det havde taget mange år at komme videre, ja faktisk århundrede - men nu stod han her. Og der var ingen han hellere ville stå hos.
Han lo også da hendes sande ord nåede hans ører - jo det kunne hun. Det ville hun kunne se i hans øjne - hvordan han var træt på en ganske lykkelig måde. Han følte sig mættet og elsket. Således kunne han nu sove trygt i nat.-