PROELIO BOR PÅ SIT GAMLE BOARD IGEN, SÅ VI ER IKKE AKTIVE HER! GÅ TIL https://proelio01.proboards.com/
JD-Thilde
Admin
STAFFER NAME
POSITION
vejledning
Du har en lille menu herover: Hovedmenu - Startside - Søgning. Her finder du links til Proelios vigtigste sider, samt din profil, hvor du kan komme ind på privat beskeder, seneste tråde, bogmærker og redigere profil. Har du problemer med at finde rundt, så kontakt os i Chat-boxen - klik i bunden af siden på skjul chatbox.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Mørkt. Det var et endeløst sort hul, som hans krop vandrede gennem. Alting var mørkt. Livet var mørkt. Sindet ligeledes. Siden den dag han havde mistet synet i sin føldom, havde der ikke været andet end mørke. For en kort stund havde halvgudinden manipuleret med hans syn - også var det også borte. Det havde været et værre turmult og han havde bestemt ikke fundet det underholdende. Nu var mørket omsluttende og dræbende igen. Sanserne arbejdede som altid på højtryk for at finde hoved og hale i alting, men han havde fundet sig en hverdag. En pessimistisk en af slagsen, men den var da der.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Kerizín travede friskt afsted på endnu et eventyr. Nu uden nogen til at følge efter og holde øje med hende eftesom hun ikke længere var et lille føl men -et stort føl- en unghest der selv kunne bestemme og vandre som hun havde lyst til. Selvom hun havde været de fleste steder i Proelio var så meget anderledes nu efter dagen hvor alting gik amok så det var ligesom at undersøge et nyt sted hver gang.
Og denne dag skete der noget af det bedste der kunne ske på et eventyr - hun fik øje på en fremmed hest hun ikke havde set før - altså en potentiel ny ven eller i hvert fald en ny man kunne snakke med og lære at kende! Ivrigt vrinskede hun en hilsen og satte i galop i retning af hingsten.
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Som han gik her i sin depressive og pessimistiske tanke gang skete der noget. Dunk dunk. Hovslag og vibrationer i underlaget. Hvem havde vovet sig afsted på HANS sti? Og netop som han var igang med at vandre i sine egne tanker. Det var da en irriterende en af slagsen. Snart blev det til en hurtigere lyd - ja hvis han ikke vidste bedre ville han næsten tro at vedkommende rent faktisk ville hen til ham? Han hævede et øjenbryn over de blinde øjne, da et ivrigt vrinsk ligeledes kom. For satan da også!
Han rankede op i nakken og lod ørene smække tilbage i nakken. Som den fremmede nærmede sig bagfra ham, gik han afsted. Da vedkommen var tæt nok på, snurrede han rundt og bed ud efter vedkommende for at irettesætte hvem end der gad forstyrre ham.
"Hvad vil du fredsforstyrre?"
Snerrede han muggent som altid.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
Så snart Kerízin var tæt nok på til at se hans tilbagelagte ører satte hun bremserne i hvilket også reddede hende fra hans irriterede bid. Forvirret trak hun sig et par skridt baglæns og stirrede på ham. Sikke da et dårligt humør! "Hilse på dig... Skal jeg gå igen?"
Hun kiggede undersøgende på ham, der var noget underligt over hans øjne og han virkede ikke til at kigge helt på hende. Kunne han ikke se hende måske? Var det derfor han var så sur? "Det var ikke min mening at overraske dig så hvis jeg gjorde det må du undskylde." sagde hun langsomt - kunne det være det?
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Klask. Tænderne smækkede sammen, men duften af en fremmed var der stadig. Ingen kød mellem tænderne. Skuffende. Han fnøs, og halen slog et hidsigt slag bag sig, inden han lyttede som hun trak sig nogle skridt baglæns. Om hun skulle gå igen?
"Har du fået lov til det?"
Bed han hende af. Han var ikke kendt for at være venligsindet og en ung dame, skulle da ikke tro han var anderledes.
"Overraske mig? Hvorfor tror du nogen kan overraske mig? Jeg kunne høre dig på god afstand, ellers var du jo trumlet lige ind i mig." Fnøs han.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
