PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
Tid: Tidlig eftermiddag. Sted: Awarias. Vejr: Sne og minusgrader. Kold og frostklar luft. Solskin og tørvejr. Omgivelser: De blå bjerge, Awa floden og åbne dale med store søer og blåt græs.
Lasair skridtede roligt rundt nede i en af dalene ved Awarias bjergene. Han var for en gangs skyld draget på eventyr uden sin bror og var nu ankommet til dette magiske sted, hvor alt var blåt. Han havde aldrig været her før, men han havde hørt rygter om, at der fandtes en grotte oppe i bjergene; en grotte formet som et hestekranie, hvori der fandtes en labyrint. Og ifølge rygterne skulle denne labyrint føre til en klar og selvlysende sø, hvor man ville kunne se sin egen fremtid i! Det lød simpelthen så mystisk og spændende, så den havde han tænkt sig at finde! Men for nu stod han bare her i dalen og kiggede op mod de store blå bjerge. Der var laaaang vej op... Mon det overhovedet ville lykkes ham at finde denne grotte, inden det blev mørkt?
Jeg kan allerede se det for mig.. Eventyret, som bare venter på at blive taget hul på! Jeg befinder mig midt i alt det blå; søernes vand er blåt, græsset er blåt - men vigtigst af alt, så er bjergene foran mig også blå! Og det er netop de blå bjerge, som er mit næste eventyr - jeg har hørt mange historier om hvad der findes på dem, men jeg har en utrolig lyst til at undersøge dem selv. "1..", en dyb vejrtrækning, "2..", jeg prøver at samle alt min energi, "3!" - og afsted jeg springer! Mine alt for lange, føllede, 'all-over-the-place'-ben bevæger sig hurtigere og hurtigere mod bjerget. Det starter godt og jeg kommer en smule opad - meeen, så træder jeg på en sten og laver kolbøtter ned igen. Så dér sidder jeg så, foldet sammen på en meget mystisk måde og dybt forvirret over hvad der skete.
Han skridtede spændt, men dog en smule nervøst frem mod de blå bjerge og var næsten kommet frem til foden af et af dem, da han pludselig hørte noget tumult længere fremme. Han satte straks frem i trav for at undersøge sagen nærmere, og da han kom frem til den første sti, der førte op ad bjerget, fik han pludselig øje på et andet føl, der sad med benene i en noget mærkelig stilling. Var hun faldet ned fra bjerget?! Hvor langt var hun faldet?! Kunne man det uden at dø?! I sin dramatiske unghingste-fantasi så han for sig, hvordan hun faldt flere 100 meter ned fra bjerget, landede i denne stilling og brækkede alle sine knogler i benene, men alligevel overlevede! Seeejt! Men virkeligheden kaldte, så i stedet skyndte han sig over til hende og stak bekymret mulen frem mod hende. ,,Er du okay??" Han var slet ikke nogen bølle, når hans bror ikke var i nærheden, men tværtimod en meget sød og betænksom ung mand...
Med tungen hængende halvt ude af munden og et koncentreret blik i øjnene, forsøger jeg at finde hoved og hale i mine lange, føllede ben. "Hvis jeg nu...", mumler jeg for mig selv, imens jeg forsøger at løfte mit ene forben fri fra mit bagben. En anden føllet stemme, som dog alligevel er mørkere end min, forstyrrer min koncentration og jeg kigger op med et overrasket blik - stadig med tungen hængende halvt ude af munden. Et brunt hingsteføl med nogle specielle lysebrune aftegninger er dukket op ved mig. Jeg har ikke set ham før, det er jeg ret sikker på - så efter den største forskrækkelse har sluppet taget i min krop, formes et kæmpe stort smil på min mule. "Hej!", udbryder jeg og nikker derefter voldsomt, "Ja, mine ben vil bare ikke vende rigtigt". Jeg vender blikket tilbage på mine lange stænger, som der dog nu er mere styr på end da jeg landede.
Det andet føl kiggede nu op på ham, og da han så tungen, der hang halvt ude af munden på hende, var han sikker på, at hun enten måtte være død eller have slået hovedet så hårdt, at hun havde mistet forstanden! Pludselig smilede hun dog bredt til ham, udbrød en hilsen og nikkede voldsomt med hovedet, mens hun svarede ja til, at hun var okay, og at hendes ben bare ikke ville vende rigtigt. Han så stadig en smule bekymret på hende, men nu var han også blevet nysgerrig. Hvordan var hun endt i sådan en situation, og hvordan skulle de få hendes ben til at vende rigtigt igen? ,,Har du brug for hjælp?" spurgte han, mens han prøvende stak mulen frem mod hende, klar til at prøve at trække lidt i hendes ben på nogle forskellige måder.
Hingsteføllet tilbyder sin hjælp, og jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det kun kan være en god idé med et ekstra sæt øjne; "Ja!", udbryder jeg alt imens jeg nikker med hovedet for ekstra bekræftelse. Bevægelsen med hovedet er dog så voldsom, at jeg mister balancen og tipper bagover - og vupti, der ligger jeg så med alle fire ben i vejret. Det positive er dog, at nu vender alle fire ben rigtigt. Et øjeblik kæmper jeg for at holde grineflippet tilbage, men selve situationen er bare så sjov, at jeg ikke kan lade være - så jeg må kæmpe mig på benene samtidig med, at jeg griner så voldsomt, at der kommer tårer ud af mine øjne. "U-undskyld", endnu et grin, "Det er bare så sjovt!".
Han smilede venligt til hende, da hun svarede ja til hans hjælp. Men lige som han skulle til at gå hen til hende og tage fat i et af hendes ben, mistede hun pludselig balancen og tippede bagover - hvilket resulterede i, at hun nu lå på jorden med alle fire ben lige i vejret! Det så simpelthen så sjovt ud, at han måtte bide sig hårdt i læben for ikke at komme til at grine, men til hans store lettelse rejste hun sig nu op og brød selv ud i et stort grineflip. Han tillod derfor sig selv at give efter og lade sin mund glide ud i et bredt smil, mens han grinede højt og længe samme med hende. Han smilede da stort og nikkede til hendes ord. ,,Ja, sådan kan man også gøre det!" Han så nysgerrigt på hendes ben, der nu var helt normale igen. ,,Hvordan kom dine ben overhovedet til at sidde sådan?!"
