Langsomt gik hun afsted, den hvide hoppe, i det sne beklædte land. Der var mørkt lige nu, for solens stråler var knapt nok begyndt at røre på sig, til trods for at det meget snart ville være tidligt morgen. Men solen lod ofte vente på sig, om vinteren, især i Darkena område.
Solitaïre vandrede ikke i blinde, og så dog alligevel lidt. For hun søgte én bestemt sjæl, selvom han måske ikke ønskede, at blive fundet af hende.

Hendes sjæl var ødelagt og maltrakteret. Den var flået i flere stykker, både i sin tid i hjenlandet men også i Proelio. Hun havde oplevet meget ondskab og allerede mistet én hun holdte forfærdeligt meget af; ville det også ske med ham, som hun nu søgte? Ja, det ville det nok. For en eller anden dag, ville han nok få nok af den hvidlige hoppe, og gøre en ende på hende eller deres bekendtskab.

Langsomt slog hun med halen bag sig, inden hun stoppede op i sneens hvidlige skær. Der, ude i horisonten, bag de høje og nøgne træer, kom solens røde skær langsomt til live. Hun missede svagt med øjnene, inden hun mærkede hvordan trætheden dragede indover hende, alt imens nye snefnug begyndte at dale ned fra de mørke sne skyer over hende. Vinteren føltes allerede lang..

En brummende lyd forlod hende, men hun “kvalte” den nærmest selv, for at forblive usynlig for andre. Hun ønskede jo ikke, at andre eksistenser skulle finde hende. Hun var ensom, det skulle hun være. Det var hun født til - og det var måske også bedst sådan?

Den hvidblålige hoppe lænede forsigtig sin trætte krop, op af det ene høje birketræ, der stod helt uden blade.. Men sove, det kunne hun ikke gøre. Det gjorde hun nærmest aldrig, hun turde ikke. Men måske bare lige hvile øjnene kort.. De tunge øjenlåg gled længere og længere ned; og for en stund, ja, der blev øjnene lukket helt..